Lakshmi
(Sanskrit). Lakshmi betyder ”velstand” eller ”lykke” (både materiel og åndelig). Hun er indbegrebet af skønhed. Lakshmi er den indiske Venus, der fødtes ved at guderne kærnede ”Mælkehavet”. Hun er skønhedens og kærlighedens gudinde. Hun er desuden Vishnus hustru eller det feminine aspekt. Hun ses også afbildet i jainistiske og buddhistiske templer. Lakshmi kaldes også Shri eller Thirumagal, fordi hun har seks ophøjede og guddommelige kvaliteter eller Gunaer. Desuden er hun kilden til styrke selv hos Vishnu. Da Vishnu inkarnerede på Jorden som avatarerne Rama og Krishna, inkarnerede Lakshmi som hans hustru. Sita, der er Ramas kone, og Radha, der er Krishnas elsker, og Rukmini og Satyabama betragtes som varianter af Lakshmi. Lakshmi tilbedes dagligt i både hinduistiske hjem og virksomheder som gudinden for rigdom. Diwali- og Kojagiri Purnima ceremonierne fejres til Lakshmis ære. (Se også Puja).
Lakshmi Puja
Se Puja.
Lama
(Tibetansk). Lama stammer fra ”la”, der betyder ”det højeste”, ”det ædleste” og ”det højeste princip” samt ”ma”, der betyder ”moder”. En lama er derfor blot betegnelsen for præster af højere grader, som kan fungere som lærere i klostrene. Relationen mellem lærer og Chela (elev) har stor betydning i klostrene. Læreren videregiver sin erfaring og indsigt, og derfor kan lamaen hjælpe eleven til en hurtigere udvikling. På den måde er viden og teknik blevet videregivet siden Gautama Buddhas tid. I nutiden bruges betegnelsen lama ukorrekt om samtlige medlemmer af det tibetanske præsteskab uanset grad.
Lanu
(Tibetansk). Lanu betyder ”discipel” eller det samme som en Chela (elev).
Lao-Tze
(Kinesisk). Lao-Tze var en oplyst vismand, der levede før Konfutse. Lao-Tze er stifter af taoismen, som er den ene af Kinas tre store religioner (buddhisme, confucianisme og taoisme). Hans hovedværk, der er en form for kosmologi, indeholder alle åndsvidenskabens grundsætninger. Den hedder Tao-teh-king – ”Bogen om naturens evne til fuldkommengørelse”.
Laukika
(Sanskrit). Laukika er psykiske evner.
Lavere selv
Det ”lavere jeg” eller ”lavere selv” er åndsvidenskabens udtryk for menneskets forgængelige personlighed, der omfatter mentallegemet (tankelivet), astrallegemet (følelseslivet) og det fysisk-æteriske legeme (handlingslivet) – i modsætning til det ”højere selv”, der er relativt evigt og uforgængeligt (sjælen) og evigt og ét med alt (ånden eller monaden).
Laya
(Sanskrit). Laya stammer fra ”li”, der betyder ”at gå i opløsning” eller ”at disintegrere”. I fysik og kemi er Laya et ligevægtspunkt. I åndsvidenskaben er det et punkt, hvor stoffet bliver homogent og ikke mere kan differentiere. (Se også Laya-yoga).
Laya-yoga
(Sanskrit). Laya yoga betyder ”forening ved absorbering” i betydningen opløsning af alle karmiske forhold og begrænsninger, der er ophobet pga. forskellige begivenheder og situationer, der har fundet sted i løbet af menneskets utallige inkarnationer. Laya-yoga er en yogateknik til forening med den allerhøjeste bevidsthed ved hjælp af Pranayama (åndedrætsøvelser) eller dyb hengivenhed. De barrierer, der er skabt i livenes løb, bliver gradvist opløst, indtil sjælen erkender en lysende indre verden af frihed og frelse (Kaivalya). Laya betyder at absorbere eller for at opløse, og yoga betyder enhed eller balance. Man kan derfor sige, at sætningen kan fortolkes som ”yoga, der medføre, at man absorberes eller opløses i ånden”. Laya-yoga er ”centrenes yoga”, der udvikler og stabiliserer centre og chakraer og det æteriske legeme. Laya-yoga blev senere til Bhakti-yoga, der opstod af udviklingen af astrallegemet, og dermed var grundlaget lagt for den mysticisme og hengivenhed, som har været drivkraften for den nutidige menneskehed både i Østen og Vesten. (Se også Bhakti-yoga).
Leela
Se Lila.
Legalisme
(Latin). Legalisme stammer fra "lex", der betyder "lov". Legalisme betegner generelt en holdning, der er baseret på, at man skal følge gældende love, fordi de er love, og at man skal vurderer hændelser og handlinger på en formalistisk måde, dvs. om de er i overensstemmelse eller uoverensstemmelser med gældende love og regler. Udtrykket bruges mere specifikt i socialistisk sprogbrug om en principiel lovlydighedsholdning, hvor de borgerlige love accepteres som udgangspunkt. Selv om man er uenig i en lov, skal den ikke brydes. Man skal i stedet forsøge at ændre loven.
Legeme
Se Principper.
Legetøj
(Egyptologi). Snurretoppe, rangler, dukker, dansende dværge og krokodiller med bevægelige kæber hørte til de egyptiske børns legetøj. Drenge legede med små kampvåben, og piger legede med babydukker i vugger.
Leksikografi
Leksikografi betyder videnskaben om og fremstilling af ordbøger til forskel fra Leksikologi, som er læren om et sprogs ordforråd, og fra Encyklopædi, som er læren om ting og begreber og en betegnelse for en overskuelig oversigt over den menneskelige viden. Leksikografi er desuden den videnskabelige disciplin, der beskæftiger sig med ordbøger teoretisk, videnskabeligt og praktisk. Grænserne for Leksikografi, Leksikologi og Encyklopædi er vanskelige at definere. (Se også Encyklopædi og Leksikologi).
Leksikologi
(Græsk). Leksikologi stammer fra ”lexikos”, der betyder ”vedrørende ord” og ”logi”, der henviser til studier af ordforrådets opbygning og struktur. Leksikologi er en del af semantikken, og semantik er en gren af lingvistik, som beskæftiger sig med ordenes betydning. I fransk og tysk sprogvidenskab opfattes Leksikologi som en selvstændig disciplin, der udgør det teoretiske grundlag for Leksikografi. Leksikologi handler om ords og ordfamiliers oprindelse, udvikling og betydning. Et sprogs ordforråd, der også kaldes et leksikon, er ikke en ustruktureret ordsamling. De enkelte ord eller eksempler indgår i forskellige typer af leksikalske relationer, både hvad angår form og betydning. (Se også Encyklopædi og Leksikografi).
Lemurien
Lemurien eller Lemuria er navnet på et gigantisk kontinent, der eksisterede før Atlantis. Det er den 3. rodraces kontinent, der strakte sig fra Madagaskar til Australien og videre ud i Stillehavet. Det er nu forsvundet under havets overflade med undtagelse af bl.a. Australien, New Zealand og nogle af Sydhavsøerne – f.eks. Påskeøerne. Menneskets evolutionære udvikling begyndte for alvor i lemurisk tid for ca. 18½ millioner år siden, for her individualiserede menneskeheden i forbindelse med Kumaraernes (Flammeherrernes) ankomst. Geologiske undersøgelser og studier af den relative fordeling af levende og uddøde dyr og planter såvel som iagttagelser af fysiske evolutionsprocesser i de lavere riger, bekræfter de informationer, der er givet af H.P. Blavatsky i Den Hemmelige Lære og af andre forskere i andre værker om emnet. Det er almindelig anerkendt af naturvidenskaben, at det, der nu er tørt land på planetens overflade, engang har været havbund, og at det, der nu er havbund, engang var tørt land. Historien om Jordens udvikling viser, at fordelingen af land og vand på overfladen hele tiden ændrer sig. Det Indiske Ocean udgjorde oprindeligt et kontinent, der strakte sig fra Sunda-øerne langs sydkysten af Asien til Afrikas østkyst. Det store forhistoriske kontinent har den engelske Sclater kaldt Lemurien på grund af de abelignende dyr, som levede der, og samtidig har Lemurien stor betydning, fordi det formentlig er fødestedet (individualiseringen) for menneskeheden. Lemurien er menneskeracens vugge, men mennesket udviklede sig ikke fra menneskeaberne. En periode på ca. 4-5 millioner år repræsenterer sandsynligvis det atlantiske kontinents levetid, for 1. underrace af 4. rodrace, som levede på Atlantis, viste sig på en del af det lemuriske kontinent, der dengang stadig fandtes. Men det lemuriske kontinents levetid har været meget længere end det, der repræsenterer varigheden af Atlantis – 4. rodraces kontinent. Men det er ikke muligt at fastlægges tidsperioder med blot tilnærmelsesvis nøjagtighed for Lemurien – 3. rodraces kontinent. Konklusionen på den åndsvidenskabelige forskning er, at det er sandsynligt, at den ældste af de to lemuriske perioder udspillede sig fra perm-perioden, gennem trias-perioden til jura-perioden, mens en senere lemurisk periode repræsenterer Jorden i kridtalderen og frem til eocæn-perioden. (Se også Kumaraer og Mu).
Leo
(Latin). Zodiakens 5. tegn og stjernebilledet Løven.
Lertøj
Se Keramik.
Lethe
(Græsk). Lethe var en af de fem floder i Hades eller dødsriget. Lethe er en biflod til dødsrigets flod Styx, og Lethe betyder ”glemsel”. Lethe er også kendt som Ameles Potamos, der betyder ”glemslens flod”. Ved at drikke af Lethes vande glemmer den afdøde sit liv i den fysiske verden. I den orfiske religion er det muligvis en forudsætning for genfødsel, at sjælen skulle rense sig i Lethe. Lethe var desuden navnet på den græske ånd for glemsomhed og glemsel, og floden blev ofte identificeret med ånden Lethe. Ved Trofonios’ orakel skulle spørgeren drikke vand af to (virkelige) kilder kaldet Lethe (glemsel) og Mnemosyne (erindring). I klassisk græsk betyder ordet Lethe bogstaveligt ”glemsel”, ”glemsomhed” eller ”tavshed”, men Lethe er relateret til det græske ord ”aletheia”, der betyder ”sandhed”.
Levit
(Hebraisk). Bibelen oplyser, at Moses var Levit, men den nyeste forskning afslører, at de fleste af de såkaldte levitter i virkeligheden var egyptere. Først i den senere jødiske tradition valgte man generelt at lade levitterne tilhøre en hebræisk Levi-stamme, og det er derfor et klart eksempel på en afgørende manipulation af den historiske virkelighed. Historikeren, forskeren og forfatteren Ove von Spaeth oplyser i sin bogserie om Moses, at der flere gange fortælles om oprør i israelitterlejren – bl.a. ved episoden med guldkalven, hvor et stort antal Moses-modstandere blev hugget ned af Moses’ loyale korps – levitterne. Og forskeren tilføjer, at levitterne var egyptere og ”egyptiserede” israelitter, som var solidariske med Moses. Iflg. den traditionelle udlægning, der er baseret på Det Gamle Testamente, er levitter efterkommere af Levi-stammen. Her fortælles det, at da jøderne efter ørkenvandringen fra Egypten nåede til Israel tik levitterne til opgave at være tjenere i templet i Jerusalem. Levitterne skal imidlertid ikke forveksles med præsterne – Kohanitterne eller Kohanim – som også arbejdede i templet. Levitternes opgave var hovedsagligt at hjælpe Kohanitterne. Derfor var der bestemte områder i templet, hvor levitterne ikke havde adgang, og hvor kun kohanitterne måtte komme. I nutidens jødedom er det levitternes opgave at vaske hænderne på Kohanitterne før arbejdet i synagogen. (Se også Kohanitter).
Levitation
(Latin). Levitation stammer fra ”levitas”, der betyder ”lethed”. Det er betegnelsen for et mediums eller en genstands evne til at svæve i luften uden hjælp af kendte fysiske kræfter – dvs. en kraft, der ophæver eller modarbejder tyngdekraften og fastholder mediet eller genstanden i en stabil position uden fast fysisk kontakt. Et tidligere dansk udtryk for Levitation er elevation. Levitation i åndsvidenskabelig sammenhæng vil sige, at et menneskes legeme kan løfte sig og svæve i luften. Åndsvidenskabelige forskere som f.eks. H.P. Blavatsky, Annie Besant, Charles W. Leadbeater, Geoffrey Hodson, Alice A. Bailey, Edgar Cayce, Martinus Thomsen m.fl., fortæller, at Levitation er muligt, og at det var en evne, man beherskede i de gamle kulturer. Levitation er et aspekt af psykokinese. Yogiske mestre oplyser, at levitation kan forekomme som en Siddhi på højere bevidsthedsniveauer som f.eks. ekstase eller astral projektion. (Se også Siddhi).
Lhagpa
(Tibetansk). Lhagpa er planeten Merkur i tibetansk astrologi og mystik. Lhagpa symboliseres af en hånd. Huset står i Tvillingerne, som betyder arme og hænder, og dermed står Lhagpa for handling.
Lhamayin
(Tibetansk). Lhamayiner er oversanselige væsener fra laverestående hierarkier – dvs. jord-elementaler.” I poplitteratur betragtes de som ”onde” ånder, dæmoner og djævle.
Lhasa
(Tibetansk). Lhasa, som nogle gange staves Lasa, stammer fra ”Lha”, der er betegnelsen for alle oversanselige skabninger – specielt de højere hierarkier. Tibets hovedstad Lhasa er opkaldt efter de højtstående skabninger, og byens navn betyder ”Gudernes sted”. Lhasa – hovedstaden i det kinesisk besatte Tibet – er vokset til en stor by med ca. 120.000 indbyggere. Historisk set var Lhasa også hovedstaden i det gamle Tibet helt tilbage i 800-tallet og op til 1950. Lhasa er placeret ca. 3.650 meter over havet. Det gør byen til en af verdens højest beliggende hovedstæder. Lhasas berømte Potala Palads, hvor den eksilramte Dalai Lama tidligere havde hovedsæde, er blevet på UNESCO’s verdensarvsprogram.
Libra
Se Vægten.
Libyske periode
(Egyptologi). Den libyske periode, som inkluderer 22. dynasti (bubastierne) og 23. dynasti (Tanis), kaldes den libyske periode på grund af fødestedet for periodens konger, Seshonq, Osorkon, Takelot og andre prinser med fremmede navne. Under Ramses-faraonerne slog indfødte fra Libyen sig ned i Egypten – navnlig i Deltaet. Under præstekongerne udgjorde de hovedparten af militæret. Deres ”store leder” øgede magten med så stor succes, at den strakte sig fra Bubastis til den thebanske region, og til sidst lykkedes det Seshonq, søn af Nemaret, at sætte sig på tronen som den sidste farao i 21. dynasti omkring 950 f.Kr. Desværre var den libyske periode blot en fortsættelse af præstekongernes, og der blev ikke bygget meget, men man producerede smukke bronzegenstande og -smykker. Kampe om tronen og positioner i præsteskabet medførte, at der omkring 800 f.Kr. var to kongelige dynastier, og omkring 750 f.Kr. var der fire. Den libyske periode fortsatte i Deltaet frem til den etiopiske periode.
Lila
(Sanskrit). Lila eller Leela er et koncept inden for hinduismen, som bogstaveligt betyder ”tidsfordriv” eller ”leg”. Lila er et almindeligt udtryk både i de nondualistiske og i de dualistiske filosofiske skoler, men der er markant forskel på betydningen inden for de to skoler. Inden for den nondualistiske skole er Lila et forsøg på at beskrive virkeligheden, kosmos eller verdensaltet, for det er et resultat af gudernes (Brahmans) skabende leg med det Absolutte. I de dualistiske skoler i Vaishnavismen er begrebet mere enkelt, for her refererer Lila til de handlinger, som Gud og hans tilhængere foretager sig, og som adskiller sig fra karmas almindelige aktiviteter. (Se også Karma og Yoni).
Linga Sharira
(Sanskrit). Linga Sharira er det samme som æterlegemet. Linga Sharira er derfor sanskritbetegnelsen for det fysiske legemes usynlige ”dublet” eller ”dobbeltgænger”. Linga Sharira eller æterlegemet fungerer som en støbeform eller matrix af det fysiske legeme. Det er en del af det fysiske legeme, for det er opbygget af det fysiske plans finere stof, men Linga Sharira kan udskilles eller projiceres et kort stykke fra kroppen. Når Linga Sharira er adskilt fra den fysiske krop (f.eks. ved hjælp af narkose), er det ikke i stand til at overføre impulser fra astrallegemet (følelseslegemet) til det fysiske nervesystem, og derfor kan kirurger skære i det fysiske legeme uden at patienten registrer smerten. Når det fysiske menneske dør, aflægger det både det fysiske legeme og æterlegemet, for begge hører til det fysiske plan, og til sidst nedbrydes begge legemer. Sjælen har i alt fem legemer: 1) Det fysiske legeme – Annamaya Kosha eller Sthula Sharira. 2) Æterlegeme – Pranamaya Kosha eller Linga Sharira. 3) Astrallegeme – Manomaya Kosha eller Lavere Sukshma Sharira. 4) Mentallegeme – Vigyanamaya Kosha eller Højere Sukshma Sharira. 5) Kausallegeme – Anandamaya Kosha eller Karan Sharira. Sanskritordet Kosha betyder ”skal” eller ”hylster”, og Sharira betyder ”legeme”. Hvert legeme danner en separat aura og rummer syv chakraer, der svarer til hver sit eksistensplan.
Lingam
(Sanskrit). Lingam er en gammel indisk betegnelse for Fallos, penis eller det mandlige kønsorgan. Yoni er den tilsvarende betegnelse for kvindens kønsorganer. Den mest kendte bog, hvori ordene Lingam og Yoni forekommer, er Kama Sutra, der bl.a. indeholder gammel indisk elskovslære og 64 elskovsstillinger. Lingam og Yoni anvendes bl.a. inden for tantrisk sex. Sammen med Yoni er Lingam oprindeligt symboler for abstrakt skabelse, som i Indien betegner det guddommeliges skabende eller avlende krafts maskuline og feminine aspekter – ligesom i Egypten. Først langt senere (hos grækerne – men mest hos jøderne) fik de en Fallisk betydning. (Se også Fallisk og Fallos).
Linjering
Se Koordinering.
Linned
(Egyptologi). I det gamle Egypten blev læder kun sjældent brugt til klæder, og fåreuld var tabu. Linned var den eneste form for tekstil, der var almindeligt brugt, og tekstilfremstilling havde stor betydning. Indsamling af hør vises ofte i gravenes relieffer side om side med såning og høst af korn. Egypterne var eksperter i farvning af både tråd og stof. De brugte linned til mange ting, f.eks. dragter og lændeklæder, ligklæder og bandage til de afdøde, sejl til skibene, forbindinger, sengetøj osv. Egyptiske tekstiler var en stor eksportvare og med god grund, for udvalget var stort og kvaliteten i top.
Lipika
(Sanskrit). Lipika stammer fra “lipi”, der betyder ”skrift” eller ”skriverne”. Lipika er åndelige skabninger, der på mystisk måde registrerer og optegner det karmiske regnskab i overensstemmelse med loven om årsag og virkning. Årsag og virkning har det enkelte menneske selv præget i ”astrallyset” på usynlige tavler. I ”evighedens store billedgalleri” er der derfor nøjagtige beskrivelser om ethvert menneskes handlinger, følelser og tanker – store og små – for de er aftegnet i de indre eksistensplaners stof, og de rummer alt det, der har været, alt det, der er, og alt det, der nogensinde skal komme i det objektive univers. Lipikaerne er aktive kosmiske og karmiske intelligenser, der hører til den højeste gruppe af bygherrer. De bruger de karmiske optegnelser til at rekonstruere kosmos efter hver Pralaya. Det er dem, der lægger linjerne for den karmiske udvikling fra manvantara til manvantara, og de lovmæssigheder, der fastlægges af Lipikaerne, skal strengt følges af alle skabninger fra manvantaraens begyndelse. Om det sker, kontrolleres ved manvantaraens slutning, hvor det afgøres, om den karmiske ”regning” fra den foregående manvantara er ”betalt”. Lipikaerne svarer til de syv engle eller planetånder, der står foran Guds trone. Det er derfor dem, der direkte fører de evige idéer – eller som Platon kaldte det, ”den guddommelige tanke” – ud i livet. Der er tale om evige optegnelser og ikke en fantastisk drøm, for i det grove stofs verden finder man de samme optegnelser. Lipikaerne er derfor i enhver forstand agenter for karmiske skæbne, for de fungerer både som redskaber for guddommelig idédannelse, og er desuden udtryk for den karmiske lovs reaktion fra fortiden, der skaber grundlaget for fremtiden. Lipikaernes intelligens og vitalitet gennemsyrer deres særlige univers og alle skabninger i det. Lipikaerne hører til blandt de allerhøjeste grupper af Dhyan-Chohaner eller kosmiske åndelige skabninger i Universet. Man kan betragte dem som bevidstheder, der handler ud fra det højeste plan i Jordkæden. På en måde forbinder de karmisk set planerne af ren ånd med planerne af stof – det kosmisk ubegrænsede med det kosmisk manifesterede. Lipikaerne markerer barrieren mellem det personlige og det upersonlige, og det sidstnævnte er kilden til det førstnævnte. På grund af deres ophøjede position, bliver de identificeret med den universelle intelligens, og som dens umiddelbare redskaber eller kanaler. Men de er ikke kun kanaler for karma, for de er legemliggørelsen af karma. (Se også Manvantara og Pralaya).
Liturgi
(Græsk). Liturgi stammer fra det græske ”leiturgia” og det latinske ”liturgia”, der betyder ”tjeneste for folket”. Oprindeligt var ordet udtryk for de rige borgeres ydelser til staten, f.eks. når de betalte for skuespil, men i Det Nye Testamente skiftede ordets betydning fra ”tjeneste for folket” til ”tjeneste for Gud”. Liturgi er derfor gudstjeneste – den rituelle forskrift – en fastlagt form for tilbedelse især udgivet i bogform. Liturgien følges ofte ord for ord, men kan også blot angive bestemte rammer, og inden for rammerne er der en vis frihed. Princippet er karakteristisk for katolsk ortodoks og anglikansk gudstjeneste, men ikke i samme grad i frikirkerne. I Folkekirken er liturgi betegnelsen for gudstjeneste med musik og sang. Der findes ikke en fælles Liturgi i Det Nye Testamente, men mange tekster er udtryk for en oldkristen liturgisk praksis. Den, der leder eller udfører ritualet, kaldes en liturg. Det er som regel en præst, men andre kan også have liturgiske funktioner.
Livets hus
(Egyptologi). Uddannelsesinstitutionerne kaldte egypterne for ”Livets hus”. Først og fremmest foregik skrivernes arbejde i de store templer, hvor religiøse tekster, som var nødvendige for kulten, blev forfattet. De var grundlaget for inskriptionerne, der blev mejslet ind i tempelvæggene og i gravenes kamre. Men en anden institution, der var knyttet til ”Livets hus”, var lægerne, og det er muligt, at ”sanatoriet”, som i en senere periode blev en del af templet, er udsprunget fra ”Livets hus”. Lærere og andet tempelpersonale, som var ansvarlige for undervisningen og de daglige ceremonier og ritualer, hørte også til ”Livets hus”. ”Livets hus” var derfor ikke kun skrivernes hus.
Lobha
(Pali). Lobha er grådighed, begær, lyst og binding. Alle disse negative sansereaktioner dækkes af udtrykket Lobha. Lobha er en af de vigtigste årsager til ondskab, onde handlinger, onde følelser, ond tale og onde tanker. Når tankesindet bliver ondt, er der tre vigtige årsager: Lobha, Dosa eller Moha – grådighed, vrede og uvidenhed. De tre årsager kaldes Mula Priyaya. Lobha er en af de tre ”giftstoffer” i den Mahayana-buddhistiske tradition. I den Theravada-buddhistiske tradition er det en af de tre ”usunde rødder”. I Mahayana Abhidharma-læren er det en af de seks Klesha. Og i Theravada Abhidharma-læren er Lobha en af de fjorten usunde psykiske faktorer. (Se også Klesha og Moha).
Logoi
Se Logos.
Logos
(Græsk). Logos betyder ”ordet”, ”tanken” m.m. I Johannesevangeliet står der: ”I begyndelsen var Ordet … og Ordet var Gud”. I åndsvidenskaben anvendes betegnelsen Logos altid i betydningen den manifesterede guddom, der svarer til hinduismens Brahma eller Ishvara. Den første universelle Logos er den første udstråling fra det Absolutte – det første af alt manifesteret – som på eksistensplanet under sig udsender syv andre Logoi, der igen på næste eksistensplan udstråler hver syv osv. indtil det fysiske plan nås. Hver Logos af sidste udstråling bliver Logos for et solsystem. Hver enkelt Logos er trefoldig. dvs. at Logos har tre aspekter, der svarer til guddommens tre aspekter: Vilje, kærlighed-visdom og aktiv intelligens. Gamle filosoffer brugte udtrykket Logos på forskellige måder. For sofisterne betød udtrykket ”samtale”. En sofist (latin: sophista) var en særlig form for lærer både i det gamle Grækenland og i Romerriget. Aristoteles brugte udtrykket til at henvise til ”begrundet samtale” eller ”argument” inden for retorik. De stoiske filosoffer identificerede Logos med det guddommelige besjælende altgennemtrængende princip i Universet. Under den hellenistiske jødedom indførte Philo udtrykket i jødisk filosofi (ca. 20 f.Kr.-50 e.Kr.). I Johannesevangeliet er Logos identisk med det princip, som alt er opstået af, men desuden identificeres Jesus med en inkarnerende Logos. På trods af den konventionelle oversættelse at Logos som ”Ordet”, bruges det ikke i grammatisk betydning. I stedet anvendes det græske udtryk Lexis, men både Logos og Lexis stammer fra samme verbum ”Lego”, der betyder ”at tælle”, ”fortælle”, ”sige” og ”tale”. Philo skelnede mellem Logos prophorikos – ”det udtalte ord”, og Logos endiathetos – ”det indre ord”. Stoikerne talte også om Logos spermatikos – Universets skabende princip, som ikke er vigtig i bibeltraditionen, men som er relevant i neo-platonismen. Tidlige oversættere fra græsk – f.eks. Jeronimus i det 4. årh. – blev frustreret over, at man kun brugte et enkelt utilstrækkeligt latinsk ord til at beskrive betydningen af Logos. Logos har mange betydninger udover ”Ordet” – eksempelvis ”tanke”, ”hensigt”. Logoi er flertalsbetegnelsen for Logos. I åndsvidenskaben er Logoi eksempelvis ”Herrerne for de syv stråler”, der også kendes som de syv ærkeengle, de syv ånder foran tronen og de syv himmelske mennesker eller skabninger.
Lohitanga
(Sanskrit). Lohitanga stammer fra ”lohita”, der betyder ”rød” og ”rødlig” samt ”anga”, der betyder ”lemmer”. Åndsvidenskabeligt henviser Lohitanga til planeten Mars og den 3. rodrace (den lemuriske), der er født under Lohitanga.
Loka
(Sanskrit). Loka betyder ”verden”, ”region” eller ”lokalitet”. Loka er derfor betegnelsen for verdener, sfærer eller planer. I hinduistisk mytologi har Loka en specifik betydning i relation til kosmologi. I Puranaerne og allerede i Atharva-veda, er der er fjorten Lokaer, Vyahrtis, som er de syv højere verdener, og Patalas, der er de syv lavere verdener – dvs. Bhuu, Bhuvas, Svar, Mahas, Janas, Tapas og Satya, som er de højere verdener, og Atala, Vitala, Sutala, Rasaataala, Talatala, Mahaatala, Patala og Naraka, der er de lavere verdener. I den vediske litteratur betød Loka ikke alene ”en verden” eller ”et sted”, for Loka havde desuden en religiøs eller psykologisk betydning, der var forbundet med en særlig værdi. I den tidligste litteratur var Loka et koncept med et dobbelt aspekt, for det henviste både til en placering i tid og rum, men desuden havde det en immateriel betydning. I buddhismen er der seks Lokaer, der henviser til både en åndelig praksis og disciplin, der arbejder med chakraerne, og seks dimensioner eller grupper af væsener i Bhavachakra. Begrebet Loka bruges desuden i teosofi, hvor det bl.a. blev benyttet i H.P. Blavatskys, Charles W. Leadbeaters og Rudolf Steiners litteratur. Her er der også en henvisning til Kama-Loka (begærverden) på astralplanet, hvor mennesket får et midlertidigt ophold efter den fysiske død. (Se også Kama-Loka).
Loke
(Oldnordisk). Loke betyder ”flamme” eller ”lue”. Loke er et symbol på de kosmiske elementer – flammens eller åndens magter – der kæmper med Aserne, luftens eller mentalplanets ånder, som i virkeligheden står over dem. Men på grund af de omvæltninger, som Aserne eller ånden er årsag til i logikkens og menneskers verden, betragtes Loke i den nordiske gudelære som guders og menneskers fjende. I den nordiske mytologi optræder Loke som en af Aserne, selv om han er af jætteslægt. Han bor i Asgård og respekteres af guderne, fordi han har blandet blod med gudernes konge Odin. Lokes relation til guderne varierer fra myte til myte. I nogle myter hjælper han dem, i andre optræder han som deres modstander. Loke er far til jættekvinden Angerbodas tre monstre: Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel. De tre spiller afgørende roller ved Ragnarok, hvor de slår nogle af de mægtigste guder ihjel. Lokes navn er på trods af mange forsøg ikke blevet fortolket etymologisk tilfredsstillende, og i forskningen er der fremsat mange teorier om Lokes oprindelse, udvikling og betydningen af den mytologi, der omgiver ham, den mulige forbindelse mellem ham, luften eller ilden, samt en mulig lighed med guden Lodur. Desuden kunne Loke måske forvandle sig til en ravn. Det mest udbredte synspunkt er, at Lokes betydning primært skal forstås i en kosmologisk sammenhæng, og at han viser gudernes afhængighed af jætterne. Dvs. at han var symbol på menneskehedens totale afhængighed af naturens kræfter.
Lotus
Lotusplanten er en egyptisk og en indisk vandplante af åkandefamilien. Planten har en dyb esoterisk betydning. Den er hellig i både Indien og Egypten. Den blev oprindelig indført i Egypten fra Indien. Lotusblomsten er brugt i symbolikken fra de allerældste tider. Dels fordi den for det clairvoyante menneske ligner et chakra, dels fordi den har sin rod i dyndet (jorden, det fysiske stof eller plan), sin stængel i vandet (astralplanet) og sin blomst i luften (mentalplanet), og blomsten åbner sig i lyset fra Solen (sjælen). På den måde bliver den et symbol på menneskets liv i de tre verdener og desuden på hele evolutionen. Det siges også, at frøet indeholder en fuldstændig miniatureudgave af den kommende plante, og derved bliver den et symbol på den subjektive verden, som manifesterer den objektive verden. Symbolet for Øvre-Egypten (den sydlige del af landet) var lotusplanten. Nedre-Egypten (den nordlige del) blev symboliseret af papyrusplanten. En af de utallige skabelsesberetninger lyder sådan: ”En stor lotus steg op af urhavet. Skaberen selv – et ubeskriveligt smukt barn – sprang frem fra lotusblomstens hjerte.” Lotusplanten vokser i stillestående vand, som er et symbol på urhavet, der endnu er uberørt at livets strømninger. Planten har sine rødder i mudderet, den vokser op gennem vandet og løfter sig et stykke op i luften. Den åbner sig og spreder sine slanke, tungeformede kronblade om morgenen og lukker dem om aftenen. Ud fra lotusplantens adfærd skabte de gamle egyptere skabelsessymbolikken. Den er et enestående billede på livets opståen, men også på dets cykliske natur. Der findes to lotussorter – den hvide og den blå lotus. Den hvide (nymphaea lotus) har fintakkede blade, runde knopper og spredte kronblade. Den blå (nymphaea cerulae) har glatte aflange blade, spidse knopper og smalle spidse kronblade. I det gamle Egypten var den blå lotus den mest hellige. Den hvide lotus har en lidt stærk og ikke speciel behagelig duft, mens den blå lotus har en virkelig skøn duft. De gamle egyptere sagde, at den havde det guddommelige livs duft. Botanikere har fundet ud af, at lotusblomsten producerer mikroskopiske voksdråber, som afsondres af nogle celler i det øverste bladlag. Det gør bladene vand- og smudsafvisende, og derfor er lotusplanten et imponerende symbol på åndens renhed. Lotusplanten kunne derfor bruges som symbol på menneskets udvikling og mål. Ligesom lotusen skal mennesket rejse sig fra den fysiske verden (mudderet), stige op gennem følelsernes astrale verden (vandet), videre op i mentalplanets eller tankens verden (luften), og åbne sig mod sjælen og lade sig gennemstrømme af dens lys – på samme måde som når lotusen åbner sig for at modtage Solens lys og varme.
Lotus Sutra
(Sanskrit). Lotus Sutra eller ”Lotusskriftet” er en af de mest indflydelsesrige Mahayana-sutraer, som dannede grundlaget for etableringen af de buddhistiske Tiantai- og Nichiren- skoler. Den tidligste kendte sanskrittitel er Saddharma Pundarika Sutra, som kan oversættes til ”Lotus Sutra” (eller ”Lotus Reglen”) for god Dharma. Lotus Sutraen er højt respekteret i en række asiatiske lande, hvor Mahayana-buddhismen traditionelt praktiseres. De ældste dele af teksten (kapitel 1-9 og 17) blev sandsynligvis nedskrevet i perioden 100 f.Kr.-100 e.Kr. Det meste af teksten er skrevet efter 200 e.Kr. Lotus Sutraen er angiveligt en tale, som Gautama Buddha holdt ved slutningen af sit fysiske liv. Iflg. Mahayana-traditionen blev Lotus Sutraen nedskrevet på tidspunktet for talen, men derefter blev den opbevaret i 500 år i Nagaernes – dvs. slangegudernes – rige. Nagaer er et udtryk, man brugte i Østen om højt indviede. I Egypten kaldte man dem Najaer, som også betyder slanger. Efter 500 års beskyttelse blev de genindført i menneskets rige på tidspunktet for det 4. buddhistiske råd i Kashmir. Lotus Sutraens lærdomme siges at befinde sig på et højere niveau, end de lærdomme, der er nedskrevet i Sutra Pitakas Agamas, og at menneskeheden havde været i stand til at forstå Lotus Sutraen dengang Buddha levede. Derefter var det nødvendigt at tilbageholde undervisningen. (Se også Naga).
Lucide drømme
(Engelsk). Lucide stammer fra ”lucid”, der betyder ”tydelig” eller ”klar”. Lucide drømme er drømme, hvor den sovende er bevidst om drømmens indhold og forløb. De kaldes også ”klare drømme”.
Lucifer
(Latin). Lucifer er ”lysbringeren” eller ”morgenstjernen”. Lucifer var oprindeligt en romersk gud i drengeskikkelse. Han var søn af Aurora, der var symbol på daggryet, men han fik aldrig en selvstændig kult i antikken. I romersk mytologi identificerede man Lucifer med morgenstjernen Venus, der kan ses som et klart lysende punkt på himlen lige før daggry. Det er derfor indlysende, at Lucifer var navnet ”morgenstjernen” eller ”lysbringeren”. Lucifer dukkede også op i kristendommen. Ved oversættelsen af Vulgata-versionen af Biblen brugte man det latinske ord Lucifer: "Og des mere stadfæstet have vi det profetiske Ord, hvilket I gøre vel i at agte på som på et Lys, der skinner på et mørkt Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen (Lucifer) oprinder i eders Hjerter." I den kristne mystik var Lucifer identisk med en af Ærkeenglene, der styrtede ned på grund af hovmod og blev til Satan. Årsagen er, at man misforstod symbolikken, for i virkeligheden var Lucifer et symbol på de højere åndelige magter (lyset), der kæmper med stoffet (mørket). Først i middelalderen blev den kristne fordrejning total, for navnet Lucifer blev nu pseudonym for Djævelen. I flere okkulte værker fra renæssancen optræder Lucifer som én af fire kronprinser i Helvede. De kristne fik vendt symbolikken på hovedet, for de gjorde lys til mørke, og Lucifer blev til Djævelen og Satan. Satan, der stammer fra græsk og hebræisk, er i kristendommen den øverste i dæmonernes rangorden. I forskellige kontekster omtales Lucifer som Ahriman, Antikrist, Belial, Beelzebub, Abaddon, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen (fra det græske Diabolos). Satan stammer fra hebræisk Śāṭān, der i virkeligheden er et substantiv med betydningen ”modstander”.
Lupercalia
Lupercalia er en af de allerældste religiøse romerske fester. Den fandt sted hvert år den 15. februar til ære for frugtbarheds- eller landbrugsguden Lupercus. Lupercus var med stor sandsynlighed tæt forbundet med ordet ”lupus”, der betyder ”ulv”, og oprindelsen til Lupercus var muligvis hyrderne, som beskyttede dyrene mod ulve. En anden mulighed er den mytiske hunulv, som tog sig af brødrene Romulus og Remus i den romerske legende. Grækerne sammenlignede Lupercus med Pan, men intet tyder på, at forbindelse er reel. Tidspunktet for Lupercalia hed ”dies februata”, som gav navn til hele måneden – ”februaris” – som stammer fra det latinske ord ”februare”, der betyder ”at rense”. Tidspunktet faldt sammen med begyndelsen på vækstsæsonen, og formålet var at sikre frugtbarhed og afværge ondskab det følgende år. Festen havde sandsynligvis sin oprindelse blandt hyrder. Festlighederne blev sat i gang med ofring af geder og hunde (muligvis som erstatning for ulve) i den hule, hvor Romulus og Remus ifølge traditionen blev opfostret af hunulven (Luperca) ved Palatinerhøjen. Ritualerne blev ledet af en gruppe særlige præster (Luperci). Luperci var unge mænd, som kun var iklædt gedeskind under festen. To unge mænd af patricisk slægt fik blodet fra offerdyrene smurt på panden med et sværd af en Luperci-præst. Blodet blev herefter vasket væk med uld, der var dyppet i mælk, og de unge skulle nu bryde ud i latter. Luperci indtog nu et måltid ledsaget af store mængder vin, og de fjernede skindet fra de ofrede geder og løb derefter rundt på Palatinerhøjen, mens de forsøgte at ramme alle, især kvinder, med de afskårne skind kaldet ”februum”. Ritualet skulle rense alle deltagerne og give frugtbarhed. Festen blev fortsat fejret helt frem til det 5. årh. e.Kr., hvor den blev forbudt. Lupercalia blevet senere forbundet med fejringen af Valentinsdag, som blev indført i kirkekalenderen af pave Gelasius. Det var også ham, der forbød Lupercalia, men der er ingen forbindelse mellem de to højtider udover tidspunktet for fejringen.
Lyksalighed
Lyksalighed eller dyb og inderlig lykkefølelse er målet for mystikeren. Tilstanden forveksles ofte med Nirvana, der er en oplevelse af fuldkommen enhed med Den Ene eller Altet. Iflg. åndsvidenskaben stammer oplevelsen fra hjertecentret. Lyksalighed kan være et ”oplyst fængsel”, hvis mystikeren ikke er i stand til at omsætte tilstanden til praktisk tjenestearbejde.
Lysikrates
Lysikrates-monumentet er et monument, der er bygget som et rundtempel nær Akropolis i Athen med korintiske søjler og en relieffrise på arkitraven med fremstilling af Dionysos’ eventyr med piraterne, hvor han forvandlede sig til en delfin. Arkitraven er den vandrette hovedbjælke, som hviler direkte på søjlernes kapitæler i den klassiske arkitektur. Fra indskriften ved man, at det over 12 m høje monument er opført af koregen (den embedsmand, der finansierede teaterforestillinger) Lysikrates 335/334 f.Kr., som vandt en sejr i teatret ved Dionysos-festen.
Lærdommens hal
Se Kundskabens hal.
Løvestillingen
Se Shimasana.
Løvesymbolik
(Egyptologi). Løverne er i dag forsvundet fra Egypten, men i fortiden var de talrige. De vilde løver holdt til i områderne, der grænsede op til ørkenen. Løven var faraonernes dyr. Løven indgår i mytologien i forskellige skikkelser som f.eks. Sfinksen. Meget tyder på, at det lykkedes for egypterne at tæmme og kontrollere de vilde løver. Ramses-faraonerne havde dem eksempelvis med i kamp. Nogle templer var dedikeret til løvegudinden, som blev tilbedt under forskellige navne. Bastet ved Bubastis, Pakhet ved Beni Hassan, Hathor ved Gebelein, Sakhmet ved Memphis m.fl. To løver vogtede de to horisonter. De repræsenterede de to bjerge, der markerede den østlige og den vestlige grænse, som var symbol på i går og i morgen. Fordi Solen rejste gennem underverden (i nattetimerne), blev Løven associeret med Solens bevægelser fra øst ved solopgang og til vest ved solnedgang, der repræsenterede perioden fra fødsel til død.
|