Metta
(Pali). Metta betyder ren og uselvisk kærlighed. Det indebærer menneskekærlighed, ikke-vold og erkendelse af altings enhed. Pali-eksperter definerer Metta som et dybt og stærkt ønske om velfærd og lykke for andre mennesker (Parahita-Parasukha-Kamana). Grundlæggende er Metta derfor en altruistisk holdning, der er baseret på kærlighed, tolerance og venlighed, som ikke er det samme som venskabelighed, der ofte er baseret på egoisme. Metta betyder, at man nægter at virke stødende og være årsag til enhver form for irritation, vrede og fjendskab. I stedet trænes tankesindet til tolerance og gavmildhed. Ægte Metta er blottet for egoisme. Metta skaber fællesskab, sympati og gensidig kærlighed, der vokser ubegrænset, og som i praksis overvinder alle sociale, religiøse, racemæssige, politiske og økonomiske barrierer. Metta kan sammenlignes med en mor, der er parat til at give sit eget liv for at beskytte sit barn. Metta betyder evnen til at give uden ønske om noget til gengæld. Et dybt aspekt i menneskets natur er ønsket om at tilgodese egne interesser. Når de egoistiske motiver transformeres til ønsket om at fremme helhedens interesser, overvinder man ikke alene den grundlæggende trang til egoisme, for desuden bliver tankesindet universelt, når egne interesser konsekvent identificeres med helhedens interesse. Karakterændringen fremmer ikke alene menneskeheden som helhed, men også den enkeltes velfærd.
Midgårdsormen
(Oldnordisk). Midgårdsormen er nordboernes ”verdensslange” – en slags Kakodæmon, skabt af Loke, men næret af rådnende udstråling fra den dræbte Ymers legeme (Jordens stof) – et symbol på astrallysets lavere aspekt. Midgårdsormen skulle efter sigende være noget af det mest ondskabsfulde, man nogensinde har set. Midgårdsormen lever i verdenshavet. Den er så stor, at den når hele vejen omkring Jorden, og den kan bide sig selv i halen. Den eneste egenskab er, at den er farlig for guder og andre skabninger. (Se også Kakodæmon).
Mikrokosmos
(Græsk). Mikrokosmos stammer fra ”Mikros”, der betyder ”lille”, og ”Kosmos, der bogstaveligt betyder ”orden” eller ”ornament”, og derfor er det en modsætning til begrebet kaos, men metaforisk betyder ordet ”verden”. I nutiden bruges ordet almindeligvis som et synonym af det latinske låneord ”Universet”. Mikrokosmos er ”den lille verden”. Det er betegnelsen for en genspejling i mindre målestok af et hvilket som helst Makrokosmos – f.eks. solsystemet i forhold til Universet eller – mennesket i forhold til solsystemet. Mikrokosmos kan bruges til at angive noget, der er mindre end den gennemsnitlige skala (mikroskopisk målestok), i modsætning til forstavelserne mega og makro, som kan benyttes til at angive noget, der er større end den gennemsnitlige skala. I filosofien er Mikrokosmos en meget lille og begrænset verden, som udgør et menneskes (åndelige) tilholdssted forstået som en miniature af hele Universet. I fysikken er Mikrokosmos den verden, der befinder sig på det atomare plan. (Se også Makrokosmos).
Mindfulness
(Sanskrit). Mindfulness stammer fra ”smrti”, der normalt oversættes med ”bevidsthed”. Mindfulness er et koncept, der oprindeligt stammer fra buddhismen, hvor det anses for have stor betydning på vejen til oplysning. Mindfulness-meditation kan også spores tilbage til de tidligere Upanishader, der er en del af de hinduistiske skrifter. Mindfulness har især fundet vej til Vesten i forbindelse med håndtering og behandling af stress. Mindfulness trænes ved meditation, yoga og opmærksomhedsøvelser. Mindfulness-meditation skærper og fastholder opmærksomheden på den øjeblikkelige oplevelse. Mindfulness vil sige at være bevidst til stede i nu’et, i stedet for at hænge fast i ting, der er sket, eller som man ønsker vil ske. Et centralt punkt i Mindfulness er evnen til nærvær – dvs. tilstedeværelse med alle sanser vågne. Følelser og tanker opleves, nøjagtig som de er, men de vurderes ikke – de iagttages bare. Teknikken giver indblik i, hvordan man reagerer tankemæssigt og følelsesmæssigt. At iagttage sine tankemønstre giver et billede af, hvordan man reagerer på bl.a. stress og under pres. Bevidsthed om sig selv og sine reaktionsmønstre giver mulighed for objektivt at forholde sig til alt, hvad der opstår i nuet. Man øver sig i at agere i stedet for at reagere. Forskning viser, at Mindfulness-meditation i mange tilfælde reducerer symptomer og har en positiv effekt på et menneskes holdninger, adfærd og selvopfattelse.
Minotauros
(Græsk). Minotauros eller Minos-tyren er et uhyre i græsk mytologi. Minotauros var halvt menneske og halvt tyr, med tyrehoved og menneskekrop. Han var søn af en hvid tyr og Kretas dronning Pasifaë, som var kong Minos’ hustru. Minotauros var født af Pasifaë efter samleje med en tyr. Uhyret blev spærret inde i labyrinten under paladset på Knossos. Paladset var bygget af Daidalos og hans søn Ikaros. Hvert år blev der ofret syv drenge og syv piger fra Athen til Minotauros, indtil Theseus stoppede det ved at dræbe uhyret. Ariadne hjalp Theseus ud af labyrinten ved hjælp af et garnnøgle. (Se også Ariadne).
Mirakel
(Latin). Mirakel stammer fra ”miraculum”, der betyder ”det, der undrer”, og som er afledt af ”mirari”, der betyder ”at undre sig”. Et mirakel er forårsaget af manifestationen af en kraft, der er større end kræfter i menneskeriget, og som er resultatet af en lovmæssighed, der er uden for menneskets fatteevne eller er i modstrid med de kendte naturlove.
Mitahara
(Sanskrit). Mitahara er moderat spisning, hvor man hverken spiser for meget eller spiser forkert. Eksempelvis undgår man kød, fisk, skaldyr, fjerkræ og æg. Man spiser i stedet en simpel kost, der består af friske, sunde vegetariske fødevarer, der vitaliserer kroppen. Man undgår alle former for fastfood og junk food, og man drikker med måde. Desuden spiser man på regelmæssige tidspunkter, aldrig mellem måltiderne og kun når man er sulten. Maden indtages i et moderat tempo i en harmonisk atmosfære, og aldrig når man er irriteret eller vred. De sunde fødevarer velsignes, og hvis man spiser, så en fjerdedel af maven holdes tom, svarer det til moderat spisning eller Mitahara iflg. Hatha Pradipika. (Se også Yama).
Mitra
(Persisk). Mitra er en gammel iransk gud, og iranerne kaldte Solen for Mitra. Mitra bevægede sig foran Solen over himlen i sin vogn. Mitra findes også i Indien som betegnelse for et aspekt af Solen. Mitra omtales ofte i forbindelse med guden Varuna, og sammen har de ansvaret for den kosmiske og den moralske verdensorden. Den persiske Mitra er en slags Messias, der vender tilbage som menneskehedens dommer. Mitra er en syndebærende gud, der ligesom kristendommens Jesus soner menneskenes ondskab og synder. Mitra har imidlertid forbindelse til den højeste esoterisme i de mitraiske mysterier.
Mjølner
Se Thors hammer.
Modalisme
(Latin). Modalisme stammer fra ”modus” og ”isme”. Modalisme kaldes også ”Sabellianisme”, Patripassianisme, Monarchianisme, Modalistisme og Monarchianisme. Modalisme er en betegnelse for troen på, at Gud ikke har en multi-personlig karakter, sådan som man påstår i kristendommen – dvs. at iflg. Modalisme er der én Gud og ikke en Treenighed. Modalisme afviser derfor de tre aspekter eller personer i Treenigheden – Faderen, Sønnen og Helligånden – selv om kristendommen mener, at Treenigheden udgør en enhed. Kristendommen betragter derfor Modalisme som kætteri.
Modstandskræfter
I åndsvidenskaben tales der om modstandskræfter. Det er en gruppe sjæle, der har sluttet sig sammen med det formål at modarbejde, forhindre og forvrænge den guddommelige plan for det nuværende solsystem. Gruppen ønsker at fastholde menneskeheden i materialisme og egoisme, for det giver dem selv den størst mulige magt. Den overordnede guddommelige plan er at stimulere alt det, der fremmer rigtige menneskelige relationer, som får mennesker til at hjælpe og støtte hinanden, og som skaber harmoni og balance mennesker og nationer imellem. Det er disse bestræbelser, modstandskræfterne forsøger at blokere af al magt. En af de metoder, det mørke broderskab arbejder med, er forvrængning af esoteriske idéer. Idéen om Hierarkiet, der består af højt oplyste sjæle, blev f.eks. forvrænget til nazismens lære om ”overmennesker” og dermed om den ariske races herredømme. Der findes en anden form for modstandskræfter, som kan defineres som en energi og kraft, der modarbejder det gode i det enkelte menneske. I mennesket raser der en uafbrudt kamp mellem åndelig stræben og fysiske begær, og det er en modstandskraft i personligheden, der modarbejder udviklingen på vejen mod fuld oplysning. Modstandskræfterne er derfor en del af den evolutionære plan, der er lagt for planeten. Modstandskræfterne repræsenterer den totale sum af bevidsthed, der fortsat er domineret af og rettet mod egoistiske formål. Alle, der forsøger at fremme separatisme og egoisme modarbejder evolutionen og den guddommelige hensigt. Derfor bruger åndsvidenskaben betegnelsen ”modstandskræfter”. Man er kanal for modstandskræfter, hver gang man giver efter for involutionære drifter, men indsigten i disse kræfter og overvindelsen af dem er en forudsætning for udvikling.
Moha
(Sanskrit). Moha er et buddhistisk udtryk, der almindeligvis oversættes som ”uvidenhed”, ”vildfarelse”, ”forvirring”, ”dumhed”, osv. I Theravada- traditionen anses Moha for at være basal uvidenhed om virkelighedens natur. I Mahayana-traditionen er Moha defineret som en underkategori af den basale uvidenhed. Det er en paralyserende tilstand af ikke at vide, hvad man skal gøre – en formørket tilstand.
Moksha
(Sanskrit). Moksha betyder ”befrielse”, ”frelse”, ”forløsning” og ”udfrielse” fra karmas lov og dermed fra reinkarnationens cyklus af død og genfødsel eller Samsara. Moksha er hinduernes betegnelse for Nirvana. Moksha er desuden yoga-lærens betegnelse for frigørelse fra reinkarnationens ”hjul”. Moksha opnås ved disidentifikation med krop og sind, som er midlertidige og derfor kan ændres og erkendelsen af menneskets sande identitet. Moksha er desuden identisk med muslimernes Paradis og kristendommens Himmel eller Himmerige.
Molekyle
(Græsk). Et molekyle består af to eller flere atomer. Et molekyle er den mindste del, et sammensat stof kan bestå af. Et molekyle er en gruppe af atomer, der fungerer som en enhed – f.eks. et vandmolekyle, der er sammensat af brint- og iltatomer og har betegnelsen H2O, fordi det består af to brintatomer og et iltatom. I et molekyle er alle atomerne bundet sammen – dvs. at atomerne deler et eller flere elektronpar imellem sig. I et teknisk sprog hedder det ”kovalente bindinger”.
Monade
(Græsk). Ordet Monade stammer fra det græske ”monas”, der betyder ”enhed” eller ”monados”, der en er variant af ”monos”, der betyder ”ene” − jf. ”mono”. Monaden er den trefoldige ånd på sit eget plan (det monadiske). Monaden er menneskets højeste princip − ”den ene” i det enkelte menneske. Monaderne er de oprindelige bevidsthedsenheder, der udstråler fra Logos eller guddommen som selvstændige, men ubevidste enheder. Monaderne er ”gnister” fra den højeste ild – dvs. fragmenter af det guddommelige liv. De udskilles som selvstændige enheder med legemer af det fineste stof. Legemerne er så fine, at samtidig med, at de giver hver enkelt Monade sin særskilte form at fungere igennem, udgør den ingen forhindring for det sublime samspil mellem det iboende liv og de øvrige livsenheder. Monaderne er skabt i Logos’ billede, og derfor er de også trefoldige i deres natur. De er ”Faderens børn”. Deres bevidsthed eksisterer som vilje, kærlighed-visdom og aktiv intelligens. Et lavere spejlbillede af Monaden manifesterer sig på planet under, og det er også en trefoldig manifestation, der kaldes Atma-Buddhi-Manas, som tilsammen danner menneskets reinkarnerende sjæl. Filosoffen Leibniz brugte betegnelsen Monade for usammensatte substanser, og fordi de er usammensatte, er de også uden udstrækning – dvs. åndelige. I de gnostiske Nag Hammadi-skrifter fra de første århundreder e.Kr. er ”Monade” anvendt som en betegnelse for en egenskab hos den Gud, der står bag alt, og som ingen kender. Han er én og udelelig. I den egyptiske gud Seths tre steler er monade en betegnelse for det inderste aspekt af den trefoldige gud.
Monadisk essens
Se Elementalriger.
Mongoler
Iflg. åndsvidenskaben levede menneskehedens 4. rodrace på Atlantis. 4. rodrace havde syv underracer, og den 7. underrace kaldes den mongolske underrace. Tilsyneladende var den 7. underrace den eneste, der ikke havde nogen kontakt til moderkontinentet. Den udviklede sig på de østsibirske stepper omkring 63° nordlig bredde og 140° østlig længde, og underracen blev udviklet direkte fra efterkommerne af den turanske 4. underrace, som den gradvis fortrængte over størstedelen af Asien. Den mongolske underrace formerede sig kolossalt, og selv i nutiden tilhører størstedelen af Jordens befolkning reelt set den, selv om mange af dens forgreninger er så stærkt blandet med tidligere racer, at de næsten ikke kan skelnes fra dem. (Se også Akkader, Atlantis, Rmoahal, Rodrace, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).
Monisme
(Græsk). Monisme stammer fra ”monas”, der betyder ”enhed” plus ”isme”. Monisme er læren om ét enkelt oprindeligt livsvæsen eller princip i modsætning til dualisme. Det er læren om, at ”Gud er én” og ”alle guder er én”. Den Ene gennemtrænger alle former, og alle former er udtryk for den essentielle universelle energi i tid og rum. Monisme er en filosofi, der konkluderer, at alle fænomener stammer fra en enkelt kilde. Derfor er tankesindet udtryk for stoffet og stoffet er udtryk for tankesindet. Eller rettere − tankesindet og stoffet er udtryk for den samme essens, som går forud for dem begge. Det medfører ikke, at Monisme er uforenelig med Dualisme. Dualitet findes overalt, men overalt kan dualiteten vende tilbage til den oprindelige enhed. Triader, Trimurtier eller Treenighed er grundlag for manifestation og nøglen til forståelse af forskellen mellem Monisme og Dualisme. Den åndsvidenskabelige lære er Monistisk. (Se også Dualisme, Dualitet, Treenighed, Triade og Trimurti).
Monolatri
(Græsk). Monolatri stammer fra ”mónos”, der betyder ”én” eller ”ene”, og ”latrei”, der betyder ”gudsdyrkelse” – dvs. ”gudsdyrkelse af én Gud”. Monolatri betyder derfor, at kun én gud tilbedes, men at flere guders eksistens anerkendes. (Se også Ateisme, Henoteisme, Monoteisme, Polyteisme og Teisme).
Monoteisme
(Græsk). Monoteisme stammer fra ”mónos”, der betyder ”én” eller ”ene”, og ”theos”, der betyder ”Gud”, og med Monoteisme mener man som regel samtidig, at man dyrker denne Gud. Monoteisme er princippet i jødedommen, kristendommen og islam. Den kristne tro på treenigheden anses ikke for at være i modstrid med Monoteismen. Troen på mange guder kaldes Polyteisme, men mange såkaldte polyteistiske religioner var baseret på troen på én Gud, som kommer til udtryk i mangfoldige aspekter, kræfter, kvaliteter og processer. Det gælder eksempelvis de oldegyptiske og oldindiske religioner. Desuden står Monoteisme og Polyteisme i kontrast til Ateisme, der er en betegnelse for slet ikke at tro på Gud eller på nogen guder. En anden særstilling kaldes Henoteisme, der er en betegnelse for det fænomen, at man udelukkende dyrker én Gud, men ikke benægter andre guders eksistens. Henoteisme har mange ligheder med Monolatri. Religionerne i den vestlige kultur i de seneste årtusinder har været Monoteistiske. I nutiden er de største religioner Monoteistiske, men i et større kulturhistorisk perspektiv har Polyteismen været mere udbredt. (Se også Ateisme, Henoteisme, Monolatri, Polyteisme og Teisme).
Monoteist
(Græsk). Monoteist stammer fra ”mónos”, der betyder ”én” eller ”ene”, og ”theos”, der betyder ”Gud”. En Monoteist er en betegnelse for et menneske, der tror, at der kun er én Gud, som desuden ofte opfattes som en person. (Se også Monoteisme).
Monthu
(Egyptologi). Monthu var en falkegud, der var knyttet til den thebanske nome (administrationsdistrikt). Monthu blev sædvanligvis afbildet som et menneske med falkehoved. Monthu bærer en solskive med to store fjer på hovedet og en dobbelt uræus-slange. Han opstod i Øvre-Egypten (Egyptens sydlige landsdel), sandsynligvis i Iuny, som er en by på Nilens vestbred ca. 20 km syd for Theben (nutidens Luxor). Faraonerne fra 11. dynasti kom sandsynligvis fra Iuny (Armant). Monthus navn nævnes i pyramideteksterne, og han ses i reliefferne i Pepi II’s gravtempel ved Sakkara. Han var en af gudernes repræsentanter for Øvre-Egypten. Som falkegud var Monthu et aspekt af Horus, og han hed ”Horus med den stærke arm”. Monthu indgik i ceremonierne adskillige steder i Theben – enten som et menneske med falkehoved eller i skikkelse af en tyr. Monthus hellige dyr var Buchis-tyren. Egyptologerne gætter på, at Monthu var en krigsgud, velsagtens på grund af hans ”stærke arm”, men iflg. åndsvidenskaben symboliserer Horus-aspektet det kæmpende menneske, der gennem inkarnationernes mange kampe gradvis erhverver indsigt og styrke, der er forudsætningen for at opnå adgang til indvielsesvejen, hvor de forskellige Horus-aspekter symboliserer sjælens udvikling fra spirende sjælsbevidsthed til forening med ånden – Faderen i Himlen.
Moola
(Sanskrit). Moola betyder "rod".
Moola Bandha
(Sanskrit). Moola Bandha stammer fra ”Moola” eller ”Mula”, der betyder ”rod”, ”basis”, ”fundament”, ”oprindelse”, ”årsag” og ”kilde”, og ”Bandha”, der betyder ”lænke”, ”positur”, ”sammenføjning” og ”forening”. Moola Bandha er en yoga-øvelse, hvor kroppen fra anus til navlen er trukket sammen og løftet op og ind mod rygsøjlen, og på den måde skaber man en energilås. Mænd sammentrækker mellemkødet og kvinder livmoderhalsen. Det sker ved, at den muskel, der aktiveres, hverken er lukkemusklen eller den muskel, der kontrollerer vandladningen, men musklen mellem de to. Moola Bandha defineres her som ”rodlås”, og med ”rod” menes der roden af rygsøjlen eller bækkenbunden – eller mere præcist – midten af bækkenbunden, der kaldes mellemkødet. Mellemkødet er det muskuløse område mellem anus og kønsdelene. Ved ganske let at kontakte den muskel, der går fra skambenet til halebenet, skaber man en energilås, der fastholder Prana i kroppen, og på den måde forhindres den i at sive ud ved roden af rygsøjlen. Moola Bandha lukker Prana ind i den centrale nadi, der kaldes Sushumna. Moola Bandha udføres ved at man sidder i Vajrasana. Først spreder man sine knæ så godt, man kan. Hænderne placeres foran på gulvet. Mens kroppens vægt lægges på hænderne flyttes hænder videre fremad. Man bevæger sig fremad, indtil man står som et firbenet dyr på hænder og knæ. Tæerne skal røre ved hinanden. Nu bøjes albuerne og langsomt placeres underarmene på gulvet. Hofter og skuldre skal være i samme højde, så ryggen er parallel med gulvet. Man skal nu forsøge, om knæene kan gå længere fra hinanden og herefter læne sig frem i Moola Bandha-stillingen. Regelmæssig praksis vil øge benenes fleksibilitet. Desuden styrkes armene helt op til halsen, ryggen, haserne, inderlårene, knæene og anklerne. Moola Bandha øger desuden gennemstrømningen af seksualenergien. Moola Bandha er den vigtigste Bandha i den yogiske tradition.
(Se også Prana, Sushumna, Vajrasana og Uddiyana Bandha).
Mooladhara-chakra
(Sanskrit). Mooladhara-chakra eller Muladhara-chakra befinder sig ved slutningen af rygsøjlen og er det nederste energicenter i menneskelegemet, hvor Kundalini Shakti (slangekraften) befinder sig – hos manden bag mellemkødet og hos kvinden ved livmoderhalsen. Mooladhara-chakra er et af de syv primære chakraer, og det symboliseres ofte med en lotus med fire røde kronblade, der omslutter et gult kvadrat. I kvadratet er der et tegn, der repræsenterer en stavelse, der er chakraets mantra, som er ”Lam”. Symbolet er knyttet til den gule, 4-armede guddom Indra, der har en Vajra og en blå lotus i hænderne. Han rider på den hvide elefant Airavata, der har syv snabler, som symbol på de syv eksistensplaner. I Mooladhara-chakra ”sover” den psykiske eller åndelige energi Kundalini Shakti. Når Kundalini-ilden vækkes, vil den søge tilbage mod den kilde, den stammer fra – Brahman. Kundalini symboliseres med en slange, der er viklet tre og en halv gange omkring en Lingam. I de fire røde kronblade er der skrevet fire stavelser på sanskrit i guld. De repræsenterer de fire Vrittis: Ophøjet glæde – Naturlig glæde – Glæde over begærkontrol – Glæde over koncentrationsevnen. Alternativt repræsenterer de: Dharma, dvs. psyko-åndelig længsel – Artha, dvs. psykisk længsel – Kama, dvs. fysisk længsel – Moksha, dvs. længsel efter åndelig befrielse. (Se også Kundalini, Lingam, Vajra og Vrittis).
Moorchha Pranayama
(Sanskrit). Moorchha betyder ”besvimelse”. Moorchha Pranayama er en åndedrætsøvelse, der medfører besvimelse. Den hører til Pranayama-øvelserne, og den kan naturligvis ikke anbefales til begyndere. Man skal anvende Jalandhara Bandha, men ikke kun i Kumbhaka-stadiet som i alle andre Kumbhaka-øvelser, men også i løbet af den følgende Rechaka (udånding). Det er en særlig variation. Der er ingen særlig anbefaling til, hvordan Rechaka og Puraka (indånding) skal udføres, og derfor må man forvente, at begge næsebor skal bruges. Hvad sker der, når Jalandhara Bandha fortsættes under Rechaka? En mulig forklaring kan være, at der skabes et tryk på halspulsåren, der forsyner hovedet med blod. Trykket medfører en sænkning af blodtrykket og påvirker åndedrætsautomatikken. Det kan resultere i midlertidig besvimelse. Det siges, at tilstanden, der opnås ved længere udøvelse af Moorchha Pranayama, er særdeles behagelig. Det viser, hvor der er en nær relation mellem åndedrætskontrol og tankekontrol. (Se også Jalandhara Bandha og Kumbhaka).
Morfologi
(Græsk). Morfologi stammer fra ”morphé”, der betyder ”form” og ”lógos”, der betyder ”lære”. Morfologi er derfor ”læren om morfemer” eller ”formlære” – dvs. enten studiet af organismers former og bygning inden for biologi, eller læren om ordenes struktur og bøjning inden for lingvistik. Morfologi indebærer derfor klassificering af organismer i forhold til deres aktuelle form og beskrivelsen af udviklingen frem til den nuværende form, og dermed udgør morfologi grundlaget for systematikken og evolutionslæren.
Begrebet morfologi blev skabt af Johann Wolfgang von Goethe og den tyske anatom Karl Friedrich Burdach. Man skelner mellem sammenlignende, funktionel og eksperimentel morfologi. Den sammenlignende morfologi forsøger at finde frem til en arts grundmønster i mangfoldigheden af former, og man forsøger at klassificere organismerne på baggrund af deres karakteristiske kendetegn. Den funktionelle morfologi forsøger at afdække strukturer i forhold til bestemte funktioner. Der fokuseres på en organismes elementer, som er relevante for en bestemt funktion. Strukturen bliver beskrevet som en specialisering til en bestemt funktion som f.eks. tilpasningsevnen. I den eksperimentelle morfologi undersøger man en organismes udvikling, og derfor ændrer man miljøbetingelserne i eksperimentet for at afdække organismens tilpasningsevne. Morfologi er desuden en lingvistisk disciplin, der beskæftiger sig med ords struktur.
Morya
Mesteren Morya, som er den mest kendte af de orientalske mestre, og som blandt sine elever tæller et stort antal europæere og amerikanere, er en Rajput fyrste, og gennem mange årtier har han haft en ansvarsfuld stilling i Hierarkiet vedr. Indiens anliggender. Han har et nært samarbejde med Manuen, og på et tidspunkt vil Morya blive den 6. rodraces Manu. Han opholder sig – ligesom mesteren Koot Hoomi – i Shigatse i Himalaya og er en kendt skikkelse blandt indbyggerne i den fjerntliggende landsby. Han er høj og har et myndigt udseende. Han har mørkt hår og skæg og mørke øjne, og han kan synes streng, hvis ikke det var for udtrykket i hans øjne. Morya og Koot Hoomi arbejder næsten som en enhed. Det har de gjort i mange århundreder, og det vil de fortsætte med i fremtiden, for Koot Hoomi er indstillet til embedet som Verdenslærer, når den nuværende indehaver af embedet forlader det, for at overtage et højere ansvar, når den 6. rodrace skal manifesteres. De to mestres huse ligger i nærheden af hinanden, og mestrene tilbringer meget tid sammen. Morya er på 1. stråle – strålen for vilje eller kraft – og derfor beskæftiger han sig hovedsagelig med at realisere den nuværende Manus planer. Han er inspirator for verdens statsoverhoveder. Via Mahachohanen håndterer han kræfter, der vil skabe de ønskede tilstande, der kan fremme menneskehedens udvikling. På det fysiske plan bliver de store nationale ledere, som har langtrækkende visioner og internationale idealer, påvirket af ham. Sammen med ham samarbejder tre store devagrupper fra mentalplanet. De står i forbindelse med devaer på lavere niveauer, som beliver tankeformer. De holder liv i de tankeformer, der skabes af menneskehedens ledere, hvis de er til gavn for hele menneskeheden. Mesteren Morya har en stor elevgruppe, som han vejleder, og han arbejder sammen med mange organisationer både esoteriske og via politikere og statsoverhoveder i verden. (Se også Manu).
Moses
(Egyptologi). I den egyptiske symbolik var Nilen identisk med guden Osiris og den guddommelige livsstrøm, for uden Nilen ville Egypten være livløs ørken. I Osiris-legenden befandt guden sig i Himlen, men han besvangrede gudinden Isis ved at række ankh-korset – livets kors – til hendes næse, så hun kunne indånde det nye liv – en scene, der vises i mange templer i forbindelse med undfangelse af tronarvingen. (Kristendommens idé om Helligånden, der besvangrede Maria stammer uden tvivl fra Osiris-legenden). På den måde blev Osiris (Gud) far til gudesønnen Horus (Jesus), og gudens egen søn kunne inkarnere som frelserskikkelse blandt mennesker. Symbolsk repræsenterede Osiris (Faderen) ånden, Isis (Moderen) symboliserede stoffet, og Horus (Sønnen) var et billede på sjælen. De tre udgjorde dermed en triade (Treenigheden). Horus blev bragt til menneskeheden ad livsstrømmen, og derfor udførte de gamle egyptere et symbolsk kongebarnsritual, hvor de anbragte den tre måneder gamle tronarving i et lille skrin, som blev sat ud på Nilen. Livsstrømmen førte den guddommelige frelserskikkelse ned i menneskenes rige, og her blev gudesønnen modtaget som Egyptens (endnu) ukronede konge. De første kristne kopierede legenden, og derfor blev Jesus også undfanget af en usynlig Gud, som besvangrede Maria ved hjælp af Helligånden. Jesus var også Guds søn, han var jødernes ukronede konge, og han var kommet for at frelse menneskeheden. For 2.300 år siden skrev den højtuddannede egyptiske præst Manetho, at Moses var egypter, og at det først var under hebræernes oprør og udvandring, at: ”… han antog navnet Moses …” Det er i modstrid med Bibelen, for her påstås det, at navnet Moses er et hebraisk ordspil, som faraos datter spontant udbrød, da hun samlede barnet op fra Nilen. Men det forudsætter jo, at faraos datter mestrede det hebraiske sprog – endda så godt, at hun også kunne lave ordspil på et fremmed sprog, der udelukkende blev talt blandt slaver. Moses kaldes på hebraisk ”Moshe”. Bibelens tekst udlægges sådan, at faraos datter spontant gav ham dette navn: ”… fordi hun har trukket ham op af vandet”. Problemet er, at det påståede hebraiske ordspil er grammatisk umuligt. Bibelens hebraiske ordspil er dannet af ”meshitihua”, der betyder ”han trækker ud” – hvor ”han” derfor ikke kan oversættes med, at det var ”hende” – faraos datter – der trak ham op af vandet. Den hebraiske bibeltekst indeholder derfor et umuligt ordspil på navnet Moses, og derfor kan det umuligt være den oprindelige mening. Den danske forsker Ove von Spaeth har i en bogserie om Moses, afsløret, at rabbinerne (navnlig Ezra) bevidst har ændret Det Gamle Testamente med det formål at fjerne Moses’ egyptiske rødder. Jødernes lovgiver skulle være jøde. Ove von Spaeths veldokumenterede forskning afslører, at den historiske Moses var søn af dronning Hatshepsut, og hans navn er kendt som Senmut. Han var tronarving, og han skulle af løse Tutmosis II på tronen, og dermed skulle han have været Tutmosis eller Thothmose III i 18. dynasti, men et statskup udført af det magtfulde Amon-præsteskab satte Hatshepsuts nevø på tronen og sendte Senmut (Moses) på flugt. Moses-legenden, hvor et barn sættes ud på floden for at blive ”fundet” og udråbt til konge kendes fra mange kulturer overalt i verden. Det ældst kendte stammer fra Sargon, som levede ca. 800 år før Moses.
Mouna
(Sanskrit). Mouna stammer fra ”mun”, der betyder ”at måle”. Mouna betyder ”stilhed” – eller ”at praktisere stilhed”. Mouna eller stilhed er magt. Mouna er en levende kraft og den eneste virkelighed. Mouna repræsenterer Gud, sjælen, freden, styrken, målet og formålet med menneskets eksistens. Mouna betyder ikke, at man skal holde op med at tale, men at man opbygger større kontrol over sanserne. Formålet med at praktisere Mouna er at iagttage og ”måle” sansernes input og output for at opnå indre stilhed. Der findes forskellige former for tavshed. Nogle praktiserer tavshed og taler kun, når det er nødvendigt – og når der tales, er talen kontrolleret. Nogle taler overhovedet ikke. De kommunikerer ved at skrive notater på papir eller bruger fagter. Nogle hverken skriver eller taler og undgår endda øjenkontakt for helt at undgå enhver form for kommunikationen med andre. Uanset hvilken form for Mouna, man praktiserer, er målet at opnå indre stilhed. Prana er en vital energi, som opretholder livet. Prana bruges når der tænkes, tales og handles. I yoga forsøger man at kontrollere Prana og reducere spild af Prana ved at kanalisere energien til åndelige formål. Hvis man spilder sin Prana på unødvendige ting, vil man afkorte sit liv – derfor skal Prana bruges fornuftigt. Ved at kontrollere talen, kan man styre Prana-produktionen og opnå balance og indre stilhed. Tale er et af de vigtigste udtryk for menneskets personlighed og en vigtig del af menneskets natur. Hvis man afbryder sanseoplevelsen, vil tankesindet være tvunget til at finde andre måder at udtrykke sin energi på. Når man indgår i et samspil med andre mennesker, er det vanskeligt at studere sig selv, mens man er udadvendt og fokuseret på dem. Hvis man er alene i en time eller længere, kan man gradvist begynde at observere og forstå tankesindets funktion og handlemønstre, og det medfører selvanalyse og fordybelse. Man bliver mere indadvendt og bevidst om sine tanker, ønsker, følelser osv. Gennem stilhed, kan man overkomme mere fysisk og psykisk arbejde. Hjernen og nerverne kan aflastes, og det bliver nemmere at meditere. Stilhed udvikler viljestyrke, beslutsomhed og giver fred i sindet. Stilhed hjælper til at kontrollere vrede, irritabilitet og andre uønskede følelser. Stilhed skaber ro, og ro medfører indre åndelig styrke. Det anbefales derfor, at man bruger en uge om året, hvor man praktiserer fuldstændig ensomhed, opholder sig på et sted, der ikke forstyrres af nogen, og hvor man kan leve et enkelt liv. Men man behøver ikke bo i et kloster for at praktisere stilhed. (Se også Prana).
Mu
Mu er betegnelsen for et forsvundet kontinent af gigantisk udstrækning, som engang har ligget i Stillehavet. I lighed med Atlantis, der engang lå i området med Atlanterhavet, lå Mu i et område i Stillehavet, men begge kontinenter er sunket i havet. Mu kaldes også Lemurien eller Lemuria, og iflg. åndsvidenskaben forsvandt Mu før begyndelsen af eocæn-perioden. Der findes ikke åndsvidenskabelige informationer, der med sikkerhed kan fastlægge tiderne for Mu-kontinentet med bare tilnærmelsesvis nøjagtighed, men det ældste af de åndsvidenskabelige forskeres kort viser Jordens udseende med det lemuriske kontinent fra perm-, gennem trias- til juraperioden, mens et yngre kort muligvis repræsenterer Jorden i kridttiden og frem til eocæn-perioden. Atlantis fulgte efter Mu eller Lemurien, og Atlantis eksisterede herefter i en periode på mellem 4-5 millioner år – en væsentlig kortere periode end den lemuriske. Eksistensen af kontinentet Mu blev i øvrigt omtalt af den britiske arkæolog James Churchward i 1926. I 1864 offentliggjorde franskmanden Charles Étienne Brasseur de Bourbourg også en teori om det sunkne kontinent. Hans kilde var angiveligt Codex Troano – den ene af tre bøger, der stadig er bevaret af mayalitteraturen. (Se også Lemurien).
Mudra
(Sanskrit). Mudra er afledt ”mud”, der betyder ”lyksalighed”, og ”dhra”, der betyder ”opløse”. Det henviser til det, der opløser dualitet og forener sjæl og ånd med yogien – dvs. den, der praktiserer yoga. Mudra oversættes normalt med ”segl”, ”tegn” eller ”gestus”, som har symbolsk eller rituel betydning i hinduisme og buddhisme. Mudraer er bestemte hånd- eller legemsstillinger, der benyttes af yogier og yogaudøvere, og Yoga Mudra er en yoga-øvelse, der både er en stilling og en Mudra, der strækker musklerne i arme, skuldre, ryg, lænd, baller og ben. Det er et område inden for yoga, der kaldes holdninger og låse – Mudra og Bandha. Øvelserne går dybere end de mere fysisk orienterede stillinger, som man skal beherske, før man kan få det fulde udbytte af Mudraer og Bandhaer. I yoga anvendes Mudraer sammen med Pranayama (åndedrætsøvelser). Man sidder normalt i Padmasana, Sukhasana eller Vajrasana og stimulerer forskellige dele af kroppen ved hjælp af vejrtrækningen, og påvirker Prana-strømmen i kroppen. Åndedrætsøvelserne gør udøveren bevidst om energierne, og man får mulighed for at påvirke dem, men med Mudraer og Bandhaer går man et skridt videre. De hjælper til at skabe harmoni i kroppens grundlæggende energistruktur ved at afbalancere områder med for meget eller for lidt energi. Energien, der var bundet i spændingerne, frigøres, og kroppens naturlige energiniveau genoprettes. Mudra er også et system af tegn, der formes med fingrene, og som forestiller gamle sanskrittegn med magisk kraft. Nogle Mudraer involverer hele kroppen, men de fleste udføres med hænder og fingre. I almindelige tantriske ritualer bruges der 108 Mudraer. (Se også Bandha, Padmasana, Prana, Sukhasana, Vajrasana og Yoga).
Mukti
(Sanskrit). Mukti betyder Moksha, og Moksha repræsenterer evig frihed fra social prægning og andre former for programmering af mennesket – også den naturlige. Både Mukti og Moksha stammer fra sanskrit-roden ”muc”, der betyder ”at frigøre” eller ”at give slip.” De indiske religioners Moksha oversættes normalt med ”befrielse”, og Mukti med ”frigørelse”. Mukti og Moksha er frigørelse eller befrielse fra Samsara, dvs. menneskets fortsatte cyklus af fødsel, liv, død og genfødsel – reinkarnation. (Se også Moksha og Samsara).
Mula Bandha
Se Moola Banda.
Mulaprakriti
(Sanskrit). Mulaprakriti er ”urstoffet” eller den før-kosmiske ursubstans. Mulaprakriti kaldes også ”guddommens slør”, for den før-kosmiske ursubstans består af al stoffets Purusha og Mulaprakriti – dvs. ånd og stof. Det maskuline og feminine princip er de første aspekter af Det Absolutte – Parabrahman – og de to aspekter er uadskillelige, sådan som de monistiske religioner påstår – i modsætning til de dualistiske religioner. Mulaprakriti er det, som alle former (fysisk-æterisk stof, astralt stof, mentalt stof osv.) består af. Mulaprakriti beskrives ofte som ”rodstof” i litteraturen, men udtrykket kan være forvirrende, for hvis Mulaprakriti er ”rodstof”, vil det være naturligt at spørge ”hvad er rodstof?” Mulaprakriti er det materiale, som stof opstår af. Mulaprakriti er derfor det fundament, som f.eks. fysiske atomer er opbygget af, og det er dette faktum, der henvises til med ordet ”rod”. Mulaprakriti er derfor ikke stof, men den rod stoffet opstår fra. Mulaprakriti er derfor før-kosmisk ursubstans – eller rettere ”før-kosmisk før-substans”. Det vil sige, at Mulaprakriti allerede eksisterede før Universet blev skabt på grundlag af den før-kosmiske før-substans. Men både ånd og stof stammer fra Mulaprakriti. Før Universet blev skabt – før der var ånd og stof – var alt udifferentieret. Da Universet blev skabt, opstod der en begivenhed, der kaldes differentiering. Differentiering henviser til dengang ånd og stof viste sig, og Universet begyndte at antage form.
Mumuksha
(Sanskrit). Mumuksha betyder ”længsel efter frigørelse” fra reinkarnation og stoffets lænker. Mumuksha er det fjerde stadie på discipelskabets vej. (Se også Anuloma).
Mundåbningsceremonien
(Egyptologi). Når et menneske døde i det gamle Egypten, fortsatte livet i efterlivet, og den afdøde var derfor i stand til at indånde livsånden fra ”det store åndedræt” i efterlivet. Derfor udførte man mundåbningsceremonien, inden mumien blev lagt i mumiekisten. Den fysiske fødsel repræsenteres af det tidspunkt, hvor barnet for første gang selvstændigt trækker vejret. I ceremonien gentog man det samme princip for at vise, at den afdøde levede videre på astralplanet, fordi de såkaldt døde fortsat ”tager ånden ind” eller lader sig gennemstrømme af Guds åndedræt. Mundåbningsceremonien blev udført i ”Guldkamrene” (i balsamerernes værksted). Mundåbningsceremonien blev enten udført på Ka-statuer af den afdøde eller på mumien. Ceremonien symboliserede den evige livskraft, der strømmer ind og beliver enhver fysisk form inklusive en statue. Under den ceremonielle handling gik en præst i trance, og det var hans opgave at kontakte den afdødes Ka (astrallegeme) og forbinde det med Ka-statuen i mastabaen. Under indsvøbningen af den afdødes fysiske legeme i linned udførte præsterne denne vigtige ceremoni. Den øverste af ypperstepræsterne berørte den dødes stivnede læber. Herefter brød han gennem bandagerne, og smurte mumiens ansigt ind i mælk. De gamle egyptere symboliserede kosmos med en ko (Nut), og de livgivende kræfter blev symboliseret af koens mælk, som repræsenterede Prana eller vitalitet – en universel kraft, der uophørligt strømmede fra kosmos i skikkelse af gudinden. Mælken var derfor et symbol på de kræfter, der beliver ethvert eksistensplan. Den afdøde havde mistet evnen til at være levende til stedet på det fysiske plan, men fik samtidig skænket evnen til at være levende og sansende til stede på et andet plan i det evige kosmiske liv. Ypperstepræsten brækkede derfor de stivnede kæber på liget op ved hjælp af et redskab, der havde form som stjernebilledet Store Bjørn (som i daglig tale kaldes Karlsvognen). Stjernebilledet består af syv stjerner, som transmitterer de syv stråler eller skabende kræfter i Universet til solsystemet. Den ene af stjernerne i Store Bjørn befinder sig i Dragen, som d engang omfattede de skiftende nordstjerner. Det ceremonielle redskab til åbning af munden var fremstillet af meteorisk jern – dvs. jern udvundet af meteoritter. Det var derfor et metal, som ikke findes på Jorden, men som man havde modtaget fra kosmos. Symbolikken er derfor klar. Den afdøde var ikke længere i stand til at indånde den fysiske luft og sanse det fysiske liv. Man åbnede derfor rituelt munden på mumien som symbol på, at den afdøde nu skulle leve og ånde i den ikke-fysiske eller kosmiske verden. Mundåbningsceremonien blev gennemført i det øjeblik, Orion (Osiris) blev ”genfødt” på himlen – dvs. det øjeblik, hvor Orion steg op over horisonten. Og i samme øjeblik intonerede præsterne en mantrisk sang: ”Oh, du velduftende sjæl af den store gud. Må du indånde en sådan duft, at dit ansigt hverken forandres eller forsvinder”.
Murli
(Sanskrit). Murli betyder ”fløjte”, og Krishna ses ofte afbilledet symbolsk med en Murli i hænderne.
Murugan
(Sanskrit). Murugan eller Kartikeya er guden Shivas og gudinden Parvatis eller Shaktis anden søn. I de sydlige stater i Indien, er det en populær guddom. Murugan er en legemliggørelse af perfektion. Han er krigsgud og en modig leder af de guddommelige kræfter, der er stillet til rådighed for at nedkæmpe dæmonerne, som repræsenterer menneskets negative tendenser. Murugan blev primært tilbedt i områder med tamilske påvirkninger, især det sydlige Indien, Sri Lanka, Mauritius, Malaysia og Singapore. Hans seks vigtigste helligdomme i Indien er Arupadaiveedu-templerne, der ligger i Tamil Nadu. Både Sri Lankas hinduer og buddhisterne ærer ham i det hellige Nallur Kandaswamy-tempel i Jaffna, i Katirkamam-templet og i det singhalesiske Katharagama Devalaya. Etniske tamiler i Malaysia tilbeder også Murugan ved Batu Caves-templet og i Thaipusam. I Karnataka og Andhra Pradesh, er han kendt som Subrahmanya. I Bengalen er han populær ved navn Kartikeya (som betyder ”søn af Krittika”). (Se også Parvati, Shakti og Shiva).
Mut
(Egyptologi). Den egyptiske gudinde Mut er det feminine medlem af den thebanske triade. Hun var guden Amons hustru og gudesønnen Khonsus mor. Hun afbildes for det meste helt i menneskeskikkelse, men hun havde – ligesom de maskuline gudeaspekter – også et lavere aspekt. Derfor ses hun desuden i skikkelse af en gåsegrib. Navnet Mut skrives med hieroglyffen for ”gåsegrib”. Mut er det oldegyptiske ord for ”grib”. Senere blev ordet for grib erstattet af ”neret”, hvorefter Mut blev navnet for gudinden. Ordet Mut betød herefter ”moder”. Symbolet er inspireret af gåsegribben og dens store vingefang på 240-280 cm. Moderfuglen ses ofte med vingerne beskyttende udfoldet omkring ungerne. Mange faraoner (navnlig de ptolemæiske) respekterede Mut som ”den store moder”. De gamle egypteres gudesystem var meget komplekst, og det gav mulighed for utallige gudekombinationer. Hensigten var dels at skabe de kombinationer, som bedst kunne udtrykke den kosmiske sandhed, der lå til grund for symbolet, dels at hemmeligholde læren for uindviede. De egyptiske gudinder er identiske med kristendommens engle og åndsvidenskabens devaer, og de symboliserer alle naturen og stoffet. Devaerne eller gudinderne repræsenterer stof og form. De opbygger de former, som bevidstheden iklæder sig eller beliver. Formerne kan dannes uafhængigt af bevidstheden, og dermed menes der, at naturen er selvreproducerende. Derfor fremstillede egypterne ofte det feminine aspekt som selvstændige triader. Gudinderne Mut, Wajed og Nekhbet udgjorde eksempelvis en triade. Mut var syntesen i triaden, og hun bar dobbeltkronen – den hvide og røde krone for Øvre- og Nedre-Egypten – oven på gribbehovedklædningen. Hun var 1. aspekt eller syntesen. Gudinden Wajed, der også blev fremstillet både i kvindeskikkelse, dannede 2. aspekt, og hun bar Nedre-Egyptens røde krone på hovedet. Gudinden Nekhbet var både kvinde og grib. Hun udgjorde 3. aspekt, og hun bar Øvre-Egyptens hvide krone på hovedet. Alle tre gudinder bar desuden wadj-sceptret (lotus-sceptret) som symbol på vækst. Når de havde skikkelse som en grib, bar de ”Shen” – evighedens cirkel – i kløerne. Gudinderne repræsenterede den cykliske vækst i naturens årsrytme, hvor lyset hvert år genfødes ved vintersolhverv efter den mørkeste og korteste dag. Det samme gælder i månedens rytme, hvor Månen genfødes hver måned efter nymåne. Og i dagsrytmen, hvor Solen synker ned i mørket hver aften og genfødes ved hver morgen ved daggry. Evighedens cirkel symboliserer denne evige cykliske udvikling, og den rummer derfor symbolsk hele Universets rytme fra Manvantara (manifestationsperiode) til Pralaya (hvileperiode) og til ny Manvantara. I livenes evige rytme træder mennesket ind og ud af inkarnationerne, og hvert menneske væver hvert liv en lille ”løkke” i ”gudernes gobelin” – Den Enes skaberværk. Faraoens navn skrev de gamle egyptere i en navnekartouche, som er en oval figur dannet af en tråd, som netop forestiller Shen – evighedens cirkel.
Mutation
(Latin). Mutation stammer fra ”mutare”, der betyder ”at skifte” eller ”forandre”. Mutation betyder trinvis forandring i arveanlæg, dvs. i en celles arvemateriale (DNA), som videreføres til andre celler. Mutationer kan have mange årsager, som kaldes ”mutagener”, og de er brikker i evolutionen. En mutation kan både være en fordel og en ulempe for et individ. Den fordelagtige mutation medfører overlevelse af det muterede individs efterkommere, som derefter har større mulighed for overlevelse end originalformen. Det kan skabe bases for nye arter. Den negative mutation vil give reduceret afkom, og mutationen vil i mange tilfælde uddø. Mutation bruges ikke kun i forbindelse med forandring i arveanlæg, men desuden i betydningen forandring eller overgang.
Myalba
(Sanskrit). I nordbuddhisternes esoteriske filosofi er Myalba navnet på planeten Jorden, der kaldes Helvede for de, der skal reinkarnere i den fysiske verden for at afvikle karma gennem lidelse og for at høste erfaring. Eksoterisk oversættes Myalba derfor med Helvede.
Mycherinos
(Egyptologi). Mycherinos eller Mykerinos, hvis egyptiske navn var Men-kaura (ca. 2600 f.Kr.) var enten søn af kong Khufu (Cheops) eller Khafra (Khefren). Mycherinos var en af de sidste faraoner i 4. dynasti. Den græske historiker Herodot fortæller om Mycherinos’ uheldige liv, for hans datter begik angiveligt selvmord på grund af faraoens ugerninger, og han døde selv meget ung. Måske skal det nævnes, at oraklet i Buto tog fejl, for det oplyste, at Mycherinos kun havde 6 år tilbage at leve i, men han levede yderligere 12 år. Det morede han sig over, og fejrede det ved at tænde stearinlys hver nat. Men Mycherinos var iflg. Herodot en gudhengiven farao, som ville have taget afstand fra efterfølgernes adfærd og overgreb. Mycherinos ”– lod folket udføre deres arbejde og foretage deres ofringer, og af alle konger var det ham, der afsagde de mest retfærdige domme”, oplyser Herodot. Tyran og helgen på samme tid? Måske har Herodot sammenblandet minderne om to forskellige faraoner. Måske har han forvekslet Mycherinos og Bocchoris, som herskede over Sais i 715-712 f.Kr. i den etiopiske periode.
Mykerinos
Se Mycherinos.
Myste
(Græsk). Mysterium stammer fra ”mysterion”, der betyder ”hemmelighed” eller ”hemmelig ceremoni”, som en Myste var indviet i. Oprindeligt var Mysterium betegnelsen for de dramatiske fremstillinger af verdens skabelse – åndens natur osv. Dramaerne blev opført af hierofanterne i templerne, for at kandidaterne kunne lære den esoteriske betydning af de eksoteriske dogmer. Mysterierne blev strengt hemmeligholdt. Senere blev ordet en betegnelse for de hemmelige skoler og den hemmelige lære i al almindelighed. De græske orfiske og eleusinske mysterier var kopier af de egyptiske, der var (og er) de mest åndsvidenskabelige af alle de vesterlandske mysterier. Iflg. åndsvidenskaben stammer de direkte fra Atlantis. Pythagoras, Platon, Moses og Jesus var alle indviede i de egyptiske mysterier – Pythagoras desuden i de indiske – Paulus sandsynligvis i de græske. (Se også Myste).
Mysterium
(Græsk). Oprindeligt var mysterium betegnelsen for de dramatiske fremstillinger af verdens skabelse – åndens væsen etc. Disse dramaer blev opført af hierofanterne i templerne, for at kandidaterne skulle lære den esoteriske betydning af de eksoteriske dogmer. Mysterierne blev strengt hemmeligholdt. Senere blev ordet en betegnelse for de hemmelige skoler og den hemmelige lære i al almindelighed. De græske orfiske og eleusinske mysterier var kopier af de egyptiske, der var (og er) de mest åndsvidenskabelige af alle de vesterlandske mysterier. De stammer direkte fra Atlantis. Pythagoras, Platon, Moses og Jesus var alle indviede i de egyptiske mysterier – Pythagoras desuden i de indiske – Paulus sandsynligvis i de græske.
Mystik
(Græsk). Mystik stammer fra ”mustikos”, der betyder ”en indviet”. Mystik er den filosofi, der beskæftiger sig med de åndelige og oversanselige begreber. I de græske eleusinske mysterier forsøger neofytten at skabe en mental forbindelse til metafysiske verden – Unio Mystica. I processen oplever neofytten, at grænsen mellem personligheden og omgivelserne forsvinder. Neofytten smelter sammen med det, der opleves. Den mystiske oplevelse har mange betegnelser – f.eks. sjælsbevidsthed, åndelig bevidsthed, enhedsbevidsthed, sandhed eller Gud. Oplevelsen beskrives nogle gange med ord som intuition, indsigt eller åbenbaring. Temaet i mysterietraditionerne er Universets enhed, og formålet med den mystiske praksis er erkendelse af denne enhed. De vigtigste teknikker er koncentration, meditation og kontemplation.
Myte
(Græsk). Myte stammer fra ”mythos”, der betyder ”fortælling”. En myte er en fabel, en legende eller et symbol. Symbolet og myten var oprindeligt udtryk for en virkelighed − en essentiel og dramatisk sandhed. Myter blev efterhånden en overleveret fortælling om guders liv, handlinger osv., som udviklede sig til gudesagn. I nutiden bruges Myte ofte om opdigtede fortællinger, eventyr, fabler, legender, allegorier, fiktion eller endda løgn. Videnskabelige studier af myter kaldes mytologi.
Månepitri
Månepitrier er en gruppes af åndelige skabninger, der opbygger modellerne for menneskets fysiske legeme i æterisk stof.
Månestillingen
Se Shashankasana.
|
