VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Karana-sharira
Betydning
(Sanskrit). Karana-sharira eller karana-sarira består af ”karana”, der betyder ”årsag”, og ”sharira”, der betyder ”legeme” eller ”krop”. Karana-sharira er derfor årsagslegemet. Karana-sharira er det samme som sjælslegemet eller kausallegemet. (På latin betyder ”kausal” også ”årsag”). Karana-sharira eller kaarana-sareeram er bevidsthedens redskab. Det er sjælens legeme, som rummer erhvervede egenskaber og potentielle tendenser. Karana-sharira svarer til ananda-maya-kosha – ”lyksalighedens kappe” – det inderste af de fem legemer. Karana-sharira har en dobbelt betydning. Eksoterisk er det avidya (uvidenhed), eller det, som er årsag til udviklingen af menneskets sjæl og sjælens reinkarnationer, og dermed er karana-sharira det samme som lavere manas, men esoterisk er det kausallegemet eller karanopadhi, der omtales i Taraka Raja-yoga. Det svarer til buddhi og dermed højere manas. Kausallegemet eller årsagslegemet er et princip, der ikke alene medfører, at en bevidsthedsenhed reinkarnerer i et legeme, men at det desuden gennemgår en udvikling i løbet af en manvantara i kraft af utallige legemer og reinkarnationer. Menneskets sjæl er hverken atma eller buddhi. Den er højere manas, og dermed den intellektuelle frugt af den intellektuelle, selvbevidste egoisme – vel at mærke i højere åndelig forstand. I de gamle skrifter kaldes legemet karana-sharira på sutratmas plan. Sutratma er den ”gyldne tråd”, og sjælens forskellige personligheder er trukket på den gyldne tråd som perler på en snor. Hvis man − ligesom i de halvt esoteriske allegorier − fortalte, at disse skabninger var tilbagevendende nirvanier fra tidligere maha-manvantaraer, dvs. tidsaldre af uberegnelig længde, som er forløbet i ”evigheden” som et ubegribeligt tidsrum − ville man sandsynligvis ikke få den rigtige forståelse af teksten. Karana-sharira er derfor det genskabende princip i en skabnings opbygning − eksempelvis et menneske. Mennesket føler sig tilskyndet til gentagne inkarnationer, og i en vis forstand også tvunget til at inkarnere pga. karma. Der er to typer af reinkarnation. Hvis kausallegemet er på et højt udviklingsniveau, som f.eks. buddhi-manas, der er et skatkammer af de indsamlede egenskaber, vil de blive genskabt i fremtidige inkarnationer som menneskets åndelige aspekter. I dette tilfælde er det buddhi-manas, der er karana-sharira. Men hvis det primære kausale aspekt igen og igen skaber legemer af en lavere type til det reinkarnerende aspekt, betyder det, at det er kama-manas eller lavere manas, der er karana-sharira. På den måde er der reelt to kausale aspekter i det sammensatte menneskes opbygning – et med en højere og et med en lavere karakter. Men hverken karana-sharira eller karanopadhi er strengt taget menneskets indre guddom, for det er atma eller det grundlæggende ”Selv” i menneskets inkarnerende monade, der kaldes karanatman. (Se også Ananda-maya-kosha, Anna-maya-kosha, Atma, Avidya, Buddhi-manas, Kama-manas, Karanopadhi, Karma, Karanatman, Kausallegeme, Maha, Mana-maya-kosha, Manas, Manvantara, Monade, Nirvani, Sjæl, Sutratma, Vidya og Vijnana-maya-kosha). |
