Pacifisme
(Latin). Pacifisme stammer fra ”pax”, der betyder ”fred”, og ”facere”, der betyder ”gøre”. En pacifist ønsker fred og pacifisme er bestræbelsen på at undgå krige. Iflg. pacifisten er krig hverken nødvendig eller forsvarlig, og derfor er pacifisme en udbredt holdning inden for fredsbevægelser, som tager afstand til enhver form for krig, krigsforberedelse og voldsanvendelse som middel til at løse konflikter. Derfor er pacifister militærnægtere, og de vil ikke bære våben.
Pada
(Sanskrit). Pada betyder ”fod”, og på sanskrit menes der primært ”fod” som måleenhed, men Pada har flere afledninger som f.eks. skridt, skridtlængde, fodspor, fodnote, spor m.fl. Pada kan derfor bl.a. betyde et spor eller et fodaftryk af et dyr, eller en fodnote eller et kapitel i en bog (oprindeligt en del af en bog, der var inddelt i fire dele). I buddhistisk tradition er Pada en symbolsk betegnelse for ”Buddhas fodspor”. Buddhas fodspor symboliserede hans nærvær, og hans ikonografi udviklede sig flere århundreder efter hans død. Der er også flere vartegn, der æres som ”fodspor” – Pada eller Padamudra – af hinduistiske guder. Eksempelvis Sri Pada, som er en klippeformation i Sri Lanka, der æres som fodaftryk af Buddha i den buddhistiske tradition, fodaftryk af Shiva i den hinduistiske tradition og fodaftryk af Adam i muslimsk tradition.
Padma
(Sanskrit). Padma er den hellige indiske lotusblomst ”nelumbo nucifera”. Padma spiller en central rolle i indiske religioner som f.eks. hinduisme, buddhisme og jainisme. Lotusblomsten er et gammelt mangetydigt symbol i asiatisk og egyptisk kultur. Dens udfoldede kronblade symboliserer den ekspanderende sjæl. Hinduerne relaterer symbolet til guderne Vishnu, Brahma og i mindre grad til Kubera, men også til gudinderne Lakshmi og Saraswati. Ofte bruges lotusen som et eksempel på guddommelig skønhed og renhed. Vishnu beskrives ofte som ”den lotus-øjede”, og lotusen vokser ud fra Vishnus navle, mens han praktiserer Yoga Nidra. Lotusblomsten afslører skaberguden Brahma i Padmasana. Navnlig Brahma og Lakshmi er forbundet med lotussymbolikken. (Se også Kubera, Lakshmi, Lotus, Padmasana, Saraswati og Yoga Nidra).
Padmapani
Se Avalokiteshvara.
Padmasana
(Sanskrit). Padmasana stammer fra ”Padma”, der betyder ”lotus”, og ”Asana”, der betyder ”stilling”. Padmasana er en lotusstilling – en siddende meditationsstilling i yoga. Padmasana er en klassisk yoga-stilling og en af de mest benyttede selv uden for yoga-kredse. Det er en avanceret stilling, og det anbefales at begyndere bruger den med forsigtighed. Selv om Padmasana ofte bruges til meditation, er stillingen ikke behagelig for begyndere, som derfor ofte bruger halv lotusstilling. For at udføre Padmasana, skal man sidde på gulvet og sprede benene fremad. Herefter placeres højre fod på venstre lår og venstre fod på højre lår. I halv lotus-stilling placeres kun det ene af benene på låret. Hænderne anbringes på knæleddene. Kroppen, ryggen og hovedet holdes lige. Øjnene skal være lukkede. Stillingen hjælper med at forbedre koncentrationen, den beskytter vitale kropsvæsker, forhindrer underlivssygdomme og kvinders problemer med forplantningsorganerne, og den skaber ro og indadvendthed. (Se også Padma).
Pali
Pali betyder ”tekst”. Pali er et gammelt indoarisk sprog, der er beslægtet med klassisk sanskrit. Pali var det gamle sprog i Magadha (et gammelt rige i Indien). De tidligste buddhistiske tekster er skrevet på Pali. De er samlet i den såkaldte Pali-kanon eller Tripitaka, og Pali er det liturgiske sprog i Theravada buddhismen. Buddha, der levede i det nordlige Indien, talte mindst ét prakrit-sprog og måske flere. Buddhas mundtlige lære kom til Sri Lanka i det 4. årh. f.Kr. og blev nedskrevet nogle århundreder senere. Den første version af Tripitaka, den hellige skrift i Theravada-buddhismen, blev nedskrevet på et standardiseret prakrit, som man kaldte ”tekstsprog” (Pali-Bhasa). Det blev senere forkortet til Pali, som betyder ”tekst”. Fra Sri Lanka og Indien bredte sproget sig til det område, som nu udgøres af Myanmar, Thailand, Laos og Cambodja. Udover Tripitaka er mange andre religiøse værker skrevet på Pali. I nutiden lærer mange stadig Pali, og sproget reciteres i Theravada-buddhistiske templer.
Pan
(Græsk). Pan er naturens gud i den græske mytologi (heraf Panteisme). Pan er en personificering af det maskuline aspekt i naturens skabende kraft. Hans navn betyder ”ALT”, men navnets oprindelse stammer sandsynligvis fra et gammelt ord for ”landlig”. I græsk mytologi var Pan gud for hyrder og dyreflokke. Han var fjeldenes gud og gud for jagt. Når han vandrede i bakker og bjerge, spillede han på panfløjte og jagtede nymfer. Hos mænd skabte hans usynlige tilstedeværelse en følelse af panik, når de gik i de fjerntliggende og ensomme ødemarker. Pan blev afbildet som en mand med gedehorn, bukkeben og -hale og med kraftig skæg og spidse ører. Han blev ofte afbildet i selskab med Dionysos. Pan havde næsten altid en stærk erotisk eller seksuel betydning. I mytologien er han kendt for at have forført adskillige kvinder – både mennesker og gudinder. Pan elskede nymfer, som normalt flygtede fra hans tilnærmelser. I nogle fortællinger fik Pan sin fløjte, dengang han forfulgte nymfen Syrinx. Til sidst kunne hun ikke se anden udvej for at undslippe, end at forvandle sig til siv langs floden Ladon. Pan skar herefter sivene til en fløjte. Hun undslap og fik afvist Pans tilnærmelser, og det eneste, der blev tilbage, var hendes stemme, som i bjergene for evigt gentager gudens kalden. Pan associeres ofte med det drilagtige aspekt, og tilsyneladende laver Pan ulykker for underholdningens skyld. Men Pan er hverken god eller ond. Han adskiller sig imidlertid fra de andre græske gudeskikkelser ved at være den eneste, der erklæres for død i mytologien. Alligevel tilbedes han i nutidens hedenske trosretninger. (Se også Panteisme).
Pancha Makara
(Sanskrit). Pancha Makara er betegnelsen for de fem tantriske øvelser: Madhya, der betyder ”vin”, Mansa, der betyder ”kød”, Matsya, der betyder ”fisk”, Mudra, der betyder ”korn” og Maithuna, der betyder ”samleje”. Pancha Makara – de fem M’er – er fem tantriske øvelser, som har givet anledning til de fleste misforståelser om Tantra. Den første misforståelse opstår på grund af to meget forskellige tantriske skoler: ”Højrehåndsvejens skole”, og ”Venstrehåndsvejens skole”. Iflg. Højrehåndsvejens skole skulle Pancha Makara fortolkes symbolsk. Man skal ikke drikke alkohol, ikke spise kød osv. Venstrehåndsvejens skole var uenig, og var overbevist om, at de enkelte øvelser skulle udføres i praksis. Men de fem øvelser i Pancha Makara har dobbeltbetydning iflg. Højrehåndsvejens skole, hvor Pancha Makara har en dybt esoterisk betydning. Madya – vin – er identisk med den guddommelige nektar Amrita, der drypper fra kirtler i hjernen på spidsen af tungen, når den berører Khechari Mudra. Mamsa – kød – betyder ”at sluge tungen”. Det er også et symbol på Khechari Mudra, hvor tungen ”sluges” eller føres bagud og op mod ganens bløde område. Det er desuden en allegori for kontrolleret tale. Matsya – fisk eller rettere ”tvillingefisk” – svarer til Ida-nadi og Pingala-nadi i rygsøjlen, som kontrolleres via Pranayama. De danner en 8-formet sammenflettet struktur sammenfletning ligesom to fisk. Mudra – der betyder ”gestus”, er en allegori for Satsang (dvs. samvær med en lærer eller guru), og dermed evnen til at undgå negative forbindelser. Men Mudra er også de forskellige positioner, som hænder og krop tager, når Kundalinikraften er aktiveret, og passere op gennem den centrale kanal Sushumna. Maithuna – betyder forening (samleje), men der er tale om den allegoriske forening med det kosmiske tankesind – Samadhi. Maithuna vil sige rejsning af Kundalinikraften (kroppens feminine kraft), der forenes med Shiva (åndens maskuline kraft) i kroncentret, og foreningen bliver et center for intens lyksalighed. (Se også Amrita, Ida-nadi, Khechari Mudra, Pingala-nadi, Pranayama, Samadhi, Satsang, Sushumna og Tantra).
Pancha Tattwa
(Sanskrit). Pancha Tattva stammer fra ”Panca”, der betyder ”fem”, og ”Tattva”, der betyder ”sandhed” eller ”virkelighed”. I Gaudiya Vaishnava-tradition henvises der specifikt til Guds fem aspekter eller den absolutte sandhed. Pancha Tattwa er betegnelsen eller de fem elementer – jord, vand, luft, ild og æter, der beskrives i hinduisme, buddhisme, jainisme og sikhisme. (Se også Mahabhuta).
Panchayat Raj
(Indisk). Panchayat Raj er en styreform, hvor ”Gram Panchayats” (landsby selvstyre) er de grundlæggende enheder i administrationen, der har tre niveauer: Landsbyen, boligblokken og distriktet. Udtrykket ”Panchayat Raj” er relativt nyt, for det opstod under det britiske kolonistyre. ”Raj” betyder ”ledelse” eller ”regering”. Mahatma Gandhi praktiserede ”Panchayati Raj” − en decentral styreform, hvor hver landsby er ansvarlig for sine egne anliggender, som fundamentet for Indiens politiske system. Styreformen blev vedtaget ved delstatsregeringer i 1950’erne og 60’erne. Formålet var at give et system på 3-niveauer − ”Panchayati Raj” − i alle stater med en befolkning på over 2 millioner, som skal holde regelmæssige Panchayat-valg hvert 5. år og give plads og indflydelse til alle registrerede kaster. Beføjelser og ansvar er uddelegeret til ”Panchayats” på passende niveau: Udarbejdelse og implementering af planer for økonomisk udvikling og social retfærdighed. At opkræve, indsamle hensigtsmæssige skatter, afgifter, vejafgifter og gebyrer.
Pandechakra
Pandechakraet befinder sig på overfladen af menneskets æteriske legeme midt i panden mellem øjenbrynene. Chakraet er tilknyttet pandecentret midt i hovedet og forbundet med hypofysen. Chakraets funktion er abstrakt tankeliv − det modtagende og reflekterende liv. Pandechakraet forbinder mennesket til det højere mentalplan (sjælsplanet eller kausalplanet). Den nuværende udviklingsperiode repræsenterer menneskehedens pubertet. Her skal hals- og pandechakraet (Ajna) udvikles og stabiliseres. Og her findes forbindelsen til udviklingen af de skabende evner og de intellektuelle potentialer, som normalt ikke viser sig før puberteten. Det er en periode, hvor evnen til at tænke rationelt og abstrakt fødes. Yoga-metoden til udvikling af disse evner kaldes ”Raja yoga” – eller ”Kongevejen til forening”.
Pandeisme
(Græsk). Pandeisme er en form for Panteisme, som indarbejder en slags guddom ved at fastholde, at Universet er identisk med Gud, men samtidigt også at Gud tidligere − inden Universet blev skabt − var en bevidst og sansende kraft eller en skabning, som designede og skabte Universet. Gud blev kun til en ubevidst og ikke-sansende guddom ved at blive til Universet. Udover denne forskel (og en mulighed for at Universet vil vende tilbage til udelukkende at være Gud), er de Pandeistiske synspunkter identiske med de Panteistiske synspunkter. (Se også Pantesime og Panenteisme).
Panenteisme
(Græsk). Panenteisme må ikke forveksles med Panteisme. Panenenteisme er læren om, at Gud gennemtrænger alt uden selv at være identisk med det, der gennemtrænges. (Gud er transcendent). Panenteisme er en gudsopfattelse, der var populær i det 20. århundredes teologi. (Se også Panteisme og Pandeisme).
Panna
Se Prajna.
Panteisme
(Græsk). Panteisme er en filosofi, der betragter guddommen som uendelig, allestedsnærværende og evig. Guddommen udtrykker sig gennem naturens mange aspekter eller ”guder”. Pan betyder ”Alt”. I virkeligheden er Pan ”den ene Gud” i sine mangfoldige aspekter. Opfattelsen ligger tæt op ad monismen. Panteisme, der betyder ”Gud er Alt” og ”Alt er Gud”, har flere ting tilfælles med Panenteisme, f.eks. idéen om at Universet er en del af Gud. Teknisk set er de to dog forskellige. Hvor panteisme ser Gud som synonymt med naturen, ser Panenteisme Gud som større og mere end naturen. Fortolkninger af Bhagavad Gita og Shri Rudram støtter synspunktet. (Se også Pan, Pandeisme og Panenteisme).
Papyrus
(Egyptologi). Symbolet for Øvre-Egypten (den sydlige del af landet) var lotusplanten. Nedre-Egypten (den nordlige del) blev symboliseret af papyrusplanten. Nilens udløb i deltaet i Nedre-Egypten havde tilnavnet: ”Papyrusplantens land”. Ordet ”papyrus” er græsk, men grækerne har tydeligvis ladet sig inspirere af egypterne, for på oldegyptisk hed planten ”papuro”, som betyder ”det kongelige”, bl.a. fordi papirfremstilling var et statsmonopol. Ordet papyrus har tre betydninger. Nogle gange henviser det til ”Cyperus papyrus” (halvgræsset Cyperaceae). Andre gange betyder ordet ”skrivemateriale”. Ordet ”papir” stammer fra det græske ”papyros”. Endelig anvendes ordet som reference − f.eks. til ”Papyrus Anastasi I” og dermed menes der manuskript nr. 1 i den gamle samling af M. Anastasi, der befinder sig på British Museum i London. Papyrus blev anvendt til papirfremstilling, men man brugte det ikke til dagligdags notater. Papyrus var kostbart og blev først og fremmest brugt af faraoen og hans skrivere. Papyrusplantens vækst er nøjagtig den samme som lotusplantens, for papyrusplanten vokser op fra mudderet, rejser sin tredelte stængel op gennem vandet, bryder gennem vandoverfladen, løfter sig højt op i luften, hvor den åbner sin imponerende blomsterskærm mod Solens lys og varme. Hvorfor brugte de gamle egyptere mon samme grundlæggende symbolik for Øvre- og Nedre-Egypten? Fordi de to lande repræsenterede det samme ”legeme”, som var kanal for den samme guddommelige energi. Uanset om mennesket arbejder med udvikling af de karakteregenskaber, der er knyttet til de lavere eller de højere chakraer, er målet og processen den samme. Energierne løftes fra lavere niveauer mod højere med det formål, for at mennesket skal beherske og kontrollere helheden, sådan at legemerne bliver et redskab for sjælen. Alligevel kunne lotusplanten ikke erstatte papyrusplanten som symbol, for der er forskel på de to planter. Lotusplanten løfter sig kun en smule over vandoverfladen. Man kan sige, at den forsigtigt stikker hovedet ind i elementet over vandet. Den åbner en yndefuld blomst, som leder tanken hen på et chakra – hvad den også skal. I modsætning til lotusen løfter papyrusplanten sig højt op over vandoverfladen og strækker sig flere meter op i luftelementet. Man kan derfor sige, at den er nærmere Solen end lotusplanten. Den er også et mere fuldkomment symbol på mennesket, for udover at være 7-delt af chakrasystemet, er mennesket desuden tredelt. De tre vitale legemsdele er hovedet, overkroppen og underkroppen, som er en betingelse for, at mennesket kan fungere i et fysisk legeme. Mennesket kan undvære både arme og ben, men ikke de tre primære legemsdele. Stængelen på en papyrusplante er tredelt, og derfor symboliserer den det tredelte menneske. Blomsten, som papyrusplanten folder ud, når den har løftet sig højt mod lyset, er en tæt skærm, der stråler ud fra et centrum – ligesom menneskets hovedcenter, der siges at have tusinde kronblade.
Para
(Græsk). Para er en forstavelse, der betegner ”hinsides”, ”udover” eller ”ved siden af” eller ”side om side”. Para stammer direkte fra oldgræsk eller er afledt fra latin. Eksempelvis er parapsykologi en betegnelse for fænomener, der er over eller udover det, der kaldes normalt.
Para Brahman
(Sanskrit). Para Brahman eller Param Brahman er den vedantinske betegnelse for den højeste, eneste og evige virkelighed – selve guddommen – det uendelige, uerkendbare og ufattelige – det absolutte, som er uden kendetegn – det upersonlige og navnløse universelle princip – ”DET”. Brahman (den højeste) skal ikke forveksles med Bramin, som er en indisk social gruppe – præstekasten. Para Brahman er en betegnelse for den højeste Gud, som befinder sig over eller hinsides Brahman, men det er også et udtryk, der bruges af vedantiske filosoffer om at ”nå det ultimative mål”. I Vedaerne og Puranaerne er Narayana ofte blevet omtalt som Para Brahman – især i Narayana Sukta. Men der er kun én Para Brahman, og alle andre guder, er kræfter, kvaliteter, processer, former og udvidelser af Para Brahman. (Se også Brahm, Brahma, Brahman og Narayana).
Paracelsus
Theophrastus Bombast von Hohenheim også kendt som Paracelsus (1493-1541) var schweizisk læge og alkymist. I en periode blev han undervist af sin far, som var læge og kemiker, og han studerede medicin og tog eksamen fra universitetet i Wien i 1510 kun 17 år gammel. Herefter rejste han i nogle år rundt i Egypten, Arabien, Palæstina og Tyrkiet for at lære praktisk medicin. Han har angiveligt været i Danmark mellem 1516 og 1526. Han blev interesseret i alkymi. Paracelsus indførte et skel mellem den traditionelle alkymi og spagyrisk alkymi, der kun beskæftigede sig med urters helbredende virkning. En af Paracelsus’ erkendelser var, at gifte brugt i små doser kunne virke helbredende, og han blev dermed pioner for nutidens homøopati. Han blev underviser ved universitetet i Basel, hvorfra han blev udvist i 1538 for sine nye teorier, for han var den første, der mente, at små doser af det, som gjorde en syg, kunne helbrede. Han fandt også ud af, at kviksølv kan kurere kønssygdomme som syfilis.
Paradana
(Persisk). Paradana er betegnelsen for de enorme og overvældende smukke haver, der blev anlagt i 1. dynasti i det gamle Persien. Paradana betyder ”lukket have”, og det er senere blevet til nutidens betegnelse for Edens have – Paradis.
Parama
(Sanskrit). Parama betyder ”højeste” og henviser til den højeste og mest fuldkomne skabning.
Paramatman
(Sanskrit). Parama betyder ”højeste” og ”Atma” betyder ”ånd” eller ”sjæl”. I hindu-filosofien er Paramatman eller Paramatma ”den højeste Atma”, den Absolutte Atman, og dermed mener man Gud. Paramatman er også kendt som ”oversjælen”. Buddhisterne afviser sjælens eksistens, og derfor afviser de også begrebet Paramatman. I Vedanta-filosofien er Paramatman det oprindelige Selv eller ”Selvet, der er hinsides”, og derfor er Paramatman identisk med Brahman. Paramatman er Guds ”Højere Selv”. Atman er menneskets ”højere selv”. Menneskets erkendelse af sit højere selv repræsenterer slutningen på den personlige udvikling. I jainisme er hver Atman eller ”det individuelle selv” potentiel Paramatman eller Gud. De to er i princippet det samme, men Atman forbliver alene Atman pga. sine karmiske begrænsninger, og først når begrænsningerne er fjernet, bliver Atman ét med Paramatman. (Se også Atman og Brahman).
Paramita
(Sanskrit). Paramita betyder ”perfektion”, og i buddhismen henviser Paramita til fuldkommengørelse eller kulminationen af bestemte egenskaber. At vandre ad Paramitas vej vil sige at blive en yogi med den hensigt at blive en asket. En Paramita må erhverve sig de seks Paramitaer eller dyder: Menneskekærlighed, høj moral, tålmodighed, energi, kontemplation og visdom.
Paraoptik
(Græsk). Paraoptik stammer fra ”Para”, der betyder ”udover” eller ”ved siden af” og ”optik”, der beskæftiger sig med egenskaberne ved lys og lysets vekselvirkning med stoffet. Paraoptik er et unormalt eller afvigende syn, som betegner evnen til at kunne ”se” ved berøring.
Paratman
Se Paramatman.
Parfume
(Egyptologi). De gamle egyptere brugte ofte parfume. Duftolier var det mest anvendte, men ren blomsteressens fra pressede blomster blev også brugt. Faraonerne sendte ekspeditioner til fjerne steder for at hente det kostbare ”røgelsestræ” (eksempelvis Hatshepsuts og Ramses III’s ekspeditioner). Parfumeolier og røgelse blev navnlig brugt i tempelritualerne. I nogle hellige tekster nævnes det, at bestemte gudinders parfume var stærkere end andre gudinders og kvinders, og det giver et indtryk af parfumers og duftes betydning. Ved festlige lejligheder duftede navnlig kvinderne af udvalgte parfumer, og på relieffer vises det ved symbolsk at anbringe den parfumetop (af fedtstof og blomsteressens), som normalt stod på kvindernes sminkebord, på issen – dvs. oven på parykken eller direkte på håret. Naturligvis gik kvinderne ikke til fest med en stor smeltende fedtklump i håret, sådan som mange egyptologer påstår, fordi de fortolker, det de ser, bogstaveligt og ikke symbolsk. Ved at male parfumeklumpen fra sminkebordet på hovedet af kvinderne i reliefferne, kunne egypterne symbolisere den guddommelige velduft, der omgav kvinderne, og som var en del af det festlige samvær i det gamle Egypten.
Parichaya Avastha
(Sanskrit). Parichaya Avastha er et stadie af sansning af Nada – den lydløse lyd eller ”stilhedens røst”. (Se også Nada).
Parikamma
(Pali). Parikamma betyder ”forberedelse til handling”. Det er et stadie, hvor aspiranten lærer at gøre det rigtige, udelukkende fordi det er rigtigt, uden at tage hensyn til tab eller vinding for sit eget vedkommende − hverken i den fysiske verden eller i den næste. Aspiranten skal tilegne sig den evne, der i Østen omtales som upersonlighed i forhold til egne handlinger. Evnen er et naturligt resultat af det foregående trin, for når aspiranten én gang for alle har erkendt det uvirkelige og forgængelige ved alle fysiske belønninger, og det virkeliges evige stråleglans har skinnet på aspirantens sjæl, er der intet på Jorden, der kan vække begær. Denne upersonlighed eller begærløshed kaldes af hinduerne Vairagya. (Se også Vairagya).
Parinama
(Sanskrit) Parinama betyder ”resultat”, ”virkning” og ”forandring”.
Parser
(Persisk). “Parsi“ betyder “perser” på persisk. Parser eller Parsier er navnet på tilhængere af zarathustrismen. Parserne er resterne af den engang mægtige iranske nation, der forblev trofaste mod deres forfædres religion – ildtilbedelsen. De lever nu hovedsageligt i Indien – særligt i Bombay og Guzerat. De er navnlig efterkommere af persere, der flygtede til Gujarat i det vestlige Indien i 8. eller 10. årh. e.Kr. for at undgå forfølgelse fra muslimske sejrherrer, der erobrede Persien på det tidspunkt. Den dominerende religion i Persien var zoroastrianismen. Iranerne gjorde oprør mod den arabiske invasion i næsten 200 år. I Iran kaldes perioden for ”to århundreders stilhed” eller ”perioden med stilhed”. Efter mange mislykkede forsøg på at befri landet fra det arabiske herredømme, blev iranerne tvunget til enten at betale høje skatter (jizya), eller at konvertere til islam. Det sidste var det ultimative mål for de nye magthavere. Mange iranere, der nu kaldes Parsere, afviste, og valgte at flygte fra Iran til Indien. Deres lange tilstedeværelse i regionen adskiller Parsere fra iraner, som er tilflyttere, og som repræsenterer det mindste af de to indisk-zoroastrianske samfund.
Parthenon
(Græsk). Parthenon stammer fra ”párthenos”, der betyder ”jomfru”. Parthenon er et tempel på Athens Akropolis, der blev bygget til ære for gudinden Athene, der var jomfru. Parthenon blev opført i tiden 447-431 f.kr. som et led i et større byggeprogram, der blev sat i gang af Perikles (495-429 f.Kr.). Betegnelsen Parthenon kendes fra antikke inskriptioner, men man ved ikke, om det er en betegnelse for hele templet eller kun en del af det. Parthenon er opført helt i marmor. Bygningens arkitekter var Ichtinos og Kallikrates. Templets formål kendes ikke, for hovedtemplet for Athene var det nuværende Erechteion i Athen.
Parvati
(Sanskrit). Parvati, Paarvati eller Parvatti betyder ”datter af bjerget”. I hinduismen er Parvati hustru til Shiva – den nedbrydende og foryngende guddom. Parvatis forældre er Himavan, bjergenes konge (personificeringen af Himalaya) og gudinden Meena, og Shiva og Parvati er forældre til Kartikeya og Ganesha, der er visdommens gud. Parvati er også kendt som Gauri, der er en blid hinduistisk gudinde. Parvati er Shakti eller kraft. Det omtales i Soundarya Lahiri, at Parvati er kilden til al kraft i Universet, og det inkluderer Shivas magt. Parvati vises derfor ofte som halvdelen af Shiva. Iflg. hinduismen er Shiva og Parvati forældre til alle mennesker. Parvati er det blide aspekt af den store gudinde Mahadevi, og hun betragtes som en fuldkommen inkarnation af Adi Parashakti, hvor alle de andre gudinder repræsenterer hendes inkarnationer eller manifestationer. Parvati kaldes Shivas anden hustru, men hun er ikke forskellig fra hans første hustru, for hun er en inkarnation af Shivas første hustru Sati. Men det er Parvati, der er mor til Shivas guddommelige børn. Nogle retninger mener, at hun desuden er Vishnus søster. Når Parvati afbildes sammen med Shiva, vises hun sædvanligvis med to arme, men når hun er alene, vises hun med fire eller otte arme, og så sidder hun ofte overskrævs på en tiger eller løve. Generelt betragtes Parvati som en menneskekærlig gudinde, men Parvati har også destruktive inkarnationer, som f.eks. Durga, Kali, Shitala Devi, Tara, Chandi, og Mahavidyas. Hun har menneskekærlige inkarnationer i skikkelse af Kathyayini, Mahagauri, Kamalatmika, Bhuvaneshwari og Lalita, samt gudinden for kærlighed og hengivenhed Kamakshi. Umiddelbart virker det selvmodsigelse, at Parvati både er den lyse Gauri, og den mørke Kali eller Shyama. Det henviser til et filosofisk mysterium, for det antyder, hendes ”dobbeltfødte” natur som Sati og derefter som Uma. Men endnu vigtigere tyder det på, at den ene – den rolige og fredsommelige hustru Uma – i tider med krise, kan vende tilbage til den grundlæggende kaotiske natur som Kali, som afslørende står med en fod på hendes mands Shivas bryst. De to farver – hvid og sort – repræsenterer gudindens to modsatrettede temperamenter. (Se også Durga og Kali).
Paschimottanasana
(Sanskrit). Paschimottanasana stammer fra ”Paschima”, der betyder ”bagside”, ”tan”, der betyder ”stræk” og ”asana”, der betyder ”stilling”. Paschimottanasana er ”rygstrækket”. Paschimottanasana er den 5. af de 12 klassiske stillinger i Hatha-yoga. Paschimottanasana er en siddende yoga-øvelse med foroverbøjning og rygstræk. Det er en yoga-øvelse, der blev anbefalet af yogi Gorakshanath i det 11. årh. Øvelsen skaber et fuldstændigt stræk af hele kroppens bagside fra nakken og helt ned til hælene. Paschimottanasana begynder i siddende stilling. Man sidder på gulvet med benene fladt mod underlaget. Man sidder oprejst med benene samlede og udstrakt foran sig. Begge fødder vippes bagud, så de peger lige op mod loftet. Herefter tager man en dyb indånding, strækker armene op over hovedet, og med blikket følges hændernes retning, samtidig med at rygsøjlen strækkes og forlænges opad. Derefter bøjer man sig fremad og lægger kroppen parallelt med benene. Med fingrene griber man fat om storetæerne, albuerne sænkes ned mod underlaget, og hovedet lægges ned mellem knæene. Øvelsen strækker haserne på bagsiden af benene. Den strækker og forlænger rygsøjlen. Den masserer de indre organer – især fordøjelsesorganerne. Den hjælper på fordøjelsesproblemer som forstoppelse, problemer med iskias og stimulerer nervesystemet og afbalancerer den praniske cirkulation). Øvelsen stimulerer Manipura-chakra (solar plexus center), beroliger sindet og forbedrer koncentrationen. Umiddelbart efter Paschimottanasana skal man lave modøvelsen ”bugstrækket” – Supta Vajrasana. (Se også Supta Vajrasana).
Pasekhemty
(Egyptologi). Pasekhemty er faraoens dobbeltkrone, som er sammensat af den hvide krone og den røde krone. Den hvide krone (Hedjet) og den røde krone (Deshret) var et symbol på forening af de to lande. Men den symboliserede også en alkymistisk proces, hvor stoffet (de lavere chakraer) forvandles til ren kærlighed (de højere chakraer). Den røde farve på Nedre-Egyptens krone (de højere chakraer) var symbol på livets eller åndens dynamiske kraft. Den hvide farve på Øvre-Egyptens krone (de lavere chakraer) symboliserede renselse (den hvide farve) og åndeliggørelsen af de lavere legemer og niveauer. Den røde krone rummede den hvide krone på samme måde, som ånden omgiver stoffet. Ånden ligger i koncentriske kugler udenom stoffet. Den hvide farve repræsenterede den rene tilstand af menneskets natur, når det er modtageligt for kærlighed. Den røde farve repræsenterede ren kærlighed i handling, for i handlingen kommer den sande guddommelige natur til udtryk. Kronen var målet og den endelige sejr. Den essentielle betydning stammer fra den kendsgerning, at kronen ikke blot sidder øverst på kroppen (og dermed på mennesket som helhed), men befinder sig oven over mennesket. Dermed blev den et symbol på det endelige mål og den endelige sejr. Kroncentrets udstråling er symbol på opnåelse af evolutionens højeste mål, for ”den, der har overvundet sig selv, vinder kronen for evigt liv”.
Patanjali
Patanjali er forfatter til Yoga Sutras samt lærer og underviser i den Raja-yoga og den ottefoldige yoga (Ashtanga). Patanjali betragtes som grundlæggeren af yoga-filosofien. Yoga Sutras er en vigtig samling af aforismer om yoga praksis. Ifølge traditionen var det også Patanjali, der var forfatter til Mahabhasya, der er en kommentar til Katyayanas Varttikas (korte kommentarer) og et ikke nærmere angivet arbejde inden for medicin (Ayurveda). Man mener, at Patanjalis fødested er Gonarda (Thiru-Gona-Malai) – ”et land i øst” – og han beskrev sig selv som en ”gonardiya” hele sit liv. Det bekræfter Tirumoolars Tirumandhiram, der fortæller, at Patanjali stammer fra Then Kailasam (Koneswaram tempel, Trincomalee), hvor han besøgte Thillai Nataraja Temple, Chidambaram, og hvor han skrev Charana Shrungarahita Stotram på Nataraja. Patanjalis Yoga Sutras er blevet populær overalt i verden pga. de forskrifter, der vedrører Raja Yoga og dens filosofiske grundlag. Yoga i traditionel hinduisme indebærer indre fordybelse – et system med meditation, praktiske øvelser, etik og moral. Spørgsmålet om de to værker – Yoga Sutras og Mahabhasya – er skrevet af den samme forfatter, har været genstand for stor debat. Forfatterskabet af de to tilskrives den samme person i bl.a. Bhojadevas Rajamartanda, et relativt sent (10. årh.) kommentarværk til Yoga Sutras. Forestillingen om samme forfatter til begge værker betragtes imidlertid som tvivlsom. De litterære stilarter og indholdet af Yoga Sutras og Mahabhasya er helt forskellige, og det eneste arbejde om medicin, der er tilskrevet Patanjali, er gået tabt. (Se også Ashtanga og Raja Yoga).
Pathiga
(Sanskrit). Pathiga er en ”lænke” eller forhindring, der skal overkommes inden 4. indvielse. Det er den 5. lænke, som har relation til Anagami-trinnet, hvor mennesket frigør sig fra lænken Pathiga – dvs. enhver mulighed for at føle vrede eller had. Årsagen er, at den indviede er blevet ét med alt og alle. Derfor føler dette højt udviklede menneske ikke nogen adskillelse mellem mennesker, racer og nationer eller mellem adskilte genstande i verden. Det er derfor ikke muligt hverken at elske eller hade. Man oplever kun kærlighed og medfølelse for alt og alle. Når hjertet er ét med det guddommelige, kan det også omfatte alt, hvad guddommen har skabt. (Se også Anagami).
Pavana
(Sanskrit). Pavana betyder ”vind”. Pavana er en af devaerne (guderne) for Panchamahabhuta – de fem manifesterede elementer. Pavana er ”vindenes herre” og nogle gange relateret til Prana (åndedrættet). Pavana kaldes også Vayu, ”luftens herre”, som er en primær hinduistisk guddom. Han var far til Bhima. Sanskritordet Vata betyder bogstaveligt ”blæst”. Vayu betyder ”blæser”. ”Prana” betyder ”vejrtrækning” i betydningen ”livsånde”. Derfor skal Pavana og Vayu primære forstås som ”livets guddom”. For klarhedens skyld kaldes guden derfor Mukhya-Vayu, dvs. ”den vitale Vayu” eller Mukhya Prana, dvs. ”den livsvigtige”. Nogle gange bruges ordet ”vayu” mere almindeligt i betydningen den fysiske luft eller vind. Vata er en anden betegnelse for Vayu, for roden til Vata er sanskritordet for Vtavaran, der betyder ”atmosfære”. (Se også Elementer).
Pavanamuktasana
(Sanskrit). Pavana betyder ”vind”, og Mukta betyder ”fri” eller ”frigørende”. Pavanamuktasana er en yoga-øvelse, der stimulerer fordøjelsesorganerne, og den kaldes den luftfrigørende øvelse, for den fjerner luft fra fordøjelsessystemet. Det er en meget blid yoga-øvelse, hvor man ligger på ryggen, ånder ind, bøjer det ene eller begge ben, folder hænderne om knæet(ene), presser knæene helt op til næsen og holder kropsstillingen. Man udånder og vejret holdes ude. Herefter sænkes ben og arme, og øvelsen gentages. Iflg. de gamle yogiske holdninger medfører øvelsen harmoni med naturen. Øvelsen masserer tyktarmen og sammenpresser fordøjelsessystemet og hele maveregionen. Eventuelle overskydende gas, der er lukket inde i tyktarmen, presses ud. Øvelsen hjælper ikke alene mod luft i maven, men også mod forstoppelse, hæmorroider og urenheder i blodet.
Payaswini Nadi
(Sanskrit). Payaswini Nadi er en energikanal, der ender i højre storetå mellem Poosha og Pingala.
Pendul
Nogle alternative behandlere bruger et pendul til diagnosticering og besvarelse af andre spørgsmål. Pendulet bruges til at få adgang til oplysninger, der eksisterer på det ubevidste plan. Pendulet overfører nuancerne fra det ubevidste, og giver de subtile energier et konkret udtryk i form af fysisk bevægelse. Når penduløren stiller et spørgsmål til pendulet, er det derfor pendulørens eget ubevidste, der besvarer det. Som en forlængelse af det ubevidste kan pendulet give oplysninger fra underbevidstheden. Pendulet kan kun besvare spørgsmål, der er formuleret på en måde, der kun kan besvares med ”ja” eller ”nej”.
Pendulør
En pendulør er en person, der bruger et svingende pendul til at få informationer fra underbevidstheden. (Se også Pendul).
Pentagram
(Græsk). Pentagram stammer fra ”penta” eller ”pente”, der betyder ”fem”, og "gram", der er afledt af ”graf”, ”graphos”, ”graphe”, der betyder ”skrift”. Det er igen afledt af ”graphein”, der betyder at ”skrive” eller ”tegne”. Pentagon betyder "femkant". Pentagrammet er en femtakket stjerne. Pentagrammet har historisk været brugt som religiøst og esoterisk symbol med mange betydninger. Når pentagrammet vender spidsen opad, symboliserer det bl.a. det udviklede menneske, hvor sjælen – højere manas – behersker de fire lavere principper. Vender symbolet spidsen nedad, er det udtryk for sort magi – ligesom alle andre symboler, som betyder ”anti”, når det oprindelige symbol vendes på hovedet. Pentagrammet er desuden symbolet på den stjerne, som ved den store indvielse pludselig stråler frem over kandidatens hoved som tegn på, at ”Den store indvier” er usynligt til stede og har accepteret kandidaten. Andre navne for pentagrammet er ”femstjernen”, ”alfekorset”, ”marekorset” m.fl. Nogle af navnene skyldes, at pentagrammet ofte er blevet anset for at have magiske egenskaber, som beskytter imod onde ånder, og derfor er det ofte brugt ved indgange, på døre, ved dørtærskler osv. Når spidsen blev vendt opad, påkaldte man gode ånder fra oververdenen, og når spidsen blev vendt nedad, påkaldte man onde ånder fra underverdenen. Pentagrammet symboliserer menneskets form med kroppens udstrakte arme og ben og med menneskets fem sanser. For pythagoræerne var pentagrammet et symbol på healing – det hele menneske – det blev tegnet med bogstaverne S, A, L, U, S i spidserne og det blev oprindeligt betragtet som et lykkebringende tegn. (Se også Pentakel).
Pentakel
(Græsk). Pentakel stammer fra ”penta” eller ”pente”, der betyder ”fem”. Nogle kilder mener, at ordet stammer fra det franske ”pentacle”, der var en talisman, der ofte var formet som en femtakket stjerne. Andre kilder mener, at ordet stammer fra det post-klassisk latinske ”pentaculum” – ”penta” dvs. ”femfoldig” og culum (efterstavelse). Pentaklet er en femtakket stjerne omgivet af en cirkel. Det er et magisk symbol, der blev brugt i forbindelse med ritualer, påkaldelser, besværgelser o.l., men ordet benyttes ofte om en hvilken som helst geometrisk figur, der bruges som magisk symbol – specielt om den dobbelte trekant – f.eks. ”Salomons segl” eller ”Vishnus tegn”. Pentakler kan derfor have mange former, men det bedst kendte er det femtakkede symbol pentagrammet. Stjernens fem takker symboliserer de fire elementer – ild, vand, jord og luft – og ”æter”, ”ånd” eller energi, som det femte element. (Se også Pentagram).
Pepi
(Egyptologi). To faraoner fra 6. dynasti (ca. 2325-2160 f.Kr.) hed Pepi. Deres regeringstider var adskilt af Merenras (Methusuphis’) regeringsperiode. Merenras var søn af Pepi I og Pepi II’s broder. De tre faraoner byggede pyramider ved Sakkara, og i pyramidernes kamre er der tre versioner af de såkaldte pyramidetekster, som er beretninger om ud-af-kroppen oplevelser i forbindelse med indvielser, der foregik i pyramidernes sarkofager. Et hoved af en kobberstatue af Pepi I er fundet ved Herakonpolis. Det kan ses i Egyptian Museum i Cairo. Udsmykkede grave fra de to Pepi’ers tid fortæller navnlig om militæroperationer og handelsekspeditioner til Palæstina, Nubien og ind i ørkenen. Under Pepi I var monarkiet stærkt, men Gamle Riges magt begyndte allerede at aftage under Pepi II. I en tekst på en berømt papyrus, som kan ses i et museum i Torino, fortæller den græske historiker Herodot, at faraoen regerede i mere end 90 år. Han må derfor være historiens længst regerende farao.
Perisprit
(Græsk). Perisprit stammer fra det græske ”peri”, der betyder ”rundt om” eller ”omkringliggende”, og det latinske ”spiritus”, der betyder ”ånd” eller ”sjæl”. Perisprit er betegnelsen for den magnetiske tråd af æterisk stof, der forbinder æterlegemet med det fysiske legeme. Forbindelsen er fastgjort i hjerteområdet. Når bevidstheden forlader det fysiske legeme – eksempelvis under narkose – træder den ind i æterlegemet, men forbindelsen mellem den frigjorte og den forladte del af det fysisk-æteriske legeme opretholdes via den æteriske tråd. Forbindelsen afbrydes, når den fysiske død indtræffer, hvorefter bevidstheden først forlader det faste fysiske legeme for et kort øjeblik at tage ophold i det æteriske legeme. Derefter glider bevidstheden over i astrallegemet på astralplanet, hvor den første fase af efterlivet leves.
Permanente atom
Et permanent atom er et kraftcenter, som er udgangspunktet for opbygningen af former og legemer. Menneskets permanente atomer er punkter af atomart stof, som bevares permanent af ånden (monaden) gennem hele manifestationsperioden. Det fysiske, astrale og mentale permanente atom er energicentre, som ved det fysiske, astrale og mentale legemes død bliver tilbage, og som en slags chip opbevarer al hukommelse, alle evner og alle karaktertræk, der har relation til legemerne. De permanente atomer er forbundet med en magnetisk ”tråd” af buddhisk stof, og de ”opbevares”, indtil sjælen næste gang sender en personlighed i inkarnation. Personlighedens legemer opbygges omkring og i overensstemmelse med atomernes vibrationer. Den nye inkarnation begynder derfor med nøjagtig de samme karaktertræk, som mennesket havde, da den tidligere inkarnation sluttede.
Persisk periode
(Egyptologi). I ca. 525 f.Kr. blev Egypten invaderet af Cambyses, som knuste 26. dynasti og indlemmede faraonernes rige i Achemenids imperium. Dairus I (ca. 521-486 f.Kr.) organiserede satrapiet (statholderembedet). Den første persiske periode varede til ca. 404 f.Kr., hvorefter Egypten genvandt selvstændighed efter ca. 60 års besættelse. Senere generobrede Artaxerxes III Nildalen og den anden Persiske periode begyndte. Den varede dog kun kort tid. Alexander den Store erobrede Egypten i 332 f.Kr., men perserne herskede over det gamle rige i sammenlagt ca. 130 år.
Personlighed
Personlighed stammer fra ”persona”, som er et psykologisk begreb, der blev indført af Carl G. Jung ca. 1916 som betegnelse for menneskets ”sociale maske”. Masken repræsenterer den rolle, man påtager sig i det sociale liv. Oprindeligt var persona den maske, som skuespillere brugte i det antikke teater. I åndsvidenskaben er personligheden en betegnelse for den inkarnerede og dødelige del af mennesket. Med personligheden mener man derfor det samlede udtryk for mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme – til forskel fra sjælen, der er bevidstheden i personligheden, og som anvender den som sit erkendelsesredskab i de tre verdener. Personligheden kan defineres på to måder. Den ene hvor personligheden kaldes ”persona”, som betyder ”maske”. Det viser, at personligheden ikke er andet end en ydre skal eller maske, som skjuler det, som mennesket virkelig er – sjælen. Den anden fortæller, at ”persona” består af to ord: ”Per” og ”sona”. ”Per” betyder ”gennem” og ”sona” betyder ”lyd”. Personen er derfor den form, som lyden vibrerer igennem, og det er lydvibrationen, der er årsag til personlighedens manifestation. Personligheden er derfor ikke andet end en form eller et instrument, som ånden lader livsstrømmen tone igennem, og dermed skabes dens manifestation i de tre lavere verdener.
Personlighedsspaltning
Personlighedsspaltning er en betegnelse for spaltede personligheder i samme legeme. Personlighedsspaltning kendes bl.a. fra psykiatrien. Personlighedsspaltning kan dække over mange forskellige indre tilstande afhængig af perspektivet. Indenfor psykosyntesen skelner man mellem milde og svære tilfælde, hvor sidstnævnte hører til i den psykiatriske kategori. De milde personlighedsspaltninger har alle mennesker mere eller mindre, og de dækker over forskellige delpersonligheder, som er dårligt integreret, og dvs. at de er i konflikt med hinanden. Det opleves ofte som ambivalente tilstande, hvor stærke kræfter trækker i hver sin retning. Ifølge psykosyntesen er personligheden ikke fra naturens hånd en helhed, for den består af flere delpersonligheder (roller), som man handler igennem, afhængig af de sociale situationer, man befinder sig i. De lidt mere alvorlige tilstande af personlighedsspaltning handler om delpersonligheder, som bliver helt afvist af personligheden. Man taler om dissociative forstyrrelser. Her er der tale om elementer i personligheden, som benægtes og fortrænges, fordi de måske har relation til skyld og skam. Elementerne – f.eks. stærke seksuelle eller aggressive kræfter, glider derfor ned i det ubevidste, hvor de har deres eget liv, men med mellemrum overtager de bevidstheden, og derfor bliver personen offer for ”uforklarlige” reaktionsmønstre. Ofte vil mennesket beskylde ydre begivenheder og personer for at aktivere dem. Det kan være voldtægts- og voldsforbryderen, der f.eks. forsvarer sine overgreb med, at ”hun fristede mig” eller ”han provokerede mig”. I de meget alvorlige tilfælde af personlighedsspaltning taler man om multipel personlighedsforstyrrelse, og tilfældene kan være så alvorlige, at de kan ligne dr. Jekyll og mr. Hyde. Her skifter personligheden fuldstændig mellem flere forskellige identiteter eller magtfulde delpersonligheder, og der findes ikke nogen bevidst forbindelse mellem de forskellige elementer. Kun en langvarig psykosynteseterapi i et forsvarligt klinisk miljø kan rette op på de alvorlige tilstande. Den transpersonlige psykiater Stanislav Grof mener, at der i nogle tilfælde kan være tale om besættelse, hvor andre personligheder tager et andet menneskes legeme i besiddelse i kortere eller længere tid. Endelig er der en markant spaltning eller adskillelse, som alle mennesker skal bygge bro over. Det er adskillelsen mellem personligheden og sjælen. Mennesket er ikke i direkte og bevidst kontakt med sjælen på kausalplanet, fordi der findes en adskillelse mellem den højere og den lavere bevidsthed. Brobygningsarbejdet kaldes psykosyntese.
Phala
(Sanskrit). Phala betyder ”frugt” eller ”resultat”. Phala henviser til udbyttet af aspirantens bestræbelser, som gradvis bliver mere og mere synlige. Begrebet er også kendt i buddhismen som Maha-Phala, som er ”den store frugt” af det kontemplative liv. I Patanjalis Yoga Sutras er der en klar beskrivelse af Phala i yogaen. Maha-Phala – de 10 store frugter af det kontemplative liv er: 1) Upekkha – sindsro. 2) Nibbhaya – frygtløshed. 3) Asukhacaadukkha – frihed fra ulykke og lidelse. 4) Jhana/Samadhi – meditativ fordybelse. 5) Manomaya – ud-af-kroppen oplevelse. 6) Dibba-Sota – clairaudience. 7) Ceto-Pariya-nana – intuition og mental telepati. 8) Patisandhi – erindring om tidligere liv. 9) Dibba-cakkhu – clairvoyance. 10) Nirvana – slut på angst og mentale sindsbevægelser.
Philae
(Egyptologi). Philae er det græske navn for øen med Isis-templet, der ligger i Nilen ved nutidens Aswan. De gamle egypteres navn for øen var Pilak, hvorfra det græske og latinske ”Philae”, det koptiske ”Pilakh” (”hjørne”) og det arabiske ”Bilak” stammer. Herodot, som besøgte Elephantine 450 f.Kr., nævner ikke Pilak. De ældste bevarede tempelbygninger i Isis-templet på øen stammer fra Nectanebo (ca. 370 f.Kr.), men der har uden tvivl været bygget templer tidligere på øen. Hovedgudinden var Isis, men Osiris, Nephthys, Hathor og kataraktguden Khnum og kataraktgudinden Satet – gudinde for 1. katarakt og Khnums medhustru – indgik også i ceremonierne. De imponerende bygninger blev rejst af ptolemæerne i de sidste to århundrede f.Kr. og af de romanske kejsere i de første tre århundreder e.Kr. Mange inskriptioner viser, at pilgrimme strømmede til Pilak i den græske og romanske tid for at deltage i ceremonierne for gudinden Isis. Hun blev også tilbedt af nubierne, som ved særlige lejligheder fortsatte ceremonierne for Isis. Længe efter indførelsen af kristendommen forblev nubierne trofaste overfor Isis-kulten, og det var først under Justinian (527-565 e.Kr.), at templerne blev lukket, og nogle af kamrene overgik til brug i den kristne tilbedelse. Fra det tidspunkt og indtil Islam blev indført, blomstrede den koptiske by. Isis-templet på øen blev flyttet fra naboøen for at redde det fra oversvømmelse, da den store Aswan-dæmning blev bygget. Isis-templet blev reelt flyttet fra Pilak til Agilka, men man valgte samtidig at lade øerne bytte navn. Agilka hedder derfor Pilak og omvendt. Templets oprindelige placering på øen Pilak er ikke tilfældig. De gamle egyptere kaldte Pilak for ”Nilens port” i en inskription, som fortæller, at ”Solens store himmelhvælv i overensstemmelse med tiden” – og relieffet viser en port, hvor Solen står præcis i midten.
Pietisme
(Latin). Pietisme og pietist stammer fra det latinske ”pietas”, der betyder ”fromhed”. En pietist er medlem af en pietistisk bevægelse, som i det 17. og 18. årh. forsøgte at genindføre fromhed og hellig levevis i protestantismen, som dengang var blevet overdrevent streng og teoretisk. Pietismen blev aldrig en organiseret kirkeretning, men den bidrog til udvikling af protestantismen. Det var en bevægelse, der opstod i slutningen af 1600-tallet i tysktalende områder, og mod slutningen af Frederik IV’s regeringsperiode kom pietismen til Danmark-Norge, hvor den vandt størst udbredelse under Christian VI., der selv var blevet pietistisk opdraget. I dansk sammenhæng er pietismen forbundet med personer som Hans Egede, Erik Pontoppidan og Hans Adolph Brorson.
Pietist
Se Pietisme.
Pinealkirtel
Pinealkirtlen er iflg. åndsvidenskaben fæstet til bagsiden af den tredje hjerneventrikel. Den har forbindelse til hovedcentret, som også ofte kaldes kronecentret. Hovedcentret befinder sig på toppen af hovedet (issen), og det har relation til menneskets åndelige aspekt. Midten af hovedcentret er nært tilknyttet hjertecentret. Hovedcentrets udvikling er afhængig af de seks lavere centres udvikling. Jo mere udviklede de lavere centre er, jo bedre kontakt er menneskets kontakt med de indre kvaliteter. Pinealkirtlen producerer hormonet melatonin, som er ansvarlig for bl.a. søvnkvaliteten, cellernes livslængde og kroppens døgnrytme. Melatonin-produktionen varierer i døgnets løb og er afhængig af Solen. Der produceres mest melatonin om natten og mindst om dagen. Melatonin er et søvnhormon, der hjælper med at slå dagsbevidstheden fra, så man kan sove om natten og få dagens oplevelser bearbejdet. Melatonin skruer også ned for andre hormonkirtlers funktion. Stofskifte og stress mindskes, og hvile bliver mulig. Desuden regulerer pinealkirtlen pubertetens begyndelse, og derfor er den afgørende for modningen af personligheden og det kønslige. Pinealkirtlens balance er afhængig af en afbalanceret psykologisk og personlig modning. Er der ubalance i pinealkirtlen, vil personligheden enten mangle modenhed eller havde for meget modenhed. Umodne mennesker mangler kontakt til indre kvaliteter som etik, samvittighed og ansvar. Pinealkirtlen skal ikke forveksles med det tredje øje.
Pingala Nadi
(Sanskrit). Pingala Nadi er en af hovednadierne (æteriske nervebaner), der løber til højre for og langs rygsøjlen og forbinder rodcenter med hovedcenter. Ida strømmer til venstre for rygsøjlen. Pingala eller Surya Nadi er ”sol-energi” og Ida eller Chandra Nadi er ”måne-energi”, for Pingala er varm og Ida er kølig. I yoga-filosofien kaldes højre næsebor – Surya Nadi eller Pingala Nadi – for ”sol-passagen” og venstre næsebor – Chandra Nadi eller Ida Nadi – for ”måne-passagen”. Åndedrætter i højre næsebor repræsenterer livskraften, og venstre næsebor repræsenterer den mentale kraft. ”Måne-energien” eller den mentale energi anses for at være den dominerende. (Se også Ida Nadi, Nadi, Pancha Makara og Sushumna).
Pisacha
(Sanskrit). Pisacha betyder bogstaveligt. ”kødæder”. I hinduistisk folklore er det en vampyrånd, der ofte er forbundet med en Vetala og en dæmon – men Pisacha tilhører en lavere orden end begge skabninger. Navnet Pisacha bruges nogle gange på en måde, der inkluderer alle de spøgelser, trolde og vampyrer, der hjemsøger gravpladser og ruiner i Indien. Pisachaer omtales i Puranaerne som dæmoner, der er skabt af Brahma. Pisachas er astrale skaller eller elementaler i Kama-Loka (syvende astrale underplan). De stammer fra mennesker, der har levet et konsekvent ondt liv, mens de var i inkarnation. I arkaisk hindu-litteratur er Pisachas forbundet med Daityas, Danavas osv., og her er de ikke blot astrale skaller, for de udgør væsener, der er udviklet i menneskehedens tidligere evolutionsforløb. Når de vurderes fra et vesterlandsk synspunkt, er de dæmoner og djævle. (Se også Kama-Loka og Vetala).
Pisces
(Latin). Zodiakens 12. og sidste tegn og stjernebilledet Fisken.
Pithom
(Egyptologi). Pithom var en by ved grænsen umiddelbart uden for det egyptiske landområde. Pithom lå ved Wadi-et-Tumilat – en østlig flodgren til Nilen – som i det gamle Egypten udgjorde en større del af Suezkanalen. Pithom var hovedkvarter for en slagkraftig garnison ved navn ”Atums hus” (Atum var symbol på Den Ene). Iflg. Exodus var det her, jøderne arbejdede for faraoen under Ramses-faraonerne. Statuer, steler og sfinkser fra Ramses II’s tid er fundet i området.
Pitri
(Sanskrit). Pitri betyder ”stamfader” eller ”forfædre” i hinduistisk kultur. Betegnelsen bruger man om menneskeslægtens stamfædre eller forfædre – særlig i relation til menneskehedens 1. rodrace. Den mest komplette forklaring på Pitrier findes i Vayu Purana og Brahmanda Purana og de er næsten identiske. Forklaringen i Harivamsha er kortere, men den er i overensstemmelse med de andre. Desuden beskrives Pitrier i Matsya Purana og Padma Purana, og iflg. disse kilder er der forskellige klasser af Pitrier, for de har forskellige oprindelser, former, kvaliteter og bosteder. Der skelnes mellem Devah Pitarah (guddommelige Pitrier) og Manusyah Pitarah (Pitrier fra afdøde mennesker). Nogle Pitrier bor i ”de himmelske boliger”, mens andre bor i ”de lavere verdener”. Det er guder, der bor i ”himmelske boliger”, og derfor blev guddommelige skabninger også betragtet som Pitrier. Devah Pitarah – guddommelige pitrier – er evige skabninger, mens Manusyah Pitarah – menneskets forfædre – er forgængelige, men de kan opnå samme udviklingsniveau som de guddommelige Pitrier og leve sammen med dem på deres niveau. Der er syv ordener af Devah Pitarah – de guddommelige Pitrier. Tre af dem er Amurtayah – dvs. immaterielle. De fire øvrige er Samurtayah – dvs. legemlige. De tre immaterielle ordener er Vairajas, Agnishvattas og Barhishadas. De fire legemlige er Somapas, Havishmanas, Ajyapas og Sukalins (eller Manasas).
Placebo
(Latin). Placebo er et latinsk ord, der betyder ”stille tilfreds” eller ”gøre tilpas”. Placebo er betegnelsen for en situation, hvor et menneske indtager et medikament uden aktive stoffer i den tro, at midlet er aktivt. Placebo kaldes også ”snydemedicin”. Når forbedringen af tilstanden eller helbredelsen af sygdommen alligevel indtræffer, kaldes det placeboeffekt. Udtrykket er kendt siden 1930’erne. Det klassiske eksempel er blindtests, hvor forsøgspersoner føler en markant og målbar bedring, selv om de kun har fået kalktabletter i stedet for den rigtige medicin eller testmedicinen. Forskningen viser, at effekten primært er psykisk. Lægevidenskaben står derfor over for et mysterium, der bør være grundlag for en videnskabelig undersøgelse af, hvad det er, der forbedrer tilstanden, når de midler, man giver, beviseligt ikke har nogen medicinsk virkning. En nærmere undersøgelse vil afsløre tankens helbredende kraft.
Planetkæde
En planetkæde er en udviklingsperiode, der kommer til udtryk som et enhed, der består af syv planeter i et solsystem, som på den måde udvikler et såkaldt kædesystem. Den første og sidste planet ligger på samme plan, mens den mellemste − fjerde planet – befinder sig på det laveste plan, som kæden kommer i kontakt med. Enhver kæde kan betragtes som en ”reinkarnation” af en foregående kæde i et syvfoldigt system, sådan at den midterste − fjerde kæde − også er den laveste hvad angår stoffet. Planeten Jorden er den laveste og fjerde planet i Jordkæden, mens den nuværende Måne er resterne af den fysiske planet i den foregående kæde, som derfor kaldes ”Månekæden”. Jordkæden er den laveste i systemet, fordi den har tre planeter på det fysiske plan (Mars, Jorden og Merkur), to på astralplanet og to på det lavere mentalplan, mens kun to af de andre kæder har én fysisk planet, og de øvrige slet ingen. Evolutionen foregår successivt i kæderne og på hver enkelt kædes planeter. Et kredsløb i en kæde fra første til syvende planet kaldes en runde, og der er syv runder i hver kæde. Jordkæden har lige passeret midten af fjerde runde. Der er mange kædesystemer i et solsystem.
Planetånder
Iflg. åndsvidenskaben er en planet som eksempelvis Jorden ikke alene et opholdssted og et udviklingsområde for menneskeheden, for en planet er i sig selv en højtstående, levende og bevidst skabning, der kaldes en planetånd eller en Planetlogos. Menneskeheden er en integreret del af planetskabningens udvikling. Planetånder er desuden en betegnelse for de syv højeste hierarkier af åndelige skabninger eller Dhyan-Chohaner, som svarer til kristendommens ærkeengle.
Platon
(Græsk). Platon blev født i Athen år 429, og han døde 347 f.Kr. Han betragtes som den største af alle græske filosoffer. Platon var elev af Sokrates, og Platon er den primære kilde til nutidens viden om Sokrates. Det grundlæggende i Platons filosofi er, at alt hvad mennesket opfatter med sanserne, udelukkende er forbigående fænomener, mens deres sande natur er den idé, der ligger bag dem – deres noumenon. Platon mente, at den grundlæggende virkelighed er ånd. Den stoflige verden er skyggebillede af den åndelige verden. Hos Platon repræsenterer årsagernes eller idéernes verden derfor det ophøjede rige, mens fænomenerne er kopier, spejlinger eller virkninger. For at finde sande svar, må man have indblik i idéernes verden. Derfor bliver fornuften menneskets langt vigtigste kapacitet. Fornuft er derfor både den evne, der skiller mennesket fra dyrene og en specifik moralsk evne. Politisk brugte han sit verdensbillede til at beskrive sin idealstat, som omtales i hans hovedværk Staten. Her skitserer Platon, hvad der sandsynligvis er den første utopi og politiske filosofi. I Timæos – et af Platons værker – omtaler han Atlantis. Aristoteles var elev hos Platon, og de to betragtes som Grækenlands største filosoffer. Aristoteles kaldes videnskabens fader. Han grundlagde logikken, psykologien, fysikken, biologien osv. I ca. 2.000 år var det hans verdensbillede, der var det dominerende. Iflg. åndsvidenskaben var Platon en indviet mester og medlem af Det Store Hvide Broderskab.
Plavini Pranayama
(Sanskrit). Plavini er afledt af ”plu”, der betyder ”at flyde”. Plavini betyder ”den, der får det til at flyde”. Prana er ”vitalitet” eller ”livsånde”, og Pranayama betyder ”prana-kontrol”. Plavini Pranayama er en åndedrætsteknik, som medfører, at man synker mundfulde af luft, som føres ned i maven og fastholdes der. Man kan sige, at man nærmest ”drikker” luft, som om det var vand og langsomt lader luften flyde ned i maven. Maven bliver en smule oppustet. Kroppen skal med jævne mellemrum have en indre rengøring for at fjerne de urenheder, der opsamles i den. Renselsesprocessen kan udføres effektivt ved hjælp af forskellige typer af Pranayamas, og teknikkerne har ingen skadelige bivirkninger. Plavini Pranayama er en Pranayama-teknik, der renser de indre organer. Teknikken er meget enkel. Man sidder med lukkede øjne og begge hænder på knæene. Begge tommelfingre rører ved første finger på hånden, sådan at de to fingre danner en cirkel. Med fokuseret tankesind tager man dybe og langsomme indåndinger gennem begge næsebor og ”sluger” luften, indtil maven er fuld af luft. Maven skal bule som en ballon. Luften i maven skal fastholdes så længe, man kan, og samtidig roterer man bughulen med stor kraft for at skabe en rengøringseffekt på de indre organer – især maven. Herefter udånder man med så meget kraft som mulig. Øvelsen gentages 6-8 gange. (Se også Prana og Pranayama).
Pluralisme
(Latin). Pluralisme stammer fra ”pluralis”, der er afledt af ”plus”, der betyder ”mere”. Pluralisme bruges i mange forbindelser – nogle gange i modstridende betydninger. Pluralisme er betegnelsen for en idealistisk verdensanskuelse, som bygger på, at virkeligheden ikke udgør en enhed – eksempelvis at de kapitalistiske lande opretholder en balance pga. mange indbyrdes modstridende interessegrupper. Pluralisme er også betegnelsen for ligeværdig eksistens af mange forskellige religioner i det samme samfund – en tendens, der er aktuel i nutiden. Pluralisme bruges nogle gange som udtryk for, at flere forskellige religioner har samme værdi. Pluralisme bruges ofte som betegnelse for en situation, hvor man vil understrege, at der eksisterer mere end én opfattelse af et emne. Pluralisme er derfor et udtryk for mangfoldighed indenfor et bestemt område.
Plutarch
(Græsk). Plutarch var en græsk forfatter, der levede ca. 46- 127 e.Kr. Han er født i den boiotiske by Chaironeia, og han skrev biografier og filosofiske essays. Plutarch skrev 227 afhandlinger om både filosofiske, historiske, antikvariske og sproghistoriske emner. En stor del er bevaret. Hans mest berømte arbejder er en samling af sammenlignende biografier over historiske personligheder. Han sammenligner græske og romerske statsmænd ud fra en filosofisk (ikke historisk) synsvinkel − f.eks. Alexander den Store over for Julius Cæsar og Demosthenes over for Cicero. Desuden er der overleveret 78 filosofiske essays, som man normalt giver den fælles latinske titel Moralia. Hans skrift ”Om Isis og Osiris” er en vigtig kilde til forståelse af egyptisk og hellenistisk religion. Nogle af afhandlingerne er kun bevaret i forkortede udgaver − det gælder bl.a. ”Om musikken og De ti taleres liv”.
Poltergejst
(Tysk). Poltergejst stammer fra ”poltern”, der betyder ”buldre”, ”larme”, ”støje” og ”Geist”, der betyder ”ånd”. En poltergejst er derfor en ”bankeånd” eller ”en larmende ånd”. En poltergejst er et fysisk fænomen af metafysisk oprindelse. Det er et spontant psykokinetisk tilfælde, ofte beslægtet med bevægelse af genstande (telekinese). Ofte kan fænomenerne forbindes med en bestemt persons ubevidste medvirken – den såkaldte poltergeistfokus. Fænomenet kommer derfor ofte til udtryk som usynlige kræfter, der forårsager støj, flytter genstande, ødelægger, sætter ild på osv. (Se også Telekinese).
Polyglot
(Græsk). Polyglot stammer fra ”poluglottos”, der betyder ”mange-tunget”. Det er afledt af ”poly”, der betyder ”flere” og ”glotta”, der betyder ”tunge” og ”sprog”. En polyglot er derfor et menneske, som taler mange sprog. Oprindeligt var det betegnelsen for en bog, som indeholder samme skrift på flere forskellige sprog, men betegnelsen bruges som regel kun om bibeludgaver af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i grundsprogene sammen med flere eller færre oversættelser.
Polyreligiøs
(Græsk). Polyreligiøs stammer fra det græske ”poly”, der betyder ”flere”. Et menneske, der er polyreligiøs, baserer sin tro på flere religioner.
Polyteisme
(Græsk). Polyteisme stammer fra det græske ”poly”, der betyder ”flere” og ”teisme”, der er afledt af ”teos”, der betyder ”Gud”. Polyteisme er derfor betegnelsen for flerguderi, som enten indebærer troen på, at der findes mange guder, eller at der findes én Gud, som kommer til udtryk gennem mangfoldige kræfter, kvaliteter og processer, der kan personificeres af flere guder og gudinder. Jødedommen, kristendommen og islam anser deres religioner som de første, der praktiserede troen på én gud (monoteisme), men de store kulturer i f.eks. Egypten og Indien var reelt baseret på troen på én gud, som manifesterer sig i mangfoldige aspekter, kvaliteter og kræfter, som man personificerede ved hjælp af forskellige gudesymboler. (Se også Ateisme, Henoteisme, Monolatri, Monoteisme og Teisme).
Pomerium
(Latin). Pomerium eller Pomoerium stammer fra ”post” og ”moerium” og ”murum”, der betyder ”væg”. Pomerium var Roms hellige bygrænse. I juridisk forstand eksisterede Rom kun inden for Pomerium, og alt udenfor Pomerium blev betragtet som territorium, der tilhørte Rom.
Poornima
(Sanskrit). Poornima betyder ”fuldmåne”. Kartika Poornima eller Kartika Purnima er en af hinduernes helligdage, der fejres på fuldmånedagen, eller på Kartikas 15. månedag (november-december). Helligdagen er også kendt som Tripuri Poornima og Tripurari Poornima. Den kaldes nogle gange Deva-Diwali eller Deva-Deepawali – gudernes lysfest. Kartik Purnima ceremonien falder sammen med Sikh-ceremonien for Guru Nanak Jayanti.
Popol Vuh
(Guatemalisk). Popol Vuh betyder ”Rådsbogen” – en mytisk heltesaga blandt quiché-indianerne i Guatemala. I Popol Vuh er Gucumatz identisk med Quetzocohuatl. Popol Vuh er mayaernes hellige bog, der indeholder Guatemala-indianernes kosmologi og skabelsesberetning. Iflg. åndsvidenskaben stammer indholdet fra den visdom, de medbragte fra Atlantis. Den bedst kendte og mest komplette udgave af Popul Vuh er skrevet i Quiché-folkets maya-sprog. Efter Spaniens erobring af Guatemala skrev nogle mayaer i hemmelighed kopier af de gamle hieroglyf-bøger, men med latinske bogstaver. En af bøgerne blev opdaget omkring 1702 af præsten Francisco Ximénez i den guatemalanske by Chichicastenango. Han afskrev bogen i stedet for at brænde den. Desuden tilføjede han en spansk oversættelse. Kopien endte i San Carlos-universitetets bibliotek i Guatemala City, hvor den blev opdaget af Etienne Brasseur de Bourbourg og Carl Scherzer i 1854. De udgav få år senere franske og spanske udgaver – de første af mange oversættelser. Efter de mytologiske afsnit giver manuskriptet detaljerede oplysninger om grundlæggelsen af Quiché-kongedømmet og dets historie i Guatemala, og det forbinder den kongelige familie med guderne for at give kongen guddommelig accept. (Se også Quetzocohuatl og Quiché).
Poseidon
Se Neptun.
Poseidonis
(Græsk). Poseidonis var en ø i Atlanterhavet. Øen var den sidste rest af det store atlantiske fastland, som forsvandt i havet som følge af flere katastrofer. Poseidonis omtales af Platon, den højt respekterede græske filosof. Desuden omtales Poseidonis i åndsvidenskaben i forbindelse med Atlantis og udviklingen i den fjerde rodrace – eksempelvis i Den Hemmelige Lære af H.P. Blavatsky. (Se også Atlantis og Platon).
Pradhana
(Sanskrit). Pradhana kan oversættes til ”større” eller ”øverste”. Pradhana er en ministeriel titel inden for den hinduistiske kulturelle tradition. I rang og funktion svarer Pradhana til den mere populære betegnelse ”vesir”. I nutidig hindi betyder Pradhana også ”chef” og ”leder”. Den præcise fortolkning varierer dog fra region til region. I Mughal-perioden blev Pradhana-titlen erstattet af persiske titler som Wasir og Diwan i mange indiske stater.
Prajapati
(Sanskrit). Prajapati betyder ”skabelsens herre”, og betegnelsen blev brugt i den senere hinduisme som en henvisning til en gruppe af guder. De syv Prajapati er de syv første udstrålinger fra Brahma. Prajapati svarer til de ”syv ånder for Guds trone” i Bibelen. Selve skaberen Brahma kaldes også Prajapati, for Prajapati er et udtryk for en syntese af skaberguderne. I de vediske skrifter – Nasadiya Sukta – identificeres Prajapati med skaberen, og i de tidligste hinduistiske skrifter er Prajapati derfor den ultimative skaber. Det er Brahmas syv udstrålinger – Prajapati – der har skabt Himlen, Jorden og alle skabninger i Universet. Det er årsagen til, at Prajapati blev forbundet med forskellige hovedguddomme, for Prajapati var forbundet med guddomme, der personificerede de skabende kræfter i Universet. I begyndelsen blev Prajapati afbildet som en lingam-figur, der sidder i fuld lotusstilling og forbereder sig til skabelse af alt. I en tidlig skabelsesberetning betragtes Prajapati nærmest som en uvillig deltager i skaberrollen. Legenden fortæller, at han var alene i uendeligheden, og for at bryde ud af sin ensomhed, delte han sig selv i to dele – mand og kvinde. Dualiteten gav mulighed for forplantning, og fra de to halvdele blev mennesket skabt. (Se også Brahma).
Prajas
(Sanskrit). Prajas stammer fra ”pra”, der bl.a. betyder ”frem” og roden ”jan”, der betyder ”at blive født”. Prajas er det, der er ”forplantet”, ”frembragt” eller ”skabt” i betydningen ”afkom”. Som Prajapati er Brahma eksempelvis Prajas herre – dvs. herre over alle Jordens skabninger. (Se også Prajapati).
Prajna
(Sanskrit). Prajna (sanskrit) eller Panna (pali) betyder ”visdom” eller ”indsigt”. ”Jna” kan oversættes med ”bevidsthed”, ”viden” eller ”forståelse”, og ”pra” kan oversættes med ”højere”, ”større”, ”ypperste”, ”over” eller ”noget, der pludselig viser sig” i betydningen spontan indsigt eller bevidsthedsglimt. Det er én af tre afdelinger af den ædle ottefoldige vej. Den form for visdom findes i den universelle bevidsthedsstrøm og den kan opleves intuitivt via meditation. I nogle af buddhismens sekter er det især den visdom, der er baseret på den direkte realisering af de fire ædle sandheder: Forgængelighed, afhængighed, ikke-selvet og ”tomhed”. Prajna er den visdom, der fjerner lidelser (Klesha) og skaber oplysning. Der findes tre former for Prajna: 1) Suta-Maya Prajna: Indlært visdom. 2) Cinta-Maya Prajna: Intellektuel forståelse. 3) Bhavana-Maya Prajna: Indre, oplevet visdom. (Se også Klesha).
Prakamya
(Sanskrit). Prakamya betyder opfyldelse af længsel eller bevidst genfødsel.
Prakasha
(Sanskrit). Prakasha stammer fra ”pra”, der betyder ”frem” og ”kasa”, der betyder ”skinnende” eller ”lysende”. Prakasha kan oversættes med ”lysende udstråling”, ”indre lys”, ”klart lys”, ”sollys”, ”månelys” eller ganske enkelte ”lys”. Prakasha er kilden til oplysning eller visdom.
Prakrita
(Sanskrit). Prakrita stammer fra Prakriti, der er det oprindelige, primære element eller urelementet. I Puranaerne kaldes de primære skabelser eller de tre første af de syv skabelser Prakrita – udviklingen i den udelte natur begyndende med den fundamentale enhed, som er Mahattattva – den universelle sjæl, det uendelige intellekt eller det guddommelige sind. Bhuta eller Bhutasarga – den tilgrundliggende skabelse – optræder ved begyndelsen til enhver Manvantara (manifestationsperiode) som et livskim, der nu begynder sin udvikling som Prakritis og Indriya eller Aindriyaka – dvs. organisk evolution. (Se også Bhutasarga, Indriya, Manvantara og Prakriti).
Prakriti
(Sanskrit). Prakriti eller Prakrti stammer fra ”pra”, der betyder ”frem” eller ”udvikling”, og ”kri”, der betyder ”at gøre” eller ”at skabe”. Prakriti betyder derfor at frembringe eller at manifestere. I Bhagavad Gita er Prakriti omtalt som en ”primal drivkraft”, for Prakriti er Universets grundlæggende bestanddel. Prakriti stammer fra det oprindelige Mulaprakriti, som er kosmisk substans i hvilende tilstand (Pradhana), og derfor uden evner eller tendenser. Prakriti tilhører urstoffet, men Prakriti manifesterer sig via Trigunas (trefoldighed). Trefoldigheden består derfor af tre Gunaer, der er tendenser eller tilstande, der er kendt som Sattva (skabelse), Rajas (bevarelse), og Tamas, (nedbrydning). Sattva er forbundet med kvaliteter som lys og harmoni. Rajas er forbundet med begreber som energi, aktivitet, ambitioner og lidenskab. Tamas er ofte forbundet med inerti, mørke, ufølsomhed. Prakriti er en bred betegnelse for stoffet – til forskel fra Purusha, ånden. Tilsammen er Prakriti og Purusha Den Ene ukendte guddoms to oprindelige og første aspekter. Prakriti er desuden en betegnelse for naturen i sin helhed og for Moder Jord. Med naturen menes der åndelig og æterisk stof i alle deres former – synlige og usynlige. Prakriti er derfor den store producent af former, og Brahma eller Purusha (ånden) arbejder aktivt gennem Prakriti (stoffet). Prakriti er derfor det slør, som Purusha indhyller sig i. Men grundlæggende er de to én. Prakriti kan derfor betragtes som Vikriti, dvs. forandring, variation, mangfoldighed, omformning eller udvikling, som sker på grundlag af Prakriti. I en eller flere af de hinduistiske filosofier, er Prakriti det samme som Shakti, og derfor er Prakriti og Shakti nærmest identiske med Maya eller Maha-Maya – dvs. blændværk og illusion – men det er upræcist, for Prakriti eller stoffet betyder snarere den ”skabelse” eller de ”faser”, der kommer til udtryk i Prakriti. I den indiske Sankhya-filosofi er Pradhana næsten identisk med Prakriti, og begge bruges ofte til at betegne det formskabende element, som er basis for al materiel manifestation. I Sankhya-filosofien er Prakriti syvfoldig. Den syvfoldige Prakriti består af Mahat, Ahankara, og de fem Tanmatras (dvs. rudimentære eller subtile elementer) – Sabda, Sparsa, Rupa, Rasa og Gandha. De vedantiske eksperter siger – ligesom åndsvidenskaben – at enhver partikel eller ethvert atom i Prakriti indeholder Jiva (guddommelige liv), og atomer og partikler er derfor Sarira (legemer) som Jiva beliver. Hver Jiva i Sarira er et aspekt af det øverste ånd, for Para Brahman gennemtrænger enhver Jiva og enhver stofpartikel. (Se også Brahma, Guna, Jiva, Maha-Maya, Maya, Para Brahman, Pradhana og Purusha).
Pralaya
(Sanskrit). Pralaya i hinduistiske kosmologi kan defineres som ”opløsning”. Pralaya er en hvileperiode mellem to Manvantaraer (manifestationsperioder), uanset om der er tale om en planet, en kæde, et solsystem eller et univers. En Manvantara er en kombination af ordene Manu og Antara, som bliver til Manu-Antara eller Manvantara. En Manvantara er en evolutionscyklus. Man kan også sige, at det er en manifestationsperiode mellem to Pralayaer (hvileperioder). Mahapralaya står for ”den store opløsning”, for under hver Pralaya, bliver de lavere ti riger (Loka’er) opløst, mens de højere fire riger – herunder Satya-Loka, Tapa-Loka, Jana-Loka og Mahar-Loka – bevares. Under hver Mahapralaya opløses alle 14 riger (Loka’er). I Samkhya-filosofien, der er en af de seks skoler i klassisk indisk filosofi – betyder Pralaya ”ikke-eksistens”, og det er en stoftilstand, der indtræder, når de tre Gunaer (stoftilstande) er i perfekt balance. Iflg. Vishnu Purana og Agni Purana er der fire forskellige udgaver af Pralaya: Praakritik Pralaya, Naimittik Pralaya, Atyantik Pralaya og Nitya Pralaya. Praakritik Pralaya, som varer 311.040.000.000.000 solår, indtræder efter afslutningen af Brahmas liv – dvs. 100 Brahma-år, som er lig med 311.000 milliarder og 40 milliarder jord-år. Det svarer til 1 Vishnu-dag. Efter afslutningen af Brahmas livscyklus sker der en fuldstændig opløsning af alle enheder (dvs. Pancha Mahabhutha eller Universet), som træder ind i evigheden (Gud). Praakritik Pralaya er den periode, hvor Vishnu sover. Den næste morgen, manifesterer han en ny Brahma, og beder ham om at oprette nye stoflige enheder. Bemærk at Praakritik Pralaya og Brahmas liv har samme varighed. Naimittika Pralaya, som varer 4.320 millioner jord-år kommer umiddelbart efter afslutningen af en Kalpa. Den er også kendt som Brahmas nat, og det indikerer slutningen på verdens liv. I Bhagvata Purana fortæller vismanden Shukdeva kong Parikshit, at hvis man forestiller sig, at Brahma er et barn, så vil han i dagens løb lege med sine byggeklodser, og når han om natten skal sove, vil han vælte det, han har bygget, før han lægger sig til at sove. Brahma gør verden levende i løbet af Brahmas dag (dvs. en Kalpa), og han ødelægger den, inden han lægger sig til at sove om natten (dvs. Naimittika Pralaya). En ny, levende verden skabes af Brahma, når han vågner næste morgen, og den nye cyklus fortsætter indtil Praakritik Pralaya. Bemærk at Naimittika Pralaya og Kalpa har samme varighed. Atyantik Pralaya kaldes også Moksha. Det er den endelige befrielse eller frelse, som en Jivan – dvs. en sjæl – kan opnå, og herefter vil Jivan aldrig igen blive underlagt karmaloven, eller blive afgrænset af Samsaras stramme reb. Der er derfor tale om et variabelt tidsrum, der er betinget af, hvordan de forskellige former for yoga (Prapatti) praktiseres. Det er den endelige nedsænkning af en sjæl (i betydningen Atma), som resulterer i, at al individualisme fjernes, og der opnås enhed med den evige og almægtige (dvs. Paramatma). Nitya Pralaya er søvn eller den udvidelse af søvnen, der kaldes døden. (Se også Brahmas alder, Guna, Loka, Manvantara, Manu, Moksha og Samsara).
Pramana
(Sanskrit). Pramana er et epistemologisk begreb i hinduistiske og buddhistiske dialektik og debat, der henviser til kilder til viden. Derfor kan Pramana oversættes med ”bevis”. Forskellige systemer af hinduistiske filosofi accepterer forskellige kategorier af Pramana. Pramana udgør den ene del af tre, der vedrører Prama – dvs. den rigtige viden om ethvert objekt, der opstår ved en grundig argumentation – og de tre er: Pramata – emnet eller den vidende. Pramana – midler til at opnå den ønskede viden. Prameya – objektet, det der kan vides. Nutidens buddhistiske skoler bruger ikke de tre kategorier, og i stedet benytter de Trimandala – ”de tre sfærer”: Emne, objekt, og handling. Vaisheshika-skolen accepterer Pratyaksa (opfattelse) og Anumana (følgeslutning) som gyldige kilder til viden. Iflg. Sankhya-skolen opnås viden gennem tre Pramana: Pratyaksa – direkte sansning. Anumana – logisk følgeslutning. Sabda – verbal bevisførelse.
Prana
(Sanskrit). Prana er en betegnelse for stoffets iboende vitalkraft, vitalitet, livskraft eller ”livets ånde”. Ordet bruges især specielt om solprana – dvs. den livskraft, der udsendes fra Solen med lyset, og som betinger alt liv i solsystemet. Prana er æterisk energi, som skabes ved Solens påvirkning af atmosfæren. Når mennesket ånder, tilfører det ikke alene ilt til organismen, men desuden Prana, der beliver og oplader det æteriske legeme. Prana optages af æterlegemet via det æteriske miltcenter. De fleste mennesker vil være i stand til at se Prana i atmosfæren som små lysende punkter. (Se også Pavana).
Pranam
(Sanskrit). Pranam stammer fra ”pra”, der betyder ”fuldkommen,” og ”nam”, der betyder ”hilsen”. Pranam udføres ved, at man placerer hænderne med samlede håndflader over hjertet og siger ”Pranam”. Både hilsen og håndstilling er udtryk for ærbødighed for Gud eller for det guddommelige, der er manifesteret. Man kan sige Pranam, Namaste eller Namaskara. De samlede håndflader symboliserer to sjæle, der mødes. Når man udfører hilsenen, bøjer man sig let forover som symbol på ydmyghed. Den samlede betydning af Pranam er: ”Jeg bøjer mig med dyb respekt for den alkærlige, almægtige og allestedsnærværende Gud i dig.” Idet man bøjer sig forover og placerer de samlede håndflader over hjertet, kan man derefter berøre panden med fingerspidserne for at udtrykke hengivenhed over for det andet menneske eller over for det guddommelige i mennesket. Hænderne symboliserer aktivitet, hjertet symboliserer kærlighed, og hovedet symboliserer visdom. Et menneske, der hilser og bøjer sig for et andet menneske eller for det guddommelige i mennesket, symboliserer ærbødighed: ”Mine handlinger, min kærlighed og mit tankesind står til din rådighed.” (Se også Namaskara).
Pranamasana
Se Anjali Mudra.
Pranamaya Kosha
(Sanskrit). I Vedanta-filosofien er der fem Kosha’er eller legemer. Det andet af de fem legemer er et energilegeme, der kaldes Pranamaya Kosha. Prana betyder ”livsenergi” eller ”vitalitet”. Prana er den afgørende livskraft, der producerer de subtile vibrationer i forbindelse med åndedrættet, og som er drivkraften bag de fysiske sanser og den fysiske krops funktioner. Det giver legemets usynlige beboer – sjælen – mulighed for at belive den ydre verden. Men det gør det også muligt for det evigt rolige og tavse bevidsthedscenter fejlagtigt at identificere sig med den bevægelige og synlige fysiske krop. Forudsætningen for et sundt liv og en effektiv meditationspraksis er, at dette aspekt af menneskets natur uddannes, disciplineres og instrueres, så det fungerer harmonisk. I meditation bliver mennesket opmærksom på Pranamaya Kosha, udforsker det, og går derefter indad til de andre Kosha’er. (Se også Kosha og Prana).
Pranava
(Sanskrit). Pranava er et andet navn for det hellige mantra AUM. I yoga-traditionen er AUM det helligste af de hellige ord – det højeste mantra. AUM kaldes også Pranava, der betyder både ”den, der kontrollerer livskraften Prana” og ”den, der giver liv” (Pranas livstilførsel). AUM kaldes Shabda Brahman – Gud som lyd eller vibration. Ifølge yoga-teorien blev Universet skabt af den lyd eller vibration, der blev intoneret af Gud. Ved i meditation at følge lydbølgen tilbage til mere og mere subtile niveauer eller overtoner, der er udtryk for bevidsthed, opnår den mediterende genforening med Brahman. Formålet forklares i Prashna Upanishad: ”Hvad opnår man ved at meditere på AUM hele livet? Hvis man mediterer på Den Højeste Skabning med mantraet AUM, bliver man ét med lyset, man bliver ført til Brahman, for hvem er højere end det højeste liv, som er væren, stilhed, uden alder, udødeligt, frygtløst og absolut.” (Se også AUM, Mantra og Prana).
Pranayama
(Sanskrit). Pranayama stammer fra ”pran”, der betyder ”livskraft” eller ”vital energi” – især åndedrættet – og ”yam”, der betyder ”kontrol”. Pranayama betyder derfor ”åndedrætskontrol”. Nogle kilder mener imidlertid, at anden stavelse stammer fra ”ayama”, der betyder ”at udvide” eller ”trække ud” – altså ikke ”begrænse” eller ”kontrollere”. I yoga-systemet er Pranayama en åndedrætsøvelse, der gå ud på at rense det fysiske legeme, nadierne og tankesindet for at forberede vejen for Kundalini Shaktis opstigning til de højere centre, og Pranayama forbindes ofte med Prana-standsning. Pranayama er bl.a. kendt fra otte krævende åndedrætsteknikker, hvor evnen til at tilbageholde åndedrættet spiller en stor rolle. De otte åndedræt kaldes også under ét Pranayama. Men Pranayama kan også opnås på anden måde end ved beherskelse af åndedrættet. Det afgørende er, hvad der sker med den Prana, som man har adgang til bl.a. gennem åndedrættet, og hvordan man kan lære at få kontakt med nogle af de 72.000 energistrømme (Nadier) i kroppen. Pranayama spiller en vigtig rolle i yoga-træningen. Der er en intim forbindelse mellem krop og sind, og det er vitalenergien (Prana), der skaber forbindelsen. Prana er essentiel for den fysiske og psykiske sundhed. Hvis der er for meget eller for lidt Prana i kroppen eller i sindet, eller hvis den er ulige fordelt, opstår der ubalance og fysisk eller psykisk lidelse. Prana har sit eget hylster (Prana Maya Korha), hvorfra Prana via nervestrømmene kanaliseres overalt i kroppen. Den mest kendte form for Pranayama er åndedrætstræning. Ved at holde luften tilbage (Kumbhaka) – enten inde eller ude – prøver man at påvirke Prana-strømmene. Ydre Pranayama er tilbageholdelse af Prana efter udåndingen. Indre Pranayama er tilbageholdelse efter indåndingen, og det undertrykte Pranayama er tilbageholdelse af Prana på et hvilket som helst tidspunkt. I yoga symboliserer indåndingen liv, udåndingen død og tilbageholdelsen stilstand. Når man indånder, modtager man Prana. Når man udånder, giver man den fra sig, og når man holder vejret inde eller ude, bliver Prana i krop og sind. Det, der afgør, om man mister meget eller lidt Prana i vejrtrækningen, er åndedrætsfunktionen. Et rytmisk åndedræt har stor betydning, og det har indflydelse på adgangen til og kontrollen over den værdifulde vitalenergi. Det fjerde Pranayama går hinsides den indre og den ydre sfære. Men Pranayama har som sagt ikke nødvendigvis noget med åndedrættets bevægelse at gøre. Man kan forhindre energitab på andre måder, end ved at påvirke åndedrættet direkte. En udøver kan f.eks. pludselig opdage, at man kan ”se” sin Prana og flytte den, uden at man kan give nogen direkte forklaring på, hvordan evnen er opstået. Der løber to vigtige nervestrømme omkring rygsøjlen: Pingala Nadi er højredrejet, og Ida Nadi er venstredrejet. De er forbundet med henholdsvis den opadgående og den nedadgående energi. Den opadgående energi giver liv til og stimulerer det øverste af kroppen og hovedet. Den nedadgående energi giver liv til og stimulerer den nederste del af kroppen og benene. Vesterlændinge lever overvejende i den opadgående energi. Pranayama er en træning, som gør det muligt at etablere en balance mellem de to modsatrettede energier. Et menneske, der kan balancere den opadgående og nedadgående energistrøm, er i stand til at leve i hele sit indre univers. I Shvetashvatara Upanishad står der: ”Sindet, hvis urenheder er fjernet ved Pranayama, bliver fæstnet i Brahman.” (Se også Antar Kumbhaka, Ida Nadi, Kumbhaka, Kundalini, Kundalini Shakti, Pingala Nadi, Prana, Puraka og Rechaka).
Pranisk ild
I åndsvidenskaben er ”pranisk ild” betegnelsen for den vitalitet, der strømmer igennem det æteriske legeme. Hos mennesket svarer det til solar Prana og planetarisk Prana.
Prasad
(Sanskrit). Prasad betyder bogstaveligt ”nådegave”. Nådegaven består sædvanligvis af mad, som man giver til eller modtager fra en guru, en mester, en avatar, en guddom eller en højere magt. Derefter videregives maden i hans eller hendes navn til tilhængerne. F.eks. tilbydes Prasadam på bananblade efter Puja-ceremonien. Prasad anses for at rumme guddommens eller guruens velsignelse. I nutidens hindureligion er ønsket om at få Prasada og have Darshana en af to største motivationer bag pilgrimsfærd og tempelbesøg. Men i den vediske litteratur betragtes Prasada desuden som en åndelig tilstand med mange betydninger. Iflg. Vedaerne er Prasada en bevidsthedstilstand, der opleves af guder, mestre og andre kraftfulde skabninger, der er kendetegnet ved spontan generøsitet og velsignelse. Fra den tidligste litteratur (Rig Veda) opfattes Prasada som en bevidsthedstilstand, og ikke som et aspekt af rituel praksis. I senere tekster – f.eks. Shiva Purana – begynder man at henvise til Prasada som en materiel substans side om side med den oprindelige åndelige betydning. I materiel forstand er Prasada skabt af processen med at give og modtage i forholdet mellem et hengivent menneske og et guddommeligt aspekt. Eksempelvis giver et hengivet menneske blomster eller frugter som kaldes Naivedya, og modtageren ”nyder” eller smager lidt af gaven, som derefter midlertidigt kaldes Bhogya. Gaven er nu guddommeligt beriget stof, som kaldes Prasada, og det modtages af den hengivne for at blive indtaget, båret osv. I mange templer er der forskellige typer af Prasada (f.eks. nødder, slik m.m.), der videregives til de hengivne. Nogle strengt hengivne tilhængere spiser udelukkende Prasada. Dvs. at alt, hvad de spiser, først tilbydes til Krishna. Prasad tilberedes ofte ved at anbringe maden foran et billede eller en statue af den åndelige skikkelse, og først efter nogen tid får den hellige Prasad lov til at blive videregivet. (Se også Avatar, Darshana og Prasadam).
Prasadam
(Sanskrit). At spise mad er en basal nødvendighed i livet. Selv naturvidenskaben bekræfter, at mennesket påvirkes fysisk, følelsesmæssigt og mentalt af den mad, det spiser. Men mad rummer endnu et aspekt, der ligger ud over den grundlæggende forståelse, og som menneskeheden tilsyneladende har glemt – madens transcendentale natur. I Vedaerne kaldes madens højeste perfektion for Prasadam, og ordet kan oversættes med ”Guds barmhjertighed”. Prasadams smag og aroma er noget helt specielt, for det er føde, der tilbydes Krishna. Pga. Krishnas barmhjertighed accepterer han gaven, og idet han gør det, renser og forædler han maden. Prasadam er derfor ikke anderledes end Krishna selv. Alene ved at spise Prasadam, lærer man Krishna at kende, og via den perfekte vegetariske føde, erfarer man den højeste åndelige tilstand.
Pratyagatman
(Sanskrit) Pratyagatman stammer fra ”pratyak”, der betyder ”indvendig” eller ”indre” plus ”Atman”, der er ”Selvet” i betydningen ”ånden” eller ”monaden”. Atman er et evigt princip, der er frigjort, fuldkomment og uforanderligt, og derfor betragtes Atman nogle gange som identisk med Logos.
Pratyahara
(Sanskrit). Pratyahara er ”tilbagetrækning af sanserne” – dvs. viljebestemt koncentration af tanken på kun én ting. Pratyahara er femte trin i Patanjalis Raja-yoga og en af de otte Yogangas. Udelukkelsen af de øvrige sanser er et forberedende stadie i yoga, der tilstræber kontrol over tankesindet for at opnå højere bevidsthedstilstande. For Patanjali repræsenterer Pratyahara en bro mellem Bahiranga – de ydre aspekter af yoga, dvs. Yama, Niyama, Asana, Pranayama – og Antaranga, der er yogaens indre aspekter. De tre Angas vedrører tankesindet: Dharana – koncentration, Dhyana – meditation og Samadhi – kontemplation. Når Pratyahara-stadiet er opnået er udøveren i stand til effektivt at praktisere Samyama. På Pratyahara-stadiet er bevidstheden hos udøveren så tilbagetrukket, at impulser fra smagssansen, følesansen, synssansen, høresansen og lugtesansen ikke når deres respektive centre i hjernen og det fører udøveren til næste stadie af yoga, der er Dharana (koncentration), Dhyana (meditation) og Samadhi (kontemplation eller den mystiske absorption), og det er målet med al yogisk praksis. En af de mest almindelige måder at praktisere Pratyahara er via Pranayama, hvor man automatisk trække sig tilbage fra den ydre verden og fokuserer på åndedrættet, og dermed afbrydes forbindelsen gradvis til ydre sanser og stimuli. En anden metode, der benyttes til at udvikle Pratyahara, er koncentration på pandechakraet – Ajna-chakra – der også kaldes det tredje øje – mellem øjenbrynene. En anden metode er først at reducere fysiske stimuli, derefter at koncentrere sig på én af sanserne – eksempelvis høresansen. Tankesindet har en naturlig tendens til at strejfe omkring fra den ene sensoriske impuls til den næste. Når tankesindet bliver træt af at lytte, fordi der ikke kommer nogen væsentlige sanseimpulser, er det tvunget til at vende opmærksomheden indad. På de avancerede niveauer af Pratyahara, lukkes der for nerveimpulserne og endda de automatiske muskelbevægelser af udøveren. Det kan også opnås ved hjælp af Pranayama eller åndedrætskontrol. (Se også Patanjali, Pranayama, Samyama og Yogangas).
Pratyaya
(Sanskrit). Pratyaya – eller Paccaya på pali – betyder ”årsag”. Pratyaya er imidlertid en indirekte årsag i modsætning til Hetu, der betegner den direkte eller primære årsag. Et frø, for eksempel, er en direkte årsag til en plante, mens solskin, vand og jord er indirekte årsager til plantens vækst. Nogle gange bruges Pratyaya som et generelt udtryk for selve årsagen. Idéen om årsagssammenhænge er vigtig i den buddhistiske opfattelse af livets cyklus, der slutter med død og begynder med genfødsel. (Se også Hetu).
Pravritti
(Sanskrit). Pravritti stammer fra ”Pra”, der betyder ”anderledes”, og Vritti, der står for ”chitta vritti”, der betyder ”tanker”. Pravritti er derfor et udtryk for tankesindets natur. Hinduismen har to primære åndelige veje. Den ene er for gennemsnitsmennesker, og den anden er for åndeligt søgende mennesker. Den første vej kaldes Pravritti Marga – ”vejen mod verden”, og den anden kaldes Nivritti Marga – ”tilbagevejen”. Gennemsnitsmenneskets vej er Pravritti Marga, mens de åndeligt søgendes vej kaldes Nivritti Marga. Pravritti vil sige at leve midt i de verdslige pligter med fokus på sanseoplevelser og handlinger, og hvor opmærksomheden primært er rettet mod den ydre verden. Nivritti er tilbagevejen, der fører indad mod åndelig fordybelse. Den anbringer det guddommelige i centrum for menneskets eksistens efter at det har opfyldt de familiære og professionelle opgaver. Så længe mennesket lever i Pravritti, går tankerne går først og fremmest i retning af verdslige ting, hvor man forsøger at tilfredsstille interesser og bekymrer sig om position, indkomst og besiddelser. Når man ensidigt retter opmærksomheden mod den ydre verden, mister man kontakten til den indre verden og sjælen. Derfor vil den eneste vej ud af Pravritti være via Nivritti. (Se også Nivritti).
Princip
Se Principper.
Principper
Iflg. åndsvidenskaben består menneskets totalitet af syv principper: Det fysisk-æteriske, astrale, mentale, buddhiske, atmiske, monadiske og logoiske princip. Det fysiske legeme betragtes imidlertid ikke som et egentligt princip, fordi det ikke længere er genstand for udvikling, men fungerer som en automat.
Prithvi Tattwa
(Sanskrit). Prithvi Tattwa betyder ”jordelementet”. Prithvi betyder ”jorden”, og dens inderste væsen er Prithvi Tattwa i skikkelse af en gudinde eller en modergudinde (Moder Jord). Prithvi kaldes også Dhra, Dharti, Dhrithri, og det betyder, ”det, der holder det hele”.
Progressivt horoskop
Det progressive horoskop er en forudsigelse, der er baseret af fødselshoroskopet, som fortolkes ud fra forskellige principper, som kan være forskellige afhængig af den metode, der anvendes. Filosofien bag det progressive horoskop er, at der i ethvert horoskop (og menneske) er nedlagt et udviklingsforløb, som skaber menneskets karakter i løbet af et livsforløb. Det indre vækstforløb afspejles i det progressive horoskop, og derfor kan astrologen forudsige kriser og muligheder, men astrologen kan ikke sige, hvordan mennesket vælger at forholde sig til kriserne og mulighederne pga. menneskets frie vilje.
Prometheus
(Græsk). Prometheus er den græske Logos – visdommens søn, som ved at bringe den guddommelige ild (intelligensen og selvbevidstheden) ned til Jorden, gav menneskeheden logikkens og tænkningens gave (Manas). Som straf lænkede guderne Prometheus til en klippe (stoffet). Legenden er et symbol på monadens (åndens) nedstigning gennem eksistensplanerne og fastgørelse til stoffet. I de græske legender var Prometheus søn af titanen Iapetos, som var ildens guddom. Da han gav menneskeheden ilden som en gave, gik han imod Zeus, som derfor lænkede ham nøgen til en klippe, og Zeus sendte en ørn, som skulle æde hans lever. Men hver nat voksede leveren ud igen, og ørnen måtte æde den igen næste dag. Prometheus blev til sidst sluppet fri af Zeus, fordi Prometheus advarede ham om, at havnymfen Thetis, som både Zeus og Poseidon var interesserede i, ville føde en søn, som ville blive mere magtfuld end sin far. Ifølge en anden kilde befries Prometheus af Herkules. Zeus tillader det, fordi Herkules er hans søn. Ifølge Myten om Chiron løskøbes Prometheus, mod at Chiron til gengæld giver afkald på sin udødelighed. Prometheus skabte det første menneske, Pharenon, men Zeus blev rasende over Prometheus’ beskyttelse af mennesket, og derfor sørgede Zeus for, at menneskeheden ikke fik ild, og alle mennesker var tvunget til at leve i kulde og mørke. Prometheus hjalp menneskeheden ved at stjæle ilden fra Hefaistos og give den til menneskeheden. Som straf skabte Zeus den første kvinde Pandora i Athenes billede og med Hermes’ evne til at bedrage. Hun blev sendt til Prometheus’ bror – Epimetheus – sammen med en gave: Pandoras æske. Da hun kom ind i menneskehedens samfund, åbnede hun æsken, og det resulterede i, at det meste af æskens indhold (ondskab og sygdom) slap ud. Kun håbet blev i æsken, men det slap også ud på et senere tidspunkt. Det var begrundelsen for, at kvinden fik en mindre dominerende rolle i samfundet end manden.
Propagation
Propagation betyder ”udbredelse”, men også ”forplantning” og ”formering”. Propagation er en handling, der skaber forøgelse – som f.eks. en organisme, der øges i antal, spredning af noget – som f.eks. en tro til udlandet eller til nye områder, eller udvidelse – f.eks. af en revne i en fast genstand.
Prædestination
(Latin). ”Præ” stammer fra ”prae”, der betyder ”foran” eller ”forud”, og destination stammer fra ”destinatio”, ”destinationis”, der betyder ”bestemmelse”, ”formål”. Prædestination betyder ”forudbestemmelse”. Betegnelsen dækker troen på, at skæbnen er forudbestemt. Det græske ord, der muligvis er oprindelsen til udtrykket, er ”proorizo”, som betyder at ”vælge forud,” ”indsætte,” og ”beslutte sig før tid.” I teologien er forudbestemmelse blevet en doktrin, der siger, at alle begivenheder er noget Gud vil – at Gud vælger at noget skal ske, før det sker. Iflg. åndsvidenskaben er prædestination relativ, fordi bestemte hovedtræk i et menneskes inkarnation er tilrettelagt, men der er desuden plads til både fri vilje, frie valg og uforudsete begivenheder. I evolutionens løb vil den frie vilje vokse, og dermed også ansvaret for begivenhederne i livet. Astrologi er baseret på en vis grad af prædestination, fordi horoskopet er et kort over de energier, som i bestemte perioder kan påvirke et menneske og dermed aktivere fysiske eller psykologiske situationer og reaktioner. I kristendommen betyder prædestination, at Gud har forudbestemt, at nogle mennesker skal frelses, mens andre er dømt til fortabelse. Ifølge Luther har Gud udvalgt mennesker til frelse, men ikke til fortabelse. John Calvin mener, at forudbestemmelse kun er mulig, hvis den gælder både frelse og fortabelse. Blandt lutheranere kaldes det for ”den dobbelte prædestination”. De forskellige teologiske forklaringer på forudbestemmelse er ofte et forsøg på at løse ”den frie viljes paradoks”, for Guds alvidenhed er reelt uforenelig med menneskets frie vilje. Prædestination bruges nogle gange som udtryk for idéer, der bygger på determinisme, skæbne, tro, dommedag m.fl., som kan være materialistiske, spiritistiske, ikke-teistiske eller polyteistiske. Den slags overbevisninger eller filosofiske systemer påstår, at udfaldet er endeligt bestemt af et komplekst samspil mellem flere muligvis immanente, upersonlige eller analoge kræfter, snarere end udtryk for en guddommelig skabers bevidste valg.
Præeksistens
(Latin). ”Præ” stammer fra ”prae”, der betyder ”foran” eller ”forud”, og eksistens, der stammer fra ”existentia”, der betyder ”fremtræden”. Præeksistens betyder ”forudtilværelse”. Det er et udtryk, der beskriver, at sjælen eksisterer, før den fødes i et fysisk legeme. Præeksistens er derfor nært knyttet til reinkarnation. Nogle af oldtidens kirkefædre – f.eks. Origenes – var overbevist om præeksistensen. Nutidens kristendom mener derimod, at sjælen er ny og uden forudgående liv og erfaring, når et menneske fødes – eller at sjælen går i arv fra far til søn – begge dele er lige ulogiske og ufilosofiske. Kirken åbner mulighed for en evig fremtid efter døden, men almindelig logik viser, at ”evighed” nødvendigvis må være uendelig eller ubegrænset til begge sider. Hvis der er en evig fremtid, må der også være en evig fortid – altså præeksistens.
Prækognition
(Latin). ”Præ” stammer fra ”prae”, der betyder ”foran” eller ”forud”, og ”kognition”, der betyder erkendelse, tænkning, anvendelse af viden. Inden for parapsykologi er prækognition betegnelsen for forudviden om fremtidens begivenheder, og denne viden er modtaget metafysisk. Der skelnes mellem spontan og eksperimentel prækognition. I nutiden bruges begrebet kognition desuden om mental informationsbehandling, dvs. som processer, der kendes fra computerberegninger.
Prækognitiv
Se Prækognition.
Præstekonger
(Egyptologi). Ved slutningen af Ny Rige – under Ramses XI – blev generalen Herihor som den første udnævnt til ”Amons første profet”, og han herskede herefter over alle den almægtige guddoms besiddelser. Ca. 1080 f.Kr. sluttede Ramesside-dynastiet, og Smendes fra Tanis i Deltaet grundlagde 21. dynasti, som inkluderede Psusennes. Herihors arvinger ændrede Thebens (Luxors) status til uafhængighed – dog under protest (der skete deportationer til oaserne) − og med vanhelligelser og optøjer (det var eksempelvis nødvendigt at skjule de faraoniske mumier mod ødelæggelse). Tre præstekonger skrev deres navne i faraoniske kartoucher. Det var ypperstepræster, der reelt indførte et teokratisk diktatur. Enhver beslutning om liv og død blev taget i form af et orakelsvar fra guden Amon, og svaret var et dekret. (Se også Præster og Præsteskabet).
Præsteskab
(Egyptologi). Det egyptiske præsteskab kan opdeles i mange kategorier. Først og fremmest var der administratorerne. Herefter kommer den højere adel – ”Guds tjenere” – som grækerne kaldte ”profeter”, der nogle gange var opdelt i fire klassetrin: ”Første profeter”, som var præsteskabets vigtigste, og de spillede ofte en vigtig rolle i landets politik. I en periode opnåede ”Amons første profeter” kongelighed (præstekonger). Den lavere adel bestod af smågejstlige, som i teksterne kaldes ”forædlere”. I mindre templer kunne det være dem, der udførte ritualerne. I udkanten af præstehierarkiet – men nært knyttet til templerne – finder man specialisterne, navnlig skriverne, som boede i ”Livets hus” (dvs. i templerne). I nogle templer repræsenterede de ypperstepræsterne. Blandt specialisterne nævnes også vismændene, underviserne, timepræsterne (astronomer/astrologer), og blandt flere andre kan nævnes medicinerne og magikerne. Ceremonierne blev ikke udført hele året af de samme præster. Præsteskabet var opdelt i fire klasser med identisk opbygning (de fire ”phyles”), som skiftedes til tempeltjenesten en måned ad gangen. Derfor ville den samme gruppe være fri for tjeneste i de efterfølgende tre måneder. I fritiden vendte præsterne tilbage til deres landsbyer for at fortsætte livet som almindelige borgere, og det sikrede forbindelsen mellem tempellivet som præst og det almindelige daglige liv. (Se også Præstekonger).
Psammetichus I
(Egyptologi). Tre konger bar dette navn i 26. dynasti. Psammetichus I regerede i 54 år (ca. 663-609 f.Kr.). I begyndelsen af hans regeringstid fjernede han andre lokale herskere i Deltaet i et slag, som er omtalt af Herodot. Han frigjorde sig også fra Assyriens herredømme og fordrev etiopierne fra Øvre-Egypten. For at sejre rekrutterede han græske lejesoldater, som fra den tid kom til at spille en vigtig rolle i Egypten. Da først landet var forenet, genoprettede Psammetichus I orden, velstand og magt. Han blev efterfulgt af sin søn Necho II.
Psammetichus II
(Egyptologi). Psammetichus II var søn af Necho II (595-589 f.Kr.) Psammetichus II sendte en hær mod Etiopien, og den banede sig vej til hjertet af kongeriget. På hærens vej efterlod de græske og fønikiske soldater sig spor i form af graffiti i templerne i Abu Simbel i Nubien.
Psammetichus III
(Egyptologi). Psammetichus III var søn af Amasis og den sidste farao i 16. dynasti. Han regerede i kun seks måneder. Den persiske konge Cambyses, der erobrede Egypten, lod ham henrette 525 f.Kr.
Psusennes
(Egyptologi). Psusennes var en forholdsvis ukendt konge i det 21. dynasti. Han herskede i Deltaet, men Øvre-Egypten – som teoretisk var under hans herredømme – blev reelt ledet af Amons øverste ypperstepræst. Psusennes, der knap nok var kendt af egyptologerne, ville være forblevet ukendt, hvis ikke Pierre Montet havde fundet hans grav ved Tanis i 1940. Graven afslørede en uberørt begravelse af fire personer: Psusennes selv, en af hans generaler, Amenemapet, en anden konge fra 21. dynasti samt Sheshong – en konge fra 22. dynasti. Det rige gravfund befinder sig nu på Egyptian Museum i Cairo.
Psyke
(Græsk). Psyke stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”. Det er afledt af ”psuchho”, der betyder ”at blæse”, og som skal forstås som ”ånde”, herunder ”ånd” og ”sjæl” – og i sidste ende ”selv” i betydningen ”den bevidste personlighed”. I åndsvidenskaben er psyke identisk med ”det lavere selv” – dvs. personligheden. Sigmund Freud, der betragtes som psykoanalysens far, mente, at psyken (han brugte ordet ”Seele” (sjæl/psyke) i alle sine skrifter) bestod af tre dele: 1) Id, som repræsenterer et menneskets instinktive drifter, og som stort set er ubevidst. 2) Super-ego’et, som repræsenterer menneskets samvittighed og internaliseringen (dvs. at man overtager andres tanker og holdninger og gøre dem til sine egne) af samfundsmæssige normer og moral. 3) Egoet, som er bevidst og forsøger at integrere drifter fra id og begrænsningerne i super-ego’et. Freud mente, at konflikten muligvis var i centrum for neuroser. I den jungianske skole skrev Carl G. Jung meget af sit arbejde på tysk. Det skaber vanskeligheder for oversætterne, for det tyske ord ”Seele” betyder både ”psyke” og ”sjæl”. Carl G. Jung var meget omhyggelig med at definere, hvad han mente med henholdsvis psyke og sjæl. Psykologi er den videnskabelige eller objektive undersøgelse af psyken, og ordet er blevet brugt både i psykologi og filosofi helt tilbage til oldtiden. Psyke har været et af de grundlæggende begreber for at forstå den menneskelige natur fra et videnskabeligt synspunkt. I psykologien er psyken den energimæssige del, der har relation til tanker, følelser, idéer, visioner og åndelighed, som iflg. naturvidenskaben stammer fra generne. Iflg. åndsvidenskaben fødes mennesket ikke som en renvasket tavle, men med en grundstruktur, der er opbygget af erfaringer i tidligere inkarnationer. (Se også Nous).
Psykisk
(Græsk). Psykisk stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”. ”Psuche” er afledt af ”psuchho”, der betyder ”at blæse”, og som skal forstås som ”ånde”, herunder ”ånd” og ”sjæl” – og i sidste ende ”selv” i betydningen ”den bevidste personlighed”. Det psykiske er alt, hvad der vedrører det åndelige eller sjælelige i mennesket. Det er et udtryk, der ofte meget overfladisk benyttes som betegnelse for de evner og områder, der ligger over de fysiske – dvs. fra det æteriske og opefter. Da psykisk er afledt af psyke, burde det kun anvendes om astrale og mentale evner og metafysiske fænomener. (Se også Psyke).
Psykisk kirurgi
(Græsk). Psykisk stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”. Psykisk kirurgi er betegnelsen for kirurgisk indgreb uden brug af normal lægepraksis – dvs. uden bedøvelse (anæstesi), sepis eller kirurgiske instrumenter. I forbindelse med indgrebet indgår ofte materialisationsfænomener og healing. (Se også Psyke).
Psykiske evner
(Græsk). Psykiske stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”. ”Psuche” er afledt af ”psuchho”, der betyder ”at blæse”, og som skal forstås som ”ånde”, herunder ”ånd” og ”sjæl”. Sjælen har en række sanser og evner, som den benytter som erkendelsesredskaber på de syv bevidsthedsplaner. På det fysiske plan bruger sjælen de fem fysiske sanser, men på de indre eller metafysiske bevidsthedsplaner, bruger den en række metafysiske sanser – f.eks. clairvoyance (klarsyn), clairaudience (klarhørelse), telepati og intuition. Tænkeevnens højere funktioner betragtes af åndsvidenskaben som sjælens sjette sans og intuition som den syvende. Ikke alle sjælens sanser er nødvendigvis metafysiske. Skelneevne og aspiration betragtes også som væsentlige erkendelsesredskaber, som de fleste åndeligt søgende mennesker anvender. (Se også Aspiration, Clairalience, Clairaudience, Claircognizance, Clairgustance, Clairsentience, Clairvoyance, Clairvoyant, Skelneevne, Telepati og Intuition).
Psykisme
(Græsk). Psykisme stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”. ”Psuche” er afledt af ”psuchho”, der betyder ”at blæse”, og som skal forstås som ”ånde”, herunder ”ånd” og ”sjæl”. Psykisme handler bl.a. om naturens skjulte kræfter, der kan erkendes ved hjælp af højere og lavere sensitivitet, afhængig af om kræfterne og fænomenerne stammer fra de højere eller lavere niveauer på det fysiske, astrale eller mentale bevidsthedsplaner. Der skelnes mellem to slags psykisme: Lavere psykisme, der ofte kommer til udtryk som clairvoyance, clairaudience og evnen til at kontakte ikke-menneskelige væsener (former). Højere psykisme, der kommer til udtryk som telepati, åndelige evner og evnen til at erkende det guddommelige i alle former samt illumination. Engang i fremtiden vil evnerne ikke længere blive betragtet som psykiske, men almindelige menneskelige egenskaber.
Psykokinese
(Græsk). Psykokinese stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”, og ”kinesis”, der betyder ”bevægelse”. Psykokinese er evnen til at påvirke en genstand uden berøring – dvs. alene ved hjælp af psykiske kræfter. Det er derfor en almindelig betegnelse for tankens påvirkning af fysiske systemer uafhængig af kendte fysiske kanaler. Psykokinese er også kendt som telekinese, der også betyder fjernbevægelse. Begge begreber bruges inden for den metafysiske verden. Det er et eksempel på psykokinese, når man alene ved tankens kraft flytter genstande. Det kaldes desuden psykokinese, hvis man ændrer på ting ved tankens kraft, men det kaldes kun telekinese, hvis man flytter dem ved hjælp af tanken. Den mest avancerede form for psykokinese er levitation, som betyder, at man løfter sin egen krop fra gulvet. (Se også Telekinese).
Psykometri
(Græsk). Psykometri stammer fra ”psuche”, der betyder ”psyche” (”liv”), og ”metri”, ”metron”, der betyder ”måling”. Psykometri er derfor måling ved hjælp af psyken. Inden for åndsvidenskaben kaldes psykometri også for ”genstandslæsning”. Psykometri var oprindeligt evnen til at ”læse” eller ”se” – ikke med de fysiske øjne, men med det indre syn (clairvoyance). I åndsvidenskaben bruges ordet om evnen til at kunne ”se” en genstands fortidige historie alene ved at berøre den. En psykometriker kan f.eks. ved at tage en personlig genstand i hånden ”aflæse” informationer om personen, der har båret den, og de begivenheder, der har udspillet sig i genstandens nærhed. Psykometri er desuden en videnskabsgren, der beskæftiger sig med generelle teoretiske og metodologiske principper ved hjælp af måling (kvantificering) af menneskets mentale egenskaber og tilstande. Det kan f.eks. være personens intelligensniveau, personlighedstræk, hukommelse m.v. I bred forstand er psykometri en betegnelse for psykologiske data, men snævert er et en betegnelse for psykologisk testning, som inden for psykologien er den mest udbredte metode til at ”måle psyken”.
Psykometriker
(Græsk). Psykometriker stammer fra ”psuche”, der betyder ”psyche” (”liv”), og ”metri”, ”metron”, der betyder ”måling”. En psykometriker er enten en betegnelse for en person, der udfører psykometri (genstandslæsning), eller en psykolog, der udfører psykologiske tests. En psykometriker, der udfører genstandslæsning, praktiserer en form for metafysisk afkodning af relevante informationer, der er ”programmeret” i genstanden af ejeren. Psykometrikeren aflæser genstandens energifelt, der rummer viden om dens historie. (Se også Psykometri).
Psykosyntese
(Græsk/latin). Psykosyntese stammer fra det græske ”psuche”, der betyder ”psyche” (”liv”), og det oldgræske σύνθεσις, hvor ”σύν” betyder ”sammen”, og τίθημι, der betyder ”forene”, ”kombinere”, ”smelte sammen” (i en syntese). Psykosyntesen blev udviklet af den italienske psykiater Roberto Assagioli, og den er en del af den transpersonlige psykologi. Psykosyntesen er en af de få psykologier, der åbent erkender, at mennesket er en sjæl. Psykosyntesen er en helhedsorienteret psykologi, der betoner, at mennesket udover sine driftsmæssige instinkter også indeholder højere etiske, æstetiske og åndelige potentialer. Et af psykosyntesens mål er at lære mennesket at samle og koordinere både driftsmæssige og transpersonlige kvaliteter i en helstøbt personlighed. Mennesket er ofte splittet imellem forskellige indre drifter og impulser, og det står som regel viljesløst overfor de psykologiske kræfter. Psykosyntesen påstår, at ved at styrke kontakten til den sande identitet – sjælen – kan mennesket opnå en evne til at mestre sig selv. Sjælen er defineret som menneskets indre kerne, der består af ”ren bevidsthed og vilje”. Psykosyntesen er kendt for sine effektive teknikker til både at kontakte og forløse ubevidste komplekser og fortrængninger og højere intuitive og kreative potentialer. Først når mennesket har erkendt og integreret sine skyggesider, er der mulighed for, at de højere transpersonlige kvaliteter kan udfolde sig. Integreringen mellem de åndelige og personlige kvaliteter i menneskets psyke kaldes psykosyntese.
Ptah
(Egyptologi). Ptah er en egyptisk skabergud. Navnet Ptah blev senere til Peth’r, Patara og Patras, som blev til ”pater” (der betyder ”ophav”). Navnet på apostlen Peter stammer fra mysterierne. Jesus sagde: ”På denne klippe vil jeg bygge min kirke”. Universet er Guds tempel, og klippen eller ”petra” er klippetemplet eller den universelle visdom, som blev manifesteret af Ptah. Hierofanten eller ypperstepræsten bar titlen ”Heb-car”, som betyder ”fortolkeren” (af Ptahs visdom). Alle guder i det gamle Egypten indgik i triader (treenigheder). Triaden symboliserede de skabende kræfter, som bestod af: 1. aspekt: Atum – ”Universets bygherre”. 2. aspekt: Ptah – ”Universets arkitekt”. 3. aspekt: Khnum − ”Universets håndværksmester”. Skaberguden Ptah blev derfor betragtet som ”Universets arkitekt”. Det var Ptah, der skabte Universet form eller ”livets træ”. ”Livets træ” er arketypen for livets vision eller den guddommelige hensigt. Den egyptiske gudelære oplyser, at guder, gudinder og mennesker udgik fra Ptahs bevidsthed. Når mennesket skabte noget, var det derfor i virkeligheden bevidstheden hos ”Universets arkitekt”, der skabte ved at bruge menneskets intelligens. Det skal forstås sådan, at Universet er en tanke – Guds tankeform – og det enkelte menneskes tanker er dele af den universelle helhed. Det enkelte menneske er Guds redskab til at realisere livets vision eller den guddommelige hensigt. Hvis Universet er alt det, der er, og alt det der er, er udgået fra Guds bevidsthed, rummer Guds bevidsthed alt, hvad der kan erkendes. Derfor var Ptah ”den absolutte sandhed” om Universet og Gud iflg. de gamle egyptere. Ptah blev af ypperstepræsterne erklæret for ”den øverste bevidsthed”. Han blev afbildet med det fysiske legeme mumificeret. Det fysiske og stoflige var inaktivt og fikseret. Kun hovedet eller bevidstheden var levende og aktiv. Præsterne sagde, at Ptah var ”gudernes hjerte og tunge”. I det gamle Egypten var ordet ”hjerte” identisk med ”bevidsthed”. Men Ptah var også ”gudernes tunge”. Det var derfor ham, der udtalte ”Den Enes” (dvs. Atums) skabende ord. En egyptisk tekst siger: ”Det er hjertet, der er årsag til, at enhver virkning opstår. Det er tungen, som udtaler hjertets tanke – Ptah er gudernes store hjerte og tunge”. Atum symboliserede viljen og kraften bag Universet. Ptah omsatte Atums vilje til en tanke, og Ordet manifesterede den guddommelige tanke i en tankeform, som er Universet. Tanker er derfor en skabende kraft. Den samme idé går igen i de hellige skrifter. ”I begyndelsen var Ordet”, siger Bibelen. Oprindelig stod der – ”I begyndelsen var Logos”. Det græske ord logos betyder både ord og tanke. Først kom viljen eller impulsen til skabelse. Viljen blev manifesteret i form af en tanke. Ordets vibration skabte derefter stoffet og ordnede det efter tæthed på forskellige bevidsthedsniveauer eller eksistensplaner. I den egyptiske mysteriebog Tallenes Bog fortælles det, at Ptah var ”den, der lukkede op”. Det var derfor Ptah, som ”lukkede op” for skabelsen og dermed for cyklussen af liv, død og genfødsel. Fortidens egypter ville sige, at livet udgik fra Verdensægget (enheden) for at begynde sit dobbelte værk (skabelse af den duale verden).
Ptolemæ I Epiphanes
(Egyptologi). Ptolemæ I Epiphanes (205-180 f.Kr.) generobrede 187-186 f.Kr. Theben, men kunne ikke opretholde magten i Asien, Palæstina og det ægæiske område.
Ptolemæ I Euergetes
(Egyptologi). Ptolemæ I Euergetes (ca. 246-221 f.Kr.) og Ptolemæ IV Phi-lopator – som var Ptolemæ I Philadelphus’ søn og sønnesøn – fik begge diplomatisk og militær succes i Kyrenaika og Syrien, men 208 f.Kr. brød en opstand ud i Theben, og de mistede magten.
Ptolemæ I Philadelphus
(Egyptologi). Ptolemæ I Philadelphus (ca. 282-246 f.Kr.) var søn af Ptolemæ I Soter. Han etablerede og organiserede et omfattende system til økonomisk administration. Han oprettede græske landbrugskolonier ved Faijum og introducerede den dynastiske kult. Mange af de mest berømte bygninger i Alexandria stammer fra hans regeringstid – f.eks. museet, biblioteket og fyrtårnet. Han genåbnede vandvejen mellem Nilen og Det Røde Hav. Iflg. nogle traditioner blev Det Gamle Testamente oversat til græsk i hans regeringstid.
Ptolemæ I Philopator
(Egyptologi). Fra Ptolemæ I Philopator (ca. 180-145 f.Kr.) til Ptolemæ X Alexander I (ca. 88-80 f.Kr.) var Egypten splittet af magtkampe mellem brødre. Philometor kæmpede med sin broder Ptolemæ VIII Euergetes II (170-164 f.Kr. – herefter 164-163 f.Kr.). Ptolemæ VIII Euergetes II myrdede sin nevø Ptolemæ VII Neos Philopator (ca. 145-144 f.Kr.). Hans to sønner Ptolemæ IX Soter II og Ptolemæ X Alexander I deltog i gensidige terrorhandlinger. Deres to efterfølgere, Ptolemæ X Alexander II (ca. 88-80 f.Kr.) og Ptolemæ XII Neos Dionysos (Auletes) blev konfronteret med flere oprør fra Alexandrias borgere – ofte med tragiske følger. Ptolemæ XIII (ca. 51-47 f.Kr.) og Ptolemæ XIV (ca. 47-44 f.Kr.) – brødre og ægtemænd til den kendte Cleopatra VII – blev ofre for henholdsvis Julius Cæsar og deres søster. Ptolemæ XV Cæsarion – søn af Julius Cæsar og Cleopatra – blev myrdet af Octavian 30 f.Kr.
Ptolemæ I Soter
(Egyptologi). Ptolemæ I Soter (ca. 304-282 f.Kr.) reorganiserede landets administration, introducerede Serapis-kulten og grundlagde ”Ptolemais” i Øvre-Egypten.
Ptolemæerne
(Egyptologi). Mellem 304 f.Kr. – året for tiltrædelsen af Ptolemæ I – og 30 f.Kr. – året for Romerrigets erobring af Egypten – bar 15 konger, som sad på Egyptens trone eller gjorde krav på den, navnet Ptolemæ. Mange af kongerne var dygtige organisatorer, som tvang Egypten ind under en ny skattemæssig og økonomisk struktur, og de gjorde Alexandria til det østlige middelhavsområdes handels-, uddannelses- og forskningscenter. I en periode på næsten tre århundreder blev mange egyptiske sanktuarier enten rekonstrueret, udvidet eller grundlagt – eksempelvis Edfu-templet, Philae-templet, Esna-templet, Kom Ombo-templet og Dendara-templet, som alle er bevaret. Egypten led imidlertid under de fremmede konger, og der var to oprørsforsøg i den thebanske region 208-186 f.Kr. og 88-86 f.Kr.
Puja
(Sanskrit). Puja stammer fra dravidiske sprog. De dravidiske sprog er en sprogfamilie med omkring 26 sprog, som hovedsageligt tales i det sydlige Indien og på Sri Lanka. Forskerne har foreslået to mulige tamilske rødder til Puja – ”Poosai”, der betyder "at gøre noget", og ”Poochei”, der betyder ”at gøre med blomster”. Fra sanskrit oversættes Puja ofte med ord som ”ærbødighed”, ”ære” eller ”tilbedelse”. For hinduer betyder Puja tilbedelse og ofring til guden, og Puja indgår i enhver tempelhandling. Ritualet udføres også af buddhister og sikher. I hinduismen udføres Puja ved en række lejligheder, på forskellige tidspunkter af dagen og på forskellige tidspunkter – f.eks. den daglige Puja i hjemmet, Puja ved tempelceremonierne og Puja ved store festivaler. Puja udføres i mange varianter og ved mange lejligheder som f.eks. Durga Puja og Lakshmi Puja. Durga Puja betyder ”tilbedelse af Durga”, som også kaldes Durgotsava. Durga Puja festivalen markerer gudinden Durgas sejr over den onde bøffeldæmon Mahishasura. Durga Puja-festivalen handler derfor om det godes sejr over det onde. Lakshmi Puja er et hinduistisk ritual, der udføres under Diwali-festivalen, som er et lysritual. Iflg. traditionen anbringer deltagerne små olielamper udenfor deres hjem under festivalen i håb om, at Lakshmi vil velsigne dem. Gudinden Lakshmi tilbedes ofte af mennesker, der ønsker at erhverve eller bevare rigdom. Man mener, at Lakshmi (dvs. rigdom) kun går til åndligt rene hjem med hårdtarbejdende mennesker. Lakshmi besøger aldrig steder, der er urene, eller hvor familiemedlemmerne er dovne. I Vaishnava-filosofien betragtes Lakshmi som ”Iswarigm sarva bhootanam” – dvs. en højtstående åndelig skikkelse, og ikke kun som gudinde for rigdom. Et andet eksempel er Guru Puja, som er et ritual, hvor man ofrer til sin åndelige mester (guru) og beder om inspiration. Åndelige løfter og forpligtelser, som måske ikke er ført ud i livet, reetableres. I ritualet forener man tankesindet med den åndelige mesters eller guruens ophøjede tankesind, som er en kilde og livskraft, der oplyser den åndelige vej. Mennesker under åndelig udvikling har brug for positiv energi, hvis det åndelige potentiale skal vokse og blive fuldkomment. Det er baggrunden for Guru Puja-ritualet. Puja er inspireret af tanken om at gøre et offer eller give en gave til en guddom eller åndelig person og modtage deres velsignelse til gengæld. (Se også Durga og Lakshmi).
Punt
(Egyptologi). Sydøst for Egypten – i området ved Eritrea og Somalia – lå det mystiske land Punt. Egypterne havde kendt Punt siden 5. dynasti, og tekster i de ptolemæiske og romanske templer fortæller om det fjerne land, der bl.a. producerede velduftende røgelse. Men de primære informationer om Punt stammer fra Mellemste Rige og Ny Rige, hvor der fortælles om flere ekspeditioner til Punt. Eventyreren Henu opdagede en ny rute gennem den østlige ørken til havet, og dronning Hatshepsut sendte sin berømte ekspedition til Punt – en bedrift, der er beskrevet i detaljer på tempelvæggen i en af kolonnaderne i hendes gravtempel i Deir el-Bahari (Vestbredden ved Luxor). Reliefferne viser, at Punts indbyggere boede ved en flod, og deres hytter var bygget på pæle. Landet producerede ibenholt, elfenben, guld, viraktræ, terpentintræ, kvæg og andre dyr eksempelvis aber. Handler foregik som byttehandler og tilsyneladende med gensidig respekt.
Puraka
(Sanskrit). Puraka betyder ”indånding”. Når man praktiserer Puraka, skal indåndingen begynde langsomt og kontrolleret. Under indåndingen skal man lytte til åndedrættets lyd. Den skal jævn og harmonisk, for luften skal indåndes i samme tempo under hele indåndingen. Når man tager en dyb indånding, skal man stoppe, når brystet begynder at stramme. Nogle gange skal indåndingen stoppes kort på indåndingens yderste grænse pga. spændinger eller for stort pres. Det skal man være opmærksom på, når man forsøger at indånde den største mængde luft, og samtidig forsøger at afbalancere presset på krop og sind. Man skal aldrig være for kraftfuld, når man praktiserer dybe vejrtrækninger.
Puranaer
(Sanskrit). Puranaer, der betyder ”de ældgamle”, er de gamle hinduistiske vediske hellige skrifter, der i mytologiske allegorier og symboler bl.a. indeholder hele kosmologien. Iflg. åndsvidenskaben er de ældste Puranaer oversættelser til sanskrit fra atlantiske skrifter. Puranaerne indeholder primært beskrivelser af Universets historie fra skabelse til opløsning – ofte præsenteret som symbolske slægtshistorier med guder, gudinder, halvguder, konger, helte og vismænd, som udgør den hinduistiske kosmologi og filosofi. Puranaerne er blevet grupperet i overensstemmelse med de tre gunaer eller kvaliteter – Sattva, Rajas og Tamas – eller i forhold til de tre aspekter i den guddommelige Trimurti – Vaishnava, Brahma og Shaiva. Puranaerne lægger normalt vægt på en bestemt guddom, som forklares med en overflod af religiøse og filosofiske begreber. Som regel er Puranaerne skrevet i form af historier, der fortælles af én person til en anden. De findes i folkelige oversættelser, og de formidles af braminerne, der læser dem op for tilhørerne. Det sker som regel i Katha-sessioner, hvor en omrejsende bramin opholder sig i et tempel i et par uger, og oplæser og forklarer dele af Puranaerne, som regel ud fra et Bhakti-perspektiv. Vyasa, forfatteren til Mahabharata, betragtes traditionelt som den, der har samlet Puranaerne. De tidligste skriftlige versioner stammer sandsynligvis fra Gupta-imperiet (3.-5. årh. e.Kr.), og meget materiale er dateret via historiske referencer og andre forbindelser til perioden og de efterfølgende århundreder. Teksterne blev muligvis nedskrevet over hele Indien. Dateringen for de skrevne tekster er ikke identisk med Puranernes oprindelse. Før de blev nedskrevet, eksisterede de i mundtlig form, og desuden blev de gradvis modificeret langt ind i det 16. årh. En tidlig henvisning findes i Chandogya Upanishad – ca. 500 f.Kr. Brhadaranyaka Upanishad refererer til Puranaerne som ”den femte Veda” – ”Itihasapuranam Pancamam Vedanaṃ” – og det afspejler den meget tidlige religiøse betydning af myterne – sandsynligvis i rent mundtlig form. Den mest berømte form for Itihasapuranam er Mahabharata. (Se også Bhakti, Guna, Mahabharata, Shaivisme og Vaishnava).
Puritaner
Se Puritanisme.
Puritanisme
(Latin). Puritanisme stammer fra ”puritas”, der betyder ”renhed”. Puritanisme er puritanernes lære, som er kendetegnet ved nøjsom og ren livsførelse. I 1500-tallet dannedes en engelsk sekt af protestanter, som praktiserede renhed i troen og gudstjenesternes renselsesceremonier. De ønskede yderligere reformer og oven i købet løsrivelse fra den etablerede kirke under reformationen. Men puritanerne brugte ikke begrebet ”puritaner” om sig selv. Det var et skældsord, som først dukkede op i 1560’erne. Puritanerne kaldte sig selv ”de gudelige”. Ordet ”puritaner” blev dermed snarere en beskrivelse af en speciel form for religiøs overbevisning end en speciel form for kirke.
Purusha
(Sanskrit). Purusha betyder ”ånd”, der er en modsætning til Prakriti, som betyder ”stof”. Purusha er ren universel ånd eller absolut bevidsthed. Samkhya-filosofien og den klassiske yoga baseret på Yoga Sutras er derfor dualistiske filosofier. Purusha er sjælen, ånden eller ren bevidsthed, og den eneste kilde til bevidsthed. Purusha er den maskuline pluspol. Prakriti er det, der er skabt. Det er naturen i alle sine aspekter. Prakriti er den feminine minuspol. Iflg. Samkhya-filosofien findes der ikke en enkelt Purusha, som befinder sig hierarkisk over andre – eller sagt på en anden måde – der er der ingen dukkefører, der trækker i strengene til marionetdukkerne. Purusha er ren bevidsthed, og derfor er Prakriti i sagens natur bevidstløs. Prakriti er alt det, der er under forandring. Men Prakriti er ikke kun de fysiske aspekter af det univers, mennesket kan sanse. Prakriti er selve menneskets sanser. Prakriti er tanker, hukommelse, følelser, begær og endda menneskets intelligens. Prakriti er alt det, der ikke er bevidst. Bevidsthed er udelukkende Purusha. Purusha sammenlignes ofte med Solen, mens Prakriti sammenlignes med en blomst, der er tiltrukket af Solens lys og varme. Purusha er ren og fjern og hinsides både subjekt og objekt. Man kan ikke forstå Purusha, for det ville gøre Purusha til et objekt. Purusha kan heller ikke vide eller forstå, for det ville gøre Purusha til et subjekt. Purusha ER. Men på grund af tilstedeværelsen af Prakriti, bliver Purusha tiltrukket, på samme måde som pluspolen og minuspolen på en magnet tiltrækker hinanden. Tiltrækningen medfører, at Purusha bliver indfanget af Prakriti. Gradvis bliver Purusha mere og mere viklet ind i Prakriti. Til sidst glemmer Purusha, at Purusha og Prakriti engang var adskilt, og Purusha holder op med at kæmpe for at genvinde sin frihed. Det uheldige ægteskab burde aldrig være sket. Det eneste, der kan ændre situationen, er en hurtig og effektiv skilsmisse. Skilsmissen kan gennemføres ved at praktisere yoga og meditation. Samkhya-filosofien og klassisk yoga handler derfor ikke om forening. Yoga Sutra handler om at få gennemført en skilsmisse så hurtigt som muligt. Purusha er let at forstå, for alle har tilsyneladende en instinktiv eller intuitiv forståelse af begrebet sjæl eller bevidsthed, selv om man ikke er i stand til at beskrive Purusha nøjagtig. Prakriti er derimod mere fremmed. (Se også Parabrahman og Prakriti).
Purusha Sukta
(Sanskrit). Purusha Sukta er en af de mest almindeligt anvendte vediske hymner på sanskrit. Den reciteres i næsten alle vediske ritualer og ceremonier. Den bruges ofte i forbindelse med tilbedelsen af Vishnu eller Narayana i templerne. Den anvendes ved ildceremonier og i forbindelse med personlige meditationer. Purusha Sukta er en vigtig del af Rig-Veda. Mudgalopanishad giver en glimrende oversigt over hele Purusha Sukta. Indholdet af Sukta er også afspejlet og uddybet i Bhagavata Purana og i Mahabharata. Den mest almindeligt anvendte del af Sukta indeholder 24 mantraer eller vers. De første 18 mantraer kaldes Purvanarayana, og resten Uttaranarayana. Nogle gange har man tilføjet 6 mantraer, og tilføjelsen kaldes Vaishnavanuvaka. Versene er taget fra en anden velkendt hymne, der kaldes Vishnusukta, som er en del af Rig-Vedas Samhita. Selv om mantraer i Uttaranarayana og Vaishnavanuvaka ikke umiddelbart har nogen sammenhæng med de 16 mantraer i Rig-Veda Samhita har traditionen på en eller anden måde bandet dem sammen. Purusha Sukta er en tekst, der er temmelig vanskelig at forklare på en måde, der forstås i nutiden. Det skyldes først og fremmest det arkaiske sprog, som ikke altid egner sig til fortolkninger, der er baseret på klassisk sanskrit, for mange af ordene kan fortolkes på mange forskellige måder – både bogstaveligt og symbolsk. Alligevel rummer Purusha Sukta essensen af Vedanta-filosofien, den vediske tradition, Bhagavad-Gita og Bhagavata Purana. Den indeholder principperne for Upasana (meditation), Jnana (viden), Bhakti (hengivenhed), Dharma og Karma (ritualer og pligter). Derfor er Purusha Sukta højt respekteret og lige så flittigt brugt i nutiden som for tusinder af år siden.
Purushartha
(Sanskrit). Purushartha vil sige ”det, der søges af mennesket”, ”menneskets formål”, ”livsmål” eller ”bestemmelse”. Purushartha er derfor formålet med bevidstheden og med menneskets eksistens. Ved at opfylde Purushartha, opnår mennesket både fuldkommenhed og hjælper med at opretholde og udvikle menneskeheden. Purushartha består af fire grundlæggende behov eller længsler: Dharma, Artha, Kama og Moksha. Dharma er retfærdighed – religiøs, social, moralsk og åndelig. Artha er velstand – både materiel, økonomisk og søgen efter åndelige værdier. Kama er opfyldelse af begær – kærlighed, følelsesmæssigt og seksuelt. Dharma skal danne grundlaget for Artha og Kama. Både Artha og Kama repræsenterer, hvordan et retfærdigt menneske skal bidrage til samfundet og menneskeheden i almindelighed. Moksha er åndelig frigørelse, afkald på alle bindinger og fuldkommen upersonlighed.
Putra
(Sanskrit). Putra betyder ”søn” – f.eks. Manasaputra, som er ”tankens sønner”. Menneskets reinkarnerende sjæl – Brahmaputra – er Brahmas eller guds søn. (Se også Manasaputra).
Pygmæ
(Egyptologi). Pygmæer nævnes første gang i 6. dynasti (ca. 2370 f.Kr.). Den rejsende Herkhuf tog en pygmæ med sig tilbage fra en ekspedition – en bedrift, der var udført et århundrede tidligere under kong Isesi. I de egyptiske optegnelser kaldes pygmæen for ”deneg”, som man har associeret med det abessinske ord ”dværg”. Pygmæens ankomst til Egypten vakte opsigt, for den er bekræftet af den unge kong Pepi II, som skrev til Herkhuf: ”Kom omgående med båd til paladset og medbring pygmæen, som du har medbragt fra verdens ende, i live sund og rask, sådan at han kan udføre en dans for guden og underholde din herre. Og når han går om bord, sørg da for, at trofaste mænd vogter hans kahyt, og foretag inspektion ti gange i løbet af natten, for majestæten har større ønske om at se pygmæen end alle skatte fra Sinai og Røgelseslandet”. I Gamle Rige var pygmæer blot dansere, som hyldede solguden med deres akrobatiske spring.
Pylon
(Egyptologi). Foran egyptiske templer byggede de gamle egyptere pyloner. Ordet ”pylon” er græsk og betyder ”port”. Når Homér i Iliaden kalder Theben for ”byen med de 100 porte”, hentyder det sandsynligvis til de mange pyloner i de mange templer både på Øst- og Vestbredden. Tempelpylonen bestod af to symmetriske konstruktioner, som flankerede den indgang, der gav adgang til den åbne tempelgård eller peristylhal bag pylonen. Pylonerne rejste sig højt over tagene på tempelrummene og − hallerne i de indre tempelafsnit. De skjulte de indre tempelafsnit for mennesker, der befandt sig uden for templet. Pylonens facade var udsmykket med farvede vimpler, der hang ned fra lange træflagstænger, der var forsænket i nicher i muren. Det meste af konstruktionen var massiv, med desuden var der flere rum og en trappeopgang, der førte helt op til pylonens tag. De største pyloner havde flere etager med adskillige rum, og formålet med rummene er ukendt, men sandsynligvis har tempelvagterne opholdt sig her. De to pylontårne symboliserede de to horisonter, som Solen bevægede sig imellem fra solopgang til solnedgang – fra øst til vest, og det var også tårnenes orientering. Samme symbolik ser man i forbindelse med broen, der forbandt de to pylontårne, for her viste faraoen sig ved bestemte lejligheder, og hans liv var netop et symbol på Solens rejse eller livets cyklus fra fødsel (solopgang) til død (solnedgang). Sædvanligvis har et tempel kun en enkelt pylon, der består af to pylontårne, men nogle thebanske templer har flere (foran hvert tempelafsnit). Karnak-templet har eksempelvis ti pyloner.
Pyromanti
(Græsk). Pyromanti stammer fra ”pyr” eller ”pyro”, der betyder ”ild”, og ”manti”, der er afledt af ”manteia”, som betyder ”spådom”. Pyromanti er betegnelsen for spådom med offerild. Det er en særpræget spådomskunst, der er baseret på størrelsen af ildens flammer. Store flammer tolkes som positive, hvorimod små flammer repræsenterer negative tendenser.
Pythagoras
(Græsk). Den mest berømte af alle mystiske filosoffer blev født på øen Samos omkring 586 f.Kr. Han rejste over hele den dengang kendte verden og studerede den hemmelige videnskab i Egypten, Kaldæa og Indien, hvor han også er kendt under navnet Yavanacharya (den ioniske lærer). Efter sin hjemkomst grundlagde han en skole i Krotona i Italien, der hurtigt blev berømt i alle civiliserede lande. Han underviste bl.a. i reinkarnation og det heliocentriske system, og han var en af de største matematikere, der har levet. Et eksempel er ”den pythagoræiske læresætning”. Det var ham, der dannede ordet filosof eller philosof af ”philein” – ”at elske”, og ”sophia”, der betyder ”visdom”, altså ”et menneske, der elsker visdommen”. Særlig kendt er hans talsystem, hvor han ud fra tallene forklarede verdens skabelse.
|
