VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Kanjur
Betydning
(Tibetansk). Kanjur, Kan-jur eller Kang-gyur består af ”bka”, der betyder ”hellige ord”, og ”gyur”, der betyder ”oversættelse”. Kanjur er en del af den tibetansk-buddhistiske kanon, der indeholder sutraer, og teksterne stammer angiveligt fra Buddha selv, og på sanskrit kaldes den ”Buddha-Vachana” (”Buddhas Ord”). Den anden del af den tibetanske buddhistiske kanon − Tanjur − indeholder sastraer eller kommentarer og andre skolastiske værker. Kanjur består næsten udelukkende af værker, der er oversat fra sanskrit eller fra andre indiske sprog. De tekster, der er indeholdt i Kanjur, er primært af indisk oprindelse, men Kanjur blev faktisk udarbejdet i Tibet, og i en struktur, der adskiller sig meget fra de gamle indiske tripitakaer. Fire mere eller mindre komplette versioner af den buddhistiske kanon har overlevet − pali, den kinesiske, den tibetanske og den mongolske. Den sidste er imidlertid en oversættelse af den tibetanske. De første tre versioner adskiller sig fra hinanden i indhold og opbygning. Den overordnede opbygning af Kanjur består af tre sektioner, og det har givet følgende sanskrit-navne: Vinaya (munkedisciplinen). Sutra (Buddhas foredrag). Tantra (esoteriske og rituelle tekster). Sutra-sektionen er opdelt i flere underafsnit. Hver sektion eller hvert underafsnit indeholder adskillige selvstændige tekster. Den tibetanske Kanjur blev oprindeligt samlet i ét manuskript − måske i det tidlige 14. årh. Siden 1410 er Kanjur offentliggjort i talrige udgaver. De følgende fem udgaver er bedst kendt i Vesten, og de kan give en idé om Kanjurs enorme omfang: 1) Peking-udgaver (1700-1737) – ca. 1.055 tekster i 106 bind. 2) Nar-thang-udgaver (1730-1732) – ca. 761 tekster i 100 bind. 3) Derge-udgaver (1729-1733) – ca. 1.108 tekster i 102 bind. 4) Cone-udgaver eller Cho-ne-udgaver (1721-1731) – 1.055 tekster i 107 bind − 5) Lhasa-udgave (1934) − 808 tekster i 99 bind. (Se også Buddha, Gautama Buddha, Kanon, Sastra, Skolastik, Sutra, Tanjur og Tripitaka). |