VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Gaia
Betydning
(Græsk). Gaia, gaea eller ge betyder ”land” eller ”jord”. Gaia svarer til terra (eller tellus) på latin i den romerske gudekreds. Gaia er en af de ældre gudinder i gudekredsen, og hun omtales som en af de første guder, der udsprang fra Chaos. Det var Gaia, der fødte Uranus eller Ouranos (himlen) og Pontus eller Pontos (havet), men det var sammen med Uranus, at Gaia fødte titaner, kykloper og hekatonkheirer. Den tilsyneladende unormalitet skyldes til dels de forskellige betydninger af ordet Jorden, som bl.a. hentyder til enten urstoffet, der indgik i skabelsesprocessen, dengang Jorden blev skabt, eller til Jorden efter den blev skabt. Gaia svarer derfor i en vis forstand til sanskritordet aditi eller ”det store kosmiske dyb”. Sammen med Chaos og Eros udgør Gaia den oprindelige treenighed. Gaia repræsenteres ved det oprindelige gamma-tegn, som desuden er det tredje bogstav i det græske alfabet. Det indikerer den tredje fase i den kosmiske evolution. Som den oprindelige moder blev hun tilbedt både som den, der fostrer alt, og som gudinde for døden, dvs. den, som alle vender tilbage til. I den oldgræske religion var Gaia derfor gudinde for eller en personificering af Jorden, før, under og efter skabelsen af planeten. Hun tilhørte den græske treenighed, og hun var en af de oprindelige syv skaberguder, og derfor blev hun betragtet som ”Den Store Moder” for alle − herunder de himmelske guder, titanerne og giganterne. Alt i skabelsen blev født som afkom fra hende via forening med Uranus eller Ouranos (himlen), mens havguderne i nogle versioner var født pga. hendes forening med Pontus eller Pontos (havet). I den græske mytologi var Pontus, der oversættes med ”hav”, en gammel præ-olympisk havgud, som deltog i skabelsen af Universet. Pontus fremstilles i nogle versioner som Gaias søn, og iflg. Hesiod blev han født uden forudgående samleje. For Hesiod var Pontus mere end en personificering af havet, for han var ”ho Pontus” eller ”vejen” (”søvejen”), som var hellenernes betegnelse for Middelhavet. Med Gaia blev han far til Nereus – ”havets gamle mand”. Thaumas – ”havets respektindgydende underværk” – repræsenterede havets farlige aspekter. Phorkys var også gud for havets skjulte farer, og med havets gudinde Thalassa (på oldgræsk betød hendes navn oprindeligt ”hav”) blev han far til Telchines og dermed til alt liv i havet. Hesiod fortæller, at efter Chaos opstod ”den storbarmede” Gaia (Jorden) for at være det evige tilholdssted for de udødelige, der hersker helt oppe fra Olympen og helt ned i dybderne af Tartaros (sådan fortolkes det af nogle forskere). Gaia fødte sin ligemand Uranus (eller Ouranos på oldgræsk), for at himlen kunne ”dække hende på hver side”, og for at fungere som bolig for guderne. Gaia fødte også bakkerne (ourea) og Pontus (havet), men som sagt ”uden kærlighedens søde forening”. Derefter forenede hun sig med Uranus. Hun fødte titanerne, kykloperne og ”de hundredarmede”. Hesiod fortæller, at Gaia lå med himlen og fødte det dybe, hvirvlende Okeanos, Coeus og Crius. Og desuden Hyperion, Iapetos, Theia, Rhea, Themis og Mnemosyne og den guldkronede Phoebe og dejlige Tethys. Efter dem blev Kronos født – den yngste, den snu og den mest forfærdelige af børnene, som hadede sin stærke far. Iflg. Hesiod undfangede Gaia flere børn med Uranus – den gigantiske enøjede kyklop Brontes (”torden”), Steropes (”lyn”) og Arges (”lyset”). Derefter kom hekatonkheirerne eller ”de hundredarmede”: Kottos, Briareus og Gyges, som hver havde 100 arme og 50 hoveder. Da kykloperne og hekatonkheirerne var født, gemte Uranus dem et hemmeligt sted inde i Gaia, og det gav hende store smerter. Derfor udtænkte Gaia en plan. Hun fremstillede en grå flintesten eller adamantine som en slags kniv. (Adamantine betyder ”utæmmelig”, og adamantite og adamantium er en betegnelse for en metalgenstand). Og Kronos brugte kniven til at kastrere sin far Uranus, da han nærmede sig Gaia for at have samleje med hende. Blodet fra Uranus brugte Gaia til at skabe Erinjerne, der var tre af underverdens gudinder, som forbrød sig mod den naturlige orden. De var især involveret i drab, barnlig adfærd og forbrydelser mod guderne herunder falsk vidneforklaring. Afrodite blev skabt af blodet fra Uranus’ afskårne testikler, der befandt sig i havet. Sammen med sin søn Pontus, fødte Gaia havguderne Nereus, Thaumas, Phorkys, Ceto og Eurybia. Kronos havde hørt fra Gaia og Uranus, at det var profeteret, at han ville blive væltet af sit eget barn. Derfor slugte Kronos alle sine børn, som var blevet født af hans titan-søster Rhea. Men da Rhea var gravid med sit yngste barn Zeus, bad hun Gaia og Uranus om hjælp. Og da Zeus blev født, tog Gaia barnet i pleje, og i stedet for Zeus gav Rhea Kronos en sten, der var svøbt i stof, og som han derefter slugte. Pga. Gaias råd besejrede Zeus titanerne. Men derefter havde Gaia samleje med Tartaros, og hun fødte den yngste af hendes sønner – Tyfon – som skulle blive den sidste udfordring for Zeus’ autoritet. (Se også Aditi, Afrodite, Briareus, Eros, Gamma, Gigant, Gyges, Hyperion, Iapetos, Kaos, Kottos, Kronos, Kyklop, Klymene, Mnemosyne, Nereus, Okeanos, Phoebe, Pontus, Rhea, Tartaros, Telchines, Tethys, Thalassa, Themis, Titaner, Tyfon, Uranus og Zeus). |
