VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Quetzalcoatl
Betydning
(Nahautl/Toltekisk). Quetzalcoatl stammer fra nahuatl-sproget og er sammensat af ”quetzal”, der betyder ”fugleslægt” og ”coatl”, der betyder ”slange”. Quetzalcoatl betyder derfor ”fugleslange” eller ”den fjerklædte slange”. Quetzalcoatl er den vigtigste gud hos de mexicanske aztekere, og guden afbildes som regel som en fjerklædt slange. Quetzalcoatl havde andre navne – eksempelvis Topiltzin, der betyder ”Vor Herre”. Det er almindeligt at betragte aztekeres religion som ”slangetilbedelse”, og det skyldes, at nutidens forskere har mistet evnen til at forstå symbolik. De gamle civilisationer fortolkes bogstaveligt, og derfor oplyser den anerkendte forskning, at den første tilbedelse af den fjerede slangegud blev dokumenteret i Teotihuacan i 1. årh. f.Kr. eller 1. årh. e.Kr. Det er en periode, der ligger inden for den sene præklassiske og den tidlige klassiske periode (400 f.Kr.-600 e.Kr.) i mesoamerikansk kronologi, og gudsopfattelsen har tilsyneladende spredt sig til hele Mesoamerika (svarer ca. til Mellemamerika) i den senklassiske periode (600-900 e.Kr.). I den postklassiske periode (900-1519 e.Kr.), blev tilbedelsen af den guddommelige fjerklædte slange et vigtigt aspekt i Cholula – det mexicanske religiøse centrum. I den periode blev guddommen kendt som Quetzalcoatl af hans Nahua-tilhængere. I forhold til Mayaernes religiøse opfattelse svarede Quetzalcoatl nogenlunde til Kukulcan og Gukumatz, og deres navne kan man også groft oversætte til ”fjerklædt slange” på forskellige maya-sprog. Efter den spanske erobring af landet i det 16. årh. blev Quetzalcoatl sammenblandet med Ce Acatl Topiltzin – en regent fra historiske by Tollan. Det er et spørgsmål, der har skabt stor debat blandt historikere, men det er tvivlsomt, om fortællinger om den legendariske tolteker beskriver historiske begivenheder. Desuden har tidlige spanske kilder omtalt de gejstliges tendens til at identificere herskerembedet med Quetzalcoatl. Hos aztekerne var Quetzalcoatl relateret til vindens gud, daggryets Venus, handel, kunst, håndværk og kundskab. Han var desuden protektor for aztekernes præstedømme og deres undervisning og viden. Quetzalcoatl var en af flere vigtige guder som f.eks. Tlaloc, Tezcatlipoca og Huitzilopochtli i aztekernes gudekreds. Iflg. åndsvidenskaben er Quetzalcoatl navnet på en oplyst lærer, som kom til toltekerne fra Tullan eller Yucatan. Han boede i tyve år blandt folket, lærte dem at leve et moralsk liv, at standse alle krige og voldelige handlinger af enhver art, at afskaffe menneske- og dyreofringer og i stedet ofre brød og blomster. Han lærte desuden folket billedskriftens kunst, videnskaben bag tidsstyring ved hjælp af kalenderen og kunsten at arbejde med metaller. Quetzalcoatl omtales som en skabning fra en anden race. Han var en ”hvid” mand med ædelt ansigtstræk, langt sort hår og fuldskæg. Han var klædt i flagrende gevandter, mens toltekerne var mørklødede og næsten skægløse. Legenden fortæller, at han rejste til landet Tlapallan, men andre siger, at han tog til Coatzacualco på Atlanterhavskysten. De indfødtes tradition har bevaret det guddommelige navn Gucumatz, og blandt Quiche-indianerne betyder det ”den fjerklædte slange”. Hos aztekerne har Quetzalcoatl som sagt den samme betydning. I mexicansk religion betragtes Quetzalcoatl som en vigtig guddom, og han er en af luftens guder. I Quiche-kosmogonien, der omtales i Popol Vuh, er Gucumatz en af de første guder, der viser sig fysisk. Quetzalcoatl blev kaldt ”slange” pga. af sin visdom, sin lange levetid og sin kraft. Nutidens forskere har ikke forstået, at man ikke tilbad slanger i de gamle civilisationer. I Mellemamerika, Indien og Egypten kaldte man højt indviede for ”slanger”. I Indien brugte man ordet ”nagaer”. I Egypten hed de ”najaer”. Nagaer og ”najaer” var menneskelige slanger – ikke krybdyr – for oldtidens indviede blev kaldt ”slanger”. Både de hinduistiske og de tibetanske mestre var ”slanger” og i datidens mysteriekulter kaldte både Egyptens og Babylons hierofanter sig selv for ”slangegudens sønner”. Det samme gjaldt kelternes druider. Oprindeligt var krybdyrene, som man nu både frygter og betragter som uhyggelige, et af de højeste og mest respekterede symboler. Årsagen var, at slanger har reptilhjerner, som er symbol på enhed, i modsætning til menneskehjerner, hvor de to hjernehalvdele repræsenterer dualistisk tænkning. Indviede havde erkendt, at alt udgør en helhed, at livet i alle former er ét, og at dualitet derfor er en illusion. Derfor betragtede de sig selv som ”slanger”. (Se også Popol Vuh). |
