VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Ginnungagab
Betydning
(Oldnordisk). Ginnungagap består af ”ginn”, der betyder ”store” eller ”brede” og ”unga”, der betyder ”at føde” eller ”udruge” (som et æg) samt ”gap”, der betyder ”afgrund” eller ”gab”. I skabelsesberetningen i den nordiske mytologi er Ginnungagab navnet på det gabende svælg − det tomme kaos eller det formløse tomrum, der gik forud for skabelsen, og som udgør Universets urtilstand. Ginnungagap er det store dybs uendelige afgrund, eller det kystløse urhav, den begyndelsesløse gabende afgrund, der er uden slutning, som i åndsvidenskaben kaldes det levende ur-rum. Iflg. Snorri Sturlusons Edda ligger Ginnungagab mellem det kolde isfyldte Niflheim i nord og det varme ildrige Muspelheim i syd. Forstavelsen ”ginn” forekommer kun i forbindelse med ord som ”Ginnheilog” (den øverste guddommelige essens), ”Ginnregin” (de højeste guder, der er overordnet både aser og vaner), og Ginnungave, der repræsenterer ”den allerhelligste helligdom” − Universet. I sit højeste aspekt omtales Odin som ”Ginnarr”, og det forbinder ham til æteren eller sanskritudtrykket akasha. Udsagnsordet ”ginna” betyder også at vildlede eller bedrage. Iflg. Eddas poetiske beskrivelse eksisterede der intet − bortset fra Ginnungagap − før verdenerne blev skabt. Alt stof var ”frosset” i en tilstand af ikke-eksistens pga. mangel på gudernes energi. Der var ingen bevægelse, ingen atomer og derfor hverken stof eller form. Tilstanden af ikke-eksistens blev personificeret af frostgiganten Ymer, som forvandlede Jordens stof til en glødende tilstand, da varmen fra Muspelheim (ilden hjemsted) mødte dampene fra tågernes verden, Niflheim (stjernetågernes hjemsted), som skabte en frugtbar damp i tomrummet. Koen Audumla slikkede salt fra isblokkene og afdækkede Bures hoved, der personificerede det frosne, krystalliserede, ubevægelige og ikke-eksisterende. Fra Bure udgik Borr, og fra denne anden fase (eller 2. Logos) opstod den skabende treenighed − Odin, Vile og Ve, og deres samlede kraft ”dræbte” Ymer, og med sin krop (stoffet) formedes verdenerne. (Se også Akasha, Aser, Audumla, Bure, Edda, Muspelheim, Niflheim, Odin, Vaner, Ve, Vile, Ymer og Æter). |