VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Bastet
Betydning
(Egyptisk). Bastet stammer fra ”bes”, der betyder ”varme” eller ”ild”. Hendes navn staves også Bast og Ubasti. Bastet var gudinde for 7. nome i Nedre-Egypten, hvor hovedbyen var Per-Bast, som grækerne kaldte Bubasti. Bastet var en kattelignende gudinde. Hun blev identificeret med de feminine modstykker til Ra og Atum, og derfor blev hun bl.a. kaldt ”Ras og Atums øje”, og Sakhmet – ”den skjulte”. I Theben blev hun identificeret med Mut og Isis, og hendes søn, som hun fik sammen med solguden Shu var Khonsu. Khonsu var en månegud. Bastet blev betragtet som en personificering af Solens kraft, der manifesteres i form af varme. Det var en egenskab, hun delte med løvegudinden Sakhmet. Men Bastet var desuden tæt forbundet med Månen − især i hendes forbindelse til katten. Når Bastet blev afbildet som løvinde, blev hendes egenskaber vist med en sol, og med en måne, når hun blev vist som en kat. Dobbeltaspektet havde en tæt analogi med Månen, og det understreges dels af, at Bastet optrådte som gudinde i fødselskammeret, og dels af at hendes søn Khonsu kunne gøre kvinder frugtbare og få det menneskelige kim til at vokse, fordi han var lysbringer, og pga. hans forbindelse til Månen. Bastet er en gammel guddom, der kendes fra 2. dynasti, men sandsynligvis er gudinden endnu ældre. Tamkatten Bastet er en blidere version af løvegudinden Sakhmet. Sakhmet symboliserer kundalinikraften – den psykiske energi i ethvert menneske. Men desuden er kundalinikraften stoffets iboende kraft. Sakhmet fremstilles som både en brutal og hensynsløs gudinde og en styrkende og helbredende healingsgudinde. Kundalinikraften er en voldsom kraft, som kan være totalt ødelæggende, hvis den er ude af kontrol eller udvikles for tidligt. Et uudviklet menneske vil ikke kunne kontrollere den enorme psykiske kraft, og resultatet vil ofte være katastrofalt. Modsat er energien en kolossal kreativ, dynamisk og forvandlende kraft, der kan løfte mennesket fra dyrisk natur til overmenneskelige højder. Når kundalinikraften er under kontrol, er den en positiv kraft og en tro ledsager på udviklingsvejen. Når Sakhmet – den utæmmede kundalinikraft – kommer under kontrol, forvandles hun til Bastet – den milde og tamme tempelkat, der dog stadig har kattens selvstændige natur. Via Bastet (den kontrollerede kundalinikraft) skabes der kontakt mellem løvegudinden Sakhmet (rodchakraet) og løvegudinden Tefnut – kundalinikraftens åndelige aspekt (hovedchakraet). Herodot oplyser, at den græske Artemis (Diana på latin) svarer til Bastet. (Se også Artemis, Atum, Mut, Isis, Khonsu, Kundalini, Ra, Sakhmet, Shu og Tefnut). |