VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Valkyrier
Betydning
(Oldnordisk). Valkyrier betyder ”de valkårende” eller ”de, der vælger faldne”. Valkyrierne var Odins døtre. De var skønheder, der udpegede de kæmper, der skulle falde i slaget, og som skulle tilbringe efterlivet i Odins store borg Valhalla. Det var også Valkyrierne, der bar de faldne bort fra ”Val” (kamppladsen) til Valhalla. I den nordiske mytologi var Valkyrierne en gruppe af feminine halvgudinder, der blev associeret med vikingernes krig, kamp, død og guden Odin. Valkyriernes rolle knyttede dem til begrebet skæbne (karma), der spillede en stor rolle i den nordiske kultur. I Valhalla blev krigerne medlem af ”Odins hird” – Einherjerne – som skulle kæmpe for ham i den sidste kamp ved Ragnarok. I Valhallas dødsrige blev vikingerne opvartet af Valkyrierne, og i flere heltesagn og digte omtales Valkyrierne som de døde krigeres elskerinder. I sagnene fremstilles de også ofte som smukke kongedøtre, der havde tilknytning til svaner. Valhalla- og Valkyriemytologien var uden tvivl et led i en særlig krigerideologi, som opstod før vikingetiden. Valkyrierne var et vigtigt element i ideologien, og den havde stor udbredelse indtil religionsskiftet. Der er detaljerede beskrivelser af Valkyrier i mange nordiske kilder fra middelalderen, bl.a. Ældre Edda, der blev nedskrevet i Island på baggrund af før-kristne kilder. I sagnene fremstilles krigerne som dygtige ryttere, og de omtales også i Yngre Edda (Snorres Edda), Heimskringla, Njals saga, Islændingesagaerne, Vølsungesaga og forskellige skjaldedigte. Fra før-kristen tid kendes flere runeindskrifter, der henviser til Valkyrierne, men det er vanskeligt at fortolke betydningen. De beskrives ikke som egentlige gudinder, men de var alligevel vigtige mytologiske skabninger. I angelsaksiske kilder er ordet ”valkyrie” beslægtet med ”wælcyrge” og ”wælcyrie”, og det kan være tegn på, at forestillingen om Valkyrierne var baseret på en ældre fællesgermansk tradition. Nogle forskere mener, at valkyrierne var forbundet med andre typer af gudinder – f.eks. norner, diser og vølver. Valkyrier er desuden identiske med grækernes muser. (Se også Edda, Odin, Valhalla). |