
VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Gruppesjæl
Betydning
På samme måde som et menneske har en personlighed, mens det er i inkarnation, har hvert enkelt dyr i dyreriget det også, men disse ”personligheder” er ikke som hos mennesket udgået fra en selvstændig sjæl eller individualitet, men fra en gruppesjæl, som har mere end én ”personlighed” i inkarnation på én gang på det fysiske plan. Der kan være flere eller færre i inkarnation afhængig af, om dyret udviklingsmæssigt tilhører lavere- eller højerestående arter. Når dyrets lavere aspekt eller ”personlighed” dør, går dyret derfor tilbage til sin gruppesjæl, og alle de erfaringer, dyret har indsamlet i sit fysiske liv, kommer derfor alle senere fødte ”personligheder” fra samme gruppesjæl til gode. Det er den form for gruppebevidsthed, man kalder instinkt. Hver enkelt ny gruppesjæl indeholder efterhånden færre og færre individer efterhånden som udviklingen skrider fremad. For de højerestående pattedyrarters vedkommende er der kun ganske få. Til sidst er der kun er ét eksemplar eller én ”personlighed” tilbage, som herefter bliver bevidst om, at den er adskilt fra gruppen. Derved sker individualiseringen, hvor en ånd (monade) forbinder sig med den adskilte personlighed via en individuel sjæl, og den fødes derefter ikke mere som dyr, men som menneske. Individualiseringen kan kun ske via syv pattedyrarter, og processen skal stimuleres ved kontakt med mennesker. Af de syv dyrearter kender man fem: Hunden, katten, hesten, elefanten og en af de store menneskeaber. De to sidste kendes ikke. Muligvis er de ikke udviklet endnu. I den nuværende periode kan der ikke fødes flere individualiserede dyr som mennesker, for det siges, at ”døren til menneskeriget er lukket”. De dyr, der individualiserer, befinder sig i en slags nirvana. De ”sover” indtil det rigtige tidspunkt indtræffer i en senere periode, hvor der vil være passende menneskeformer til rådighed. En gruppesjæls udvikling begynder allerede i mineralriget og fortsætter i planteriget, hvor de principielle forhold er nogenlunde de samme som i dyreriget. Ovennævnte skal ikke forstås sådan, at når et dyrs ”personlighed” dør, bliver det ét med sin gruppesjæl, for det ville medføre, at de mister deres individualitet. Hvert dyr – og det samme gælder enhver organisme helt ned til et atom − har sin monade eller permanente individualitet, som er på udviklingsvejen på samme måde som menneskets monade er det. Dyret befinder sig bare på et lavere udviklingstrin. Dyrets individualitet kan ikke gå tabt, men kvaliteten af den manifesterede individualitet er så lidt udviklet i et dyr i forhold til menneskets, og det samme gælder deres monader i forhold til menneskets tankesind, men grundlæggende er der ikke den store forskel på dyrets og menneskets monader, og derfor giver dyrene et indtryk af, at de udgør en samlet gruppe. Ordet gruppe betegner derfor en enhed, men i ekstremt abstrakt forstand. Den tibetanske mester Djwhal Khul oplyser, at når mennesket engang er vendt tilbage til udgangspunktet for sin udviklingsrejse og bliver ét med sin monade, som er ét med alt, vil der stadig være en erkendelse af individualitet. (Se også Djwhal Khul, Gruppebevidsthed, Monade og Nirvana). |