VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Dæmon
Betydning
(Græsk). Dæmon stammer fra det græske ”daimonos”. Dæmon betød oprindeligt både gode og onde åndevæsener. I de oprindelige hermetiske værker og gamle klassikere var betydningen identisk med ”gud”, ”engel” eller ”geni”. Sokrates brugte udtrykket om den uforgængelige del af mennesket − det sande indre menneske som kaldes Nous – dvs. det højere ”Jeg” eller sjælen, og det antyder paralleller til den kristne idé om skytsengle. Nu er dæmon næsten udelukkende en betegnelse for onde ånder, men de store vismænd betragtede ikke en dæmon som identisk med de kristnes Helvede, eller den forestilling man møder i den kristne ortodokse teologi. Navnet blev givet i fortiden − især af filosofferne i den Alexandrinske skole − om alle former for ånder, uanset om de var gode eller onde, menneskelige eller ikke-menneskelige, men nogle filosoffer forsøgte med god grund at skabe en kategorisering af de forskellige grupper. Derfor blev der senere henvist til skabninger, der befandt sig mellem guder og mennesker, som varetog gudernes rettigheder og funktioner. Platon delte dæmonerne i tre grupper. De to første var usynlige, for deres legemer bestod af ren æter og ild, mens dæmoner fra tredje gruppe var iført dampagtige legemer. Derfor var de som regel usynlige, men nogle gange kunne de gøre sig synlige i få sekunder. Det giver associationer til menneskets astrallegeme. Hesiod kaldte dem guldalderens ånder, og han fortalte, at de vågede over menneskeheden. Ligesom så mange andre kosmiske kræfter og deres symboler blev ånderne udstødt i jødedommen og kristendommen, som definerede dem som ondskabsfulde kræfter, som er fjendtlige over for menneskeheden, og som man skulle frygte og ikke respektere. Derfor blev de afvist som lydige hjælpere og nedgraderet til at være ringere end mennesket. Hele idéen om Djævelen eller Modstanderen blev udtrykt med ordet dæmon. De såkaldt ”faldne engle” repræsenterede et oprør mod Gud, selv om de bare udførte deres naturlige pligt i evolutionen ved at skabe de lavere verdener. Reelt er det mennesket, der er en personificering af ondskab pga. af dets onde tanker og begær, som skaber former på de laveste astrale underplaner, hvor de hjemsøger Kama-Loka. Selv de gamle grækere og romere trak en skarp linje mellem dæmoner med æterisk form, virkelig åndelige skabninger og de lavere dæmoner, som var beboere i de lavere astrale og fysiske riger, og som man frygtede i de gamle kulturer. Derfor var de langt mere oplyste end nutidens kristne nogensinde har været. Iflg. Kabbalaen opholder dæmonerne sig i Assiah’s verden, som er stoffets og de døde ”skallers” verden. De kaldes Qelippoth. Der er syv Helveder, og deres dæmoniske beboere repræsenterer de personificerede moralske laster. Deres prins er Samael, og hans kvindelige ledsager er Isheth Zenunim − den prostituerede kvinde. Som forenet aspekt kaldes de Chiva − ”Bæstet”. (Se også Agathodæmon, Alexandria-skolen, Djævelen, Helvede, Kakodæmon, Kama-Loka, Samael og Qelippoth). |