
VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Hermesstaven
Betydning
(Egyptisk/græsk). Hermes ses ofte med en stav i hånden – den såkaldte Hermesstav eller Caduceus, som betyder ”sceptret”. Hermesstaven kaldes også Merkurs vingede heroldstav. Grækerne kopierede idéen om Merkurstaven eller Caduceus fra egypterne. Caduceus er en stav med to slanger, der slynger sig hver sin vej omkring en stav, og den ses på egyptiske monumenter, der er bygget før grækernes storhedsperiode. Caduceus stammer fra det latinske ”caduceum”. På græsk hed staven ”kerukeion”, som betyder ”at råbe højt”. Som symbol repræsenterer den menneskets rygsøjle (sushumna), hvor ida og pingala − den maskuline og den feminine kraft – der slynger sig omkring hinanden og danner en kanal, som sushumnas syntesekraft strømmer igennem. Hermesstaven er derfor et filosofisk symbol på ånd og stof, der er sammenflettet i det manifesterede univers, og staven henviser til kundalinienergien − menneskets psykisk-åndelige energi, der ligger slumrende i rodchakraet som en ”spiralrullet slange”. Når kundalinikraften vækkes, stiger den op gennem sushumna. Hermesstaven symboliserer derfor menneskets rygsøjle og kundalinienergien − den latente åndelige kraft eller psykiske nerveenergi. Kundalini i relation til menneskets fysiske legeme er en kraft, der findes latent i stoffet. Det er det integrerede liv i hvert atom. Kundalini eller kundalini-shakti er ”slangeilden”, der kan vækkes i ethvert menneske. Den naturlige udvikling er en langsom og jævn bevægelse opad gennem chakraerne eller kraftcentrene i den æteriske rygsøjle (ikke den fysiske) i overensstemmelse med menneskets udvikling. Opvækkelsen medfører en såkaldt kundalinirejsning, som kan medføre stærke oversanselige evner. Hvis den vækkes for tidligt i stedet for via naturlig udvikling gennem mange inkarnationer, og hvis den ikke ledes ad den rigtige vej, bliver kundalinikraften alvorligt ødelæggende i stedet for skabende. Kundalinikraften er aktiv i ethvert menneske. Det enkelte menneskes åndelige niveau er udtryk for det niveau, kundalinikraften har nået. Kundalinirejsningen sker automatisk og naturligt i inkarnationernes løb, men en stimulering i utide kan være katastrofal. Hermesstaven er også symbol på hele evolutionen, på de syv skabelsesdage, på en manifestationsperiode eller Yggdrasil i den nordiske mytologi. Hermesstaven består af en lodret stav, der øverst er forsynet med en vinget solskive og to slanger, der snor sig om kraftstaven. Den ene slange er sort. Den symboliserer involutionen − nedstigningen i stoffet. Den anden slange er hvid, og symboliserer evolutionen − opstigningen til det åndelige efter at have erhvervet sig al den erfaring, som inkarnationerne i stoffet kan give. Selve staven symboliserer den lodrette og lige vej til ånden eller monaden. Det er indvielsesvejen. Mange tror, at Hermesstaven er identisk med Asklepios-staven, men det er ikke korrekt. (Se også Asklepios-staven, Caduceus, Chakra, Hermafrodit, Hermeneutik, Hermes, Hermes Sarameyas, Hermes Trismegistos, Hermetisk, Hermetisk aksiom, Hermetisme, Ida, Kundalini, Monade, Pingala, Shakti, Sushumna, Thoth og Yggdrasil). |