VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Begravelsesskik
Betydning
(Egyptisk). En begravelse i det gamle Egypten bestod af flere faser. I første fase sørgede den afdødes familie og husstand omkring den afdødes båre, og her spillede professionelle grædekoner en vigtig rolle. Når en egypter døde, var der både glæde og sorg i familien. Man glædede sig over, at den afdøde havde afsluttet et nyt afsnit i sin uddannelse i livets skole og nu kunne gå gennem dødens indvielse beriget med livets erfaringer. Men man følte også sorg over at skulle skilles fra et nært familiemedlem, selv om adskillelsen kun var fysisk. Dilemmaet mellem glæde og sorg løste egypterne ved at leje grædekoner, som skulle klage og jamre højlydt, slå sig for brystet, smøre sand og snavs i ansigtet og flå tøjet i stykker – på familiens vegne. Familien kunne koncentrere sig om den festlige side af ritualet, som omfattede et festligt måltid. Skikken med at mumificere den afdødes fysiske legeme medførte, at der var en lang periode mellem selve døden og den endelige begravelse, og det skabte naturligt to faser i begravelsesritualet. I den første fase forlod den afdøde sit fysiske hjem i kisten fulgt at venner og slægtninge. Den afdøde blev identificeret med Osiris – dødens og opstandelsens gud – og derfor skulle to kvindelige pårørende personificere Osiris’ hustru og hendes søster, gudinderne Isis og Nephthys. Følget gik til Nilen, hvor den afdøde blev ført i procession til en bark og sejlet til ”Dødens hus”. Her blev det fysiske legeme balsameret, og når det var udført, blev mumien overdraget til familien. Først herefter kunne den anden procession begynde. Det krævede 70 dage at gennemføre en mumificering efter forskrifterne, og kun faraoner og adelsmænd havde råd til den fulde mumificering. Almindelige mennesker måtte nøjes med en mindre kompliceret og væsentlig billigere mumificering. I de 70 dage, hvor mumificeringen foregik, forberedte man gravudstyret, udarbejdede dekorationer og fremstillede de forskellige kister og en sarkofag. Den afdøde blev anbragt i mindst én trækiste, men ofte i flere, der kunne anbringes inden i hinanden. De blev anbragt i selve stensarkofagen. Hvis det var en kongelig mumie, blev de mumieformede kister anbragt i guldbelagte skrin, som var placeret inden i hinanden. Indvoldene blev anbragt i beholdere, der blev kaldt Kanopekrukker. Nu kunne næste fase i den lange ceremoni begynde. Under ledelse af begravelsespræsterne blev mumien igen båret i procession til Nilen og sejlet fra Østbredden til Vestbredden – til ”de dødes land”. Før mumien blev sænket ned i det underjordiske mumiekammer, blev den omfavnet af ypperstepræsten. Herefter blev den lagt foran Ka-statuen i Mastabaen for at vise forbindelsen mellem det fysiske legeme og den afdødes Ka-statue. Der blev slagtet offerkvæg, og kødet blev tilberedt til et begravelsesmåltid. Sangere og dansere bød den afdøde velkommen til ”Vestens hellige land”, hvor den afdøde på de indre planer skulle føres til ”Dommens hal”, stilles over for 42 dommere, dømmes og herefter gennemgå forskellige faser i en transformationsproces, der afsluttedes med den afdødes genfødsel til efterlivet. I årene efter begravelsen kunne de efterladte derfor bevare kontakten til den afdøde og regelmæssigt udføre bestemte ritualer i Mastabaen. (Se også Amenti, Isis, Kanopekrukke, Nephthys og Osiris). |
