TOLV
Tolvtallet repræsenterer det færdige produkt, som findes latent i alle kræfter og former i naturen. Tolv er et symbol på kosmisk orden, åndelig fuldkommenhed og afslutning.

Grafisk er tolvtallet repræsenteret ved en cirkel, der er inddelt i tolv afsnit. Symbolet er kendt under forskellige betegnelser som ”livets hjul” eller ”lovens hjul”, men det mest kendte symbol er zodiaken. Her er den guddommelige cirkel opdelt i tolv lige store afdelinger af trekantens firfoldige udtryk. Hjulet er forbundet med rotation, og egerne, der stråler ud fra navet, symboliserer ånden i manifestation. De tolv opdelinger af livets cyklus svarer muligvis til sjælsstadier og sjælskvaliteter.
Zodiaken er sandsynligvis det ældste og mest hellige filosofiske koncept, der viser Gud i sin manifestation. Det er langt ældre end både grækerne og egypterne.
Dertil kan føjes tolvtallet i Bibelen − Jakobs tolv sønner, tolvdelingen af kong Salomons tempel, Israels tolv stammer, de tolv apostle − etc. Der er desuden tolv olympiske guder, Herkules’ tolv arbejder, Kong Arthurs tolv riddere − etc.
Tolv er det manifesterede univers’ tal, og tolv er grundlaget for dodekaederet[1] − et platonisk legeme, der består af tolv ens sideflader. Dodekaederet er det platoniske legeme, der kommer kugleformen nærmest, og Pythagoras betragtede formen som hellig. Figuren anvendes som symbol på alle andre former i manifestationen.
_________________________________
[1] Dodekaeder er græsk, og betyder ”tolv ansigter”.
_________________________________
|