EN
En er begyndelsen. Før en var der intet. Efter en vil der intet være, for alt vil vende tilbage til begyndelsen. En er essensen af alle kræfter – af alle former for energi. Alle aktiviteter udgår fra en.
Gud er Den Ene − og Gud er begyndelsen. Det ene punkt er derfor symbol på Den Ene Gud eller Det Ene Livsvæsen. En, punktet og ettallet er derfor identiske symboler. En, udgør derfor det maskuline princip i den skabende kraft.
Pythagoras begynder talrækken med ettallet i form af punktet eller den lodrette streg. Hos Pythagoras symboliserer punktet det oprindelige og det uskabte. For nogle repræsenterer punktet det tidløse og abstrakte, og for andre symboliserer punktet det usynlige, umanifesterede Ene Livsvæsen før skabelsens begyndelse. Den lodrette streg viser den første bevægelse, det skabende ord og skabelsens begyndelse.

Punktet og ettallet symboliserer på denne måde selve livet og viljen til skabelse. Punktet er ånden eller årsagen før skabelsen, og det repræsenterer derfor den tidløse og rumløse tilstand. Men punktet kaldes også ”den guddommelige gnist”, for punktet er den første manifestation af det umanifesterede – den første livsgnist i skabelsen – det indre lys − den immanente Gud.

Punktet repræsenterer ”Den Ubevægelige”, som må bevæge sig for at lære sig selv at kende. Det Ene Livsvæsen bevæger sig fra den tid- og rumløse tilstand ind i tidens og rummets dimension. Det er en bevægelse af skabende kræfter, som danner det manifesterede Univers symboliseret ved cirklen. Bevægelsen af skabende kraft repræsenteres af den lige linje, der udgår fra centrum.
En er symbol på enhed og udelelighed. Hvis en er den første manifestation af det umanifesterede, repræsenterer en enheden i alle former for liv. En symboliserer den første Adam − samt menneskets evne til at stå oprejst i modsætning til dyrene. En symboliserer den lige og smalle sti, som personligheden må følge for at opnå guddommelighed eller Kristusbevidsthed. En er den linje af lys og åndelig aspiration, som skal strømme fra menneskets hjerte og forene det menneskelige med det guddommelige.
Tallet minder mennesket om Den Ene Gud, Det Ene Livsvæsen, menneskeheden som en enhed, individualitet, selvstændighed, selvbevidsthed, herredømme, magikerens kraftstav, sceptret, viljens magt … etc.
|