Livets Træ og Kundskabens Træ

I Edens have var der to træer – ”Livets Træ” og ”Kundskabens Træ”. Det sidste rummede godt og ondt, og det indebærer, at der findes to kundskaber. I gnosticismen siges det, at Ennoia (den guddommelige tanke) og Apophis (slangen) udgør en helhed, som er Logos, men adskilt er de ”Livets Træ” og ”Kundskabens Træ”. Det første træ repræsenterer det åndelige, og det sidste repræsenterer intellektet. Adam spiste æblet fra ”Kundskabens Træ”, og det er en vigtig allegori i relation til menneskets evolution, for efter adskillelsen af kønnene blev menneskeheden begavet med tænkeevnen, for mennesket skulle ikke spise æblerne fra ”Livets Træ” og blive udødelig. Årsagen var menneskets ufuldkomne tilstand i evolutionen. Derfor blev mennesket sendt ud af Edens have (enheden) for at erhverve sig kundskab i dualitetens verden.

Træets frugt
Upanishaderne oplyser, at skrifterne indeholder en ny lære. Læren er samlet om begreberne Atman og Brahman – dvs. Brahman som Universets inderste natur, og Atman som det enkelte menneskes inderste natur. Iflg. læren er de to identiske. Læren beskrives i lignelser – eksempelvis om frugtens kerne, hvor man intet kan se, og som alligevel rummer grundlaget for, at et fuldvoksent træ kan vokse ud af kernen. Indsigten skal frigøre menneskets inderste natur fra identifikation med stof og legemer.
I Indien siges det, at kærlighed og visdom bliver omdannet til et træ, som bærer en frugt, der skaber frigørelse, og som definitivt nedbryder aswattha-træets (”Evighedens Træs”) rødder. Rødderne er symbol på livet i stoffet og formen og formens illusion. Aswattha-træet er desuden symbol på den hemmelige og hellige viden, der bevogtes af slanger eller drager, men det kan også henvise til hellige skrifter. Det var som sagt en drage, der bevogtede træet med hesperidernes gyldne æbler. Træerne i Meru blev bevogtet af en slange. På sin bryllupsdag med Jupiter, gav Juno ham et træ med gyldne frugter − på samme måde som dengang Eva gav æblet til Adam.

|