Lerklumpen eller åndedrættet?

I kabbalaen er Adam ”den eneste fødte”. Ordet Adam betyder ”rød jord”, og Gud brugte angiveligt den røde jord eller det røde ler, dengang han formede det adamiske menneske. Guds ånde blev herefter pustet ind i lerklumpen, som blev levende. Materialistiske mennesker fokuserer derfor automatisk på, at mennesket oprindeligt blev skabt af en klump ler, og de identificerer sig med lerklumpen, men de mere intelligente fokuserer på, at legenden oplyser, at mennesket er ånd − eller Guds åndedræt. Legenden om Adam og lerklumpen er uden tvivl inspireret af de gamle egypteres legende om skaberguden Khnum, som skabte alt stof, og derfor var han ophav til ”alt det, som er”. Han skabte både guder og mennesker, og legenden siger, at han formede dem i ler på sin pottemagerdrejeskive.

Ababel er det samme som ”Fadertræet” − og det svarer til det mystiske ”Livstræ” i Koranen − der lader nye grene og blade vokse frem efter hver genfødsel af Kerkes eller fugl Fønix, og det sker 7 gange 7 eller 49 gange. Kabbalisterne refererer til den 10. sephiroth i ”Livets Træ”. Kabbalaens livstræ med de 10 sephiroth, som er Adam-Kadmon, repræsenterer guddommens 10 udstrålinger. Adam-Kadmon er den manifesterede Logos, der svarer til åndsvidenskabens 3. Logos − den umanifesterede skabning − det første ideale menneske. I aristotelisk forstand symboliserer Adam-Kadmon Universet in abscondito eller i begærløs tilstand. Adam-Kadmon svarer til hinduernes purusha, og begge er et generelt udtryk, der bruges til at repræsentere enten den kosmiske Logos eller mestre, der hersker over deres respektive hierarkier.