Akacie, sykomore

og tornegrenen

Akacie symboliserer ”håb” og ”uskyldighed”. Det er en plante, der bruges i frimureriet som symbol på indvielse, udødelighed, renhed og håb. Akacietræet stammer fra legenden om Osiris og Isis, og her voksede træet i Byblos – nutidens Libanon. I legenden omtales akacietræet som et sykomoretræ. Jøderne lånte senere symbolet hos de gamle egyptere, og kaldte det et ”shittah-træ”, der var symbol på udødelighed. Sykomoretræet blev forvandlet til en søjle, som egypterne kaldte en djed-søjle, der var symbol på Osiris’ rygsøjle. Akaciegrenen er derfor symbol på menneskets åndelige vækst.

Som søjle repræsenterede akaciegrenen rygsøjlen, og den blev desuden kaldt ”tornegrenen”. I rabbinerskrifterne kan man læse at: ”… tornebusken var det første træ, der blev skabt i Paradis”. Og tornebusken er identisk med ”Livets Træ” eller ”Kundskabens Træ” i Paradisets have. Den egyptiske djed-søjle, som både repræsenterede Osiris’ rygsøjle og menneskets rygsøjle, kaldte man ”det tornede træ” eller ”tornegrenen” pga. ryghvirvlernes tapper. Åndsvidenskaben oplyser, at mennesket langs rygsøjlen har syv psykiske centre eller chakraer, der beskrives som lysende eller ”brændende” energihvirvler, og i udviklingens løb, stiger den psykiske energi op gennem den æteriske rygsøjle. I Isis-kulterne hos romerne kaldte man centrene langs den ”tornede” rygsøjle for ”roser”. Og i senere kristne kulter − som f.eks. Rosenkreuzerne, hvis navn betyder ”roserne på korset” eller ”de korsfæstede roser” – vises de som flammende røde roser, der stikker frem fra den tornede gren.