Opsporingen af „den glemte fejde“, hvis elementer nu er tilgængelige, leder frem til Moses’ vedholdende og ekstreme opgør med to af Egyptens stærkeste faraoner og afdækkes i sit eventyrlige og dramatiske forløb. Disse hidtil ubelyste handlinger foregik i den kun sparsomt beskrevne periode af Moses’ liv, nemlig også de fleste af årene efter hans flugt fra Egypten og senere igen efter israelitternes udvandring fra dette land.

Idet et grundlag i gamle israelitisk-jødiske overleveringer om Moses - fra samme tid som den ældste kerne i Bibelens Mosebøger - således blev bevaret i de jødiske rabbineres skrifter i senere tider, træder flere nye opsigtsvækkende træk frem, og Bibelen og oldtidsforfatternes beretninger viser en bestyrkende sammenhæng hermed. Det sjældne materiale sættes i direkte relation til arkæologien og til den mere præcise datering fra analyse af kontrollerbare astronomiske oplysninger i de gamle tekster samt til de egyptiske data. Dvs. at forløbet kan vurderes netop på baggrund af et langt mere vidtspændende historisk kildeniveau end Bibelens alene.

Under sit eksil var Moses på flugt i næsten 40 år - det fortæller rabbinerskrifterne og det Nye Testamente. Sidstnævnte tekster tilføjer, at da han til sidst ankom til Jethro på Sinai, tog folk i disse egne tilmed afstand fra Jethro „...som om han var bandlyst...“, hvilket kan antyde datidens opfattelse af rækkevidden af den stærkt magiske bandlysning af Moses.

Undersøgelsen af Moses’ egentlige virke i Egypten i disse „skjulte“ år, har allerede i seriens forudgående bind - ved sammenføring af ikke tidligere anvendte data - åbnet for indblik i nye sider af hans skæbne. Herved er fremkommet flere brikker, der kunne bidrage konkret til en udvidelse, i realiteten en reform, af efterverdenens billede af Moses.