Først tilbage til Moses’ tidlige eksil-situation længe før exodus. Bl.a. ud fra egyptiske inskriptioner, samt egyptiske afbildninger af græske udsendinge, påviser den tyske egyptolog Wolfgang Helck - i sin afhandling „Die Beziehungen gyptens und Vorderasiens zur gäis bis in 7. Jarh.v.Chr.“ (Darmstadt 1979, s. 52f) - følgende vigtige kendsgerning:

At danaerne overrakte gaver(!) til Tuthmosis III i hans 42. regeringsår. Det kan have forbindelse til samtidige mykæiske gruppers velkendte ekspansion fra Peloponnes til Kreta; herunder fik Egypten en indgribende rolle:

Således må danaerne - der her allerede så tidligt optræder med den problematiske „danaiske gavegivning“ (se nedenfor) på grund af uroligheder blandt forskellige græske og førgræske folk - have forliget sig med Tuthmosis III. Dette var gennemførligt nu, måske også fordi den nævnte forhenværende faraoudsending Lynkeos var blevet deres leder.

Ekspanderende befolkninger og hungersnød i de østlige Middelhavsområder er dokumenterede faktorer bag perioder med emigrationer midt i 1400-tallet f.Kr. Således invaderede „tidlige grækere“ det minoiske Kreta, især ved Knossos, cirka 1450 f.Kr., ifølge bl.a. Robert Drews’ „The Coming of the Greeks“ (Princeton U.P. 1989, s. 193).

Under de nævnte forhold har Kekrops, ligesom danaerne, nu måttet holde fred med Egypten. Nøgterne overleveringer, der indeholdes i græsk tradition, omtaler en hungersnød i de græske områder - en velkendt baggrund for tidens uroligheder og evt. også for den tids doriske emigation - samt at Kekrops derfor sendte skibe til Egypten og lod hente korn derfra.

Den kanaanæisk-syriske oprørsalliance imod Egypten har nu ikke længere kunnet få hjælp fra søsiden til at afskære Tuthmosis III’s forsyninger. Samtidig fik alliancen voksende forhindringer, fordi Egyptens havgående flåde var blevet forøget. Disse brud i den i forvejen efterhånden trætte alliance må have standset dennes stridigheder med Egypten.

Det er et faktum, at Tuthmosis III som ved et trylleslag ikke mere behøvede at fortsætte sine krigshandlinger efter 19 års uafbrudt bekæmpelse af oprør. Som vi skal se, kan tilmed situationen i sig selv indikere, at en af faraos hovedmodstandere, den skjulte fjende, dvs. Moses, ikke længere har kunnet få støtte hos den smuldrende alliance.

Netop da Tuthmosis standsede sine „pendultogter“, synes der på baggrund af en række anerkendte fakta at kunne peges på en iøjnefaldende overensstemmelse: Præcis på den tid, da danaerne kommer med (freds)-gaver til Tuthmosis III, efter hans 19 års krige - dvs. i sit ovennævnte 42. officielle regeringsår (der indregner Hatshepsuts 22 år) - ses denne farao nu pludselig ikke at have flere af disse oprør at bekæmpe!

Også resterne af en hjemlig opposition i Egypten har herved mistet sin støtte. For nøjagtig på den tid sad Tuthmosis mest sikkert i sadlen: Han tog da i en ny udraderingsbølge fat på, efter disse 19 år, at fjerne yderligere af Hatshepsuts spor i navneinskriptioner og afbildninger.

Ved udløbet af de 19 år var det 25-27 år siden, at Moses’ flugt til et eksil i Etiopien begyndte, i cirka 1493 f.Kr. Og nu arbejdede tiden imod Moses: Han havde mistet tilhængere i en stor del af sit udenlandske netværk, der i forvejen befandt sig i problematisk distance fra hans opholdssted, foruden at parterne ikke længere havde stærke fælles interesser.

Ydermere, ifølge flere rabbinerskrifter, måtte Moses af interne politiske årsager i Etiopien forlade dette land - efter hen imod 30 års ophold her siden sin ankomst cirka 1493 f.Kr. Oprørskrigene imod Egypten var indledt i 1486 f.Kr., dvs. på tidspunktet for Hatshepsuts død. Det er påfaldende, at rabbinernes og oldtidsforfatternes data synes at vise overensstemmelse med egyptiske optegnelser for krigenes afslutning just 19 år senere - og netop passe ind i det større mønster.

En ny chance for gennembrud for Moses’ oprør opstod først 12-13 år senere, ved Tuthmosis III’s død. Det blev til selve starten på exodus.

_________________________________

Moses omtales i Bibelen og rabbinerskrifterne i forbindelse med filistrene, som kendes i egyptiske kilder mere tidligt end formodet. Ved 15-1400-tallets store omvandringer blandt østlige Middelhavsfolk ses pelasgere/filistre flere steder som naboer til danaere/danitter, både ved græske kyster på Kreta og i Argos såvel som på kanaanæiske kyster.

Blandt tidens søkrigerfolk var netop danaerne/danitterne i flere tilfælde medregnet i det israelitiske såkaldte 12-stammeforbund. Trods tidligt kendskab til dem hos egyptere og babyloniere (100-årig arkæologisk viden herom findes bl.a. i British Museum) ses sådanne fakta negligeret.

Egyptiske kilder om danaernes fred med Tuthmosis III i hans 42. år, visr sig at koordinere med, at Moses og hans allierede blandt også disse folk måtte indstille deres oprør mod denne farao præcis på dét tidspunkt.

_________________________________

 Gudinden Tanit med barnet og
stjernebestrøet klædning - samt skrevet
som tegn. Hendes navn og kult relateres
oprindeligt til danaernes gudinde Danaë.

Havgående egyptisk skib med
op til 50 årer. Tuthmosis III’s skibe er
af lignende, men senere udgave.