Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (56 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (56 af 97)

Magi-krigsførelse mod koalitionen

i nord og syd

 

Allerede under Amenhotep II’s tidligste asiatiske felttog - samtidig med at udvandringen startede - forcerede denne nye farao Nedre Egypten og tilbagetrængte hurtigt de kanaanæiske styrker; og der skete en række besynderlige hændelser. Ifølge Amenhotep II’s optegnelser på sine sejrssteler tog egypterne bl.a. syv konger til fange i områderne øst og syd for Orontes-floden (nuværende Asi-flod) ved fæstningsbyen Kadesh i Syrien - hvorefter Amenhotep ved en rituel magtdemonstration personligt henrettede dem med sin kølle.

Denne barske farao måtte hastigt vende tilbage til Egypten, og under Nil-sejladsen lod han - foran på boven af det kongelige skib - disse slagne fyrsters lig ophænge med hovedet nedad. Undervejs lod han „ligene indvie“ til Amon i Theben og ophængte derefter de seks af dem uden på byens mure. Dette var ikke normal procedure i Amon-kulten, men var bl.a. udtryk for, at ligene skulle „præpareres med magi“ mod fjenden, en skik som stadig er kendt hos visse naturfolk.

Amenhotep II medførte liget af den sidste af disse syriske konger til sydgrænsens fæstningsby Napata (ved Nilens 4. katarakt), hvor det blev hængt op „for at afskrække fjenderne“ i Nubien og Etiopien.

Naturligvis ville ingen krigere lade sig afskrække blot af at nogle lig ophængt på en mur. Hvis der kun var tale om magtdemonstration, var det mere nærliggende at anvende „præparerede“ lig af nubiske ledere. Så hvorfor blev denne sag givet så megen opmærksomhed, at Amenhotep II - skønt han havde overordentlig travlt med at rejse sydpå - alligevel lod disse lig slæbe med sig hele vejen de 3.000 km til sydgrænsen?

Hvilken særlig virkning forventedes disse fremmede lig at have på de sydlige naboer? Hvordan skulle dette, at Amenhotep II havde slået sine fjender på flugt i Palæstina og Syrien i nord, overhovedet kunne tjene som nogen advarsel for nubierne i syd?

Amenhotep II’s handling er uforståelig, medmindre oprørene imod ham netop ses som en koordineret aktion ikke blot i nord, men også inkluderende det samtidige oprør ved sydgrænsen!

De to steler med Amenhotep II’s inskriptioner om dette første af hans asiatiske felttog blev da heller ikke opstillet i de nordlige områder, hvilket ville have være naturligt til advarsel for disse naboer. I stedet blev de begge placeret i syd, i Øvre Egypten, med den hensigt, som deres tekster udtrykkeligt angiver:

„...for at advare de fremmede lande i Nhsy (områderne i Nubien)...“.

Hos nubierne og etiopierne kan kongerne fra Syrien derfor ikke have været opfattet som totalt fremmede, uvedkommende personer. Med de pågældende kongers lig havde Amenhotep II - for at få standset og taget kraften ud af de sydlige oprør - givet denne advarsel, som i virkeligheden indeholdt det budskab, at der ikke længere var nogen forbundsfæller nordpå. De var blevet udslettet, hvorfor disse sydlige naboer gjorde klogt i at opgive overfald på Egypten. Inskriptionen er en tydelig demonstration af - hidtil ikke erkendt - eksistens af organiseret koordination mellem Egyptens fjender i nord og syd.

Endnu en besynderlig handling fra Amenhotep II’s side viser sig af særlig betydning i forbindelse med Moses. Derfor skal først resumeres nogle allerede nævnte forhold ved Amenhotep II’s første felttog: Som påpeget ud fra datoerne var denne farao på dette sit første felttog på vej ud af Nedre Egypten til Syrien præcis på den tid, hvor oprørere, Moses og hans israelitter, var på vej bort fra Nedre Egypten. Som påvist kom Moses, med sine grupper, med få dages forspring faraos hærs uventet hurtige opmarch i forkøbet, ved i al hast at drage ud af de nederegyptiske fæstningsbyer i nord, Suk’kot, Avaris m.fl., hvor israelitterne havde samlet sig.

Herefter havde Amenhotep II uden væsentlige hindringer løbet disse nu ubesatte nederegyptiske fæstningsbyer over ende. Og uden at foranstalte nogen mere konsekvent forfølgelse af den udvandrende israelittergruppe - der tog kurs mod øst - end blot at være i hælene på israelitterne frem til det Røde Hav, koncentrerede denne farao sig først og fremmest om hurtigt at slå og tilbagedrive de indtrængende kanaanæiske oprørere, der var kommet fra Palæstina og Syrien i nord. Derefter forfulgte Amenhotep II - ifølge Manetho - en del af disse fjender helt op til den syriske grænse.

Amenhotep II lod på de ovenfor omtalte to steler beskrive, at dette felttog fandt sted i hans 3. regeringsår. Som ikke unormalt hos medregenter var hans to-treårige co-regentskab inkluderet i forgængerens, her faderens, sidste to-tre år; og Amenhotep II’s felttog var netop påbegyndt ved det tidspunkt, hvor Tuthmosis III døde.

Særlig mærkværdigt er det, at disse to steler med Amenhotep II’s inskriptioner om det pgl. fettog ikke indeholder optegnelser om konkrete slag i de nordlige områder. Ej heller findes de sædvanlige, efter faraonernes skik, uhyre lister med udførlige optegnelser af det erobrede bytte. Der er heller ingen beretning om sejre ved grænsen til det nubiske område.

Det ser derfor ud, som om Amenhotep II har ignoreret den vanlige fremgangsmåde ved sådanne farao-krigsberetninger. For han havde dårligt nok været i krig med noget konkret land eller bestemt by, men må først og fremmest have haft travlt med at forsøge at få uskadeliggjort Moses som oprørets egentlige bagmand, hvis bandlyste navn og eksistens stadig ikke måtte nævnes.

Dette for Amenhotep II så politisk fordelagtige middel - „at lade som om modstanderen ikke eksisterede“ - har endda udartet så vidt: at han herefter for resten af sit liv konsekvent lod hele dette felttog totalt ude af eksistens. For i senere inskriptioner omtalte han sine senere felttog i henholdsvis det 7. år som „det første“ og det derpå følgende felttog i det 9. år som „det andet“. En så mærkelig handling kendes ikke hos nogen anden farao.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth