I hele Mellemøsten kendtes i forskellig form habiru, ‘hebræer’, som betegnelse for fremmede, flygtninge af enhver art, særlige nomadestammer, omstrejfere, stratenrøvere, banditter og lejetropper.

På egyptisk betød apiru (hebræer) ‘servicefolk, der lejer sig ud til arbejde’, ‘skibsbesætning’, ‘trællearbejdere’, ‘fremmedarbejdere’ og ‘fjender fra nord’, idet disse arbejdere ofte var efterkommere af krigsfanger, der var bragt ind i landet fra nord. Så godt som alle betydninger af dette ord for „indvandrende fremmede“ fra Kanaan, samt leje- eller trællearbejdere, passer med med hebræernes status i Egypten. Derfor kunne en medårsag til betegnelsen ‘hebræere’ være, at denne indvandrede gruppe i Egypten blev benævnt her som apiru.

Det er bemærkelsesværdigt, at kort efter den tid, hvor de indvandrede hebræere/israelittere var udvandret fra Egypten, har faraonerne i deres inskriptioner om felttog og raids i Kanaan-området omtalt apiru (hebræere). Netop denne betegnelse er meget karakteristisk, fordi hebræerne ved udvandringen også optrådte som oprørere, fjender og siden delvis som omstrejfergruppe i ørkenen. Dvs. de omtales her som folkegruppe ligesom andre folk i Kanaan og Jordan-landet. Senere forekommer også navnet „Israel“ i en egyptisk inskription, som farao Merneptah lod udføre cirka 1230 f.Kr., nogle hundrede år efter udvandringen (jf. s. 180).

Idet levitterne, som påpeget, ikke nødvendigvis var hebræere, og dermed heller ikke efterkommere af Jakob, og deres ringe antal ikke tåler sammenligning med de øvrige udvandrende stammer, må alt det ses i relation til: At allerede Levi selv - enten en reel eller symbolsk figur - i Bibelens omtale af ham næsten fra starten var så meget ude af billedet, at „1. Mosebog“ kun giver en eneste oplysning om ham, og det er netop i forbindelse med omskæring.

Og i „1. Mosebog“s (kap. 49) symbolske fortællinger om Jakobs velsignelse af de 12 stammer/sønner, siger Jakob om sit forhold til levitterne, at:

„...min sjæl tager ikke del (i Levis gruppe)...“.

Hermed understreges yderligere Levi(gruppen)s manglende samhørighed med Jakobs familie. Og Jakob tilføjer:

„...jeg spreder dem i Israel...“.

Ifølge dette var de ikke integrerede. Dette at assimileres i Israels folk var således noget, der først skulle komme.

Bibelens „Deborahs Sang“ fra tiden efter invasionen omtaler Israels stammer, men nævner bl.a. ikke Levi, Også Moses indrømmer i „5. Mosebog“s kapitel 33 i sin velsignelse af de 12 stammer, at:

„...Levi... sagde om sin fader: Jeg så ham aldrig...“.

Her synes yderligere indikeret, at levitterne næppe var af Jakobs slægt dvs. et mindre tæt eller måske intet familieskab, der gav sig udslag i, at disse mindre samhørige levitter - stadig ifølge denne bibeltekst:

„...ikke brød sig om sine brødre...“

- men at de (vel ud fra deres anderledes baggrund og forudsætninger):

„...skal lære Israel loven...“.

Folkets betaling til levitternes levebrød blev sikret gennem faste pligtmæssige afgifter. Levitterne blev en særlig klasse. Den høje status fremgår af „2. Mosebog“ (19,6), en status der understreges for folket ved Jahwehs udsagn om dets fremtid:

„...I skal blive mig et kongerige af levitter og et helligt folk...“.

Så hvad kunne den egentlige baggrund være for denne fremhævelse af levitterne? Havde dette Moses’ egyptiske specialkorps en særlig opgave? Det fremgår allerede ved udvandringen, at flere levitter var specialtrænet til at anvende, beskytte og transportere den særlige Pagtens Ark/kiste med dens - ud over Lovens tavler - ikke kendte indhold.

I nogle tilfælde omtales, at arken fik fjender til at dø eller blive ramt af hvad der ud fra beskrivelsen mest af alt ligner symptomer på strålingsskader. Tidligere skrev respekterede forskere om Pagtens Ark (jf. Bibliografien: 8,II,3); men efter Hollywoods Indiana Jones-films undgås at berøre emnet. Men det ville i forbindelse med levitterne være forkert at undlade omtale, også selv om vi i dag ikke ved, hvad der lå bag, når levitter tilmed var instrueret i at beskytte sig selv imod Pagtens Ark; ved Jeriko-slaget befaledes israelitterne at holde sig 2.000 fod væk fra den.

Pagtens Ark med det hemmelige indhold bestyredes altså af Ahron-familien. Var det hele propaganda, eller indgik der f.eks. egyptisk teknologi og viden? Især den fremhævede familie brugte, som nævnt, egyptiske navne. Det blev aldrig tilladt de øvrige israelitter at få del i den hemmeligholdte viden. I Bibelen siger Jahweh:

„...levitterne skal være mine...“.

En dag i 587 f.Kr., lige før det første tempels (Salomons tempels) ødelæggelse, forsvandt Pagtens Ark, som i flere hundrede år havde været opbevaret der. Ifølge „2. Makkabæerbog“ lod profeten Jeremias den fjerne til et sikkert skjul i Nebobjerget. Her ved israelitternes sidste base, før indvandringen i Kanaan, var Moses død og gravsat, ifølge efterskriften til „5. Mosebog“. Også det tilhørende gravgods, uundgåeligt skjult her (et forhold så ejendommeligt uomtalt hos forskerne), må have givet respekt for stedet.

Ifølge israelske aviser op til junikrigen 1966 havde jødiske studerende på en diskret ekspedition opdaget ældgamle rester af nogle træobjekter godt gemt just ved Nebobjerget. Pagtens Ark kom nu på tale i udokumenterede „avisfantasier“, og krigen afskar videre udforskning.

Efter det andet tempels ødelæggelse i året 70 e.Kr. forsvandt jødernes præsteskab for altid (rabbinerne var heller ikke dengang præster). Med kendskab til den imponerende mundtlige tradition er det ikke utænkeligt, at der blandt udspredte levitfamiliers efterkommere findes enkelte, der formåede at bevare en, også oprindelig egyptisk, viden om Pagtens Ark.