Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (54 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (54 af 97)

12. KAPITEL

Magiske midler brugt i striden

mellem farao og Moses

 

Egyptens ti plager som magisk ritual?

 

I Øvre Egypten, ved Semnah, findes en bemærkelsesværdig inskription, som Amenhotep II lod udføre i sit regeringsår nr. 23. Teksten gengiver, at han under et drikkelag gav frit udtryk for sin foragt for fjenderne i nord i de syriske områder, heriblandt:

„...den gamle kælling fra Arpakh (: takhsyfolket i Mossul-distriktet), dette folk fra Takhsy er intet værd...“.

Men anderledes ved Egyptens sydgrænse, hvor Amenhotep II beordrede sin guvernør i Nubien, at:

„...tage sig stærkt i agt for nubiske fjender og deres magikere...“

- refereret i egyptologen W. Helck’s „Urkunden der 18. Dynastie“ (4, 1961, Hft.17-22). Dette er blot et af de mange vidnesbyrd om, at i den gamle krigsførelse anvendtes ofte magi, en speciel strategi, der undertiden kan have været opfattet som mere frygtet end en fjendes hærstyrker.

Tutmosis III’s tid fandtes der i Nubien egyptere, der supplerede forsvaret med magiske midler mod nubierne: f.eks. ved at skrive nubiske lederes navne på skåle og figurer og derpå ved et ritual smadre dem.

Også Moses’ strid med Tuthmosis III og Amenhotep II førtes desuden på den magiske front med varsler og magiske ritualer, magi“præparerede“ lig, inskriptioner med skjulte forbandelser, samt gudebilleder der gemtes bort for at „hæmme deres virkning“. Moses og hans tilhængere afbrændte gudebilleder, ifølge Manetho. Og de stjal egypternes hellige genstande ved udvandringen, fortæller den romerske forfatter Trogus Pompeius. Alt dette skulle udtrykke destruktion af de egyptiske guders magiske kraft. Derfor var det så vigtigt for farao at skaffe det stjålne tilbage, samt beskytte Egyptens hellige tyre ligeledes mod at blive bortført ud af landet.

Bibelens Moses-beretning omtaler også „stave, der blev til slanger“. Og en momentan fremkaldelse af et spedalsk udseende. Lignende færdigheder er stadig velkendte hos arabiske markedsgøglere; f.eks. med huden indsmurt i et præparat opslemmet med særlige jordarter, så det i sollys kan krakelere og give et spedalsk udseende. Moses fik i oldtiden et ry som en af de største magikere overhovedet, selv med sådanne finesser udført på lige fod med mindre forklarlige og mirakellignende fænomener.

Ligeledes den magiske markering med blodet på dørstolperne, samt de mystiske ofringer af førstefødte som påskeoffer ved forårets første fuldmåne - ofringer som rabbinerskrifterne direkte kalder magiske.

Dette indgik i den række af magiske pressionsmanøvrer imod farao under optakten til udvandringen, hvor Moses og hans kollega Ahron dystede med faraos magikere, især Balaam og hans to sønner, om at vise hvilken guds kraft, der var mest overlegen i styrke.

Herunder lod Moses „Egyptens ti plager“ nedkalde over landet. De er udførligt beskrevet i „2. Mosebog“s kapitler 7-12. De fleste var en række naturfænomen-lignende ødelæggelser, der med lidt forkundskab kunne varsles på opsigtsvækkende måde. At holde magiker“konkurrence“ kendes også senere, hvor profeten Elias kæmpede mod Baal-præsterne.

Bibelen omtaler, at faraos magikere kunne eftergøre de første to af de omtalte plager, nemlig totalforureningen af flodvand, kanaler og damme samt plagen med frøer alle vegne (se omtale i bind 5’s kap. 8-9).

De store mængder myg, den 3. plage, kunne faraos magikere ikke eftergøre, men anerkendte det som „Guds finger“ - et direkte egyptisk udtryk.

Og den 6. plage beskrives som en spredning af infektion stammende fra sod fra en ovn; sandsynligvis efter en afbrænding af særlige, „magiske“ kemikalier. Denne forurening med inficeret støv var åbenbart frembragt ved en slags kemisk forbrændingsproces, og den fremkaldte bylder. Dette kunne faraos magere end ikke prøve at eftergøre, da de selv var blevet angrebet af denne lidelse.

Ved resten af de ti plager nævnes disse magikere ikke mere og kan fra da af være sat grundigt ud af spillet. Farao gav efter for Moses’ krav ved den 2., 4., 7., 8. og 9. plage (i en anden rækkefølge i visse tekster), men trak hver gang sit tilsagn tilbage, så snart der indtraf en lettelse.

Det har dengang været tillagt stor betydning, at faraos troldmænd kunne eftergøre de to første plager. Den mest præcise eftergørelse var efter de gamle magikeres praksis ensbetydende med at svække eller „opløse“ virkningen („lige mod lige“) af den magi, der blev efterlignet.

Bibelen beskriver nøjagtigt, at Moses efter igangsættelsen af hver plage brat standsede denne. Dette er en overset, men en ret afgørende detalje i datidens traditionelle praksis. Bibelteksten viser her reelt en fremhæven af Moses’ kunnen, for det var betragtet som stor magisk kunst at kunne standse dét igen, der var sat i gang (modsat „troldmandens lærling“); det var sand „power“ at besidde den fulde kontrol.

Bibelteksten om forløbet af „de ti plager“ blev endda gjort til noget magisk i sig selv gennem formuleringen: I den Hebraiske Bibel er der i teksterne, der omhandler plagerne enkeltvis, gentaget bestemte ord et bestemt antal gange. De forskellige tal havde deres egen betydning forbundet med „hellige tal“ og talmagi (jf. bind 4’s kap. 17). Dette er på linje med egyptisk og babylonisk praksis, hvor der i hellige tekster kunne indbygges skjulte betydninger, kun forståelige for indviede.

Rabbinerskrifterne nævner den opfattelse, at en magisk forbandelse, som en usynlig linje ved Egyptens grænse mod Sinai forhindrede hebræiske (tvangs)arbejdere i at flygte; det antydes, at ved udvandringen blev forbandelsen brudt af udstråling fra hellige ædelstene, som israelitterne stjal fra egypterne. Også her viser handlingen at være foregået før 1300 f.Kr., hvor farao Seti I lod anlægge en kæde af grænseforter.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth