Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (12 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (12 af 97)

Tuthmosis III’s skjulte fjende

 

Mens der således i Bibelen er tavshed om Moses aktiviteter i de fleste af de cirka 40 år, han var i eksil uden for Egypten, har forskere endnu ikke bemærket den overordnede struktur i strategierne mod Tuthmosis III. Men materialet viser det. At Moses på et tidspunkt virkelig har haft en sådan koordinerende rolle omtales af den egyptiske historiker Manetho, da denne cirka 280 f.Kr. med sin adgang til tempelarkiverne beskrev Moses’ opstand, der resulterede i israelitternes udvandring fra Egypten.

Manetho fortæller om, hvordan Moses på dette tidspunkt aftalte med de kanaanæiske konger, at han skulle lede deres hære, når de brød ind i Egypten. Desuden beretter Manetho her specielt om Moses’ alliance(!) med kongen af Salem, dvs. Jerusalem.

I Egyptens nabolande, om hvilke Moses som prins havde erhvervet sig et indgående kendskab - ifølge rabbinerskrifterne og Philo - blev det nu yderst anvendeligt, at han i forvejen ligeledes var særlig erfaren inden for egyptisk militær, administration, efterretningsvæsen og politik.

Fra sine af eksilet beskyttede positioner, bl.a. i Etiopien og på Sinai, har Moses gennem mange år kunnet holde modstanden ved lige og foretage hemmelige missioner - enten personligt eller via betroede kurerer til de pågældende landes overhoveder samt til agenter i selve Egypten. Til koalitionens meddelelser til landene nord og syd for Egypten har der bl.a. kunnet benyttes en hurtig søgående trafik, f.eks. med fiskerbåde ud for Egyptens og Arabiens kyster.

Opstandene mod Egypten i nord og syd er endnu ikke blevet set i helhed eller analyseret af historikere og egyptologer, hvorfor den gennemgribende koordinering hidtil ikke er blevet opdaget. Men to detaljer er dog blevet bemærket. Den ene fremdrages af den engelske egyptolog R.O. Faulkner i sin afhandling „The Euphrates Campaign of Tuthmosis III“, i The Journal of Egyptian Archaeology (vol. 31, 1945, s. 39ff). På dette felt gik han på forhånd imod kollegaen Allan H. Gardiners tidligere skrevne, men senere endeligt udgivne „Ancient Egyptian Onomastica“ (vol. 1-3, Oxford 1947).

Det tydeligt koordinerede oprør fremgår bl.a. af Tuthmosis III’s ottende felttog, 11 år efter sin magtovertagelse og i sit officielle år 33. Fra dette togt refererer R.O. Faulkner følgende forløb:

„...Tuthmosis III var da beskæftiget med at kæmpe mod Nordsyrien og Mitanni, da der udbrød en simultan(!) opstand ved Negeb i det sydlige Palæstina...“.

Den store koalition af oprørslande må således have satset på enten at få egypternes hær „trukket rundt i manegen“ igen, dvs. trukket tilbage nær Egypten, eller på at Tuthmosis III måtte splitte hæren i flere dele.

Men i stedet for at risikere nogen af disse former for svækkelse sendte Tuthmosis III en mindre styrke, et corps d’élite anført af general Amenemheb fra sin personlige bodyguard-gruppe, til at slå ned på dette samtidige angreb nær Egyptens grænsedistrikt, hvad der - ifølge samme Amenemhebs egne optegnelser - lykkedes til fulde.

Den anden vigtige detalje blev bemærket af den tyske forsker Eduard Meyer, en af de yderst få egyptologer, der også er historiker. Idet han desuden var ekspert i egyptisk kronologi og kalenderberegning, sammenligner han i sin „Geschichte des Altertums“ (Band 2, kap. 3, Stuttgart/Berlin 1928) tiden for Tuthmosis III’s togter med, hvad der samtidig foregik hos kongerne i det øvrige Mellemøsten. (Dette dokumenterede sammentræf bestyrker highdateringen og er aldrig modbevist).

Før Meyers rapport publiceredes, var inskriptioner af Tuthmosis III og dennes general Amenemheb for længst oversat og omtalt af førnævnte egyptolog James Henry Breasted i sin „Ancient Records of Egypt“, (vol. 2, Chicago 1906) og sin „A History of Egypt“ (New York 1919).

Herefter påviser Meyer, hvordan rækkefølgen ved enkelte Tuthmosis III-togter er lidt anderledes, end hvad der fremgår hos Breasted og hos dennes tyske kollega Kurt Sethe i sidstnævntes store tekstsamling „Urkunden der 18. Dynastie“ (Band 1-4, Leipzig 1906-1909).

Megiddo var kendt som center for den første opstand og Kadesh for mange af de efterfølgende. Men Eduard Meyer påviser yderligere to oprørscentre, der var vigtige for samordningen, nemlig i Mitanni-riget og i Tunip, nuværende Qa’at al Hisu, et kystland i Syrien vest for Kadesh. Og han fremhæver, at flere af disse områders konger var fuldt „...medvirkende organisatorer...“ under de fortsatte oprør.

Men da nu opstandene ifølge inskriptionerne netop viser sig at være koordinerede, må disse ofte for hinanden sprogligt fremmede konger og folk nødvendigvis have arbejdet sammen. Derfor må kongen af Kadesh og kongen af Tunip, samt Saushshattar som var konge af Mitanni, være blandt de nøglepersoner, der skulle blive bragt til samarbejde i en i dette verdenshjørne hidtil politisk „naturstridig“ koalition.

Flere af disse steder var her ved starten af Tuthmosis III’s karriere ikke blevet presset af Egypten, og derved ikke tvunget til at revoltere. At deres konger nu deltog i oprøret, peger igen på en samordnende hånd - Moses hånd - den eneste, der samtidig kunne skabe forbindelse endda til opstande både i Nubien 3.200 km fra Mitanni og inde i selve Egypten.

At en sådan større velorganiseret og vedholdende koalition virkelig har eksisteret, er også demonstreret ved, at Tuthmosis III måtte danne en nødvendig modkoalition, hvor det lykkedes ham at presse og derefter understøtte nogle småstater i Syrien. Det ses herunder at have været et led i disse Tuthmosis III’s modkoalitionsplaner, da hititterkongen Dudkhalia II (vest for Mitanni i det nuværende øst-Tyrkiet) nu på samme tid også - om end forgæves - forsøgte at trænge ind i Mitanni.

Til trods for alle de stramt dirigerede og systematiske opstande imod Tuthmosis III’s regime, var det altsammen alligevel forgæves. Tuthmosis III, der viste sig at have gode evner og blev en dygtig farao, styrkedes snarere ved dem. Men ikke engang svage faraoner var nogensinde ude for så uophørlige oprør. Og som nævnt, ingen anden farao hverken før eller siden har som Tuthmosis III mødt en sådan overvældende og udholdende modstand fra naboer og underlagte lande.

Årsagen angives ikke af Tuthmosis III - egyptiske kongers inskriptioner omtaler aldrig prestigetab og nederlag. Og ydermere måtte Moses efter den magiske bandlysning aldrig nævnes.

 

_________________________________

RESUMÉ

Der viser sig et særligt mønster bag Tuthmosis III’s 17 felttog: han var offer for en pendul-stategi, der konstant tvang hans hære afsted, hvilket er hidtil ukendt pga. et manglende samlet billede af hans aktiviteter.

En så velorganiseret og forbløffende timet modstand mod Tuthmosis III - fra Syrien/Kanaan i nord til Nubien i syd - synes at være sat i værk af en koordinator hos hans fjender: den politisk eksilerede Moses.

_________________________________

 

Den-forsvundne-tronarving-04-Ove-von-Spaeth

Tuthmosis III hæver sin magiske kølle (helt øverst)
over besejrede fjender - relief, Karnak.

 

 

Den-forsvundne-tronarving-05-Ove-von-Spaeth

Tuthmosis III’s belønning til general Djehuti:
Et guldfad (nu i Louvre).

 

 

Den-forsvundne-tronarving-06-Ove-von-Spaeth

Tapperhedsmedaljen ”De Tre Fluer”,
som bl.a. generalen Amenemheb tildeltes.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth