Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (14 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (14 af 97)

Ramt af egne metoder

 

Både rabbinerskrifter og oldtidsforfattere hylder Moses’ store begavelse, bl.a. som lærer, og især hans taktiske talent som strateg, der allerede kunne ses, da han ligesom en kronprins ved det egyptiske hof gjorde (obligatorisk) tjeneste som general. Senere, i antikken, berømmedes Moses som en af de første store generaler (jf. bogseriens bind 5, kap. 4-5).

Moses har haft noget at byde på som lærer på det felt. Og den yngre prins, Tuthmosis (III), havde da ved sit kup i Hatshepsuts regeringsår 16 overtaget en særdeles veltrænet stab. Således, efter Moses’ oplæring af den yngre prins, har Moses måttet konfrontere, at dét, han havde delt ud af egen stor viden og kundskab, siden hen blev brugt imod ham selv.

Men både som prins og farao viste Tuthmosis III et stort talent for regulært at kopiere (jf. bind 2, kap. 19) og udnytte tilegnede lærdomme, bl.a. om strategi. Desuden havde han overtaget ekstremt velorganiserede folk til sit nye styre. Men det taler for Tuthmosis III’s egen dygtighed, at det ved Hatshepsuts død lykkedes ham med en stor hær at komme oprørerne i forkøbet ved Megiddo; og at han her vandt en overbevisende sejr - allerede ved starten vel det største slag i hans karriere. Dette medvirkede straks til at sætte hans navn i respekt.

Af rabbinerskrifterne fremgår, at Moses som yngre, længe før sit eksil, var på togt som egyptisk general i Etiopien og her benyttede nogle siden hen berømmede utraditionelle strategier. Denne form genoptog han senere, da han en tid igen var i Etiopien, nu i eksil, hvor han improviserede ved at opfinde en særlig overrumplingstaktik, bl.a. med brug af indfangede vilde storke (jf. bind 5’s kap. 4).

Skønt afstanden er stor til nutidens krigsførelsesmetoder, er der ingen grund til at betegne beretningerne som gamle skrøner og folkeeventyr. For det er bemærkelsesværdigt, at sådanne metoder just fulgte datidens praksis og dermed var ældre end f.eks. folkeeventyrenes versioner. I nutiden er det ukendskab til krigsførelse i oldtiden, når det f.eks. uden baggrundsviden kaldes „en myte“, at der (af Odysseus) blev konstrueret „den trojanske hest“ til indsmugling af tropper ved invasionen af Troja.

Ligeledes ved brug af utraditionelle metoder lod den tidligere omtalte konge af Kadesh ved et af de senere afgørende slag egypterne indvikle sig i kamphandlinger foran Kadesh, hvorunder han sendte en brunstig hoppe ind mellem de egyptiske stridsvogne for at gøre hingstene ustyrlige. Det skabte et sådant kaos, at den ene af Tuthmosis III’s øverste generaler, den snart velkendte Amenemheb, måtte handle hurtigt og steg ned fra sin stridsvogn og til fods forfulgte denne hoppe, som han egenhændigt gjorde ende på ved at sprætte den op med sit sværd.

General Amenemheb udmærkede sig flere gange for tapperhed - og var den første, der ved erobringen af Kadesh blev sendt over og ind gennem en breche i bymuren. Bagefter blev han foran hæren dekoreret med flere ordner - „Guldløven“ og „De Tre (guld)Fluer“ - dvs. fuldstændig som det kunne være foregået i nutiden.

Og også på andre af Tuthmosis III’s felttog blev utraditionelle metoder anvendt. Da en af hans generaler, Thutiy (Djhouti) skulle indtage byfæstningen Joppa (Jaffa), uden at Tuthmosis III kunne være til stede, medtog Thutiy denne faraos krigskølle. Den var indviet som magisk kølle og herunder navngivet som „Tiutnefert“ og skulle - efter egyptisk skik - nu hos Thutiy repræsentere kongens kraft. I rapporten står der:

„...og han bragte kong Menkheperre’s (Tuthmosis III’s) store kølle og skjulte den under sin kappe...“

- ifølge den engelske egyptolog T. Eric Peet’s oversættelse fra „Papyrus Harris“ 500, i Journal of Egyptian Archaeology (vol. 11, 1925, s. 225ff). Thutiy slog den udsendte forhandler, fyrsten af Joppa, ned med den magiske kølle og lod herefter et stort antal våben gemme i kurve eller sække og anbragte øverst elitesoldater forklædte som fanger i håndlænker. Disse „fanger“ blev slæbt af sted af en gruppe, der forklædt optrådte som „forbundsfæller“ til Joppas fyrste. Derved lykkedes det, at:

„...Joppas forsvarsværker blev åbnet for dem, og de gik ind i byen. De løste deres ledsagere (i kurvene)...“

- og den samlede styrke greb efter våbnene og overvandt byens forsvar indefra. Dele af disse historiske optegnelser genkendes langt senere i „Tusind og én Nat“s fortælling om „Ali Baba og de 40 Røvere“.

De nordsyriske og mitanniske tropper trak sig gang på gang i sikkerhed i øst ovre på den anden side af Eufratfloden, når Tuthmosis III drog mod dem for at slå deres oprør ned. Men på sit ottende felttog indførte han en nyskabelse: På Middelhavskysten ved Byblos lod han, af tømmer fra Libanons skove, bygge store både i sektioner.

Bådenes dele blev bragt på oksetrukne vogne over land til Karkemish og monteredes sammen for at transportere faraos hær over Eufrat. Det kan illustreres af en nutidig historisk parallel: Da field marshal Montgomery under Arnhem-slaget, september 1944, krydsede Rhinen for at forfølge den tyske hær, skete det i landgangsbåde, der ligeledes som samlesæt var bragt på vogne over land helt ude fra Kanalkysten.

Amenemhebs biografiske inskription i sit gravanlæg om det pågældende Tuthmosis III-felttog er den ældste kendte egyptiske beretning om transport med brug af vogne (bortset fra stridsvogne) - hvilket var så nyt, at egypterne ikke havde noget specielt ord for disse oksekærrer, men kaldte dem ‘stridsvogne’ (wrryt). Det er den tidligste beretning i historien om både til transport af en invaderende hær over en flod.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth