I rabbinerskrifterne og hos oldtidsforfatterne er Moses kendt som en af oldtidens største stjernekyndige, både som astronom og astrolog, der bl.a. gav israelitterne deres første kalender.

Han må have vidst - og har følgelig beregnet tiden for udmarchen i overensstemmelse hermed - at der kunne opstå ekstreme forhold i det Røde Hav på dette tidspunkt. Der er stærkere forskelle på ebbe og flod i dagene omkring nymåne og fuldmåne, hvilket yderligere forstærkedes ved tiden omkring årets fire vendepunkter. Altså netop som her: omkring påskens forårsjævndøgn. I dette tilfælde, hvor også fuldmånen optådte samtidig, var vandenes ebbe- og flodbevægelser særlig store; alt tilmed i kombination med, at den normale - men på denne årstid forstærkede - nordenvind det meste af tiden pressede det Røde Havs vand mod syd.

Bibelen beretter om utålmodigheden hos israelitterne ved bredden af det Røde Hav inden overgangen. For de har netop måttet vente til det rette tidspunkt, nemlig ebbe - der ligesom flod forekommer to gange i døgnet. De kunne derfor ikke straks gå direkte ud. Ligeledes angiver oldtidsforfatteren Artapanus, at det netop var ebbe ved overgangen.

Efter den i dette tilfælde - med jævndøgn plus fuldmåne - særligt kraftige ebbevirkning, har en specielt kraftig flod sat ind. Den ramte forfølgerne. Moses har kendt til sådanne fænomener ved det Røde Hav, fra da han boede i eksil på Sinai, og har med sin astronomiske viden præcis kunnet forudberegne det optimale tidspunkt for at gennemføre en tørskoet overgang. Et udbredt egyptisk sagn om en kongelig magiker-præst, der ligeledes, og så forbavsende, delte et stort vand (jf. bind 5, kap. 8), har kunnet tilføje Moses’ operation endnu mere religiøs prestige.

Israelitterne har afkortet vejen til Sinai og er gået over midlertidigt tørlagte banker inderst i Røde Havet. Dette hav hed på egyptisk „det Grønne Hav“, dvs. opfattet som „søgrønt“, men var på hebraisk Jam suf, ‘Sivhavet’, opkaldt ud fra det Røde Havs inderste nordlige kyster.

I dette udtryk vil „siv“ - dvs. ikke ferskvandsplanten papyrus, der mest vokser i syd, mens siv var identificeret med Nedre Egypten - tyde på ringe vanddybde og eventuelt brakvand. Der kom ferskvand fra en dengang eksisterende kanal fra Nilen til det Røde Hav, der (sammen med Aqaba-bugten) i al tradition har heddet Jam suf. Dette havs nordligste del blev senere til sumpede brakvandssøer. Netop her er der fundet spor af ældgamle vadesteder tværs over mellem vest og øst.

Men dertil forekommer endnu en forstærkning af ebbe og flod (og som i øvrigt også kan udløse jordskælvsudbrud), når disse naturkræfter ebbe, flod etc. kommer i udbrud ved et af døgnets fire „vendepunkter“: solopgang og -nedgang samt middag og midnat. Ifølge Bibelen skete det netop om morgenen tidligt, og (ud fra datering) nær forårsjævndøgn.

Desuden nævnes her en (tværgående) østenvind, der (ved ebbe) giver tør bund. Netop beskaffenheden af den udtørrede havbund kunne have været et problem. Foruden at rabbinerskrifterne omtaler (jf. Baring-Gould’s „Characters...“, II, s. 102) et slags stor

stribet mønster dannet i den tørlagte bund med (tværgående) bræmmer eller banker med små kanaler eller vandskel imellem sig - således kunne bræmmerne yderligere udtørre - og dertil omtaler skrifterne virkning fra en allerede bagende sol.

Ved overgangen på disse bræmmer fordelte israelitterne sig, mest i grupper eller klaner. Sådan ville f.eks. en større hærenhed også i dag netop passere - for at formindske tidsforløbet, mens man er udækket - over et åbent sted (vandløb eller vej) i grupper side om side, i stedet for i række efter hinanden (deltagernes antal analyseres i kap. 12). Bræmmerne kunne netop være de førnævnte, ofte vandoverdækkede, vadesteds“stier“.

Efter at vandene således skiltes og gav plads for overgang, beretter „2. Mosebog“ (14,27):

„...og ved morgenens frembrud vendte havet tilbage til sit normale leje...“.

I det Røde Havs inderste vig i nord et par kilometer ude er der kun 9 m i dybden; og en færdselslinje tværs over vil på dette sted ved lavvande kun være få kilometer lang. Afrika og Asien driver/drejes langsomt bort fra hinanden mod øst og nord, hvorved den mellemliggende kløft på langs af bunden i det Røde Hav uddybes mere og mere. For 3.400 år siden var der lavere til havbunden end i dag; og afstanden tværs over var kortere.

Disse eksisterende forhold stemmer overens med, at rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 102) beskriver angående overgangen til fods, at israelitterne sammen med:

„...Moses passerede over havet på to timer...“.

Det passer med det faktum, at en karavanes langsomste deltagere såsom en okse (evt. med kærre) kan nå en fart på højst 4 km/timen.