Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (78 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (78 af 97)

3. D E L

 

Den-forsvundne-tronarving-27-Ove-von-SpaethDen-forsvundne-tronarving-28-Ove-von-Spaeth

Egyptens guvernører og byfyrster i Kanaan skrev disse kileskrift-breve
til farao (i bl.a. Amarna) om at få militær hjælp mod invaderende apru/hebræere.

 

18. KAPITEL

Og byens mur skal falde sammen –

Hvor gammel blev Moses?

 

Status: Da Moses søgte at tilbageerobre sin kandidatur til Egyptens trone, forsøgte han først med skræmmeaktion - „Egyptens ti plager“ - men den nye farao gav sig næsten ikke. Moses allierede sig med især hebræiske fremmedarbejdere, og med kanaanæiske tropper udefra. Farao besejrede straks kanaanæerne, hvorefter Moses og hebræerne/israelitterne undslap til Sinai. Efter nogle års kløgtigt spil imod farao isoleredes de i ørkenen - desperate og oprørske - og satsede på et nyt land.

Og senere, i exodus’ afsluttende fase: Efter cirka 40 års ørkenvandring trak Moses sig tilbage fra lederskabet, inden israelitterne påbegyndte invasionen i Kanaan, ifølge „5. Mosebog“ (31,2).

Det fremgår af Bibelen, at Moses døde på bjerget Nebo øst for Jordanfloden, og at Joshua begravede ham i dalen ved dette bjerg over for Bet-Peor. Men det anføres samtidig, at ingen kender Moses’ grav. Dens konkrete lokalitet er et mysterium.

Ved sin afsked med folket udtalte Moses, at han var 120 år gammel. Dette kunne enten være en talemåde for den status at være særlig gammel. Men det kunne også tydes som at være bogstaveligt sandt. På den tid da udvandringen satte i gang, oplyser Josefus, at Moses var „i sit 80. år“ - dvs. 79 år gammel. Og hvis angivelsen af Moses’ endelige livslængde på 120 år tages bogstaveligt, er den ikke nogen biologisk umulighed. En alder på over 100 år var bestemt ikke usædvanlig.

Moses’ medarbejder, hans såkaldte „bror“ Ahron, døde ifølge „4. Mosebog“ 123 år gammel, åbenbart seks måneder før Moses. Og i „5. Mosebog“ (34,7) oplyses om Moses som cirka 120-årig, at:

„...hans øje var ikke svækket, hans livskraft ikke svundet...“.

Også i nutiden kendes i flere lande til livskraftige personer med en alder langt over 100 år - især i Kaukasus og Brasilien. Biologisk er dette ikke umuligt, selv om mennesket biologisk er et af de få pattedyr, der ikke lever seks gange så længe som sin fulde „udvokse-periode“, hvilken er cirka 25 år for mennesket.

Det er veldokumenteret, at den danske astronom Tycho Brahes husholderske Live Larsdatter var 124 år, da hun døde i 1693. Ifølge „Guiness’ Book of Records“ fyldte Jeanne Calment i Arles i Frankrig 122 år, 21. februar 1997 og registreredes til sin død 5 mdr. senere som verdens ældste nulevende person. Men alene at en så høj alder er mulig, er ikke bevis for, at Moses nåede at blive gammel.

Uklarheden om Moses’ alder ved sin død udnyttedes senere af bibelredaktører til at formalisere årsantallet for at kunne lægge begivenhederne ind i 40-års cykler: hvor Moses gik i eksil som 40-årig, anførte udvandringen som 80-årig og døde som 120-årig.

For at passe i dette cyklusmønster synes udtrykket „Moses’ 120. år“ - dvs. 119 år, nemlig ovennævnte 79 år plus 40 år under udvandringen - næsten umærkeligt ændret til at omtale ham som direkte 120 år gammel. Da alle tal i Bibelen staves ud som talord og aldrig angives med cifre, kunne den ændring netop være foregået ved, at en i sammenhængen mindre iøjnefaldende hebraisk præposition „be“ foran talordet 120 som ordenstal („det 120. år“) er gledet ud.

Til denne mindre kendte mulighed synes en yderligere grund til at have ladet „119 år“ formalisere til 120 år at være en tilpasning til et udsagn i „1. Mosebog“ (6,3), at:

„...120 år er det blevet givet mennesket at leve...“.

En principielt lignende talemåde findes i litteraturen fra det gamle Egypten 1900 f.Kr., hvor det med et kendt egyptisk mundheld lød:

„...110 år er alderen for en vïs mand...“.

Og ifølge Bibelen opnåede den vise Josef netop i Egypten, som faraos vise rådgiver, at blive 110 år gammel; ligesom senere hen i øvrigt også Joshua blev 110 år. Denne egyptiske talemåde synes da at betragtes som hædrende for en ældre person mere end at være præcist tal for den høje alder. Således kunne der oven på dette demonstreres, at Moses var den viseste af alle og derfor levede ti år længere end „blot“ en vïs mand.

I værket „Historiae Augustae“ fra 300 e.Kr. har Trebillius Pollio, forfatteren til afsnittet „Divius Claudius“ (25,2,4-5) - efter at beklage den korte regeringstid, der var kejser M. Aurelius Claudius Augustus’ skæbne (268-270 e.Kr.) - påpeget kontrasten til Moses:

„...De lærdeste astrologer har angivet, at 120 år er det blevet givet mennesket at leve, og at ingen er blevet lovet mere. Men de tilføjer, at alene Moses - Guds ven, som han bliver kaldt i jødernes bøger - levede 125(!) år. Da han beklagede sig over, ‘at han døde så ung’, siges det, at svaret, ‘ingen skulle kunne leve længere’, blev givet ham af en ukendt gud...“.

Udtrykket „en ukendt gud“ synes at have relation til, at jødernes gud ikke måtte afbildes og gudens navn helst ikke udtales.

I Bibelen fremtræder teksten med Moses’ 120 år noget sammentrængt, så det ved nøjere læsning viser sig ikke at fremgå direkte, om Moses døde med det samme efter at have trukket sig tilbage. Et rabbinerskrift, en Midrash med titlen „Petiret Mosheh“, ‘Moses’ død’, beretter endda „om Moses’ uvillighed til at dø“. Men om hvorvidt „120 år“ også var en talemåde, må belyses ved, at udtrykket i „5. Mosebog“ (31,2):

„...i dag er jeg (Moses) 120 år...“

- også er anvendt forinden, men i en anden kontekst, nemlig om starten på invasionen i Kanaan, til hvilket (9,1) der berettes:

„...hør Israel, du går i dag over Jordan...“.

Derfor kan „i dag/nu“ ikke være Moses’ fødselsdag, der var i starten af februar (adar). Joshua og folket sørgede i 30 dage efter Moses’ død, og invasionen foregik derefter i påsken i marts-april.

Alligevel læres i nogle af nutidens rabbinerskoler (flere steder i Østeuropa), at hebraisk hayom, ‘i dag’, ‘nu’ bogstaveligt betyder, at Moses døde på sin 120-års fødselsdag. Dog, en rabbinerskrifttradition fra senere tider, Aggada-teksterne, har sat hans dødsdag til den 7. dags eftermiddag i månemåneden adar. Mens det var 1. adar ifølge Josefus.

Efter senere opfattelse kunne en stor og hellig mands liv være lagt efter en harmoni, symmetrisk på enhver måde. Den ide vil ligge bag, at Moses’ liv blev, som før nævnt, inddelt i de bestemte cyklusser, 3 gange 40 år f.eks. („parallelt“ med de 3 gange à 40 dage han var på Sinaibjerget) - hvorfor i enkelte af rabbinerskrifterne ligeledes hans dødsdag blev lagt hen på hans fødselsdato.

Men ifølge enkelte rabbinerskrifter synes der forløbet nogle år efter Moses’ død, inden invasionen begyndte. Joshua var for længst valgt til at være leder efter Moses’ død. Derfor foreligger den mulighed, at udtrykket „Moses’ 120. år“ oprindelig kunne have tjent som en veritabel tidsangivelse for invasionen, dvs. en tidsregningsform.

Eventuelt kan Moses have fundet sin død på Nebo-bjerget ved en tidligere lejlighed, og israelitterflokken kan under de 40 års vandringer have passeret dette bjerg adskillige gange. I selve bibelteksten om hans død ses der ikke nogen indikation (som det ellers senere ofte blev fortolket), om at hans død skete på dette tidspunkt - dvs. lige før han havde fuldført at lede folket det allersidste trin frem til Kanaan - og at det derfor skulle være et udtryk for „straf“, at han ikke nåede at opleve invasionen.

En eventuel afstand i tid mellem hans død og invasionen synes da fortrængt ved naturlig sammentrækning af teksten. I så fald kunne Moses’ mumie (ligesom i tidligere omtalte tilfælde med den for længst afdøde Josef) være transporteret af israelitterne, indtil de begravede ham nær deres genialt strategiske og beskyttede invasionsbase: Nebobjerget (802 m) med et enormt udsyn ind i Israel (fra Nebo ses Jeriko som den første store by, endda detaljeret). - „5. Mosebog“ (34,6) lyder:

„...og han (Joshua) begravede ham i dalen i Mo’abs land over for Bet-Pe’or (Nebo), og ingen kender hans grav den dag i dag...“.

Den tyske teologiske forsker Martin Noth mener, at denne bibeltekst om lokaliteten af Moses’ begravelse overhovedet er det eneste konkrete (og endda ikke særlig konkrete), der oplyses om denne efter mange forskeres opfattelse meget mytiske skikkelse.

At „ingen kender hans grav“ er ejendommeligt, når gravtraditioner spillede en så stor rolle i hele Mellemøsten, og efter opfattelsen i de gamle kulturer var det en grusom skæbne ikke at blive givet en ordentlig begravelse. Ifølge traditionen eksisterer endda Jethros grav i Kefar Hittim, hvor han stadig helligholdes af især druziske og islamiske pilgrimme hvert år på den 23. april.

Men hos Moses findes der ingen steder tale om nogen form for gravkult, og det kan have været hans hensigt netop at undgå en sådan. Dette har i så fald været et enestående usædvanligt træk - der også kan give næring til den opfattelse, at han og hans flok under de 40 års „ørkenvandring“ i Mellemøsten nåede vidt omkring bl.a. i Irak og Persien og helt til Kashmir, hvor han ifølge den lokale tradition er begravet (jf. kap. 4). Mysteriet kan være skabt for at beskytte Moses’ særlige gravgods.

Den gennem rabbi Abrabanel overleverede information angiver tiden for Moses’ fødsel som „...tre år efter den store konjunktion i Fiskenes stjerner...“. Her kan fødselsåret bestemmes astronomisk til 1534 f.Kr. Ud fra Moses’ 79 år ved starten på udvandringen kan årstallet for denne start fastsættes (1534 minus 79) til 1455 f.Kr.

Efter de 40 års ørkenvandring kan året for israelitternes invasion fastsættes (1455 minus 40) til 1415 f.Kr. Invasionens datering er ikke afhængig af året for Moses’ død, men bestyrkes også ved hjælp af andre dateringer, bl.a. ved astronomi (se det følgende kapitel).

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth