Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (94 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (94 af 97)

APPENDIKS - 1

 

Den-forsvundne-tronarving-33-Ove-von-Spaeth

Sfinx fundet ved Serabit el-Kadim’s lille tempel på Sinai.
Her menes Moses at have opholdt sig.
Inskription fra 1400-tallet f.Kr. med verdens ældste alfabet,
i nederste linje.

 

Alfabetet - brugt som kode af Moses og hans allierede?

Nedenstående tekst supplerer især kap. 4-5 og 14. (En specialafhandling om emnet bringes i bind 5’s kap. 16-18).

Bemærk Bibliografiens stærkt udvidede afsnit 10 vedr. Sinai-indskrifterne og alfabetet.

Moses var velkendt som alfabetets opfinder

Bibelen er verdens ældste værk, der er skrevet med alfabetet. Og ifølge ældgamle traditioner er Moses hovedforfatteren til Bibelens ældste dele. En række forhold kan tyde på, at allerede under hans oprør synes alfabetet anvendt.

Idet rabbinerskrifterne beretter om, at farao havde udnævnt den unge Moses til regeringens modtager af udenlandske udsendinge, foruden om hans omfattende uddannelse fra udenlandske lærere, kan Moses have opnået nogen indsigt i fremmedsproglig og skriftlig erfaring. Her skimtes der en baggrund for at udvikle et genialt enklere system end datidens rebus-agtige billedtegn-baserede (piktogrammiske) skrifter, nemlig vores lydbaserede alfabet.

Historikere og forfattere i oldtiden og antikken angav samstemmende, at Moses er alfabetets opfinder: Eupolemos (160 f.Kr.), Aristobulos af Panea (150 f.Kr.), Artapanos (100 f.Kr.) og kirkehistorikeren Eusebius af Cæsarea (300 e.Kr.); også i Quranen omtales det.

Endda Platon (400 f.Kr.) oplyste, at alfabetets opfinder var en egypter, Thoth (Moses’ egyptiske tilnavn iflg. flere rabbinerskrifter), som færdedes ved hoffet, og at det foregik, da Theben var Egyptens hovedstad (hvilket ophørte i nogen tid under Tuthmosis III og også i flere senere dynastier). Desuden angiver Platon overensstemmende, at denne opfindelse fremkom først i Egypten, men blev mødt afvisende og ses derfor ikke anvendt dér.

I nutiden blev også lignende ideer fremlagt om Moses som alfabetets opfinder (jf. bind 5, kap. 16-18), hvilket blev antydet selv af autoriteter som den tyske egyptolog Kurt Sethe og hans landsmand, semitologen Hubert Grimme.

Under alle omstændigheder blev alfabetopfindelsen et enkeltmandsværk, idet der ikke er sket en gradvis udvikling: Alfabetet foreligger - på Sinai - allerede første gang i en direkte færdig form.

Således findes den overhovedet ældste udgave af alfabetet i inskriptioner på Sinai-halvøen i Serabit el-Khadim ved dette steds egyptiske tempel og i de omliggende klippers mineskakter. De fleste forskere daterer disse inskriptioner til Hatshepsuts tid 1500 f.Kr. (og hermed på Moses’ tid).

Da Moses var flygtet fra Egypten, opholdt han sig først forskellige steder, ifølge rabbinerskrifterne og oldtidsforfatterne, bl.a. de mange år i Etiopien. Senere holdt han til på Sinaihalvøen. Dette var strategisk et særligt velegnet sted, midtvejs for ruter til Etiopien og Mellemøsten. Rabbinerskrifterne angiver, at den landflygtige Moses næsten som en fange måtte afstå fra at forlade sit skjulested i „skakter i klipperne“ nær præsten Jethros opholdssted. Og Jethros sted må være det egyptiske tempel, der dengang var det eneste tempel på Sinai.

Således gennem flere af Moses’ sidste eksil-år gemte Jethro ham bort af frygt for, at farao skulle få underretning om opholdet. Lokalitetens særlige geografiske forhold sandsynliggør, at Moses’ skjulested i skakterne har været de lokale mineskakter fyldt med inskriptionerne med verdens ældste alfabetindskrift.

Det er i Bibelen netop på Sinai, at brug af skrift nævnes første gang overhovedet - idet Moses anvendte skrivning, mens Jahweh gives æren for skriften - da Moses og israelitterne senere passerede stedet Dof’ka (‘udsmeltning’). Det var i dette lokalområde, hvor kobberudvinding ifølge mange arkæologiske fund blev udsmeltet direkte uden for mineskakterne.

Moses’ lovtavler omtales i Bibelen som værende første gang præsenteret netop på Sinai. Det er den ældste omtale, hvor det kan udledes, at alfabetet har været anvendt, idet der ikke kendes udvidet brug af andre skriftsystemer i israelitternes historie. Hieroglyffer kunne ikke godt bruges til hebraisk, især ville den egyptiske skrifts mange gudebilled-tegn bryde Moselovens forbud mod at afbilde guder! Dette var udgangspunktet, om end arkæologien kan vise, at forbudet undertiden senere blev brudt i praksis i det gamle Israel.

Lovens tavler var af sten, og da skriften skulle indhugges, er det evident, at der kun var kort vej til stenhuggere ved Serabit el-Khadims tempel og miner - og ligeledes kort hen til metalsmelterne ved støbning af Guldkalven.

Den engelske arkæolog Flinders Petrie, der i 1905 på Sinai som en af de første beskrev denne ældste alfabetskrift, omtaler i sin bog „Researches in Sinai“ (London 1906) det forhold, at:

„...det (Sinai-alfabetet) modbeviser endegyldigt den hypotese, at israelitterne, som færdedes gennem denne region ind i Egypten og tilbage igen, ikke kunne have anvendt (alfabet)skrift...“.

Talrige arkæologiske vidnesbyrd angiver her, at det lille tempel i Serabit el-Khadim på Sinai-halvøen hovedsagelig var tilegnet den egyptiske himmelko-gudinde Hathor.

Idet Hathor opfattedes som en udgave af Isis, dyrkedes hun på dette sted under sit semitiske navn Balith. Denne himmelko-gudinde dyrkedes altså netop her på Sinai, hvor også dyrkelsen af Guldkalven fandt sted. Det foregik endda omkring det tidspunkt hvert år, der senere kendtes som lovgivningstidspunktet for israelitterne (cirka i maj i nuværende kalender), og senere som de kristnes pinse - og som dengang netop var Hathor-kultens festivaldage!

Alfabet-inskription med Moses’ navn?

I de alfabetiske indskrifter ved Sinai-templet og skakterne ses omtale af et ritual ved en bestemt tempelsøjle, der i den sammenhæng kunne have symboliseret Verdenssøjlen (Verdens-aksen). Nutidens manglende kendskab herom har gjort det svært for oversætterne at få større mening i flere af disse alfabetinskriptioner på Sinai. Men i enkelte af disse inskriptioner synes der tydet en omtale af en person med navnet Moses:

- Hvis denne Moses er identisk med Bibelens Moses under sit eksil på Sinai, har han ifølge teksten - i Hubert Grimmes oversættelse - bl.a. været

„...administrator af tempelskatten...“.

Her omtales også, at den pågældende Moses-benævnte person „...sov ved søjlen...“ - hvilket ud fra en ikke uvanlig praksis var at forstå, at han i templet modtog åbenbaringer under sin søvn ved søjlens fod.

Hubert Grimmes tydning af Sinai-inskriptionen med navnet Moses blev bekriget af andre, der tydede navnet som Manasseh, det betyder ‘den, der forårsager at glemmes’; var det i så fald et ordspil på Moses’ skæbne?

Kun en virkelig hieroglyfkyndig kunne have udviklet alfabetet, men måtte også have haft et motiv for denne indsats - hvilket netop Moses havde. Hvorimod en „almindelig“ skriftlærd egypters hele verden var låst fast i de allerede på den tid mere end 1700-årige hieroglyffer.

Sinai-skriftens bogstaver ses i de indhuggede inskriptioner anvendt til semitisk sprog, men selve bogstavtegnene, som vort alfabet også visuelt er udviklet fra, var hovedsagelig et lån fra egyptiske hieroglyffers grafiske form. Opfinderen af alfabetet må derfor være en person, der havde kendskab til begge sprog. Ifølge rabbinerskrifternes overleveringer havde Moses som nævnt opnået betydelige flersproglige kundskaber.

Og alfabetets 22-25 lyde (lydtegn) fandtes i forvejen blandt egypternes mere end 800 hieroglyffer. Således skrev den græske forfatter Plutarch, 48-122 e.Kr., i sit værk „De Iside et Osiride“ (kap. 56), at:

„...de egyptiske „bogstavers“ antal er femogtyve...“.

Disse lyde, der blev til vores konsonantbogstaver og senere også vokaler, fandtes således parat, lige til for en hieroglyfkyndig opfinder at lade indgå med direkte anvendelse i den nye alfabet-skrift.

En af de små sfinxskulpturer (No. 345) i Serabit el-Khadim på Sinai bærer en inskription både på egyptisk og (proto)semitisk. Denne semitiske tekst er ordret oversættelse af den egyptiske - og er skrevet netop med alfabetet. Teksten gengiver et navn for en farao og omtaler ham som „...elsket af Hathor...“. Faraonavnet er skrevet med alfabetet og dateres følgelig også ud fra dette. Men faraonen er ukendt og findes ikke - ifølge eksperten Kurt Sethe - i Egyptens velkendte kongerække for den epoke!

Men rabbinerskrifterne og oldtidsforfatterne hævder, at længe før Moses måtte flygte til et eksil, var han som prins på forhånd blevet kronet til farao.

Idet alfabetet oprindelig kun findes inskriberet hér, hvor Moses havde opholdt sig og gemt sig - nemlig ved mineskakterne - kunne dette føre frem til, at ovennævnte ukendte faraonavn netop tilhørte Moses, og at han på grund af sin flugt ikke fik det taget i brug i praksis i selve Egypten.

Også andre bibelske navne, kendt som navne også på Moses’ fæller Hur og Kaleb, findes på Sinai, og også i Gezer, skrevet med Sinai-alfabetet.

Oksen og det første alfabet

Da Kadmos, Europa og Danaos rejste ud fra Egypten samtidig med Moses’ flugt, må flere af disse af hans tilhængere også have kendt til hans alfabetopfindelse - alfabetet fra Sinai, hvor også guldkalven optrådte. Det blev i hvert fald især en af dem - Kadmos - der huskedes i eftertiden for at have medbragt alfabetet til grækerne. Hans rejse via Fønikien betyder ikke, at alfabetet kom fra denne lokalitet.

Græske myter omtaler Kadmos’ indførelse af det oprindelige alfabet til grækerne (i Bootien) og forbinder ham på forskellig direkte og indirekte måde med tyrekult (: ankomst til Bootien, ‘okselandet’, via Tyros, der i en græsk form som tauros betyder ‘tyr’). Skønt grækerne allerede tidligt havde tyrekult, er der her tegn på, at den vide udbredelse af Moses’ alfabetopfindelse og en netop modificeret version af tyrekult fulgtes ad i flere tilfælde.

I alt dette synes det ikke tilfældigt, at de ældste alfabeters første bogstavs navn aleph betyder ‘tyr’, ‘okse’ og er udformet som et oksehoved(!) - der senere på græsk lydmæssigt såvel som i grafisk form blev til bogstavet ‘A’.

I „2. Mosebog“ omtales netop dobbelttydigt, at der til bearbejdning af den støbte Guldkalv anvendtes ‘en mejsel’: Biblens hebraiske ord herfor betyder - bl.a. ifølge Martin Noth - lige såvel ‘en griffel’, som bruges til inskription.

Under grækernes brug af det importerede „Sinai-alfabet“ kom efterhånden alle dette alfabets mange mulige skriveretninger i brug, idet disse inskriptioner på Sinai både findes som lodret og vandret og i sidste tilfælde yderligere i begge retninger, dvs. såvel fra højre som fra venstre.

Af disse skriveretninger brugte grækerne i en tidlig periode især den to-vejs vandrette retning, hvor man skrev, og læste, skiftevis hveranden linje fra højre og hveranden linje fra venstre. Den sidstnævnte måde, hvor der læstes i den „baglæns“ retning, fik også bogstaverne drejet i denne samme retning, dvs. spejlvendt. Denne to-vejs skriveretning kaldtes boustrophedon, dvs. ‘pløjning med okser’ (som pløjer i furer frem og tilbage - just ligesom vores senere udtryk „kovending“).

Det synes således muligt at skimte en baggrund for, at alfabetet - kort efter 1500 f.Kr. - på én gang dukker op på Sinai og snart efter på den fønikiske kyst. Her skete denne videreførelse både i Tyros i Libanon og i det distrikt, der skulle blive Dan-stammens hjemegn ved Jaffa; og desuden i flere græske områder.

Alfabetet også som hemmelig kode

Den hidtidige mangel på meget tidlige tekster med græsk alfabetskrift kan i flere kulturer desuden skyldes en af dens vigtigste funktioner, nemlig at skriften i lang tid også var hemmelig; og følgelig kun anvendtes af en fåtallig elite - til koder, religiøst og mysteriekultisk brug hos grækerne.

At alfabetet allerede fra starten i sin grundform fik så stor udbredelse vil i så fald ikke mindst skyldes Moses’ stridigheder med Tuthmosis III’s regime. Til flere af sine forskelligtsprogede forbundsfæller i udlandet må Moses have anvendt sin alfabetopfindelse som et kommunikationsmiddel, der var „ensartet“ forståeligt, idet det, i modsætning til den egyptiske hieroglyfskrift, netop meget let kunne bruges på alle sprog.

Desuden var det let og hurtigere at lære end f.eks. det babyloniske kileskriftsprog, der i vid udstrækning anvendtes som diplomatsprog i vestsemitiske lande, og krævede færdighed og specialuddannelse. Generaler, stormænd og konger, der til tider eventuelt ikke selv kunne læse og skrive, måtte have professionelle skrivere som mellemled.

Bortset fra f.eks. Etiopien, der i forvejen brugte et egyptisk influeret hieroglyfsystem, samt ligeledes Kreta og eventuelt Cypern, blev alfabetet hermed allerede på Moses’ tid - faktisk med ét slag - introduceret blandt en række af Egyptens omgivende og flere hidtil skriftløse folk, hebræere/israelitter, fønikiere, kanaanæere og visse græske folk.

En af netop Kadmos’ samtidige naboer, Palamedes, en pelasger fra et distrikt nær Argos, omtales endog af Homer i forbindelse med alfabetopfindelsens introduktion i de græske områder.

Således var denne nyskabelse, alfabetet, overlegen i brug både til almindelig kommunikation samt til kodeskrift - anvendelig hos alle Moses’ forskelligtsprogede udenlandske allierede, idet egypterne - hvis de skulle have held til at opsnappe meddelelser i denne udførelse - ikke kunne læse det. For ifølge Platon fik opfinderen af alfabetet som nævnt afvist sin opfindelse hos egypterne.

Den 19 år lange koordination af forskellige folkeslags opstande mod Tuthmosis III synes, med Moses’ formodede mellemkomst, også at have beroet på dette nye kommunikationsmiddel, samtidens nye skriftform: alfabetet.

En sådan tidlig anvendelse af den nye fleksible skriftform hos kanaanæerne - kendt som Moses’ første forbundsfæller - ses i så fald afspejle sig i indskrifter med Sinai-alfabetet uden for Sinai, i Palæstina:

- Bl.a. er der i Gezer fundet det omtalte Kaleb-navn. Der er også fundet en inskription på en genstand af ler fra Lachish med Amenhotep II’s navn plus Amon-Re og Ptah: alle med hieroglyffer. Men på genstandens bagside er der med alfabetet inskriberet et kultisk navn (‘l dw gt, nu transkriberet:) el dú gitti, hvilket ligeledes kan genfindes i Serabit el-Khadim på Sinai.

Disse omstændigheder: Kalebs navn foruden navnet på „den nye hårde farao“ Amenhotep synes også at indikere, at koalitionens samarbejde yderligere fortsattes i nogen grad også efter udvandringen, især i de første år.

Selve udbredelsen af opfindelse af det rent lydbaserede skriftsystem - alfabetet - der siden blev kommunikationsfremskridt på verdensplan, synes her at være sammenkædet med Egyptens udenrigspolitik i perioden, da Moses fra sit eksil oprettede baser og dannede forbund med nabolandene under sine forsøg på at overtage Egyptens trone.

Moses kan i en periode som påvist have haft en terminalbase i Sinais mineskakter, hvor det ældste alfabet findes, og hvor, som omtalt fra flere rabbinerskrifter, at „han i flere år var skjult for farao“, lukket inde af sikkerhedshensyn, mens „Zipporah hemmeligt bragte ham mad“. Dette beskrives i Baring-Gould’s rabbinerskriftsamling „Old Testament Characters“ (II, London 1871, s. 87-88). Et godt skjul - historisk set vides, at en udstationeret egyptisk minedrift på Sinai på det tidspunkt var ophørt.

I det hele taget har en så stor og uens sammensat koalition som Tuthmosis III’s modstandere ikke kunnet fungere så effektivt i praksis uden at være i besiddelse af et velfungerende kommunikationsmiddel - alfabetskriften. Militæranalytisk er det uomtvisteligt, at opfindelsen og den faktuelle, hurtige udbredelse af alfabetet på netop den tid forklarer meget om koalitionens langvarige eksistens og dens muligheder for sin imponerende formåen. (Jf. at gennem historien kendes mange tekniske fremskridt, der oprindelig startede som militære hemmeligheder).

At formålet med alfabetet - et hovedpunkt i forståelsen af manglen på meget tidlige græske indskrifter - til en begyndelse har skullet ikke mindst fungere som både militært og religiøst kodesprog, er der ikke noget mærkeligt ved. Eksempelvis udviklede Egyptens præsteskab senere et særligt sprog, som kun præsterne selv forstod, hvilket styrkede „præstekasten“s sammenhold og ydre magt samt skulle beskytte dens hemmeligheder over for det voksende antal fremmedes indflydelse i landet. Udover Bibelen med verdens ældste alfabetiske tekst blev netop religionerne blandt de væsentligste bærere af de mest udbredte skriftsystemer i verden.

Moses’ og hans fællers flugt fra Egyptens regime under Tuthmosis III var lige såvel en flugt af kulturbærere. I de fremmede lande, hvor de slog sig ned, har de virket som en opvækkende kraft, både kultisk-religiøst og ved skrivekunsten. Effekten kan sammenlignes med senere i verdenshistorien, i 1453, da mange lærde flygtede fra islamiske tyrkeres erobring af Byzans - samt fra inkvisitionen i Spanien - til ny tilværelse især i Italien; disse grupper blev nu en kulturinjektion, der medvirkede til at bane vej for renæssancen.

Det voksende historiske materiale om skriften må før eller siden medføre et ændret syn på alfabetopfindelsen. Bl.a. har forskeren Aaron Demsky måttet flytte både alfabetopfindelsen og dens udbredelse hos grækerne (se nedenfor) længere tilbage i tiden end det fønikiske alfabet. Han omtaler hertil, at en oldkanaanæisk inskription (med Sinai-alfabetet?) med store ligheder med det græske alfabet er fundet i det gamle danitter-kystområde nær ved filistrenes by Aphek. Alt dette fremgår af Demsky’s afhandling „A Proto-Canaanite Abecedary Dating from The Judges and Its Implications for the History of the Alphabet“, i arkæologitidsskriftet Tel Aviv (No. 4, 1979), hvori han konkluderer, at:

„...grækerne allerede har lånt alfabetet fra kanaanæerne på et tidligere trin af dets udvikling - sandsynligt omkring slutningen af det andet årtusinde. Rimeligvis var sø-folket (bl.a. danaere og pelasgere, ed.) redskabet for overbringelsen af alfabetskriften på dette tidlige tidspunkt fra Kanaan til de græske øer...“.

Fra Moses’ bogstaver til Kadmos’ bogstaver

Det er karakteristisk for de af oldtidssprogene, der før alfabetets opfindelse anvendte skrift, at hvert sprog havde sit eget skriftsystem, der i reglen ikke var indrettet på at kunne bruges til noget andet sprog. De pågældende skriftsystemer havde også den store ulempe, at der ofte krævedes eller anvendtes 1.000-2.000 - og eventuelt flere - forskellige skrifttegn i modsætning til alfabetets kun 22-24 bogstaver.

Opfindelsen af alfabetet med fleksibilitet, forenkling og udvidede muligheder til anvendelse på alle sprog var en så eftertragtet nyskabelse, at det lynhurtigt smittede af også længere østpå, idet alfabetet ejendommeligt nok næsten samtidig her i 1400-tallet f.Kr. dukkede op i Indien. (Her blev det udvidet fra cirka 24 til 50 lydtegn, idet hver af lydene som hovedprincip kan udtales på to forskellige måder.

Denne form inspirerede til lignende alfabeter i Tibet, Mongoliet, Korea og Japan). I Indien skete dette i en periode samtidig med, at landets okser ophøjedes til - „hellige køer“. Der behøver ikke nødvendigvis at findes en sammenhæng, men i det samlede billede kunne noget tyde på, at det ikke var tilfældigt, at alfabetopfindelsen blev udbredt samtidig med udbredelsen af, at tyre/okse-kultiske riter bliver særlig udbredt i Middelhavsområdet.

Forskerne har endnu ikke i græske områder fundet alfabetindskrifter, der er ældre end 900-800 f.Kr. I et græsk klima har det ellers udbredte papyrusskrivemateriale ikke kunnet overleve så længe som i Egyptens tørre klima. Men i et Ramses III-palads i Nildeltaet fandt egyptologen E. Naville tidligt byggesten med græske inskriptioner fra midten af 1100-tallet f.Kr.

Og en forhastet konklusion - opstået for hundrede år siden, hvor arkæologi og historisk viden var mindre udviklet end nu - vil stadig hævde, at fønikierne indførte alfabetet hos grækerne først ved den netop nævnte sene tid. Men der er aldrig givet et eneste bevis på, at fønikierne opfandt alfabetet.

For allerede netop i 900-800-tallet f.Kr. kendtes alfabetet hos grækerne, endda i udviklet form. Bl.a. var her visse bogstaver omdannet til vokaler, som var nødvendige til de græske (såvel som til andre indoeuropæiske) sprog; mens vokaler i stort omfang ikke fandtes, og også sagtens kunne undværes, i de semitiske konsonant-skriftsprog, som f.eks. just hos fønikierne. Det græske alfabets grafiske former er netop ikke tæt på det fønikiske, hvorfor en påstand om en direkte alfabetimport fra Fønikien ikke er plausibel.

Forholdet er mere komplekst, idet grækerne, længe før fønikisk skrift kendtes, bl.a. havde udviklet bogstaverne chi og psi, der i forskellige græske landsdele var nødvendige for at kunne udtrykke disse lokale dialekters specielle lyde.

Følgelig må „Kadmos’ bogstaver“, Kadméia grammata - som også historikeren Herodot allerede hævdede, at den tidligste græske skrift bestod af - have en forhistorie og dermed have haft ældre former, sådanne som kendtes på Moses’ og Kadmos’ tid. Bl.a. på øen Thera (Santorini), der i den tidligere omtalte tradition (jf. kap. 4-5) har en forbindelse til Kadmos, findes inskriptioner med det græske alfabets ældste og mest arkaiske bogstavformer.

Også til Spanien ankom alfabetet - af runeagtigt udseende ligesom Sinai-alfabetet og de tidligste græske alfabetformer - og menes indført af iberere tidligere end af fønikierne. Betegnelsen iberere menes sandsynligt at kunne tydes som ‘hebræere’ og tænkes i så fald at tilhøre de grupper, der emigrerede eller direkte flygtede til søs (med deres bohave, på den tid inklusiv det afrikanske æsel, til Andalusien) under Moses’ eksilperiode og det store opbrud ved udvandringen.

At den grafiske udformning af de gamle græske alfabeter viser sig direkte i familie med det originale Sinai-alfabet og dermed de egyptiske hieroglyftegns former - som indgår i dette Sinai-alfabet fremfor at stamme fra fønikisk alfabet - påvistes tidligt af den engelske egyptolog Alan H. Gardiner.

Den engelske forsker Martin Bernal har om „Kadmos’ bogstaver“ i sit værk „Cadmean Letters; The Transmission of the Alphabet to the Aegean and Further West Before 1400 BC“ (Winona Lake 1991) punkt for punkt - endda uden der er gjort nye fund med ældre skrift, der yderligere kunne støtte ham, men alene ved at bruge velkendte facts og data - påpeget dette: At det græske alfabet går tilbage til 1300-tallet f.Kr., eller tidligere endnu. Dvs. til en mere direkte overførelse fra Sinai-alfabetet.

Det ældste alfabet

Der kan her resumeres nogle specielle træk ved episoden med israelitternes kult omkring Guldkalven (jf. kap. 14 samt bind 4’s kap. 15-18). Det er, som allerede påpeget, her just på Sinai, at der optræder en særlig, til dels hemmelig skrift, verdens ældste alfabet, vort alfabets urform. Denne skrift netop fra perioden 1500-1400 f.Kr. og således fra samme egn, hvor ifølge bibelteksten Guldkalv-dyrkelsen fandt sted.

Både Bibelen og rabbinerne befordrer det indtryk, at Moses også under sit langvarige eksil stadig betragtedes i Egypten som en mægtig mand, der kunne komme farao på tværs. Moses havde desuden sit ry som en af oldtidens store strateger - blot en beskeden del af det omdømme, der tidligt i historien bragte hans skæbneberetning helt ud til Indien.

Og hvad angår det ry Moses i oldtiden havde som alfabetets opfinder, er det bemærkelsesværdigt, at dateringen af Kadmos, der blev vidt kendt bl.a. for at have medbragt alfabetopfindelsen til de græske områder, netop passer præcist med tiden for udførelsen af denne opfindelse på Sinai i 1400-tallet f.Kr. Flg. kan opsummeres:

  1. I egyptiske og græske overleveringer gengives, at alfabetet opfindes i Egypten, hvor ideen blev undfanget i Theben.
  2. Det er et faktum, at alfabetopfindelsen eksisterer pludseligt uden noget forudgående udviklingsforløb, dvs. skabt af en person og ikke ved en historisk proces. Det er ligeledes et faktum, at opfinderen havde egyptisk baggrund.
  3. Alfabetet var let at indføre til brug hos hidtil skriftløse folk (som netop israelitterne og derefter hos nogle af de græske folk), men som ved sin „internationalt“ egnede anvendelighed og smidighed desuden kunne bruges til koder.
  4. Bibelen er det ældste bogværk der kendes, som fra starten er skrevet med alfabetet. Skrivningen påbegyndtes, ifølge Bibelen selv, af Moses netop på Sinai ganske kort fra det sted, hvor det endda samtidige alfabet - det nu således benævnte Sinai-alfabet - er fundet i klippeinskriptioner.

Kort sagt, uanset hvordan oldtidsforfatternes omtale af Moses og alfabetet ses, var det ham teknisk, sprogligt og geografisk muligt at kunne være opfinderen.

 

Den-forsvundne-tronarving-34-Ove-von-Spaeth

Alfabetets udvikling fra egyptisk inspirerede tegn,
fundet på Sinai og i Kanaan, gik videre i to hovedretninger:
hhv. græsk og hebraisk alfabet.

 

Planche 06 - Den forsvundne tronarving

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth