Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (46 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (46 af 97)

Moses’ strategiske evner

og brug af pyroteknik

 

I Bibelens Moses-beretning omtales et særligt fænomen, der viste sig på himlen i øst de tre første dage under Moses’ og israelitternes udvandring fra Egypten - og fungerede som vejviser på denne første strækning på cirka 140 km gennem øde ørkenagtige landskaber frem til det Røde Hav.

Den militære uddannelse, som Moses havde modtaget allerede som ung, kom ham endnu engang til gode. Og det afspejles i den beundringsværdige taktik og opfindsomhed, der anvendtes under udvandringen. I den hebraiske Bibels „2. Mosebog“ (13,21-22 samt 14,19-20) angives, at der var:

„...om dagen en skysøjle for at føre dem ad vejen og om natten en ildsøjle for at give dem lys, så de kunne gå om dagen og natten. Skysøjlen flyttede sig ikke foran folket om dagen og ej heller ildsøjlen om natten...“ -

„...skysøjlen brød op fra pladsen foran dem (israelitterne) og stillede sig bag dem. Således kom den ind mellem egypternes lejr og Israels lejr. Til den ene side viste den sig som en sky sammen med mørke. Til den anden side fortsatte den med at oplyse natten. Så den ene gruppe kom ikke den anden nær hele natten...“.

Der synes her tale om ganske velkendte kneb fra den tids krigsførelse: Signaler med røg og bål var almindelig anvendt til at dirigere store hærenheder. Egypten havde mange signalstationer ved grænserne (i forter) - og især ved Nilen, hvor signalerne brugtes indtil for blot 100 år siden.

Muligvis kunne der på et tidspunkt være opstået endnu en betydning - i hvert fald for den senere bibelredigering - idet ildfænomenet også ville kunne forstås som bekræftende gentagelse af et tegn, der engang viste sig i forbindelse med Jahwehs profeti angående Abrahams efterkommeres ophold i Egypten og den senere udvandring derfra, hvorunder de gennem Moses modtog pagten på Sinai: For umiddelbart før en tidligere indgåelse af en pagt mellem Jahweh og Abraham - beskrevet i „1. Mosebog“ (15,17) - viste der sig for Abraham:

„...en rygende ovn og et brændende ildblus passerede imellem...“.

I Bibelen er specielle hændelser hos israelitterne under udvandringen fremstillet som fremkaldt af „Jahwehs indgriben“. Men forud for alle vigtige gøremål overalt i oldtiden - hvadenten en mægtig konge eller en arbejdsleder af lav rang gik i gang med et projekt - har sådanne aktioner obligatorisk været iværksat i forbindelse med, at en eller flere guder ved kultisk ceremoniel besværgedes for at yde støtte dertil.

Uundgåeligt må også Moses have foretaget ofringer til eller anråbelse af guddommelige magter Jahweh eller Elohim, og her - ligesom det stadig hos nutidige naturfolk er praksis ved kultisk magi - ansås det nødvendigt for et godt resultat at give disse magter (en del af) æren.

Moses har som ved sin beherskelse af ilden, „pyroteknikken“, også kunnet styre røgen. Begge har som signalformer samtidig haft den uønskede bivirkning at markere flugtvejen for de forfølgende egyptere. Teksten viser, at en således nødvendig omflytning af røgsignalet ikke alene har været anvendt til at vildlede den egyptiske hær, så den ikke tog retning mod israelitternes position; men også at røgfrembringelse ved forskellige midler har været dirigeret til at indhylle som en mur af røg, ligesom kunstig tåge i nutidens krigsførelse (jf. Bibelens „Salme“ 105,39).

I ly af det mørke røgslør kunne der i egypternes lejr foretages en reel sabotage mod deres stridsvogne, hvis sammenbrud har medvirket til, at israelitterne undslap til Sinai, ifølge „2. Mosebog“ (14,24-25):

„...han så ud mod egypternes lejr inde fra ild- og skysøjlen og skabte forvirring i egypternes lejr. Og han fik hjulene til at falde af deres stridsvogne, så de havde svært ved at køre...“.

Flere af disse militærtaktisk set egentlig banale tekniske drillerier mod fjenden blev i senere tider på grund af mangelfuldt historisk kendskab opfattet som noget ophøjet og mirakuløst:

- Mange hændelser i Bibelen blev senere af jødiske mystikere og af gnostikere også anvendt til symbolske betydninger - og blev siden hen udnyttet af kirken i dennes religiøse symbolik. Fra 400-tallet e.Kr. kaldes nydøbte inden for kristendommen: illuminati, ‘de oplyste’, hvis betydning - idet ildsøjlen viste sig ved udmarchen fra Egypten i påskedagene - var integreret i en sætning i påskelovsangen; heri omtales, at Helligåndens virke lå i columnae illuminatione, ‘ved ildsøjlens lysskær’.

Med sin såkaldte alkymistiske viden, som Moses bl.a. havde demonstreret i forbindelse med et par af af „Egyptens ti plager“, har han ligeledes kunnet få et bål til at flamme som en søjle mod himlen.

Et lignende eksempel på dette engang velkendte fænomen er optegnet fra Alexander d. Stores erobring af Babylon, 1.100 år senere, hvor byens forsvarere søgte at skræmme med, overalt i gaderne, at brænde nafta - udvundet af asfalt-olieforekomster. Ligeledes er der optegnelser om et offer til Alexanders ære på alteret i Jerusalems tempel, hvor ilden synes specielt styret - med kemikalier, vinsprit og babylonisk nafta - til at danne en imponerende ildsølje op mod himlen (velkendte effekter og midler ifølge bl.a. Robert Eislers forskning).

En åbenbar videreførelse af oldtidsviden om pyroteknik, der var en militærhemmelighed som grækerne havde monopol på, var den frygtede „græske ild“, som var kendt for at „kunne sætte vand i brand“. Den ældst kendte omtale af dette middel er om forsvaret af Delphi mod kelterne i 279 f.Kr. Og sidste gang så sent som 1453 e.Kr. under det forgæves forsvar af Byzans mod den islamiske hær. Ved drabet på byens forsvarere, der sad inde med de tekniske hemmeligheder, gik denne viden tabt.

Undervejs østpå fra Nilens delta og ud til det Røde Hav i det flade land, hvor kun Jordens krumning bag horisonten afgrænser udsynet, ville et signalbål under disse optimale forhold dog højst kunne ses på 10-15 kilometers afstand. Dette er med til at pege på, at israelitternes antal ikke var så enormt stort (se næste kap.), hvis folk fra flere af grupperne på samme tid skulle have mulighed for at se denne vejviser.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth