Lazarus opvækkes fra de døde

Imysteriekulter spillede man emnet genfødsel som en fornyende proces, der viser reinkarnation som en del af den kosmiske helhed.

I det gamle Egypten kendte man teknikker til dødsforberedelse, så sjælen i overgangsfasen kan undgå forvirring.

Jesus genopvækkede Lazarus, et navn, der delvis er gjort græsk fra el-Azar − det egyptiske Osiris-navn: Azer − guden, der døde og genopstod til fortsat liv, og som var hovedfigur i kulternes dødsmysterier. Osiris-navnet er en græsk efterligning af gudens egyptiske navn As eller Asar (overraskende tæt på navnet for de nordiske guder 'aser'. Man mener, at disse guder stammer fra Mellemøsten, eksempelvis de babyloniske guder Baal og hans kone Nanna og den nordiske Balder og hans kone Nanna). Den, der skulle indvies til en høj grad, blev psykisk forberedt til forståelse af reinkarnationens processer. Det foregik ved at blive lagt i en kiste eller på et særligt leje og bragt i dødlignende søvn i tre døgn − for at genopstå. Det blev af mange opfattet som dét, der reelt skete i forbindelse med Jesu genopstandelse.

Den romerske forfatter og astrolog, Firmicus Maternus (ca. 335 e.Kr.), fortæller at mystis, 'kandidaten', bliver moriturus, 'fremtræder som døende', ved en forberedende frivillig død, sådan som det foregik f.eks. i Mithras- og Isis-kulterne.

Tidligt hos de kristne gnostikere skrev Theodosius (140-170 e.Kr.), der var en kendt tilhænger af den gnostiske leder og "guru" Valentinus, at den sande gnostiker er et menneske, der har erkendelse om:

"… hvem vi var, hvem vi er blevet, hvor vi var, hvad vi er blevet kastet ind i, hvor vi haster hen, hvad vi bliver genløst fra, hvad fødsel er, og hvad genfødsel er …".

Jævnfør også, at Cicero gav udtryk for at have lært i kulterne "at leve med glæde − og også at dø med bedre håb".