I naturreligioner overalt i verden findes tro på, at sjælen eller en sjælelig bevidsthed fortsætter efter døden. Livets genfødsel er et hovedemne − og tilknyttes idéer om reinkarnation.

Fra den ældre omtale af genopstandelse eller genfødsel findes der tekster i den såkaldte Egyptiske Dødebog (Pert en Hru), i den Tibetanske Dødebog (Bardo Thödul), i den europæiske Ars Moriendi og i aztekernes bog, der nu betegnes Codex Borgia. Og i de gamle nordiske mytologier er lignende betydning blevet fortolket, når Vølven taler om livets genoptagelse.

Reinkarnationsidéer kendes oven i købet hos f.eks. Australiens aboriginals, i Afrika hos yoruba- og edofolkene, og i syd hos zulufolket, i Asien på Guinea, samt i Indonesien og hos forskellige etniske grupper i Nord- og Sydamerika.

En defineret reinkarnationslære kendes især udbredt i øst − i Indien, endda i mange former hos hinduer, jainister, buddhister, sikher (syntese af hinduisme og islam). Det ses i de oldindiske Veda- og Vedanta-tekster − og i nutiden hos tilhængere af indiske religiøse tænkere som Ramakrishna og Aurobindo − eller f.eks. hos Mahatma Gandhi og hans elev Nehru, Indiens første præsident.

Tibets øverste religiøse ledere udpeges kort efter deres fødsel som værende en reinkarnation af et tidligere overhoved. Deres leder Dalai Lama tror på reinkarnation. I Kina fandtes læren tidligt i taoismen og buddhismen, og i Japan i zenbuddhismen.

Julius Cæsar beundrede kelterne for deres frygtløshed og mangel på angst for døden. I sin bog Gallerkrigene[1] forklarer han, at det skyldes deres reinkarnationslære (ikke mindst hos druidepræsterne).

"… de ønsker at indskærpe dette som en af deres ledende læresætninger, at sjælen ikke bliver udslettet, men passerer efter døden fra en krop til en ny krop …".

_________________________________

[1] Gallerkrigene (bog V, kap. 14)

_________________________________