Der kan ses et specielt forløb i, at kirkefaderen Origenes (160-220 e.Kr.) var oplært af kirkefaderen Clemens af Alexandria (den første kristne, der skrev om Buddha) og en gnostisk præst, og som selv blev lærer for Plotin, den religiøse filosof, mystiker og allegoriske fortolker af Homers Odysséen.

Origenes har i sine skrifter også behandlet reinkarnation, men det nævnte "uautoriserede" kirkemøde i 553 fordømte de dele af Origenes' lære, der er om reinkarnation − bl.a. hans påstande om "sjælens præeksistens".

Reinkarnationslæren blev bandlyst som kættersk. Og tilhængere blev pålagt anathema, 'forbandelse', og blev pint og dræbt, hvis de fortsatte. Kirkens befaling lød:

"… Enhver, der understøtter læren om sjælens præeksistens og dermed den uhyrlige tro på dens genkomst, skal være belagt med kirkens band …".

Efterhånden frygtede kirken Origenes' tanker så meget, at man sørgede for, at størsteparten af denne flittige tænkers 6.000 værker og breve − med mange spor tilbage til kristendommens mere oprindelige og ofte anderledes baggrund − forsvandt. Det resterende, det eneste der overlevede, findes nu mest som fragmenter.

Så sent som 1748 bestemte pave Benedictus XIV at Origenes' lærer, Clemens af Alexandria, skulle − helt usædvanligt − ekskluderes fra officielle katolske martyrers rækker (men dog ikke græsk-ortodokse) og ikke mere figurere som en af oldkirkens fædre.

Clemens er siden dekanoniseringen frataget sin status. Men kun hos den katolske kirke og altså ikke i den ældre græsk-ortodokse kirke.

Uanset divergerende status som kirkefader regnes Clemens af Alexandria stadig for den mest lærde af alle kirkefædre. Bl.a. var han til den senere kirkes fortrydelse også velbevandret i Markus' Hemmelige Evangelium, der anses for at have stærke gnostiske præg.

Eksistensen af den bog og den hemmelige lære, som Jesus havde reserveret for en inderkreds, blev bekræftet, da der i Mar Sabas klosterbibliotek i Judæas ørken i 1958 blev fundet en kopi af Clemens' brev herom.[1]

Corpus Hermeticum med sin egyptiske baggrund indeholder en del profetier. Flere kirkefædre bekræfter, at egypterne var det folk, der mest havde udviklet brugen af profetier.

En af værkets profetier (kapitlet Asklepios, 25) omhandler, hvordan det senere − også hvad angår det, der kunne anses som varsel om den (i Romerriget) etablerede statskirkes opståen − skulle gå med forholdet til reinkarnation:

"… den fromme skal blive anset for gal, den ugudelige for at være vis … sjælen og alt det, der vedrører den, ifølge hvilket den er født udødelig eller antages at opnå udødelighed, skal ikke blot blive anset for latterligt, men også for galskab. Ja, endog skal der blive fastsat en højst alvorlig straf til den, der hengiver sig til sjælens religion …".

_________________________________

[1] Jf. Morton Smith: The Secret Gospel − the Discovery and Interpretation of the Secret Gospel According to Mark (New York 1974).

_________________________________