Virkningsgraden
Måske har det også interessant at se på virkningsgraden, dvs. på forholdet mellem den udførte arbejdsydelse og den tilførte energi. For alt mekanisk arbejde gælder det, at man ikke kan opnå større ydelser end det, der svarer til mængden af den tilførte energi minus nogle procent til tab ved friktion eller omdannelse. Hvis man kan skabe lige så meget energi, som der tilføres, har man nået det ideal, mange opfindere har forsøgt at realisere, nemlig den såkaldte evighedsmaskine.
Når en stenblok på 6,3 tons løftes 250 m på tre minutter, svarer det til en effekt på 117 hestekræfter. Synligt implicerede i arbejdet var 24 trommeslagere og 6 trompetere − eller i alt 30 mand. Hvis et menneske kortvarigt skaber 0,75 hk, er det en meget god præstation. Forudsætter man, at munkene var i stand til det, får man en samlet effekt hos de arbejdende munke på 22,5 hk. Her stemmer beregningerne altså ikke længere.
Man kan nu spørge, om de omkringstående tilsyneladende ikke-arbejdende munke var arbejdsløse, eller om også de var implicerede og nødvendige til at levere de resterende ca. 100 hk. Når man engang får lejlighed til at se filmen, der blev optaget, vil problemet kunne analyseres mere indgående, end det er muligt ud fra de foreliggende oplysninger.
Det er også tænkeligt, at munkene, der betjente instrumenterne, kunne levere en ekstraordinær kraftpræstation. En løber kan nemlig i løbet af de få sekunder, et 100-meter løb varer, præstere op til 4 hk, og en vægtløfter præsterer ca. 3 hk. Med en sådan kraftindsats frembringer de 30 munke 90-120 hk − eller præcis det, der er nødvendigt.
En yderligere forklaring kunne være, at munkene med deres instrumenter og hvirvelskabende redskaber åbner en slags ventil til en kraftkilde, og så behøver der ikke længere at være overensstemmelse mellem tilført og afgivet energi.
|