Det mest interessante var helt sikkert at sidde og lytte til Jarls fortælling om den måde, tibetanerne løftede tonstunge sten højt op i luften. Det var muligt at stille spørgsmål og få svar på alle detaljer, som var nødvendige, hvis man evt. skulle kunne give en logisk og sammenhængende forklaring på fænomenet og ikke bare behøvede at acceptere det som et parapsykisk fænomen.

Ved klostret lå en eng, der svagt skrånende førte ned til den forbiløbende flod, og mod nordvest rejste der sig høje bjerge. Højt oppe på klippevæggen – cirka 250 m fra jordoverfladen – var der en grotteagtig hulning, og foran grottens åbning var man ved at bygge en barriere eller mur. De munke, der arbejdede deroppe, kunne ikke komme op ad den stejle klippevæg, men blev hejset ned til deres arbejdssted med tove fra klippetoppen, der lå cirka 40 m over grotten. Toppen kunne nås ad anden vej. Til den eng, der lå nedenfor, blev store stenblokke slæbt frem. Siderne på blokkene var cirka 1,5 m, og de var cirka 1 m høje. De lå på en slags "slæder", der blev trukket af yakokser. Hvor de store blokke blev udhugget eller hvordan, vidste Jarl ikke.

Midt på engen − et par hundrede meter fra foden af den stejle klippevæg − var der en horisontal plansleben klippeflade, hvori man havde udhugget en skålformet fordybning. Den var cirka 1 m i diameter og 15 cm dyb. På den planslebne flade, tværs over den skålformede fordybning, placerede munkene en stenblok, der skulle løftes eller rettere slynges 250 m op til klippeafsatsen foran grotteåbningen. Hver gang en stenblok landede deroppe, hørtes et kraftigt bump, og skærver og grus føg omkring blokken. En del blokke knustes, og munkene deroppe fjernede så resterne ved at vælte dem ned ad bjergvæggen. Man kunne løfte fem til seks blokke i timen. Jarl overværede hvordan 5-6 blokke blev løftet, og han filmede to transportkast. Inde i klosteret kunne Jarl, efter at han havde set det hele, med mellemrum høre den dumpe lyd fra klippeblokkene, når de landede på afsatsen. Først var han 100% overbevist om, at det han havde set, skyldtes dygtig massehypnose, men de film, han havde optaget, beviste, at det ikke var tilfældet.