En stavhvirvel, der står vinkelret på jordoverfladen, kan i vindstille ikke opnå nogen bevægelse til siden. Hælder den derimod mod jorden, bevæger den sig i den retning, som den roterende luft i hvirvlen har i den spidse vinkel, hvis ben udgøres af hvirvlen og jordoverfladen. Jo spidsere denne vinkel er − dvs. jo mere hvirvlen hælder mod horisonten − jo større bliver dens sidelæns bevægelseshastighed.

I det tibetanske tilfælde kan det nu tænkes, at vertikale hvirvelringe bevæger sig frem mod stenblokken med retning mod dens hjørner. Når de når blokken, vil hvirvelringene forsøge at vige uden om blokken. Fordi der sendes hvirvler ind fra et 90-graders cirkelafsnit, er det ikke usandsynligt, at luftmassen kommer i rotation og skaber en vertikal hvirvel. Da hvirvlerne fra trommerne når stenen med en hastighed af 80 m/sek., bliver den dannede stavhvirvels middelperiferihastighed 80 m/sek., og det kan tænkes, at massen i rotation får en kerne med vakuum på 1½ m i diameter og en ringtykkelse på 1½ m. I kernen opstår efterhånden det tidligere nævnte vakuum på 0,6 i forhold til lufttrykket rundt om. Ifølge lovene for hvirvler må hvirvlen, som støder mod blokken, fortsætte opefter eller bøje af og opløses mod en grænseoverflade – i dette tilfælde en klippevæg. Fortsætter den opefter, kan den holdes i gang, indtil den når et luftlag med andre betingelser − eller indtil dens energi ebber ud.