At fornægte det hierarkiske princip, er ganske enkelt at fornægte virkeligheden. En ikke-hierarkisk stat (hvis en sådan overhovedet eksisterer eller har eksisteret), vil være en stat, hvor livet styres med minimal organisering – og det vil i virkeligheden betyde maksimalt kaos. Uden en hierarkisk struktur vil menneskets sociale og psykologiske liv bryde sammen. Det vil følge den samme proces, som den fysiske krop efter døden. Den organisering, der holdt legemet sammen, vil gå i opløsning, og kroppen vil forvandles til de atomer, som det blev skabt af. Denne proces vil fortsætte indtil alt stof er vent tilbage til Det Ene Liv, som oprindeligt skabte det ved tidernes begyndelse. Det ville svare til, at man kører filmen baglæns – årtusinde efter årtusinde – årmillion efter årmillion – år milliard efter år milliard … indtil skabelsen forsvinder ind i sig selv. Konklusionen er derfor, at hierarki er en nødvendig forudsætning for udvikling.

Indtil videre er hierarkiet blevet beskrevet som en lineær eller envejs struktur, for det er antydet, at udviklingen går fra bunden og opefter. Det er imidlertid kun en del af billedet. Antropologen Gregory Bateson siger:

“Ingen ny orden eller intet nyt mønster

kan opstå uden information.”

Gregory Bateson: Ånd og Natur

Med information mener han handling, hensigt eller proces. Han taler om den information, der er nødvendig for at styre udviklingen af det fysiske nervesystem fra livet som foster indtil mennesket er kemisk kodet ind i DNA-spiralen i generne. Denne genetiske information er naturligvis modificeret af det omgivende miljø.

Eksempelvis er vilde alpeblomster små, men når de flyttes ned i dalen, vokser de sig større.

Alt tyder imidlertid på, at genetisk information og miljøbetingelser ikke er nok til at styre udviklingen. Naturvidenskaben har opdaget, at cellerne i begyndelsen holdes løst sammen, og inden for en given periode kan de flyttes fra et sted til et andet uden at organismens overordnede udvikling ændrer sig. Forskerne opdagede, at enhver celle kunne påtage sig en hvilken som helst nødvendig rolle i organismen.

Enhver celle kan fungere som øje-, eller nerve- eller knoglecelle etc. Det, der afgjorde den enkelte celles rolle i helheden, var dens placering i fosteret. Tilsyneladende rummer hver eneste celle i organismen programmeringen for hele organismen, selvom den bare er en lille del af det, den er med til at opbygge.

Endnu ved man ikke, hvad det er, der organiserer de enkelte celler, så de til sidst indtager deres helt specifikke position og rolle, og på samme tid skaber en homogen støbeform, som formgiver den samlede organisme. Man forestiller sig, at der er et kraftfelt (måske elektromagnetisk) i naturen, der fungerer som en skabelon, der styrer cellernes indbyrdes placering, og giver helheden form. Dette kraftfelt kaldes “morfogenetisk”. Rupert Sheldrake, som nok er kommet med det mest autoritative udsagn på området, siger, at dette kraftfelt er ansvarligt for systemets specielle form og organisation på alle niveauer.

Selvom Sheldrake ikke nævner, at dette morfogenetiske felt ser ud til at være identisk med det, som åndsvidenskaben kalder æterlegemet, så passer beskrivelsen til den, den tibetanske mester Djwhal Khul giver:

“Derfor udgør æterlegemet det arketypiske plan i forhold til det faste fysiske legeme.”

Alice A. Bailey: En afhandling om Kosmisk Ild, s. 105

“Systemer organiseres, som de gør, fordi tilsvarende systemer er organiseret på samme måde i fortiden.”

Rupert Sheldrake: A New Science of Life

Men det afslører imidlertid ikke, hvordan de morfogenetiske felter oprindeligt blev skabt. Eftersom de ikke skabes af kroppen, men snarere eksisterer før den, står man tilbage med spørgsmålet om felternes kilde.

Det morfogenetisk felt eller det æteriske legeme er årsagen, og den fysiske form eller kroppen er virkningen. Derfor må æterlegemet være overordnet den fysiske krop. Meget tyder på, at mennesket er underlagt disse felter. Og derfor må de være udtryk for en overordnet plan eller hensigt.