Idealisme og fanatisme går ofte hånd i hånd, og de har relation til den form for hengivenhed, der omtales her. Analysen viser, at blind hengivenhed til og tro på et menneskes eller en sags ufejlbarlighed ikke medfører noget godt, hverken for den, der er offer for hengivenheden eller for selve sagen. Verden forandrer sig konstant. Derfor er et ideal altid midlertidigt. Det er en idé, der passer til de eksisterende forhold. Og på samme måde er idéer i konstant forandring. Idéerne tilføres løbende nye kræfter, og idealerne skal udvikles for at skabe fremskridt.

Hvis idealer, doktriner og teologier fastholdes fanatisk, skabes der en mere og mere fordrejet vision af sandheden. Det medfører modsætningsforhold og konflikter hos mennesker med modstridende holdninger. Historien er fyldt med eksempler på den fjendtlighed, der opstår, og som kan ekspandere og medføre forfølgelse og endda krig. Kristendommen og islam har en meget uheldig rekord i denne retning. Det er den slags blændværk, der tydeligt viser, hvordan et positivt karaktertræk som f.eks. hengivenhed kan blive farligt og destruktivt, hvis det bliver ekstremt.

Til de "højere" blændværk hører blændværk, der har relation til opofrelse. Det var mere almindeligt tidligere, men det kræver stadig mange ofre, som falder i opofrelsens fælde og tror, at den rigtigste handlemåde er den, der kræver det største offer og den strengeste afholdenhed. Men sådan er det som regel ikke. F.eks. ofrer mange mødre sig fuldstændigt for deres børn, men samtidig begrænser de deres eget liv og udvikling uden at forstå, hvor dårligt det er for børnene. Hvis en mor ofrer både tid og opmærksomhed på at udvikle sin personlighed og på at skabe kontakt til sin sjæl, bliver hun i stand til at give børnene en højere form for kærlighed og samvær, efterhånden som børnene udvikler deres interesser og handlinger.