Når det idealistiske blændværk vedr. ærlighed skal behandles, er det naturligvis ikke hensigten at nedvurdere denne egenskab, for værdien af ærlighed ligger højt placeret blandt de positive karaktertræk. Som modsætning til falskhed, til påtagethed og til manipulation m.m. så har det pr. definition et skær af sandhed (eller det man mener er sandt).

Sandheden kan ofte virke kraftfuld og sårende, og derfor føler mennesker det meget ubehageligt at høre sandheden. Hvis man siger "sandheden" til et menneske, der ikke er parat eller interesseret i at høre den (eller begge dele), så kan "sandheden" medføre alvorlige psykologiske skader.

Når "ærlighed" bruges ukritisk, selvom det gøres i den bedste mening ("jeg siger altid, hvad jeg tænker") i situationer, hvor ærlighed hverken er på sin plads eller ønsket, så kan ærlighed betragtes som et blændværk, på trods af at ærlighed hører til den gruppe, der normalt betegnes som "ædel".

Studerer man de motiver, der ligger bag denne form for "ærlighed", vil man opdage, at der er flere. Motivet til at sige sandheden kan skyldes, at man ser det som en dyd altid at holde sig til sandheden, men i psykoanalytisk forstand er det en form for rationalisering. Den virkelige årsag kan derimod være, at man ukritisk accepterer enhver impuls til at sige det, man først tænker. Man bilder sig selv ind, at det er en "sandhed", og det giver ret til − ja, ligefrem tro på at det er en pligt − at sige sandheden rent ud.

I andre tilfælde kan motivet ligge på et mindre hæderligt niveau. En impuls til at kritisere andre, og til at påpege manglerne hos andre, kan se ud til at stamme fra en positiv intention om at ville forbedre andres egenskaber. Men i virkeligheden er det trangen til at give udtryk for sin overlegenhed, til at gøre opmærksom på sine egne medfødte evner eller til at bruge viljen-til-magt.

Selv når motivet er helt altruistisk og uden tegn på selvglæde, så er metoden totalt vildledende. Hvis man gør opmærksom på et andet menneskes fejl, så vækker man automatisk dets forsvarsmekanisme. Forsvaret kan komme til udtryk som benægtelse, som modargumenter eller som fjendtlighed. Og selvom fejlene accepteres, skaber det mindreværds- og skyldfølelser eller selvbebrejdelser, og det er også uheldigt. Kunsten at vejlede er vanskelig, og spontan "ærlighed" kan ikke anbefales, hvis problemerne skal bearbejdes.