Syntesen af transcendent og immanent kalder Aurobindo "den højeste hemmelighed", og det udtrykker han på denne måde:

"Mysteriet om menneskets væren indebærer nødvendigvis et lignende højere mysterium om væren af purushottama, rahasyan uttaman. Det er ikke en speciel upersonlighed af det endelige, der er den højeste hemmelighed. Den højeste hemmelighed findes i det mirakel, hvor den højeste person og den synlige ufatteligt store upersonlighed bliver ét, dvs. et uforanderligt transcendent selv i alle skabninger med en ånd, der manifesterer sig ved selve etableringen af kosmos som en uendelig og mangfoldig personlighed. En personlighed, der virker overalt med en sjæl og en ånd, som mennesket erfarer som en åbenbaring af det evige, det nærmeste og mest fundamentale og gigantiske væsen, der accepterer mennesket og tager mennesket til sig, ikke ind til en eksistens i et begivenhedsløst tomrum, men helt positivt, dybt og forunderligt ind i sit altomfattende selv og på alle måder ind i sin egen og i menneskets bevidste eksistens. Denne højeste erfaring og omfattende måde at forstå det på, åbner for noget grundlæggende, bevægeligt og uendeligt, der får betydning for menneskets karakter og viden, vilje, inderlighed og tilbedelse. Det er ikke alene den detaljerede viden, der kan hjælpe. Der er tilstande og endda uendelige tilstande, hvor inderlighed og aspiration illumineres og opløftes af viden, af en mere mystisk klarhed, og af en større rolig og engageret viden. Det er pga. den urokkelige nærhed af hjertebevidstheden, hjernebevidstheden og den altomfattende bevidsthed – satatam maccittah – at man vil få den mest omfattende, den dybeste og den mest integrerede oplevelse af enhed med evigheden. Den nærmeste enhed i al væren, der grundlæggende er individuel i den guddommelige hengivenhed selv midt i det, som har universel karakter og endog findes på den transcendente top, er her pålagt menneskets sjæl som dens måde til at nå det højeste, og til at nå frem til at besidde den fuldkommenhed og den guddommelige bevidsthed, der ifølge sin natur kaldes 'ånd'."[1]

_________________________________

[1] Sri Aurobindo, Essays on the Gita. Sri Aurobindo Library, New York, 1950, s. 490-1

_________________________________