En af vanskelighederne ved først at erkende og derefter nedbryde blændværk i den sjette gruppe (fjerde års første instruktion) er, at man ofte betragter dem som positive egenskaber, og at de til en vis grad giver udmærkede resultater. F.eks. kan hengivenhed virke som incitament til selvopofrelse og tjenestearbejde. Det samme gælder idealisme. Alligevel kan begge egenskaber virke begrænsende, og de kan desuden skabe bindinger.

I modsætning til den femte gruppe blændværk, som blev omtalt i forrige instruktion (de blændværk, der har relation til tankesindets analyserende og kritiserende funktioner), så kan den sjette type blændværk få sensitive mennesker til at lukke øjnene for svagheder, mangler og grove fejl hos de mennesker, der har deres hengivenhed. De ser kun det, de ønsker at se, og nægter at acceptere, at der er noget negativt i de mennesker, de beundrer eller i den sag og det mål, de har gjort til deres eget. Det er navnlig tilfældet med den personlige hengivenhed, for den har ofte skabt en kollektiv "personlighedsdyrkelse", og i verdenshistorien er der rystende eksempler på konsekvensen af dette blændværk.

Hengivenhed er stadig et af de stærkeste og mest dominerende af menneskehedens blændværk, selvom nutidens tendenser og holdninger er begyndt at løsne sit greb. Man kan vise hengivenhed over for en god sag, en trosretning, en underviser, en politisk ideologi, en pligt eller et ansvar, og det kan altsammen få hengivenheden til at blusse op, men er man virkelig "bidt på krogen", så opsluges man så meget i sin hengivenhed og sit tjenestearbejde, at der bruges alt for meget livskraft på sagen, og til sidst kan man miste sin integritet.

Hengivenhed kan medføre store personlige ofre, og man kan udvikle en uselvisk tjenesteånd, men hvis den bliver for yderliggående, fortaber den hengivne sig i en begejstringsrus over sin egen indsats – en rus, der er skabt af egne ønsker. Årsagen er, at hengivenhed er en følelsesmæssig holdning, som ofte har relation til idealisme, der har en mere mental kvalitet. Den målrettede hengivenhed beskytter desuden mod konflikter, og mod at tage ansvar og at foretage valg. Mange uønskede og bindende forpligtelser undgås ubevidst − nogle gange bevidst − pga. denne holdning.

Når idealisme motiverer til at tro, at man skal stræbe efter et ideal for enhver pris – dvs. på en intolerant og fanatisk måde – så bliver konsekvenserne alvorlige. På trods af at et ideal er udtryk for tænkning på et højere niveau end det normale, så skal det stadig udvikles og manifesteres skridt for skridt – og mennesket er desuden skabt på en måde, som gør det umuligt at realisere alle idealer på én gang.

Det samme gælder, når det drejer sig om ens egen "fuldkommenhed". Perfektionisten, der opflammes af idealisme, vil bruge uforholdsmæssig meget tid og energi i forsøget på at løse en hvilke som helst opgave optimalt. Hvis man er alt for fokuseret på at manifestere idealet, så mister man fornuften og proportionssansen. Hvis idealet er alt for højt og urealistisk, vil det ikke lykkes at realisere det, og reaktionen er for det meste depression, der er et resultat af selvkritik og skyldfølelse. Det er klogt altid at huske, at man lever i et ufuldkomment univers, og at man derfor kun skridt for skridt kan skabe den potentielle fuldkommenhed, der i øjeblikket er uopnåelig. Erkendelsen kan fungere som et langsigtet perspektiv. Billedlig talt kan man kun lige skimte idealet oppe på toppen af det bjerg, man skal bestige. Når man har erkendt denne virkelighed, kan man planlægge det kortsigtede perspektiv, der drejer sig om forberedelserne, den begyndende opstigning og beslutningen om, hvordan de næste par skridt skal ske.