Men det er ikke nok kun at acceptere følelserne. Det er kun første skridt, men et nødvendigt skridt. Næste skridt er, at man helt bevidst undlader at identificere sig med de aktuelle følelser. Processen med at acceptere dem kræver, at man i et vist omfang bruger disidentifikation, dvs. at man skelner mellem "det accepterende jeg" og selve følelsen. Det næste skridt er at beslutte, hvad der er den rigtige holdning til den følelse, der er årsag til situationen. Med andre ord, hvad kan man bruge den til? Hvad kan man få ud af den? Hvilken mening har den?

Man kan betragte forløbet som en begivenhed, der giver et budskab, man først skal fortolke. Eller som en udfordring, der skal konfronteres. Eller som en chance, der skal tages. Ved hjælp af en positiv holdning kan man ændre eller transformere en situation, der i virkeligheden er en relation mellem den ydre begivenhed og én selv. Hvis man er i stand til at vurdere situationen, kan man betragte den som en nyttig advarsel, en opfordring til at aktivere latente energier, en mulighed for at bruge viljen eller som et signal til at handle. Der findes mange eksempler på den form f0r "signaler", men de fleste består af fysisk smerte. Man kan enten reagere med irritation eller med depression og selvmedlidenhed, eller man kan flygte ved hjælp af et berusende middel. Men det bedste vil være, hvis man ser det som en chance for at få fordel af situationen ved at finde ud af årsagen og derefter tage de nødvendige skridt for at fjerne dem.

De situationer, som de fleste har været ude for, har været, når man blev udsat for kritik eller provokationer. I stedet for at give frit løb for de normale reaktioner − f.eks. vrede, depression eller forsvarsmekanismer − kan man beslutte at finde årsagen til det angreb, man udsættes for.

En effektiv måde at modvirke sensitiviteten overfor kritik på, er at acceptere, at ingen undgår kritik. Mange gange afslører en dybere vurdering af situationen, at det er ens egen holdning eller adfærd, der er årsag til problemet. Erkendelse kan være en hjælp til at se mildere på "provokerende" situationer og til at fjerne årsagerne i sin egen natur. Det gavnlige ved kritik og "fjender" er blevet pointeret af flere forfattere:

"Jeg er utrolig heldig. Hver gang jeg begår en fejl,

så opdager andre det altid".

Kong-fu-tse

"Kloge mennesker lærer meget af deres fjender".

Titus Maccius Plautus

"Et dygtigt menneske får på en måde

altid udbytte af det onde, der siges om det".

George Sand

"Mine venner får mig til at sove sødt,

men mine fjender holder mig vågen".

Inayat Khan

"Jeg holder af min ven, men min fjende er også nyttig.

Den første viser mig, hvad jeg kan gøre,

den anden, hvad jeg skal gøre".

F. Schiller

Et ekstremt paradoksalt udtryk for denne erkendelse er det indiske ordsprog:

"En fjende er ligeså nyttig som en buddha".

På den anden side kan det anbefales, at man indtager en upersonlig og forsigtig holdning til ros og popularitet:

"Ros er som parfume behagelig at dufte, men det er bedst at acceptere ros med forsigtighed, for den går til hovedet, hvor den beruser og nogle gange forvirrer. Det er et godt råd, ikke at tage stærkt duftende blomster med ind i stuerne."

G. Dupre