Illuminations- og inspirationsstadiet

Illuminationsstadiet

Det er almindelig kendt, at Vesten udviklingsmæssigt repræsenterer tænkningen, mens Østen repræsenterer hengivenheden. Vestens tænkning kan løfte bevidstheden til det samme punkt, som man i Østens når gennem meditation. Men Vestens uddannelser formår ikke at løfte den studerende ind i intuitionens og illuminationens regioner. Når Østens mennesker taler om disse høje, oplyste bevidsthedstilstande, trækker Vestens mennesker bedrevidende på skuldrene og smilebåndet, og kalder det hallucinationer, vildfarelser eller måske endda vanvittige tilfælde, på trods af at de mennesker, der beskriver disse tilstande, absolut ikke opfører sig, som om de er hverken vanvittige eller sindsforvirrede. Snarere tværtimod. Deres visdom og indflydelse ligger langt over gennemsnittet, og de indtager helt naturligt og selvfølgeligt en plads blandt menneskehedens oplyste, åndelige ledere.

Problemet er tydeligvis Vestens uvidenhed. Naturvidenskaben anerkender hverken sjælen eller højere bevidsthedstilstande, og da illumination er et resultat af bevidst sjælskontakt og ægte kontemplation, falder denne høje bevidsthedstilstand langt uden for forskernes forståelsesrammer. Og i Vesten er der tradition for at betragte det, man ikke forstår, som ikke eksisterende. Mennesker, der har oplevet denne ufattelige oplysningstilstand, bekræfter imidlertid, at den indtræffer umiddelbart efter kontemplationsstadiet, og de oplyser, at illumination er en mystisk erkendelse, der i mangel af bedre kan beskrives som:

1. Et oplyst intellekt.
2. Evnen til intuitiv erkendelse.
3. Et inspireret fysisk liv.

I virkeligheden fortæller disse tre punkter intet om illuminationsstadiet, for sproget mangler ord. Der tales om guddommelig oplysning, blændende udstråling, intens stråleglans etc. Selvom ordene leder tankerne i den rigtige retning, vil formuleringer aldrig kunne beskrive erkendelsen, ganske enkelt fordi den befinder sig på et niveau over tankesindet og derfor uden for tænkeevnens rækkevidde. Højere bevidsthedstilstande kan man ikke tænke sig til – de kan kun erfares.

Det medfører selvsagt, at denne form for erkendelse ikke kan videregives gennem traditionel undervisning, der er baseret på rationel tænkning. Det eneste der kan tilbydes, er systemer og teknikker, der gør det muligt for den enkelte selv at nå til den påståede erkendelse af sjælen og en intuitiv forståelse af sandheden.

Åndsvidenskaben fortæller, at …

”– sindet reflekterer den alvidende sjæls lys og viden, og hjernen bliver derefter oplyst. Det er kun muligt, når samspillet mellem sjæl, tankesind og hjerne er fuldkommen.”

Alice A. Bailey: Fra intellekt til intuition, s. 105-106

Hvad menes der med intuition? I den vestlige forståelse er intuition en tåget og udefinerbar fornemmelse af, at noget muligvis kan være korrekt, uden at man kan begrunde det. Der er tydeligvis tale om en følelse, der som bekendt stammer fra astrallegemet. Ægte intuitiv erkendelse stammer fra det buddhiske legeme, der befinder sig over eller bag sjælen. Intuitiv erkendelse kan beskrives som en direkte og umiddelbar forståelse af sandhed, uafhængig af det rationelle tankesind. Erkendelsen former sig selv direkte og uden mellemled. Den er ufejlbarlig. Den efterlader ingen spørgsmål eller uklarheder. Denne erkendelse kommer ikke fra den instinktive eller ubevidste hukommelse, men fra den overbevidste og alvidende sjæl. I denne tilstand er sjælen i kontakt med både det universelle sind og med alle andre sind, som det universelle sind kan arbejde igennem.

I det fysiske legeme vil illuminationen medføre, at oplysning strømmer ned i den fysiske hjerne. Den mediterende vil opleve det som et lys, der tændes i hovedet. Denne lysvision er bekræftet af utallige. I begyndelsen er lyset diffust og opleves ofte udenfor hovedet. Senere opleves det inde i hovedet under meditation eller koncentreret tænkning. Til sidst vokser det til en strålende, blændende, indre sol. Det er muligvis dette indre lys, der har inspireret kunstnere til at male en lysende glorie omkring hovedet på helgener og oplyste religiøse skikkelser. I den arabiske tradition vises det som flammer omkring hovedet.

Endelig vil den forøgede gennemstrømning af åndelig energi medføre en voldsom stimulering, der vil komme til udtryk i et ekstremt højt og utrætteligt aktivitetsniveau. I dette stadie er den mediterende for alvor trådt ind i den guddommelige energistrøm.

Inspirationsstadiet

Mange bliver overrasket, når de hører, at inspirationsstadiet – det sidste og højeste stadie i meditationsprocessen – er et liv i aktivt samfundsengagement for den guddommelige plan. Inspirationen fra meditationens erkendelser skal bringes ud til menneskeheden. Den mediterende er nu fuldt ud at præsentere et forbilledligt liv og fungere som en levende idealkarakter til efterfølgelse for andre. Det burde ikke være en overraskelse, for gennem alle tidsaldre er menneskehedens oplyste skikkelser trådt frem på verdensscenen for at inspirere og vejlede mennesker, der stræber efter et liv i oplysning. I legenderne og de hellige skrifter kaldes de gudesønner, for de var ét med det universelle sind – eller Gud. De trådte frem som levende beviser på de åndelige sandheder, på sjælens udødelighed og gudsrigets eksistens. De har vist vejen, som alle mennesker skal gå, for det er alle menneskers skæbne at blive det, de dybest set er – guddommelige.

For at tydeliggøre denne detaljerede beskrivelse af meditationsforløbet, vil det sikkert være på sin plads her at afmystificere processen ved kort at beskrive, hvordan den indre usynlige meditation skaber ydre synlige virkninger i den fysiske verden. Processen er nemlig kendt og anvendt af mange tænkende menneske, for alt starter med en ide, der udtrykkes som en holdning. Den præger omgivelserne i større eller mindre målestok indtil den til sidst har udlevet sin funktion.