Problemet med intellektet
Det princip, der kaldes intellektet, er analyserende, det er opsplittende, og det er separatistisk. Formålet med intellektets udvikling er udelukkende opbygning af selvbevidsthed ved hjælp af egoisme. Inderne siger, at årsagen findes i Ahamkara – individualitetsprincippet. Ahamkara er selvbevidsthed eller selvidentificering, hvor personligheden – på grund af uvidenhed – opleves som adskilt fra den universelle enhed. Intellektet afgrænser, definerer, isolerer og differentierer et menneske fra alle andre mennesker, og derfor skaber intellektet egoisme. Det er absolut en nødvendig udviklingsfase i evolutionen og en vigtig del af menneskets vækst i verden. Det er en fase, som hele menneskeheden skal igennem, men samtidig udgør det en af de illusioner, som ånden skal transcendere. Den adskilte personlighed får en fornemmelse af tilsyneladende virkelighed. Det er den modsætningsfyldte personlighed, der begærer, ophober genstande og klamrer sig til dem i kamp og konkurrence med alle andre. Den intellektuelle evne repræsenterer det, man kan kalde selve illusionens grundprincip.
Alligevel er udviklingen af intellektet en nødvendighed, selv om intellektets udvikling på dette punkt er i modsætning til den åndelige udvikling, for åndelig udvikling betyder erkendelsen af og væksten af Den Ene, som først har manifesteret sig i den form, der er skabt af intellektet, og derefter overskrider formen og vækker den realiserede åndelige enhed, som er genstand for menneskets udvikling. Det er derfor, der er fokus på menneskehedens enhed inden for de åndelige områder. Det er derfor, der tales om menneskehedens broderskab som en åndelig virkelighed, for ånden i menneskeheden er ét, og det er først, når enheden bevidst anerkendes – ikke alene intellektuelt, men bevidst realiseres – at menneskehedens åndelige natur er på rette kurs i evolutionen.
|