Fig. 34

– Fig. 34 er et eksempel på fordelen ved at have indsigt i de naturlove, menneskeheden er underlagt, for det påvirker holdningen til liv og død. Selvom de to tankeformers farve, form og betydning er vidt forskellige, blev de set på samme tid. De repræsenterer to forskellige holdninger til den samme begivenhed. De blev iagttaget ved en begravelse, og de viser den følelsesmæssige holdning til døden hos to af de tilstedeværende. Begge var i familie med den afdøde, men den ene var stadig totalt uvidende om den metafysiske tilværelse, mens den anden havde kendskab til åndsvidenskab. Hos den første var der kun dyb sorg, frygt og selvmedlidenhed. Familiemedlemmets død havde åbenbart vækket tanken om, at det også engang vil blive hans skæbne. Tanken var tydeligvis forfærdelig. Men da han ikke ved, hvad det er, han er bange for, er de skyer, som afslører hans følelser, ubestemte og svævende. Hans eneste klart definerede følelser er sorg og oplevelsen af personligt tab. De viser sig i de regelmæssige, gråbrune og blygrå bånd, mens den mystiske udvækst, som ligefrem rækker ned i graven og omklamrer kisten, viser et stærkt og egoistisk ønske om at få den døde tilbage til den fysiske tilværelse.

Det er bedst at fjerne opmærksomheden fra det dystre billede og se en helt anden virkning, som nøjagtig de samme omstændigheder har på det menneske, der kender de faktiske forhold i forbindelse med døden. De to mennesker har ikke en eneste følelse til fælles. For den første var alt håbløshed, mens den anden kun havde høje følelser. Nederst i tankeformen ser man et udtryk for dyb medfølelse. Den lysegrønne farve viser medfølelse og forståelse for de efterladte og deres savn. Det mørkegrønne bånd viser hans holdning til den afdøde. Den dybe rosa farve er tegn på kærlighed til både den afdøde og de efterladte. Den øverste del af keglen og de stjerner, som stiger op fra den, viser den følelse, tanken om døden har vækket hos ham. Den blå farve er udtryk for det åndelige aspekt. Den violette nuance viser tanken om og evnen til at respondere på et ophøjet ideal. Og de gyldne stjerner er tegn på den åndelige stræben, som holdningen har fremkaldt. Det klare, gule bånd, som ses i midten af tankeformen, er meget vigtig, fordi det viser, at holdningen er baseret på af den intellektuelle forståelse af situationen. Det kan man se af de regelmæssigt ordnede farver og de skarpe skillelinjer imellem dem.

Sammenligningen mellem de to illustrationer giver et bevis på værdien af åndsvidenskabelig indsigt. Der er ingen tvivl om, at denne indsigt fjerner en del af frygten for døden. Og indsigten gør livet lettere at leve, for man forstår hensigten med livet, og man ved, at døden er en naturlig begivenhed og et nødvendigt trin i menneskets evolution. Indsigten burde være almindeligt kendt i kristne nationer, men sådan er det desværre ikke. Åndsvidenskaben har derfor på dette område – som på så mange andre – et budskab til den vestlige verden. Åndsvidenskaben fortæller, at der ikke findes noget mørkt Helvede efter døden, men at der eksisterer en verden af liv og lys, som mennesket kan få et lige så klart og nøjagtigt kendskab til som til den fysiske verden. Mennesket har selv skabt alt det mørke og rædselsvækkende. Det kan sammenlignes med børn, der skræmmer sig selv med uhyggelige historier. I stedet for skulle man sætte sig ind i de faktiske forhold for at fjerne de selvskabte forestillinger. Det vesterlandske menneske har arvet en række primitive begravelsesskikke fra fortiden. Det har vænnet sig til dem, og derfor kan det ikke længere indse, hvor tåbelige de er. De gamle grækere og romere havde en anden opfattelse. Måske skyldtes det, at de slap af med liget med en langt mere fornuftig metode – en metode der ikke alene var meget bedre for den afdøde og sundere for de efterladte, men den var også fri for de uhyggelige tanker, der står i forbindelse med den langsomme forrådnelsesproces. De vidste meget mere om døden dengang. Derfor sørgede de mindre.