GRUPPESJÆLEN &

MENNESKESJÆLEN

Sjælsprincippet

Sjælsprincippet er et af de vigtigste nøglebegreber i den esoteriske lære. Menneskets sjæl er den instans, som har opsamlet alle informationer om menneskets mange inkarnationer. Sjælen ved nøjagtig, hvor langt mennesket er nået på udviklingsvejen, og er derfor sammen med karmiske rådgivere i stand til at placere sig korrekt i en inkarnation, for at den kan få maksimalt udbytte af inkarnationen.

På de tidligere stadier − i det uudviklede menneske − er det karmas herrer, der suverænt bestemmer, hvor mennesket skal inkarnere, i hvilket land, hvilken race det skal tilhøre, hvilken familie det skal vokse op i og hvilke andre mennesker det skal inkarnere sammen med – dvs. hvilke mennesker, det skal knyttes til med venskabelige eller fjendtlige bånd, for begge dele sker ofte i selve familiekredsen. Men det udviklede menneske vil gradvis få mere medindflydelse på hvor og med hvem, det skal inkarnere.

Der er skrevet en righoldig litteratur om dette emne, der fortæller, at inden inkarnationen begynder, får man flere valgmuligheder, men måske bliver man rådet til en knap så nem inkarnation, fordi den indebærer mulighed for at forbedre den karmiske situation. Derfor kan inkarnationerne variere meget markant. Det ene liv kan man inkarnere som konge eller hersker over mange mennesker, og det næste er man måske slave eller fattig bonde, for det viser sig ofte, at når et menneske får tildelt en såkaldt nøgleinkarnation, misbruger det sin magt til at undertrykke og udnytte andre, og så må det bøde for det i et kommende liv − ikke for at blive straffet, men for at lære, hvordan man ikke skal behandle de mennesker, man har/havde ansvaret for. Det er et mønster, der finder sted overalt − også i nutidens samfund.

Gruppesjælsprincippet

Det er vigtigt at forstå, at i mineral-, plante- og dyreriget er det gruppesjælsprincippet, der er den styrende faktor. Som tidligere omtalt, registrerer mineralernes og planternes gruppesjæle kun meget enkle påvirkninger. I dyreriget er de erfaringer, som de forskellige dyr oplever, meget forskellige. I de mere uudviklede dyreformer er der ofte tusindvis af dyr med samme gruppesjæl, mens der i de højere dyreformer − som f.eks. hunde, katte, elefanter, primater, muligvis delfiner og andre − kun er få i hver gruppe- sjæl. Det medfører, at udviklingen fører til, at det ene liv, der oprindelig blev manifesteret som en mangfoldighed, igen bevæger sig tilbage mod enhed, efterhånden som bevidstheden nuanceres og egenskaberne specialiseres.

Hvis man vil illustrere, hvordan en gruppesjæl fungerer, kan man bruge et meget enkelt billede – man kan sammenligne gruppesjælen med en spand vand. Vandet i spanden kan eksempelvis repræsentere ti kattes sjælsprincip.

Hvis vandet i spanden hældes op i fem glas, svarer det til, at der er inkarneret fem katte fra gruppesjælen. Så længe vandet er i glasset, lever kattene som individuelle væsener. De erfaringer, det individuelle dyr gør i sin tilværelse, kan illustreres med et farvestof, der hældes i det glas, der repræsenterer dyret. Vandet i dette ene glas præges af den blå farve. I det andet glas er vandet rødligt. I det tredje bliver det overvejende grønt osv.

Når de fem katte dør, hældes vandet med de forskellige farver tilbage i spanden, og farvestoffet vil brede sig til hele vandmængden blot i fortyndet form. Og når farverne er blandet i spanden, kan man aldrig af dette indhold få nøjagtig den samme farve (kat) igen. Det medfører, at de enkelte kattes erfaringer samler sig til en kollektiv erfaringsmasse, som kommer alle fremtidige inkarnerede dyr til gode i form af en iboende instinktiv viden.

Instinktiv bevidsthed

Gruppesjælenes kollektive bevidsthed har altså form af instinkter. Det kan eksempelvis være ællingers evne til at svømme første gang, de kommer i vandet, en gråspurvs evne til at bygge rede, der er nøjagtig magen til den, tidligere generationer byggede, eller fugleflokkes evne til at finde vej sydpå i vinterperioden og tilbage til deres rugepladser om foråret – ofte strækninger på flere tusinder af kilometer.

Disse instinkter er udtryk for den samlede sum af de erfaringer, som alle gruppesjælens enheder har gjort gennem årtusinder, og ved hjælp af denne direkte bevidsthedsforbindelse styrer og leder gruppesjælen de enkelte dyr, når de er fysisk inkarneret.

Biologen Rupert Sheldrake kalder i sin bog A new Science of Life disse kollektive erfaringsmasser for morfogenetiske felter, og han har med sin forskning skabt en vigtig forbindelse mellem åndsvidenskaben og biologien. Gennem naturvidenskabelige forsøg er det blevet påvist, at hvis rotter ét sted i verden lærer en bestemt ting, bliver det lettere for samme type rotter andre steder i verden at lære den samme ting. Forsøgene viser, at rotterne tilsyneladende har en bevidsthedsmæssig fællespulje, hvor mange rotter får glæde af nogle få rotters anstrengelser, hvis de tilhører samme art.

Generelt kan man sige, at jo mere primitiv en art er, desto mere ligner de inkarnerede livsenheder hinanden − og omvendt − at jo mere fremskreden udviklingen er, desto mere karakteristiske bliver de enkelte væsener. De nærmer sig med andre ord en tilstand, hvor det kollektive præg bliver til et individuelt præg.

Den endelige overgang fra den kollektive bevidsthed til det individuelt inkarnerede menneskevæsen − den såkaldte individualisering − skete i slutningen af dyreriget, og det udviklede instinkt var den udløsende faktor.

Menneskets sjæl

Fra det øjeblik, hvor en livsenhed eller monade har udviklet sit sjælsprincip, overtager sjælen styringen og fungerer som en slags indre "guddom", der indtil videre repræsenterer den højeste instans, som det inkarnerede menneske kan komme i kontakt med, og som det modtager sine grundlæggende impulser fra.

Individualisering

I kapitlet "Den Indre Verdensstyrelse" blev det forklaret, at individualiseringen skete som et resultat af højtstående bevidstheders − de såkaldte Flammeherrers – indgriben. Det skete for omkring 18½ millioner år siden. Individualiseringsprocessen strakte sig over lang tid, og det er en af årsagerne til den forskel, der er på de forskellige folkeslags og racers medfødte egenskaber. De er som bølger på havet, der når stranden på forskellige tidspunkter, men alle bølger er ligeværdige, for de er krusninger på ét og samme hav. Det eneste, der adskiller dem, er tidsfaktoren, for alle er udsendt af den samme guddom.

I tidens løb vil dyrenes kontakt med mennesket være med til at udløse individualisering for de højerestående dyrs vedkommende. Her tænkes især på den kærlighed, som mange føler for dyr, og den træning de giver dem. Det gælder ikke mindst husdyrene. Men her er det vigtigt at tilføje, at allerede for millioner af år siden − midt i den atlantiske civilisation − blev "døren" mellem menneskeriget og dyreriget lukket for at fremskynde menneskehedens udvikling. Det svarer nogenlunde til at lukke for tilgangen til en skoleklasse af nye elever, fordi de "gamle" elever er langt fremme i uddannelsesforløbet. Læreren behøver derfor ikke i sin undervisning tage hensyn til nye og uvidende elever, som uundgåeligt ville sinke udviklingen for de, der har deltaget i undervisningen fra begyndelsen. Derfor vil dyr, der individualiserer i denne periode, gå direkte ind i en pralaya-tilstand – dvs. en hviletilstand, som ikke gør det muligt at inkarnere.

Åndsvidenskaben oplyser, at der er tale om en specielt metode, som vil vare millioner af år endnu, men på et eller andet tidspunkt gives der igen adgang til menneskeriget, og så vil alle de dyr, der i mellemtiden er individualiseret, kunne begynde at inkarnere som primitive mennesker.

Samtidig med at beslutningen om lukningen af dyrerigets adgang til menneskeriget blev truffet, blev en anden "dør" åbnet, nemlig døren til en forceret udvikling af menneskeheden med en udviklingsmetode, der kaldes "indvielsesvejen". Udviklingsvejen med dens forberedende stadier, prøvestadiet og discipelskabet vej, beskrives i et kapitel i denne e-bog.

Menneskets sjæl er således et resultat af årmillioners udvikling via de fire naturriger, og det betyder, at det enkelte menneske i nutiden er udrustet med et chakrasystem, permanente atomer og tre legemer til at fungere i, nemlig det fysisk-æteriske legeme (handlingslivet), astrallegemet (følelseslivet) og mentallegemet (tankelivet). Mentallegemet er todelt i et "lavere" mentallegeme, der bruges til konkret tænkning og et "højere" mentallegeme, som anvendes til abstrakt tænkning, der kommer til udtryk som intuitiv og åndelig forståelse.

Sjælen - menneskets sande jeg

Sjælen er det bibelske udtryk for menneskets "sande jeg", og inden for religiøse systemer og esoteriske skoler har sjælen fået mange betegnelser, som hver især udtrykker menneskets oplevelse af sin indre "guds" skønhed og storhed. Men uanset hvor maleriske og poetiske disse udtryk er, kan de kun give et svagt indtryk af sjælens virkelige storhed, for i den fysiske verden findes der ikke ord og begreber, der kan beskrive de tilstande og egenskaber, der er karakteristiske for hvert enkelt menneskes indre kerne. Nogle af de betegnelser man kan møde i forskellige skoler og litterære værker, er "Egoet" (ikke at forveksle med psykologernes "ego" ), "Selvet", "mesteren i hjertet", eller "det sande jeg" − og mange flere udtryk.

Denne ubeskrivelige storhed og skønhed er ikke personlighedens værk, men skyldes, at hver menneskesjæl er tilknyttet en såkaldt "solengel" − en deva, der selv har gennemført menneskeevolutionen for tidsaldre siden. Sol­englen befinder sig på et udviklingsniveau, som nærmest kan sammenlignes med mesterstadiet. Denne solengel følger mennesket, til det når 4. indvielse, hvor den forlader mennesket, fordi mennesket nu selv er blevet ét med monaden.

I den esoteriske litteratur møder man også begrebet skytsengel. Det er en deva, der er tilknyttet hvert eneste menneske, og det er skytsenglens opgave at beskytte mennesket i den periode, hvor det er i fysisk inkarnation. Der findes mange beretninger om skytsengle, der har grebet ind, når det fysiske menneske er i fare.

Reinkarnationsprincippet

Som tidligere beskrevet kaldes den udviklingsmetode, evolutionen bruger i menneskeriget, reinkarnation. Reinkarnation er udtryk for periodicitetens lov, som den kommer til udtryk i menneskets verden. Det indebærer, at mennesket via en lang række inkarnationer i fysiske legemer udvikler de egenskaber, som evolutionsplanen kræver af menneskestadiet. På det fundament, som er "støbt" i de undermenneskelige naturriger, lægges der i menneskeriget sten på sten, og mennesket opbygger på denne måde "Salomons tempel", som sjælen kaldes i Bibelen.

Her er der i høj grad tale om "guddommeligt genbrug", for intet går til spilde. Efter hver inkarnation giver mennesket partiklerne i sit fysiske, astrale og mentale legeme tilbage til naturens store reservoir. Disse partiklers iboende liv er blevet beriget, efter at mennesket har "lånt" dem og brugt dem, og dybest set er det denne forædling, der er menneskets primære opgave i evolutionen – nemlig at forløse eller tilføre stoffet i legemerne en højere vibration end det havde, før det blev indbygget i menneskets legemer. Det er også forklaringen på, at højt magnetiserede legemer fra afdøde indviede ofte bevares i længere tid, end det er tilfældet med gennemsnitsmennesket.

Karmaloven

Den mekanisme, der sørger for, at mennesket lærer af sine erfaringer og ikke bliver ved med at begå de samme fejl i én uendelighed, kaldes karmaloven. Karma er et sanskritord, der betyder handling, og derfor er karmaloven i virkeligheden handlingens lov. Men opfattelsen af begrebet handling skal imidlertid udvides, så det omfatter alle handlinger og al aktivitet i alle verdener. Man må med andre ord opfatte følelser som handlinger i den astrale verden og tanker som handlinger i den mentale verden.

Karmaloven er loven om årsag og virkning. Og der findes ingen årsag uden en virkning. Alt, hvad et menneske gør, hvad det siger og tænker, er aktive kræfter i relation både til mennesket selv og til andre mennesker. Tanker, følelser og handlinger griber ind i verdensordenen og skaber spændinger og personlige forbindelser mellem mennesker, og de virker derfor som årsager, der uundgåeligt vil resultere i virkninger. Det er karmaloven, der sørger for, at disse spændinger og indbyrdes relationer afbalanceres på en måde, der fremmer evolutionen.

Derfor er det forkert at opfatte karmiske virkninger som en slags "straf", som udmåles af naturen. Karma er et pædagogisk system, der repræsenterer en mulighed for at lære de lektier, der udgør menneskefasens "pensum".

Før en ny inkarnation planlægger sjælen hvilke egenskaber, den vil forsøge at udvikle eller forbedre, og hvilke karmiske årsager den vil afvikle og omdanne til erfaringer.

I sin bog Livet inden livet beskriver den amerikanske psykolog Helen Wambach, hvordan sjæle, som er på vej ind i inkarnation, sammen med andre sjæle planlægger forløbet og aftaler at indgå personlige forbindelser med hinanden. Ofte planlægger de på dette tidspunkt ikke alene snævre familieforhold som ægtefæller eller søskende, men også fjernere familieforbindelser eller nære venskaber.

Som konklusion kan man sige, at mennesket skaber sin egen skæbne. Den måde et menneske handler, føler og tænker i relation til andre mennesker, lægger grundlaget for kommende liv. Et eksempel på den rivende udvikling, som menneskeheden for tiden gennemgår, ses ved at iagttage børneopdragelse tidligere og nu. For få årtier siden fik børn en meget barsk og hård opdragelse, hvor børnene i nutiden − i det mindste i den vestlige verden − generelt set er i centrum med kærlighed og omsorg.

Når det opvågnende menneske rigtigt forstår disse sammenhænge, vil alle lidelsesfulde såvel som lykkelige liv kunne ses og forstås i en større sammenhæng.

Hvert eneste liv er som et blad i det enkelte menneskes personlige "Livets Bog". Det, der er skrevet (fortiden), kan ikke ændres, men den side, der lige nu skrives (det liv der leves lige nu) og de kommende sider (fremtiden), skal man selv forfatte i kraft af den måde, man tænker, føler og handler.

Hvert liv er som en "skoledag", hvor mennesket lærer en bestemt lektie – og lærer man ikke lektien den ene dag (liv), får man chancen for at lære den næste dag (det kommende liv)!

Når man fornemmer eller får vished om hvorfor, bliver man klar over, at man selv skaber sin egen skæbne, og at INTET sker, som man ikke selv har været årsag til!

Med denne indsigt bliver livet meningsfyldt og får perspektiv.

Sjælens fem kriser

Hver gang et menneske reinkarnerer, gennemlever det hele evolutionsforløbet. I fosterstadiets første fase kan man ikke se forskel på, om det er en haletudse, en hest eller et menneske, og i opvæksten repeterer barnet de seneste inkarnationers tendenser, hvor man ofte ser, at drenge leger krigere, og piger leger moderskab med dukker. Men i nutiden, hvor mange vælger at skifte køn, ser man helt nye mønstre hos børnene og ikke mindst hos voksne, hvor forholdsvis mange vælger partnere af samme køn, og alt hvad dermed følger − som regel dybe seksuelle og psykologiske problemer.

1. Mellem det 4. og det 7. år tager sjælen det fysiske legeme i besiddelse. Indtil da har sjælen "kun" overskygget det lille barn.

2. Sjælen tager astrallegemet (følelseslivet) under stadig større kontrol. Det sker fra det 7. til det 21. år.

3. Mellem det 14. og det 25. år tager sjælen stadig større kontrol over mentallegemet (tænkeevnen). Er der tale om et udviklet menneske, begynder det at respondere på sjælens impulser, men kun i tilfælde af, at der er udført et forarbejde i tidligere inkarnationer.

4. En krise mellem det 35. og det 42. år hvor en bevidst kontakt med sjælen forsøges etableret. Hos de fleste giver den sig udslag i en personlighedskrise. Mennesket har måske fået tilfredsstillet sine materielle ønsker, men noget "banker på", og utilfredshed med arbejde og parforhold kan opstå og ikke mindst utilfredshed med sig selv. Det kan give psykologiske og seksuelle problemer, depressioner m.m. Omkring det 49. år beslutter sjælen, om et åndeligt liv er muligt i resten af inkarnationen!

5. Mellem det 56. og det 63. år afgør sjælen om det skal investere energi i et langt og virksomt liv, eller om nogle eller alle energierne skal trækkes tilbage, så mennesket dør, idet det altid må huskes, at liv og død kun er faser i det evige liv!