I Johannesevangeliet står der som sagt: ”I begyndelsen var Ordet … men i den oldgræske udgave står der: ”I begyndelsen var Logos …” Logos betyder både ord og tanke, for i begyndelsen var der både en tanke og en hensigt med skabelsen, og Ordet eller den skabende lyd var begyndelsen på manifestationen af den guddommelige hensigt. Lyd og toner er derfor store skabende kræfter, for først blev det skabende ord udtalt af Logos. Det hermetiske aksiom siger: ”Som foroven, således også forneden. Som i det store, således også i det små. Som i det ydre, således også i det indre.” Man kan også sige, at mennesket er skabt i Guds billede. Og ifølge Joh. 1,1 var Gud det skabende ord. Det samme princip må derfor også gælde for mennesket.

Ordet persona betyder maske. Det vil sige, at personligheden blot en ydre skal eller maske, der skjuler det, som mennesket virkelig er – en sjæl. Men en anden fortolkning fortæller, at persona består af to ord: Per og sona. ”Per” betyder ”gennem” og ”sona” betyder ”lyd”.

En person er derfor en levende form, som lyden vibrerer igennem, og det er denne lydvibration, der skaber personlighedens manifestation. Personligheden kan derfor betragtes som en form eller et instrument, som ånden eller sjælen lader livsstrømmen tone igennem, og dermed skabes dens manifestation i denne verden. Et menneske er dermed en harmoni af toner eller frekvenser.

Menneskets indre ”ord” er grundtonen i dets udvikling. Denne tone klinger konstant i det indre menneske, og det er den, der til sidst fører det hjem igen − tilbage til ”Faderens hus”.