I åndsvidenskaben betragtes musikken som en af de stærkeste evolutionskræfter, og den er i stand til at løfte mennesket fra de lavere bevidsthedsniveauer op til de højere. Musik kan ses fra to sider – den aktive og den passive eller den udøvende og den modtagende side. I begge tilfælde virker den som en stor kraft. Udøveren følger tre forskellige linjer:

1. Teknik via det fysiske legeme.
2. Følelsesmæssigt indhold via astrallegemet.
3. Form og struktur via mentallegemet.

Den teknik, der nævnes i punkt 1, kræver kontrol over det fysiske legemes kræfter og funktioner, og kontrollen skabes ved hjælp af viljens og intelligensens bearbejdning af det fysiske legeme. Sangerens stemme er et godt eksempel. Stemmen er et levende instrument, hvor små vokale strenge, der hverken kan ses eller røres, er udspændt i et meget lille rum. Sangerens kontrol over denne fantastiske mekanisme må være uhyre præcis. Det samme gælder pianistens, organistens eller violinistens håndtering af de fysiske instrumenter. Alt dette repræsenterer en avanceret udvikling af det fysiske legeme, der skal fungere som et lydigt redskab.

Men fysisk kontrol er det mindste af det hele. Teknik er ganske enkelt musikkens forudsætning, og rent teknisk musik bekræfter Paulus’ ord i Første Korintherbrev 13,1:

”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger,

men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm

og en klingende bjælde.”

Den kærlighed, der her tales om, svarer i musikken til menneskets temperament − eller en kombination af mental og følelsesmæssig ligevægt. Når tanker og følelser er rigtigt afbalanceret, giver det en intens tilfredsstillelse. Uden denne erkendelse vil musikken være tom og intetsigende.