De gamle egyptere var de første, der opdagede og benyttede musikkens helbredende egenskaber. Man ved, at perserne kurerede forskellige sygdomme ved hjælp af lyden fra en lut, hvor lyden fra strengene påvirkede tilsvarende frekvenser i det fysiske legeme. I Pythagoras’ skole blev musik benyttet som et rensende og helbredende middel. Og i Bibelen kan man læse, hvordan Saul blev befriet for en ond ånd ved hjælp af toner fra Davids harpe.

I nutiden er man igen begyndt at anerkende musikkens helbredende funktion, for man har konstateret, at musik skaber ro i et stresset sind såvel som i de fysiske organer. Virkningen opstår på to måder: Enten ved at den finere mentale tilstand, der opstår i patienterne, når de hører god musik, afspejler sig i kroppen − eller ved at musikkens vibrationer påvirker på nervecentrene direkte som en beroligende, stimulerende eller genopbyggende kraft.

I dag ved man, at musik har en gavnlig virkning ikke alene på syge organer, men også på psykiske tilstande. Lægerne erkender musikkens beroligende evne og den positive stimulering, den giver deprimerede mennesker.

Musikken påvirker til en vis grad både mentallegemet og astrallegemet − det vil sige tankelivet og følelseslivet. Når formen på mentalplanet er bearbejdet, løftes menneskets bevidsthed op til den højere mentale verden, og der kommer mennesket i berøring med kompositionens indre liv og essens.

Der er mange analogier mellem musikken og menneskelivet. En komponist sagde engang, at ”en tone først bliver musikalsk, når den forbindes med en anden tone – isoleret er den ikke musik”. Sådan er det også med mennesker. Ingen lever for sig selv. Menneskeheden er en enhed. Alle er forbundet med alle, og ethvert menneske udvikler sig mest, når det er i kontakt med sine medmennesker.