Naturvidenskaben er ikke
sammenhængende
Der tales ofte om “det naturvidenskabelige verdensbillede”. Det kunne derfor lyde, som om der findes et sammenhængende naturvidenskabeligt verdensbillede. Naturvidenskaben er overhovedet ikke sammenhængende. Den består af mange forskellige forskningsgrene, og der findes ikke en central instans, som er i stand til at gå på tværs af alle disse mange forskningsgrene, og drage nogle tværgående konklusioner ud fra de seneste opdagelser indenfor de mange forskellige grene. Det er derfor ikke muligt, at nogen kan give et sandt nutidigt naturvidenskabeligt verdensbillede – et fuldt overblik over, hvad man ved indenfor alle de mange grene, samlet til et helhedsbillede. Det er den ene ting.
Men der er en anden ting. De grene man forsker i, vælges sjældent med hensyn til den effekt det har på verdensbilledet. Det vil sige, at man meget sjældent udforsker et område, fordi man erkender, at der er et hul i opfattelsen af verden, og med det formål at skabe en mere sammenhængende opfattelse – et helhedsbillede. Det er som regel alle mulige andre grunde, der ligger bag valget af forskellige forskningsprojekter. Det er ofte et spørgsmål om …
- “hvad man kan få bevilget penge til”
- “hvilke muligheder lovgivningen giver”
- “hvad forskningen kan bruges til industrielt”
- “hvor man kan gøre karriere”
- … og mange andre ting.
Problemet er i virkeligheden psykologisk, for man tror, der er et samlet naturvidenskabeligt verdensbillede. Og hvad værre er, man er overbevist om, at det er materialistisk.
Materialisme som filosofi
Derfor er der grund til at se nærmere på materialismen som en filosofi. Der er grund til at standse op og se, om det er muligt at give en nærmere definition af materialismen set fra et filosofisk synspunkt. Man kan sige, at materialisme er en lære eller en holdning, som aldrig har måttet bevise sig selv. Ofte er dens konklusioner baseret på et argument, som går i retning af … “hvad skulle det ellers være?”. Man ser noget med sine sanser, fremsætter en teori og så siger man … “hvad skulle det ellers være”. Og når det er gentaget tilstrækkelig mange gange, tilføjer man … “det ved jo enhver”. “Verden er fysisk … hvad skulle den ellers være”. “Åndsvidenskab er overtro … det ved jo enhver”.
|